lørdag den 26. oktober 2013

Sommertid til Vintertid

Her til aften er jeg alene hjemme for første gang i måske flere måneder. Jeg er efterhånden aldrig alene mere og jeg savner det helt sindssygt meget.

For nemhedens skyld - eller for dovnskabens så indsætter jeg et brev jeg netop har skrevet til en veninde, det forklare meget godt hvad der sker i mit liv lige nu....


Kæreste Lita

Hvor er det dog SKØNT at høre fra dig!!!

Jeg er også alene hjemme, for første gang i måske 2-3 måneder og jeg aner slet ikke hvad jeg skal lave..... ofte til daglig når vi altid er sammen, XXX arbejder jo hjemmefra, så vi er altid sammen og når vi er det så tænker jeg tit på at hvis jeg nu var alene så ville jeg lave dit og dat og dut men nu når jeg så ER alene hjemme, ja så aner jeg ikke hvad jeg skal lave....

Det har været rigtig rigtig godt med terapeuten - og jeg har slet ikke tænkt på at flytte ud siden hun var her sidst, så det ser jeg som en positiv ting. Det som stadig halter er at jeg ikke ved om jeg elsker XXX, jeg holder utrolig meget af ham, det kan jeg helt klart mærke men jeg ved ikke om jeg elsker ham......det er som om mine følelser er helt lammet. Det er ikke kun mine følelser med XXX det kniber med at mærke, det er alle slags følelser.....det er svært at forklare men det føles bare mærkeligt når jeg prøver at føle noget, så nu er jeg holdt op med at prøve at føle noget og tænker at der nok kommer følelser af en eller anden slags, når der kommer mere ro på alting. 

Det som nok genere mig mest, er at jeg fornemmer at mine Mor ikke syntes at XXX er den rigtige for mig. Har du nogensinde prøve det? Jeg mener, det er selvfølgelig ikke en selvfølge at ens forældre kan lide ens valg af partner, men i det mindste kan de da holde mund om det hvis de ikke er enige ikk? 

Min mor syntes XXX "bruger for meget tid på sin computer" og set fra et alm. synspunkt bruger han også rigtig meget tid på den og set fra et jysk landmands synspunkt så lever han på nettet. Men det ER JO HANS JOB!

Når mine søskende er hjemme, er de hjemme en fredag aften, lørdag og så afsted igen søndag. De arbejder ikke men er blot hjemme i den tid. Når vi er hjemme er vi måske hjemme i 14 dage og så arbejder XXX mandag til fredag ved at sidde med computeren fra kl. 8 til 18 - det er mange timer men det svare jo til at ha et kontor job, hvor han bare gik ud af døren og man ikke så ham før han var hjemme igen. Men fordi han kan arbejde fra hele verden, så har vi mulgihed for at være i DK mens han arbejder og det ser jeg som en luksus og en gave mens mine forældre ser det som om at han lever og gemmer sig bag sin computer. 

Da jeg var hjemme sidst hjalp jeg min mor med at male min storebrors hus en mandag formiddag. I en samtale siger min mor til mig at hun ville ønske jeg havde et rigtig job........ et rigtigt job?

Hvis jeg havde et "rigtig job" så ville jeg arbejder fra 8-18 i Spanien til 4€ i timen og dermed ikke ha mulighed for at hjælpe min mor med at male en mandag formiddag i Danmark......det sagde jeg til hende men hun forstod det ikke - og jeg forstår ikke at hun ikke forstår. 

Jeg tjener jo mere ved at leve som jeg gør og mit job er fleksibelt, ligesom XXXs er. Naturligvis ville jeg ønske der var ting som var anderledes men jeg føler jeg er på rette vej rent jobmæssigt. 

Det er SÅ frustrerende Lita - at ens forældre ikke ser positivt på det man laver!

Nå men ok om det, jeg syntes det er MEGA FEDT at I måske får en ny og større lejlighed! Det er som om alt flasker sig for Jer! :) Det er da bare mega mega luksus! Og faktisk så er det jo et plus at der ikke er et helt nyt køkken i lejligheden, når I nu er sådan nogle madnørder så er det jo skønt at I kan sætte det køkken ind I selv gerne vil ha, med de ting I gerne vil ha - og en 4 værelses lejlighed er alligevel en ret stor lejlighed. Hvor mange kvm er den på??

Send mig endelig billeder hvis det bliver til noget :)



Siden jeg skrev sidst er der sket meget. Jeg fik et mega flip på min kæreste den weekend hvor jeg pakkede lejligheden ned, jeg var så presset og træt efter at jeg i 7 dage i træk havde været oppe kl. 7 knoklede hele dagen og i seng langt over midnat. I de dage havde jeg også fået mega dårlig søvn og så havde jeg alle tankerne med og omkring vores forhold - det kørte slet slet ikke og samtidig var vi i DK så vi skulle jo se at få det til at fungere......jeg orkede bare ikke mere......og så kom dråben da han ringede og vækkede mig for at blive hentede i Albertslund hos en ven piv stiv kl. 2-3 stykker om natten. Jeg var SÅ TRÆT at jeg overvejede at lyve for ham, at sige at bilen ikke kunne starte eller noget......jeg ville at han skulle tage en taxi men min økonomiske hjerne tænkte også at det var dyrt så jeg hentede ham. Mens jeg holdt der kom han ikke ud, da jeg ringede ringede hans gamle lorte telefon ikke - så jeg holder i fucking Albertslund en hverdags aften kl dolk om natten og manden svare ikke på smser eller opkald. Jeg overvejede 300% at køre fra ham.

Da han endelig kom flippede jeg så meget ud som jeg slet ikke kan huske at jeg har gjort i mange mange år. Det var som om alle mine frustrationer og alt mine vrede og alt min sorg og alt min smerte bare kom ud på én gang, på ham. Ja det var måske lidt synd og jeg ved at jeg var ekstraordinær led ved ham, men jeg syntes stadig at han fortjener og fortjente det. At blive ignoreret og overset og glemt i et forhold er SÅ EKSTREMT SMERTEFULDT at jeg slet ikke kan sætte ord på det.

Jeg skreg af min kæreste og sagde at jeg ikke ville mere. Nu var det slut. Jeg ville flytte fra ham. Jeg ville sove og ha ro og stilhed og være alene. At være sammen med ham giver mig mere smerte end det giver mig ro og glæde. Alt det, og meget mere sagde jeg.

Da vi kom hjem gik jeg i seng uden at kysse ham godnat, for første gang i hele vores forhold. Næste dag kunne jeg se at han havde grædt.

Oven i alt det her, aflyste vores terapeut vores aftalte tid, da hun var kommet til at dobbelt booke og af en eller anden sindssyg grund ikke kunne aflyse det andet par. Med hjælp fra en veninde fandt jeg frem til en terapeut som hedder Katrine, skæbnen ville at hun var i Marbella, Spanien på ferie da vi kom hjem og hende har vi efterfølgende haft besøg af to gange her i Spanien.
 - og det har gjort UNDERVÆRKER!!!

Jeg kan 100% sige at uden hendes hjælp, så havde jeg ikke en kæreste i dag. Punktum.

Jeg var der hvor jeg bare ville ha ro og søvn i mit liv - inklusiv bekræftigelse og kærlighed og lidenskab og mange andre ting. Det fik jeg ikke, ingen af delene, så hvorfor være i et forhold?
Hvis jeg var single og alene ville jeg få det hele, af mig selv, eller måske ikke, men så ville jeg heller ikke forvente at få det og sidde tilbage med en daglig skuffelse og en daglig følelse af ikke at få det jeg gerne ville ha.

En af de ting vi har talt om med terapeauten er hvor forskelligt min kærestes og mit kærlighedssprog er. Jeg taler om fremtiden og drømme og ønsker og han taler om her og nu og nul fremtid. Jeg har fundet ud af at small talk ikke er noget han kender til, for ham taler man kun om ting der skal blive til noget, ting som skal ske. Så når jeg har talt om fremtiden og om det hus vi skal bygge en dag - en drøm jeg har men også en drøm jeg godt kan leve uden at få opfyldt - så vil min kæreste ikke tale om det, fordi det for ham er det samme som at nu går vi igang med den drøm.......

Ja SUPER MÆRKELIG måde at tænke på, men det er åbenbart sådan han tænker og det må jeg jo lære at acceptere, hvilket jeg også godt kan, hvis bare jeg VED at det er sådan det fungere i hans hoved!

En anden ting jeg har fundet ud af, som jeg godt viste omkring mig selv men ikke omkring min kæreste er, at mig filter her i livet, altså det filter der er foran mit hjerte og foran min krop er stormasket, forstået på den måde at jeg suger 90% af alt hvad jeg oplever ind, helt ind. Af både godt og ondt.

Læser jeg noget forfærdeligt kan jeg bruge dage på at tænke over det, føler jeg noget kan jeg bruge dage på at tænke over det osv.

Min kærestes net er så finmasket som en te-si!! Næsten ingenting når igennem til hans hjerte, sjæl og følelser. Dvs. når jeg siger noget, så når det næsten aldrig igennem. Han er super god til at sige til sig selv: Dét kan jeg ikke gøre noget ved (feks. krigen i Syrien) så derfor gider jeg ikke tænke mere på dét og så tænker han ikke mere på det. OVERHOVED. Never. Bare sådan. Punktum.

Jeg kan jo tænke i et væk over alt muligt og hvis nogen siger noget grimt til mig, kan jeg bruge (år) på at komme mig over det, hvor min kæreste bare tænker: Sikke en nar og så bruger han ikke mere krudt på det.

Jeg siger ikke at jeg ville ønske jeg var 100% som ham, men jeg ville ønske at jeg var MERE som ham, mere hårdhudet, mere finmasket i mit filter.....

Nu er vores udfordring at min kæreste skal lukke mere op, og jeg skal prøve at lære at bruge mindre tid på de ting som ikke nødvendigvis fortjener min tid og det er svært. Rigtig svært. For os begge.
Men lige nu fungere det godt - faktisk fungere det så godt at jeg er bange for at rose min kæreste, for jeg er bange for at han så vil tage det for givet og falde tilbage i den gamle rille og SÅ skrider jeg. That's for sure.

Jeg orker ikke at leve sådan igen.....så det går godt mellem os, stille og roligt men mine følelser er stadig manglende, måske ikke manglende men jeg har ikke sug i maven og jeg ved stadig ikke om jeg elsker ham. Jeg føler ikke mere at han er som en bror for mig, men jeg har heller ikke sug i maven og afsavnstanker - men så igen, vi er heller aldrig fra hinanden.....så det hænger nok lidt sammen.

Det som irritere mig mest i øjeblikket er, at min mor er begyndt at give (slet skjulte) hentydninger omkring hvorvidt min kæreste er den rette for mig - se ovenstående brev til Lita. Det er som sådan også okay at min mor stiller spørgsmålstegn ved mit valg af kæreste, men når jeg så fastholder at jeg syntes han er den bedste for mig, så syntes jeg ikke det er okay at forsætte. Det er som om min mor syntes at jeg burde få et par børn, med min kæreste og går det så ikke (mellem os) så er det jo ikke en katestrofe for så HAR JEG JO FÅET BØRN. Det er som om det at få børn, for mig mor er alfa og omega.

For mig er det hip som hap. Jeg er 100% okay med tanken om at jeg måske aldrig får børn. Måske jeg vil græde over det når jeg bliver ældre eller hvis det var fastlagt at jeg aldrig skulle eller ville eller kunne få børn, det kan jeg jo ikke sige på nuværende tidspunkt, men for mig er det en okay tanke at skulle leve de næste 40 år uden egne børn. Men for min omgangskreds er det som om jeg er sindssyg fordi jeg ikke ønsker børn.

Min veninde Anika har fået en dreng og hun troede han kunne passe ind i deres liv men nu kan hun se at de har måttet planlægge deres liv efter ham - hun siger ikke direkte at hun har fortrudt, men hun siger at hvis hun havde vidst hvor hårdt det var, så var han ikke blevet til........ og da jeg samtidig heller ikke er skruk, ja så ser jeg ingen grund til at kaste mig i grams med at få børn med en kæreste jeg ikke er 100% sikker på......

Jeg vil heller elskes 100% af min kæreste end at undvære 100% kærlighed fra min kæreste fordi vi fik et barn sammen. Total egoistisk men sådan tænker jeg. Jeg vil hellere elskes end jeg vil ha børn.

Og nu, nu vil jeg børste tænder og gå ind i sengen og sove. Om et par timer kommer min piv stive kæreste sikkert hjem. I nat er også natten hvor vi går fra sommertid til vintertid. Gad vide hvor jeg er om ét år fra i dag??

P.S: har forresten forstadiget til en giga mega øm rød bums på hagen........blot til info....

lørdag den 5. oktober 2013

Den dér Kærlighed...

Der er noget jeg må indrømme, over for mig selv og her på bloggen. Og inden jeg går igang, så skal du vide at det har taget mig LÆNGE at komme hertil!!! Og jeg er stadig i tvivl.

Jeg tror ikke jeg elsker min kæreste.

Sådan, nu er det både sagt og skrevet. Jeg tror ikke jeg er forelsket i ham mere, det er som om alt i mig er tomt og glat og hult. Jeg kan intet mærke, intet føle og jeg ved ikke om det er godt eller skidt.

Det er kommet gradvist, tror sidst jeg havde sug i maven når jeg tænkte på ham, var tilbage i maj måned, jeg kan huske jeg undrede mig over at det var længe siden, eller i hvert fald bed mærke i at det var længe siden jeg havde haft sug i maven når jeg tænkte på ham.

Han sagde jo aldrig at han elskede mig, at jeg var smuk, dejlig, sød, fantastisk, lækker - ja eller dum. Han sagde og siger aldrig noget hvor der ligger følelser bag og jeg kan ikke find ud af hvad jeg skal ligge i det. Jeg vidste fra day one at han var et betragtelig meget mere stille menneske end jeg og at vi ser meget forskelligt på samme ting, men det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg kunne måske godt geare ned i ny og næ, så at være sammen med et menneske der virker som en klippe har jo masser af åbenlyse fordele.

Men der er jo også ulemper og det er bla. at vi var kærester i halv andet år før han sagde han elskede mig, og fordi jeg havde håbet på at høre det så længe, så var det en total fesen følelse, eller måske ikke fesen, men det var en meget mærkelig følelse da han sagde det, for det var nærmeste ingen følelse til stede. Det var bare en slags konstatering. Så, nu sagde han det. Det var dét videre. Sådan cirka var det.

Jeg har længe gået og tænkte på at jeg skulle se at komme til at elske ham igen, jeg har forsøgt på livet løs, gjort alle mulige søde ting for ham i håb om at få noget igen. Købt små gaver til ham - ikke for at købe ham men for at vise at jeg holder af ham og tænker på ham og at han er i mine tanker. Jeg har virkelig VIRKELIG arbejdet på at få mine følelser tilbage!!

Samtidig har jeg også været utrolig åben - syntes jeg selv - omkring hvad jeg savner i vores forhold. Feks. at jeg savner at han laver lyde når vi har sex, så jeg ikke bare knalder en stiv pik på en tavs krop. At jeg savner at han røre ved mig i hverdagen, altså i løbet af dagen. At jeg savner handling, action. Jeg har talt og talt og talt og det er som om han høre mig men ikke gør mere ved det.

Jeg har prøvet at tale om fremtiden, hvis han ønsker en fremtid med mig må han jo elske mig var min egen "logisk" konkelution men på trods af at jeg har talt om alt lige fra babyer til bryllup, forlovelse, fremtidig hus, drømme, fantasier osv. så har jeg aldrig fået noget retur. Han har svaret når jeg har spurgt men han har ikke selv taget emnerne op og det lyder aldrig som om det har hans store interesse.

Til sidst er det komme dertil hvor jeg simpelthen må ha nogle konkrete beviser på at han elsker mig. Host op! Giv mig noget sindssygt dyrt, en diamant, en bil - et eller andet som er så stort og vildt at det skriger kærlighed........
 - men da jeg så tænkte mig om, kom jeg frem til at jeg ikke engang gad ha en diamant af ham, for så var jeg ligesom låst, bundet og når jeg nu valkede i mine følelser, så havde jeg bestemt ikke brug for at føle mig låst. Jeg havde endda ikke længere lyst til at blive gift, så jeg stoppede med at tale om smykker. Jeg ønsker mig heller ikke en bil kom jeg frem til, for hvis vi så gik fra hinanden ville jeg også miste den.

Og så var det at tanken om at være alene igen, startede med at komme. Det tog mig ikke længe at lægge en plan B for hvad der skulle ske med mig og mit liv, hvis jeg ikke længere er sammen med min kæreste. Nu bor jeg jo i Spanien, jeg har ingen gård i Jylland eller lejlighed i København, jeg har ingen bil - ja faktisk har jeg ingenting tilbage i Danmark.

Så min plan blev at jeg ville blive i Spanien, i hvert fald en udlejnings sæson mere, tjene alle de penge jeg kan, spare spare spare og så se hvordan livet ser ud. Lige nu er mine bedste indtjeningsmuligheder i Spanien. Jeg kan ikke tjene samme mængde penge i Danmark som jeg pt. tjener i Spanien og at komme hjem som arbejdsløs, uden bolig og uden kæreste ville så absolut være nedturen over dem alle, at komme hjem med mindre end jeg tog afsted med.

Jeg har længe længe prøvede at leve livet med to planer. En Plan A = Livet sammen med min kæreste og Plan B = Livet uden min kæreste. Jeg prøvede og prøvede og gjorde ALT hvad jeg kunne for at kommunikere at jeg følte der manglede ting i vores liv sammen, i vores forhold. Men intet skete der. Intet. Og mine følelser er ikke komme igen.

I sidste uge havde vi en disskussion og jeg endte med at græde helt vildt. Det er en lang historie men kort fortalt har min kæreste og jeg givet et tilbud til et firma han arbejder for, om at blive udstasionered i Miami, USA. Firmaet var længe om at vende tilbage og da de endelig vendte tilbage, kontaktede de kun min kæreste pr. telefon, på trods af at vi var to personer der havde fremsendt forslaget til to andre personer. Så en 4 personers kommunikation bliver skåret ned til at én person kontakter min kæreste - det i sig selv kunne jeg måske leve med, men jeg kan ikke leve med at jeg sidder og lytter med på samtalen og en af hovedgrundene til at de ikke vil sende os afsted er at de 1. helst vil ha min kæreste 2. jeg må gerne tage med og lave "hvad jeg end laver" (PR) men de vil ikke betale for mit arbejde. 3. De kan ikke lide mig - ikke nok med at de ikke kan lide mig, de bliver dybt dybt personlige og siger bla. "Deirdre-Ann sidder i skyggen og går i dunjakke, det går ikke i vores koncept" eller denne her "Hun er sød på sin egen mærkelige jyske måde men passer ikke ind i Miami" - jeg som har boet i USA og i hvert fald mere end dem ved noget om USA og Miami, passer ikke ind - men det som de mener passer ind køre lige nu med underskud.....

De var så personlige og nederdrægtige og min kæreste sagde ikke ét eneste ORD for at beskytte mig. Ikke ét ord. Nada. Nothing. Når jeg tænker på hvad jeg har gjort for ham, for at beskytte ham og hvad jeg har gjort for at forsvare hans navn og omdømme når andre har talt grimt om ham, så er jeg endnu mere chokeret i min grundvold over at han ikke sagde at dét og dét er direkte forkert!!! Bla. blev der også sagt" Der findes ikke større modstandere af vores øvelser/koncept end Deirdre-Ann" - det passer jo bare overhoved ikke!!

Hvorfor skulle jeg bruge mit netværk til at hjælpe deres firma, hvis jeg hadet det? Det hele er noget indviklet lort og jeg er virkelig virkelig ked af at min kæreste ikke stod op for mig, dækkede min ryg. I min verden er det dét kærester gør. De har hinandens ryg når ingen andre har. De er der altid. Men ikke min kæreste.

Jeg sagde til ham at hvis det nogensinde skete igen så ville jeg forlade ham øjeblikkeligt. En ting er at være alene og få en dybt personlig sviner, så ved jeg at der kun er mig selv til at forsvare mig selv, men at få en sviner når man er i et forhold og bare se at ens kæreste sidder passivt og ikke siger så meget som én eneste lyd til forsvar, dét er hjerteskærende kan jeg love for!

Jeg græd en hel dag - det var bare dråben. Udover at jeg fik personlige slag på min person og mit navn da jeg fik afslag fra Jordemoderstudiet, jeg fik også en personlig sviner da jeg skulle sælge gården og igen fra min udlejer i København og nu igen fra det her firma - jeg magter simpelthen ikke mere. Jeg vil ikke finde mig i at flere mennesker taler ned om mig og min person. Jeg tillader det ikke. Slut.

Hvis min kæreste ikke vil forsvare mig, så er det fint, men så vil jeg også hellere være alene, så jeg ved hvem der er der til at forsvare mig når ting sker.

Det endte med at jeg græd helt vildt meget mens jeg gjorde min lille udlejnings lejlighed klar. Jeg satte mig i sofaen og tænkte over livet og overvejet hvem jeg skulle ringe til. Jeg har ikke fortalt noge om min Plan B, da jeg selv er SÅ MEGET I TVIVL omkring mine følelser og omkring alting, at jeg ikke vil dele ud af min tvivl før jeg selv vidste noget. Den eneste jeg havde lyst til at tale med var min lillesøster i Paris, men hun havde netop sendt mig en sms om at hun var på cafe med en eller anden der skulle hjælpe hende med at få en bolig.

Så jeg sad lidt og tænkte og græd og så ringede jeg til min kæreste som var hjemme i vores egen lejlighed og fortalte ham hvordan jeg syntes vores forhold var. Jeg fortalte ham at jeg var træt af at være den eneste der taler i vores forhold. Jeg taler og taler og taler og fortæller og fortæller om alt lige fra hvad jeg føler der mangler, til drømme, håb, fremtid, ønsker, tanker og oplevelser og jeg får ALDRIG noget tilbage.

Jeg fortalte ham hvor mange gange om dagen jeg gik forbi ham, strøg ham i håret, vippede til hans fod, smilede til ham osv. og han gjorde ALDRIG noget igen, på trods af at jeg havde fortalt ham det måske ikke 1000 gange men så i hvert fald 20 gange.

Han blev helt chokeret og syntes let ikke han kunne genkende billede, han syntes vores forhold gik godt. At vi havde det så godt sammen - og jeg er enig. Vi har det super super godt sammen, som venner. Som en bror eller en søster men ikke som kærester. Der er intet inde i mig som rotere når jeg kikker på ham, når jeg kysser ham, har sex med ham eller siger at jeg elsker ham - så nu er jeg holdt op med at sige at jeg elsker ham og jeg er holdt op med at lægge op til sex.

Vi er det PERFEKTE MAKKERPAR men vi er ikke de perfekte kærester. Enten har jeg aldrig været forelsket i ham, eller også er mine følelser forsvundet og ligesom Kaptajn Hook fra Peter Pan ikke kan finde sine Happy Thoughts og flyve, så kan jeg heller ikke finde mine kærlighedstanker og følelser.

Jeg er parat til at give ham alt, bare jeg kan få lov til at slippe for at føle mig fanget i et forhold hvor jeg giver og giver og giver og får nul og niks igen. Jeg er drænet hver dag når jeg går i seng og træt når jeg står op - jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved mit liv, udover at jeg ved at jeg skal på rette kurs igen. NU.

Vi talte længe sammen den dag og jeg sagde det som det var at jeg ikke kan komme videre alene, hvis vi skal give det én chance mere så var det os begge to der lagde 200% i vores forhold og så fik vi noget hjælp til at komme videre. Sammen fandt vi en par-terapeut som vi skal se d. 15. Oktober i Århus og derefter - hvis der er grundlag for det - forsætte med at tale sammen med via skype.

Jeg er mega mega meget i tvivl om det vil virke og om hjælpen kommer tids nok. Min kæreste er sur på mig over at jeg har gået med det alene og ikke fortalt ham om at jeg tvivlede, men hvad vil han at jeg skulle sige? Skulle jeg sige i maj måned at jeg tvivlede på at jeg elskede ham? Hvad havde det gavnede når jeg end ikke var sikker selv?

Lige nu er jeg ikke særlig glad for mig liv. Lad mig bare sige det sådan.

Sidder for første gang alene - altså helt alene uden familie og uden kæresten - i min elskede Penthouse Lejlighed i København og lytter til livet på gaden og tænker på om jeg kan leve i udlandet og undvære atmospæren som findes her i København?

Jeg savner at være alene. Vi er sammen hver evig eneste dag - han går end ikke på kontoret mere, dvs. jeg er ALDRIG ALENE til at kunne tale med veninderne - jeg er ALDRIG alene hjemme og jeg har ALDRIG Deirdre-Ann tid mere. Jeg føler jeg kvæles, og at det er min egen skyld.

Jeg burde ha pakket halvdelene af lejligheden ned på nuværende tidspunkt men det er ikke sket. Jeg kørte fra Jylland kl. 07.55 i morges og var her med maling og flyttekasser kl. 13.00 og siden da har jeg intet lavet. Bare prøvet at finde mig selv. Og at genfinde stilheden.

Og hvordan slår man op med en fyr der på alle punkter et et godt menneske, en god ærlig og sød kæreste? Jeg har ikke muligheden for at trække Røvhuls-Kortet - jeg er 100% ved at forlade et 100% godt menneske fordi JEG føler der mangler noget. Sikke et menneske jeg er!

Kære Hr. Gud, hvad skal der blive af mig?