Produktiv Weekend

Lørdag morgen kl. 03.49 stod en ualmindelige pålidelig og on-time Spanioler Taxichauffør klar til at køre mig til Lufthavnen. Turen gik nemt og hurtig. Skønt.

Da jeg ankom til Lufthavnen gik alt godt - indtil jeg skulle flyve - der blev jeg så bedt om at tjekke min håndbaggage ind, fordi det var et fyldt fly - hvad end det så betyder. Anyway, det betød at jeg fik en lorte gangplads uden noget vindue at læne mig op af og sove - hvilket jeg trængte helt vildt til.
 - det betød også at min elskede Mohair strikbluse lå i maven på flyet og ikke rundt om mine frysende krop.

3 gange bad jeg personalet om at tænde for varmen i flyet - ALLE sad med jakker på og tog bluser ned fra kufferthylden. Det er by far den koldeste flyvetur jeg NOGENSINDE HAR HAFT og jeg har trods alt fløjet i feks. Lithavn om vinteren.... FUCK hvor var det koldt! Flere andre spurgte også om der kunne blive tændt for varmen men nej nej - lorte Ryanair!!!!

Mens hele flyet var ved at boarde sad jeg og tanket strøm og kikkede på mennesker der gik ind i flyet - der er virkelig mange mennesker som ligner lort når de rejser. Hvad sker der for at man feks. ikke tager pænt tøj på eller bare gør sig minimalt i stand? "I stand" er noget jeg har lært hjemmefra, man gør sig i stand når man skal du blandt fremmede - når man arbejder er man som man er, men når man skal ud, ja så gør mig sig i stand.

Eneste undtagelse jeg kan komme i tanke om, for ikke at gøre sig i stand, er hvis man som denne her mega seje dame, lige er hjemvendt fra en Pilgrimsvandring og har mudder på benene og humper og har ømme fødder i sandaler..... se hendes bluse, der er en Gul Camino pil på den :) Jeg havde SÅ MEGET lyst til at sige Buen Camino til hende og give hende et mega stort varmt kram - jeg VED hvad hun netop har vandret sig igennem..... it's tough but it's amazing too!

Da jeg landet kom It manden og hentede mig - hvilket var så skønt! Ahh home.... på vej hjem smed han så lige bomben om at min lillebror havde fået min bil til at koge og så var noget gået i stykker og ja, min bil er nu i stykker..... tænker det var stratetisk klogt af min familie at lade It manden sige det til mig, ham bliver jeg nemlig sjældent sur på - jeg kunne faktisk nok godt ha myrdet min lillebror og min Far - specielt da jeg så ser at der er cola ned over hele døren i føresiden OG at min elskede Monclair Jakke er smidt om i baggagerummet OG er rykket i stykker i foret..... !!!!

MINE TASKER OG JAKKER OG TING SKAL ALDRIG NOGENSINDE EVER PÅ GULVET ELLER I ET BAGGAGERUM!!!!

Du kan spørge hvem du vil - jeg har aldrig nogensinde ever stillet en taske på gulvet. ALDRIG - med mindre det er i mit eget hjem men selv da er det sjældent - jeg er MEGA øm over mine ting og min jakke lå pænt på bagssædet da jeg tog afsted og nu er der hul i den..... jeg SKAL åbenbart ha en ny til vinter.... håber pengene er til det!!

Jeg kunne myrde nogen!!!

Nå men for at holde mig vågen så jeg kunne sove lørdag aften, gik jeg i krig med at pudse kobber og messing ting som jeg har fået af Anika's forældre. Så sælger det bedre på market - men der var så nogle af tingene som var så fine at jeg selv beholder det :)

Før jeg gik i krig med citroncyre, varmt vand og sulfo - og så brasso

Færdig!

Yves Saint Laurent neglelak kan klare meget men ikke ALT!

I dag er min fingre knap så ækle men det tog en gulvvask tur i Far's firma før det sorte var væk. Det sorte er fra Brassoen når man pudser kobber og messing.

Jeg har virkelig de ældste hænder i hele verden - også når de ikke er grimme og beskidte.

I dag har jeg så fundet forskellige ting frem som folk har købt af mig, eller i det mindste sagt at de vil købe. Men frem med dem så det kan blive vasket og gjort klar - I'm going to be rich again! :)

En tæpprenser og en støvsuger - den ene skal sendes og den anden skal It manden ha med til Viborg hvor den så bliver afhented. 

Rengjort og klar i gangen

En baby autostol som har været mine nevøers. Har gjort den ren da en dame sagde hun gerne ville købe den, men nu har jeg ikke hørt fra hende, men skidt, nu er den ren og betrækket er vasket og sat på igen.

Denne her skal sendes 

Så ned i firmaet, finde en stor papkasse, pakke, fore og så veje og nu venter jeg på at manden vender tilbage. Jeg krydser finger

Herefter var det tid til en af mine yndlings livretter: Franskbrød med varm leverpostej og agurk - og så te fordi det var så koldt i dag, det har regnet non-stop hele dagen. Hvilket har forhindret mig i at være ude og lave PR - hvilket ikke er så godt men så må jeg være dobbelt aktiv i den kommende uge!

Og så til noget knap så erotisk! At ordne regnskab....jeg har fundet min gl. printer fra København frem, faktisk købte jeg den for mange år siden da jeg skulle til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen - jeg kom ikke ind men endte med at tage uddannelsen i London.

Jeg skal til revisor på tirsdag - endnu engang er det en ny revisor. Jeg ved virkelig ikke hvad det er, men hvorfor vender revisorerne ikke tilbage når man sender en mail? Det er ligesom med Advokater, de er så pisse ligeglade med deres potentielle kunder at de bare ignorere dem som er små..... jeg ved godt jeg ikke er en million dollar fortagende men hvis jeg en dag bliver det, så ved jeg da 100% hvem jeg IKKE skal bruge!

Det skønne er, at dette år, altså 2015 er aller aller alleer ALLER SIDSTE GANG nogensinde EVER jeg har et ringbind hvorpå der står "Gården!" - tænk engang, jeg sad og tænkte på at fremover så vil der altid stå noget andet på det tredje ringbind, feks. navnet på mine egne firmaer..... på noget JEG brænder for. Dét sad jeg og frydet mig over, dét er en skøn tanke og følelse som jeg helt vildt godt gad ha delt med nogen.... men der er ikke rigtig nogen som kan sætte sig ind i hvordan det er. Endelig at være fri.

Jeg tænker tit på min Gudfar, men jeg glemmer altid at skrive det når jeg ligger her og skriver. Jeg tænker på hvordan han var, mod mig og mod andre. Jeg tænker på hvor skønt det er at han er død og væk - ordet væk er lidt vildt. Det er som om det er FOR stort at bruge men det er jo en realitet.

Han er V Æ K  og han kommer A L D R I G  igen.....jeg slutter altid mine tanker om min Gudfar med at tænke på, at han er gullig og grønlig og slimet og lugter helt vildt afskyeligt og at min hævn over ham, er at jeg vil leve mit liv 100% fremover! Han er væk og hans live er slut, mit er lige begyndt.  Uden ham. :)

P.S: Min bideskinne skaver nææææsten ikke mere.....

Tanker

Til daglig tænker jeg rigtig mange tanker - hver dag. Det er langt fra dem alle jeg får skrevet ned, men det hjælper at få dem skrevet ned og ud - ud af hoved, det hjælper. Her er et udpluk af dem jeg kan huske.

Feks. så tænker jeg rigtig meget på min Gudfar - ikke til daglig, men når jeg feks. køre ud til mine forældres gård i samme område som hvor min Gård lå, det var også der min Gudfar boede og der hvor mine ting er opbevaret.

Jeg kan mærke at hver gang jeg kommer inden for en bestemt radius af området og byen, så tænker min hjerne på at nu skal jeg passe på ikke at blive set af ham. Jeg skal passe på at han ikke ser mig, at nogen ser mig og sladre til ham om at jeg ikke besøger ham. Jeg skal passe på mig selv - alt i mit indre er i alert og højeste beredskab når jeg nærmere mig byen og området.

Hver gang det sker, må jeg fortælle mig selv at dét behøver jeg ikke være mere, for han er væk. VÆK! Han kommer aldrig nogensinde ever igen og dét er en helt vildt mærkelig følelse - han er bare væk. Pist væk og han kan aldrig nogensinde komme snigende ind på badeværelset når jeg er i bad, han kan aldrig låse sig ind i mit hus igen, han kan aldrig stå og grine og lure ind af det åbne badeværelsesvindue - han kan aldrig røre mig mere. Nogensinde ever. Hans blålige våde læber er væk og nede i jorden og når jeg så tænker på det, så er det at jeg ser ham for mig, liggende dér i kisten, indsunket og gullig og død og stiv og kold - og hvor usympatisk jeg end må lyde, så er det en rigtig rigtig RIGTIG dejlig følelse og tanke.

Jeg kan ligefrem se de forskellige stadigere af forrådnelse som han er på vej igennem, jeg kan forestille mig hvordan han lugter mega kvalm og ulækkert, hvordan hans hud er slimet og grønlig, han er død. Væk.

Og det er en lettelse for mig - men det er også noget jeg skal vænne mig til. Tanken om at han er lige om hjørnet sidder stadig meget i mig og jeg gør meget ud af at gøre mig selv usynlig, både på nettet og i virkeligheden. Jeg vil helst ikke bemærkes sådan at folk kan sladre om mig - hvilket de altid gjorde, de der indavlede bonderøve.

Men på sigt, en dag vil jeg måske slet ikke tænke mere på ham. For han er jo væk væk og det er en HELT fantastisk tanke at vænne sig til - den er ikke grim, den er bare uvant.

I dag kikkede jeg i min dagbog som jeg har som et word dokument på min computer. Jeg har skrevet i den siden 2008 og den er på over 1000 sider. Jeg har deri en liste over hvem jeg har knaldet, deres navne og hvornår og hvor - nogle af dem kan jeg ikke huske navnene på, så der står bare et spørgsmålstegn og så alt det andet info - shit Deirdre-Ann hvor har du været om dig! Specielt i 2005 kan jeg se at jeg havde travlt *griner* 11 mænd på 12 måneder, det er ikke dårligt klaret hihihi

Nå men en af mine bedste knald boede i Viborg, så ham måtte jeg lige slå op, kan dog se at han har fået en kæreste i mellemtiden - alt andet ville jo også være mega mærkeligt for han er fucking god sex og sådan nogle plejer ikke at gå løse rundt. En skam på en måde at han har fået en kæreste for det lukker jo for at jeg kan knalde ham men på den anden side, så vil jeg ikke knalde ham, når jeg ser ud som jeg gør lige pt. Der skal ryge nogle kilo'er før jeg har lyst til at være erotisk og nøgen med en jeg ikke kender.

I går fik jeg en besked fra en jeg engang lavede radio med, han skrev hvorfor jeg havde slettet  ham som ven på Facebook. Jeg var sådan lidt øhhhh...... jeg tror jeg slettede ham i September eller Oktober 2014 hvor jeg ryddet op på min Facebook. Jeg gjorde kort process over alle dem som ikke bidrog med noget positivt til mit sociale liv eller til mit arbejdsliv, ud med dem. Der var han imellem. Det opdager han så i Marts 2015, så jeg har nok ikke været mega savnet - men alligevel skriver han.... er det ikke mærkeligt? Jeg tror måske han laver radio i Viborg i dag men jeg vedet det oprigtigt ikke. Han er total en hypokond og er altid enten syg eller ved at blive syg eller sygemeldt. Altid. ALTID.

Jeg har tænkt en del på, hvorfor jeg pludselig ikke er velkommen til den fødselsdag i Spanien til sommer. Det giver overhoved ingen mening - specielt ikke fordi vi skrev en fællesmail til netop de personer om at vi var 100% okay, at vi stadig var venner og stadig så dem som vores venner - måske netop fordi vi sendte den mail, måske pga. den, gør det så ondt. Jeg føler mig virkelig vraget.

Det må være sådan det føles at blive un-friended af en som man ser som sin ven :(

I dag har jeg været inde i min lejlighed igen, det var jeg også i Fredags. Håndværkerne skulle være færdig fredag men da jeg var der kl. 15.00 var de langt fra færdig. I dag var det det samme og deadlinen var i fredags. Det er så ufedt.

Jeg har en ret stor bookning for en højtstående person i Århus - hvis navn jeg ikke nævner her da hun eller han sikkert bliver googlede for hårdt henover de næste måneder og år - men personen skal bo i min lejlighed (forhåbentlig) og den samlede bookning på én måned er på 19.876,82 kr..... det ville være så mega fucking godt!! Men altså, hvis den ikke bliver færdig, what to do!

Kreative Ann slår til igen... så må hun over i min søsters lejlighed, men der er problemet eller udfordringen lidt at min søster ikke ser dette her udlejning som noget vigtigt, hun ser det som noget jeg bare laver - ikke som mit job og som noget der betyder ALT for mig. Min søster kan godt være lidt vanskelig på visse punkter og dette er et af de punkter hvor vi bare IKKE er enig i at man (jeg) skal gå the extra mile for at få en tilfreds gæst og dermed en god review.

I går aftes var jeg til Rødvinsaften hos en jeg gik til Spejder med som bor her tæt på mine forældre og arbejder i den lokale Brugsen. Det var rigtigt hyggeligt, selv om jeg var ved at dreje om i døren da de alle startede ud med at fortælle at de var vilde med Kandis (!!!!!!!) og elskede at gå til koncerter med dem...... WTF?? Hvem sagde udkants Danmark? Hvem sagde Provinsen?

iiihhhhhhh jeg TÅLER ikke sådan noget - jeg blev tvangsfodret med det i så mange år og det fungere bare ikke for mig. Slet ikke.

Nå men til noget andet - jeg kan ikke finde ud af om jeg er skruk eller om jeg bare savner "noget" i mit liv og om det "noget" er et barn eller noget andet udefinerbart. Hvordan finder man ud af et? Hvordan finder jeg ud af hvad det er jeg savner i mit liv? Jeg savner en at tale med, en jeg kan ringe og snakke med engang imellem - jeg har naturligvis IT manden, men han er min ex-kæreste så det er ikke alt jeg kan tale med ham om, netop fordi vi er ex-kærester.

Og min bedste radio-ven har jeg jo ikke mere, så jeg mangler faktisk en mandeven i mit liv men de mænd jeg kender og som jeg kunne forsøge at optage kontakten med, er alle i forhold - undtagen Norman, men han vender aldrig tilbage når jeg har forsøgt at kontakte ham og jeg tænker at hvis man spurgte ham omkring mig, så ville han syntes at jeg er top mærkelig og irriterende - ikke at han har noget at ha det i for han kender mig ikke og ifølge min sorte bog er det mere end 16 år siden vi har knaldet så han kender mig overhoved IKKE men hvor jeg har ændret mig meget i alle mulige retninger, så han han ikke ændret sig. Han er stadig arrogant så han dur ike.

Jeg har også en anden ven fra fortiden, Troels Bonde men han er i mellemtiden blevet gift og er flyttet til London - han har dog været så sød at læse korrektur på min bog, det er virkelig pænt af ham men ham kan jeg ikke bruge som drengeven og til at ringe til - han har jo en kone og nogle gange vil jeg bare gerne tale og ha udeforståend menneskers indput men det dur ikke når manden er gift.

Ergo er jeg lidt fucked på mande-venne-fronten. Desværre. Og jeg tror at det er dér der mangler noget i mit liv, noget som jeg ikke rigtig kan definere overfor mig selv og selv hvis jeg kunne, så kan jeg ikke tage selv, for hverken Troels Bonde, Norman eller andre, er interesseret i at have kontakt med mig.

Nu vil jeg gå i seng, så jeg kan være klar til i morgen, hvor en ny uge starter. Og hvor jeg forhåbentlig høre fra fitnessdamerne, som åbenbart ikke er de hurtigste scootere på havnen når det kommer til at træffe en beslutning og komme ud af starthullerne. :(

Sad faktisk og kikkede på, hvilken kurser der findes på Westminster University, som jeg kan bygge videre på - der er et par stykker som ser interessant ud. Men det er ikke fordi jeg som sådan drømmer om at læse videre, men hvis jeg ikke kan få et rigtigt job og åbenbart ikke egner mig til at være i et forhold og dermed nok højst sandsynlig ender som barnløs, så kunne det måske gavne mig selv og min selvtillid, hvis jeg proppede lidt mere viden ind i mit hoved, som feks. ved at læse noget oven på min uddannelse?

Den Længste Weekend

Denne weekend har været den længste jeg har haft - længe!

I dag eller i går var det nøjagtig 8 uger siden min Gudfar døde og efter nogle lange snakke med mine forældre har jeg besluttet mig for at gøre noget ved arves situationen. Dog har jeg fundet ud af at proklamaen først udløber 1. marts.

Ikke sådan at jeg tror jeg kan få ændret testamentet, det har jeg opgivet. Jeg tror ikke jeg kan få nogle penge ud af hverken min Gudmors bo eller min Gudfars, men hvad jeg kan ændre, er at få de nye arvinger til at overtage gravstedet og betale for vedligeholdelsen.

Hvis de ikke gør det, så vil jeg om 20 år når min Gudmors grav har ligget i 30 år, blive bedt om at betale for yderlig 10 år for min Gudfar - hvilket jeg gerne gjorde, hvis jeg også havde arvet ham, men hvorfor skulle jeg betale for at en mand der har gjort mig så meget ond, skal blive til muld?

Mine forældres bekymringer går egentlig på at de ikke vil at jeg om 20 år skal mindes om alt det her igen - ret sødt tænk egentligt, men jeg er faktisk okay inden i (tror jeg) ved tanken om at jeg ikke arver og ved tanken om at jeg ejer gravstedet.

Jeg er - så vidt jeg ved - 100% okay inden i. Min Gudfar er død. Gården er solgt. Jeg arver ikke. Det er okay. Men tanken som faktisk giver mig mest glæde, er tanken om at han er ved at gå i forrådnelse, at han sikkert allerede nu er slimet og grønlig i huden, at dyrene - insekter, biller, larver, mikro organismer og alt muligt andet klamt er i gang med at fortære ham og gøre ham til et skelet. Nice. Den der ler sidst ler bedst.

Jeg håber denne ene gang i livet, det bliver mig.

Når Livet Rykker Tænder Ud

I skrivende stund sidder jeg i min søsters lejlighed i Århus og kikker ud på Rådhusuret - lejligheden er faktisk mest min men da mine forældre købte denne her til mig og en anden til min søsters i Odense, var det et forældrekøb.

Før kursen gik op, før finanskrisen købte min søster sin lejlighed af mine forældre og solgte den på toppen og puttede én million ren i lommen.

På samme tidspunkt boede jeg i London, hvor kursen på pundet var 12, så det var dårligt for mig at købe lejligheden, så jeg stod bare som del-ejer med forkøbsret. Da jeg kom hjem var kursen stadig høj, så kom finanskrisen og *bang* egentlig et godt tidspunkt at lave et omskiftning på, men samtidig med finanskrisen kom krisen med min Gård, så vi fik aldrig lavede papierne - hvilket er meget godt, for så havde banken taget lejligheden, så hårdt sad jeg i det økonomisk.

Så nu er lejligheden lidt min og mest mine forældres, men det er min søster som bor i den til 2500 kr pr. mdr. alt inkl. (el, vand, varme, internet, tv mv. ) fordi den ikke er dyrere og mens hun "bor her" bor hun også i København hos sin kæreste og jeg lejer (min)  hendes lejlighed ud for hende og hun score kassen......som i virkelig score kassen!

Jeg har lige gjort den ren, fordi der kommer en ny gæst på onsdag, i dag er mandag. Jeg burde skrive på min bog men jeg kan ikke koncentrere mig - som altid. Jeg ville bare ønske den var færdig men det er den jo ikke og det bliver den  heller ikke hvis jeg ikke skriver på den NU. Tænkte at det måske ville hjælpe at tømme hjernen og SÅ arbejde - eller er det bare en kamufleret overspringshandling?

Mine forældre har givet min søster indtil 1. juli 2015 til at beslutte om hun vil blive boende i København eller ej, vil hun blive i København skal hun tømme lejligheden og flytte ud, vil hun tilbage skal hun komme hjem og bo i lejligheden. Min yngste lillebror er ved at dø for at få lov til at flytte hjemmefra, så det bliver ikke mig der kommer til at bo i den efterfølgende. Jeg tror jeg med åbne øjne kan se frem til et 2015 med adresse hos mine forældre.

Specielt fordi min Mor i morges ringede og spurgte til hvor mange penge jeg havde, ud af de 289.000 kr der skal lægges for den lejlighed mine forældre har hjulpet mig til at købe - det bliver en ren udlejningslejlighed og forhåbentlig med ferieboligstatus/sommerhusstatus og så kan man ikke bo i den med cpr. adresse - hvilket også er okay hvis bare jeg kan tjene kassen på den.

Men så kom spørgsmålet om de 289.000 kr........ bum bum..... jeg har ca. 100 kr? Som i seriøst, jeg har ingen penge, hele min kassekredit er (igen) trukket op til 75.000 kr. Jeg siger ikke det er nogens skyld, men vi (It manden og jeg) kørte på fælles kort fordi han endnu ikke er 100% Dansker, så derfor satte han penge ind på mit kort som passer til min Kassekredit og jeg fik ikke lige holdt øje med det.....der er brugt ALT for mange penge men jeg orker ikke at gøre noget ved det, for jeg ved at jeg skylder ham penge og jeg ved at jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at betale ham tilbage - men jeg ved også at møblerne som vi købte i Spanien OGSÅ er betalt med de mange tusinde euro jeg hev hjem mens vi lejede begge vores lejligheder ud, så jeg har ikke kun levet på nas, jeg har faktisk knoklede helt vildt meget, men det føles stadig - inden i mig - som om jeg har levet på nas. Men når jeg tænker klart og logisk, så ved jeg at jeg har skaffet os mere end 23.000€ i samlede indtægter men det ses bare ikke når pengene er brugt på møbler, mad, håndklæder mv.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mht. mine forældre og pengene til lejligheden - hvis jeg nu havde arvet min Gudfar som jeg stod til at skulle, eller bare arvet min Gudmor som jeg har papir på, så ville verden se HELT ANDERLEDES ud men sådan blev det ikke.

Vi lavede, dengang for mange mange mange år siden, det som hedder et privat skifte, dvs. jeg siger nej tak til at få min arv fra min Gudmor udbetalt nu, mod at jeg får den når min Gudfar dør. Det skrev jeg under på.

Dvs. at min Gudfar kan forblive i huset og ikke skal af med feks. møbler og penge til mig her og nu - hvilket var fint for mig, jeg ville bare ha ro dengang. Han var altid på nakken af mig og havde jeg i en alder af 24 år holdt på min ret, var han gået amok og havde bedt mig om at indfri mit pantebrev på gården til ham øjeblikkeligt - så jeg var faktisk stavsbundet, fanget til at sige ja og skrive under. Hvilket jeg gjorde.

Hvad jeg ikke var opmærksom på, var at min Gudfar så skulle ha skrevet under på at han ikke kunne ændre sit testamente efterfølgende. Jeg skulle ha fået testamentet stadfæsted eller sådan noget. Det gjorde jeg ikke, jeg anede ikke noget om det - overhoved. Man kan vel sige jeg blev taget i røven på godt Dansk.

I hvert fald har min Gudfar efterfølgende 1. krævet pantebrevet indfriet med 3 ugers varsel, det gjorde han da alt det med Gården skete, som jeg aldrig var min skyld, men hvor finder man lige 600.000 kr på 3 uger?

Jeg tog endnu et lån i gården og kom dermed til at sidde endnu hårdere i det.

Herefter har han lavede eller skabt problem nr. 2 som er at han har ændret sit testamente, så jeg ikke skal arve ham - dvs. ved at ændre sit testamente så andre end jeg skal arve, giver han også MIN arv fra min Gudmor, væk til nogle andre mennesker som jeg ikke aner hvem er.

Oven i det, har jeg betalt for gravstedet, stenen og bevarelsen og vedligeholdelsen af det hele frem til 2034, så de nye arvinger, behøver ikke betale ud af deres lomme for at få min Gudfars gravsted bevaret. Det gjorde jeg dengang, ud af egen lomme - med tanker og forhåbninger om at jeg ville arve min Gudfar når han engang døde.

Man kan virkelig sige at jeg er blevet snydt - ikke bare snydt snydt men SNYDT på den ondskabsfulde måde, hvorpå jeg har brugt ALLE årene mens jeg var i 20'erne og de første 5 af mine 30'er på at eje og passe og pleje noget jeg ikke ønskede inden i og samtidig har jeg lagt ryg, sind og krop til så mange forfærdelige oplevelser, ord og begivenheder at jeg næsten ikke orker at tænke på det......

Min ENESTE trøst - som faktisk er en ret STOR TRØST - er at min Gudfar på nuværende tidspunkt ligger langt nede i jorden, jord som er sort, kold og fugtig og fyldt med små insekter og dyr. Dér ligger han i en trækiste som sikker på nuværende tidspunkt er gennemblødt af alt den regn vi har fået, vandet siver ind på hans stive døde krop og suger sig ind i hans fine jakkesæt og ind i det fine hvide sengetøj. Jeg kan levende og picture-perfect forestille mig hvordan hans gullige hud er ved at gå i forrådnelse, stanken af våd jord, muggen træ og jordslået tøj blandet med lugten af forrådnelse, af et rådent kadaver er enestående - dernede under jorden.

Jeg tænker at der er mest væske i hans øjne, så dér vil forrådnelsen sætte ind først og så ind gennem munden og æde ham indefra, hans organer, tunge, kinder, luftrør....jeg ser det så levende foran mig og når jeg tænker på det - mest mens jeg køre bil alene - så kan jeg ikke andet end at blive helt varm og salig inden i. Ikke glad eller opstemt, men glad over at jeg VED at han er død og at han ALDRIG NOGENSINDE kommer op af den kiste - med mindre man vil bruge hans kadaver til forsøg eller udstille ham et sted om 2000 år - men den tid den sorg og den sorg ville aldrig være min for jeg ville være død, velvidende at jeg har levet så mange GODE ÅR uden ham - og det er dé gode år jeg skal ha skabt mig selv. Nu.

Feks. kunne jeg starte med at få fingeren ud af røven og skrive min bog færdig - men når alt er sagt, så er jeg mega mega glad for at min Gufar er død. DØD. At han har snydt mig for millioner og ødelagt store dele af mit liv - år som alle siger er mega sjove og mega vigtige - er en helt anden sag. Jeg tænker faktisk sjældent tilbage, det gavner ikke noget - jeg har måske tankestrejf af fortiden i ny og næ men generelt tænker jeg ikke tilbage, det kommer der sjældent noget godt ud af og endnu mere vigtigt, jeg kan ikke ændre noget.

Kunne jeg ændre fortiden, ville jeg starte med at sparke IT manden i nosserne så hårdt at han ville vågne op 3 måneder inde i vores forhold. Jeg ville ha presset ham til at tage et coaching forløb, uagtet at han siger at han "ikke tror på det" - fair nok, der er ikke noget at tro på, det gælder om at ændre sine tanker og sine handlingsmåder og sit mønster. Kun ved at bryde mønstret kan man ændre sig selv og hvis han havde brudt sine mønstre gennem 20-30 år dengang, så var vi måske stadig sammen..... Så ville han ha husket at fortælle mig at han elskede mig og at han gerne ville giftes med mig og gerne ville ha børn med mig og alt muligt andet - men det gjorde han ikke og jeg er nu der hvor jeg bare gerne vil være alene, for altid. Passe på mig selv og tjene penge så jeg kan hive mig selv op af det økonomiske hul jeg sidder i - og har udsigt til at sidde i forsat, men bare ét eller to niveauer op ville være skønt.

Tænk engang hvis jeg havde en opsparing........ *drømmer og savler*

And over and out.

P.S: jeg har 427,31 kr tilbage til resten af Januar og så er mine flybilletter til Spanien slet ikke betalt endnu...skal ned fordi jeg har nogle bookninger i Sierra Nevada jeg skal ordne, det koster penge at tjene penge. Men det er bare sjældent (i mit liv) at udgifterne bliver opvejet af indtægter.

Begravelsen Af Min Gudfar

I fredags d. 5. December 2014 blev min Gudfar begravet kl. 13.00 og det blev nøjagtig som jeg havde forudset.

Aftnen før lagde jeg en fin postkasserød neglelak (fra Chanel som jeg har fået af IT manden) og fredag morgen stod jeg op, vaskede hår og gjorde mig i stand i mit eget tempo. Jeg tog et par sorte uldstrømpebukser på, en sort langærmet strik kjole, enkel og finstrikket i mønstret med lidt perler på skulderne. 

Mit hår er efterhånden ret langt (igen) og jeg satte det op i en løs knold på toppen af hoved med et sort elastik (i tilfælde af at man kunne se det, så matchede det resten af outfittet. I Spanien købte jeg et par sko da IT manden inviteret mig på en Michelling Restaurant inden vi rejste men efter at vores container var sendt afsted, de er helt enkle og sorte med en lille lynlås på indersiden af foden. 

Da jeg havde det på, var jeg helt i sort - og så gik jeg op i skabet hos Far og Mor og tog min postkasserøde uldjakke frem. Den er SÅ fin. Jeg fandt også et par sorte kørehandsker frem med en knap på oversiden af hånden - egentlig ville jeg ha vist mine negle men så fik jeg det helt ækelt inden i ved tanken om at skulle røre ved alle de klamme ækle mennesker og så tog jeg handsker på. Jeg lignede en million. 

Jeg havde mine diamantørenringe på og sort mascara - det turde jeg godt da jeg vidste at jeg ikke ville græde mere. Jeg havde sagt farvel i kapellet. Dette her var bare et besøg for synets skyld, for at vise at jeg ikke viger - det var ikke for min Gudfars skyld men for min egen skyld, for at vise at mig kan de ikke skræmme. 

Jeg kørte ind og hentede mit kors fra blomsterbutikken kl. 10.00, det så sådan her ud og skilte sig 200% ud fra alt andet i kirken. Der var 2 runde kranse med bånd på (traditionelt) og så en masse små og store buketter der var flade på den ene side, så de kunne ligge ned. Mit kors var den eneste af den slags og den eneste i de farver og den eneste uden gran på. 

Min Gudfar er født. 30. Marts, så jeg tænkte at det var en slags vinter mod sommer farver. Samtidig var det tungt og massivt. Jeg var rigtig godt tilfreds med mit valg.

Min bårebuket.

Min mor insisteret på at tage med, så vi kørte i hendes Mercedes, det er sådan en AMG version som er hip og tunet og alt muligt så selv IT manden syntes den er sej. Jeg syntes det er en mega øse at køre i men skal man vise sig, så sidder en 100% i skabet. Som i nøjagtig i skabet. Den er så stor at den ragede udenfor parkeringspladsen hvor alle de andres pølle biler holdt! Ha!

Jeg tog en dyb indånding, satte min telefon på lydløs i jakkelommen og steg ud af bilen og tog korset fra baggagerummet. Allerede da vi parkeret så jeg at nogen vendte sig om og inden jeg var gået ind af lågen til kirken havde jeg spottet de første - og de mig.

Kirken har et lille hmmm en lille entre eller et lille våbenhus. Derinde stod, hold fast. Min Gudfar's 2 halvsøster, og deres mænd, damen der ringede til mig og hendes mand, den ene af min Gudfar's halvsøstres datter og en anden mand, dvs. 8 mennesker på 2 kvm (måske mindre) så det var næsten umuligt at komme ind i selve kirken.

Jeg gav pænt hånd til dem alle uden at fortrække én mine og uden at sige noget. Jeg bar mit kors i hænderne og havde med vilje ikke sat et kort på eller et bånd. Der er INGEN tilbage efter min Gudfar (hans 2 halvsøstre er børn af en mand hans mor giftede sig med) ergo er der ingen som skal eller kan læse en "sidste hilsen kortet" og jeg gider dæleme ikke skrive noget som dem i våbenhuset kan sidde og læse, røre ved og tale om.

De vidste godt hvad jeg havde med - og dem som ikke vidste det, det rager mig en høstblomst. JEG ved at jeg kom med en fin blomst og JEG ved at jeg købte den blomst som jeg gerne selv ville købe. JEG gjorde det for MIG. KUN for mig.

Graveren eller ja en eller anden kirkeansat dame spurgte mig "er du nærmeste familie?" Jeg kikkede på hende og sagde: Jeg er eneste familie" hvorpå hun rykkede ALLE buketter og kranse ned (!) og væk fra kisten, så mit kors lå øverst oppe - jeg slog en skraldlatter op inden i mig selv. Kirken var næsten halvfuld da jeg ankom og ALLE så hvordan ALLE de andre buketter inkl. dem fra "familien" blev rykket ned, nøjagtig som de burde. Jeg kunne mærke øjenene i nakken da jeg lagde mit kors ved kisten og satte mig ned. Jeg værdiget ikke ét eneste levende individ et blik. Jeg studerede i stedet for kalkmaleriet på vægen. Der er ingen alter, bare et gigantisk maleri. Dér kikkede jeg op.

Jeg satte mig på 3 bagerste række - grunden til at jeg ikke valgte bagerste var pga. en stolpe som stod på 2 bagerste, så det blev 3 bagerste. Min Mor og jeg kom til at sidde helt alene - kirken var fyldt men ingen ønskede at sidde ved siden af mig/os før til aller sidst hvor en dame der er halvblind og hedder Karen, kom og fik en plads inderst inde. Total komisk.

Jeg fortrak ikke én mine under gudstjenesten som iøvrigt var mega mærkelig og upersonlig. Det var tydeligt at præsten ikke kendte min Gudfar og det var tydeligt at dem som havde talt med præsten om ham, heller ikke kendte ham, for der var så meget mere at sige end det som blev sagt og det som blev sagt kunne ha matchede på de fleste gamle mænd på 86 år - ligesom en standard ansøgning hvor man bare skifter navnet ud.

Præsten sagde at han selv havde valgt sangene. Det håber jeg virkelig for de var vildt mærkelige og jeg kendte ingen af dem. Ikke sagt at jeg kan hele Den Danske Salmebog uden af, men jeg kan rigtig mange af dem - dels har jeg været spejder i 13 år (KFUK) og dels holder jeg af at synge selv om jeg sikkert synger mega dårligt, falsk og højt.

Da servicen var overstået blev han båret ud af kirken, alle gik forbi mig og kun én hilste på mig - hilste og hilste, hun kneb det ene øje sammen da hun gik forbi mig. Det var min Gudfars halvsøsters's datter der til daglig bor i København og arbejder for folketinget - det sidste jeg har hørt er at hun skal til at arbejde for EU.

Da vi kom ud til graven stod jeg bagerst, jeg kom jo også ud til sidst. Jeg trådte halvt ind på en anden grav for at stå på fliserne dér så mine hæle ikke sank i jorden. Jeg stod så langt væk at jeg næsten ikke kunne høre præsten.

Inden vi gik ud af kirken sagde præsten: Jeg skulle sige at alle er velkommen til kaffe i xxxxx - det er Kirsten som laver kaffen (who gives a fuck hvem der laver kaffen? Det er jo ikke en kunst at trykke på en kaffemaskine vel!)

Da jordpåkastelsen var forbi, begyndte folk at gå. Jeg havde sagt til min Mor at jeg ikke deltog i noget efterfølgende og at hvis nogen spurgte skulle hun bare sige Nej. Ikke andet, bare Nej. Først kom én mand som jeg ikke kender hen og sage "Det er dig med Gården ikk, dig kender jeg godt. Jeg kondoler" og så gik han. Jeg anede ikke hvem han var.

Så kom damen der ringede og fortalte mig at min Gudfar var død og sagde: ja du er også velkommen til at komme med over i xxxx og få kaffe..." Jeg kikkede på hende med et "eat shit bitch and die blik" og sagde ordret: Pænt nej tak. Hendes øjne flakkede og så sagde min Mor: Vi har andre planer.....jeg kunne ha sparket hende. Nej jeg har ingen andre planer men det rager ikke dem. Jeg vil helst at de tror at jeg ikke vil med over at drikke fucking gravkaffe fordi jeg rent faktisk IKKE GIDER over og drikke fucking gravkaffe med sådan nogle backstabbing bonderøve.

Så kom min Forpagter over, han havde forsøgt at undgå at kikke for meget på mig. Jeg er slet ikke i tvivl om at han er på min side, men han bor jo i samfundet og er forsigtig af natur, så jeg er helt ok med spillereglerne. Han gav mig hånd og sagde at han kondoleret. Jeg syntes måske jeg anede et grin/smil i hans kones mundvige - hun kan heller ikke fordrage min Gudfar. Jeg hold en stram mine som hele tiden.

Dæleme om manden til damen der ringede og sagde at min Gudfar var død så også kom over og spurgte om jeg ikke ville med til kaffe, mit svar var nøjagtig som før: Pænt nej tak - i et tonefald der ikke tålte modsigelser og min Mor holdt klogt nok mund.

Herefter gik jeg uden om både min Mor, Forpagter, Forpagter kone og manden til damen der ringede og gik hen til graven og kikkede ned. Der lå kisten, langt nede og jeg følte så absolut INGENTING inden i. Intet rørte sig. Der var intet inde i mig overhoved som sørgede. Jeg var fri. Jeg havde sagt farvel. Jeg har grædt nok over min Gudfar, både i Kapellet men også gennem de sidste 20 år af mit liv. Nu lå han dér i kisten nede i jorden, med et hoved på en krop ude uden hals og i et jakkesæt der var for stort og med en mærkelig næse og en slatten øreflip, forbinding på hånden og måske 3 liljer i hånden.

Jeg vedte mig om og gik med verdens rankeste ryg og velovervejede skridt ud til bilen, på vejen overhalede jeg nogle damer som gik så langsom at jeg troede de gik i stå. Jeg satte mig ind i bilen, tændte min mobiltelefon og dét var så det. Et kapitel blev lukket og slukket 100% Min Gudfar er død og han kan ALDRIG gøre mig noget igen, han kan ALDRIG såre mig igen - end ikke hvis han har gjort mig arveløs. Jeg er SÅ LIGEGLAD. 

Jeg vil bare ha min arv efter min Gudmor, arver jeg min Gudfar er det fint men ingen jubelsejer for mig. Jeg har fundet ud af at han har foræret sin bil væk - who the fuck does that? Så jeg tænker at han nok også har foræret sine penge væk - og måske hvis jeg er heldig har han også foræret min arv væk, er sidstnævnte ske, så starter der en krig af dimentioner. I'm telling you.

I morgen mandag har jeg et tlf. møde med en arveretsadvokat fra Århus og så tager jeg den derfra. At få min Gudmors arv kunne virkelig virkelig VIRKELIG løfte mig ud af min armod og give mig det boost der skal til for at komme videre. Åhh jeg håber at den arv bare falder på plads sådan helt simpelt og enkelt - men jeg tvivler på det, sådan som tingene har udviklet sig den sidste uges tid.

Men utrolig nok er jeg helt rolig inden i, jeg er ikke nervøs, jeg er ikke bange, jeg er ikke ked af det. Jeg har bare RO i mit indre og uanset hvad der sker, så er det okay for min Gudfar er væk - som i helt helt væk 100% og han kommer ALDRIG IGEN. Som i virkelig aldrig aldrig igen.

Ingen kan nogensinde igen bringe mig så meget ud af min Comfortzone som min Gudfar gjorde - jeg vil simpelthen ikke tillade det, plus at jeg er blevet så meget ældre.

I'm at peace. Indeni.

Efter begravelsen kørte Mor og jeg som sagt hjem. Herefter tog jeg min bil (som faktisk tilhøre min Svigermor) og kørte på McDonalds og spiste gravburger og drak grav cola light. Bare mig i en varm bil, alene med mine tanker.

Farvel i Kapellet.

I dag har været en møg dag. Punktum.

It manden kørte til København kl. 06.00 i morges for at arbejde, han kommer hjem søndag. Han spurgte om han skulle blive hjemme, men til hvad nytte? Han kan jo ikke gøre noget og jeg har desuden glædet mig rigtig meget til at være alene og få styr på mine tanker efter at vi er flyttet til Danmark.

Jeg har sovet rocker dårligt i nat, dels er der koldt her i mine forældres Gæstehuse selv om der er varme på og dels har jeg tænkt på alt muligt og umuligt - faktisk nok mest de umulige ting.

Da jeg stod op omkring kl. 08.00 gik jeg i bad og fik vasket min menstruationsmis - ja for selvfølgelig har jeg menstruation når tingene går skævt! Jeg får altid dårlig mave når jeg har menstruation og jeg er mega træt - så læg det oven i at jeg ikke har sovet og du har den perfekte opskrift på en grådlabil irritabel kvinde på 36,5 år!!

Da klokken var 08.42 ringede jeg til min advokat som er en sindssyg dygtig mand med speciale i økonomisk kriminalitet - hvilket var grunden til at jeg brugte ham i forbindelsen med gården. Jeg tror nemlig at mine tidligere lejere gemmer penge i UK.

Vi blev enig om at håndhæve min dom i 2016, så er det 4 år siden jeg fik den og så kan det gøres inkl. renter og billigere. Så var det på plads og jeg har skrevet det i min kalender.

Herefter satte jeg ham ind i at min Gudfar er død og at jeg står med et uskiftet bo - hvilket jeg så faktisk IKKE gør, da man ikke (åbenbart) kan sidde i uskiftet bo når man ikke er i familien, altså når jeg ikke er et barn af min Gudmor eller et Adoptivbarn af min Gudmor. Nu er spørgsmålet så, hvad det var jeg i sin tid skrev under på.....???

Jeg var som sagt meget ung og set i bagklogskabets lys, midt i en fuldflors depression pga. alt for meget ansvar med alt for mange regler, forvirret og alene på en gård og ensom i livet.

Jeg har sendt alt hvad jeg har på arven til Advokaten som vil finde en kollega med speciale i Arveret til mig, samtidig har jeg skrevet til Skifteretten i Viborg, hvor Silkeborg høre ind under og bedt dem finde papierne fra dengang frem.

Så nu har jeg sat gang i tingene, så er der ikke rigtig mere jeg kan gøre, lige nu that is.

Herefter kørte jeg på McDonalds, købte 2 cheese burgers, 1 chili cheesetops og en stor cola light. Mens jeg spiste kørte jeg i Svigermors lille Nissan Micra ud til Moesgaard strand, gennem skoven med 20 km i timen mens jeg tænkte på alt og ingenting. Da jeg kom derud, kørte jeg rundt om træet på parkeringspladsen og tilbage samme vej.

Herefter stoppede jeg ved min søster og gav hende 3000Euro i kontanter, som er fra en udlejning jeg har fået igennem i hendes lejlighed mens hun flytter over til sin nye kæreste i København (ham med hjertestoppet som nu er i super galop bedring) Det er hårdt at give andre mennesker så mange penge, når man ikke har nogen selv.... men sådan er det nu engang. En dag bliver det forhåbentlig min tur til at tjene store penge på udlejning og ikke bare være hende der med mega succes hjælper andre til store penge på udlejning - fuck jeg er god til mit arbejde!
 - så god at der faktisk mangler 2053€ til min søster ENDNU, før jeg har givet hende alle pengene! Bookningen er på 5053€ i alt for 2 måneder. I'm SO GOOD!

Nå men vi snakkede en times tid og guffede to flødeboller hver og en kop te. Herefter kørte jeg ud til min (og Mormor's) yndlings blomsterbinder, Hasle Blomster. Her bestilte jeg et kors som begravelsesbuket til på Fredag og købte 3 små lillasortegrålige linjer som blev bundet sammen til en lille flad buket. Jeg bestilte også julebuketter til både min Mor og min Svigermor. Så er det gjort.

Herefter kørte jeg ned i Kapellet på Silkeborg Hospital for at sige farvel til min Gudfar. Både min Mor og min Søster syntes det var en dum idé men idet at der ikke er nogen efterladte, så gør jeg det for min egen skyld. Det var noget jeg 100% gjorde for mig selv. For mig. For Deirdre-Ann. Faktisk gjorde jeg det SÅ MEGET FOR MIG SELV, at jeg kom til at sidde og tænke på i bilen, hvornår jeg sidst havde gjort noget 100% KUN for mig selv..... jeg kom aldrig frem til et svar på dét spørgsmål..... hvilket er mega skræmmende og tankevækkende.

Damen der ringede og fortalte mig om at min Gudfar var død, sagde at han blev lagt i kisten kl. 12, da jeg ankom var klokken 15.22, så var jeg sikker på ikke at løbe ind i nogen. Troede jeg.

Mens jeg sidder og venter på at der kommer en person og føre mig over i Kapellet (der er bygningsarbejde igang over alt, så jeg skulle hentes og kunne ikke selv gå derover, åbenbart) nå men mens jeg sidder dér og faktisk smågræder lidt i et stort rum, kun mig, kommer selv samme dame gående, altså hende der havde ringede til mig og fortalt at min Gudfar var død.

Hun kommer gående med hendes mand og de går liiiiiige FORBI mig uden at fortrække en mine. Sådan. Jeg er 100% ikke velkommen og dét fik jeg så lige at mærke dér. Begravelsen på Fredag skal nok blive spændene....NOT. De gik seriøst forbi mig med 4 cm til bordkanten hvor jeg sad. Havde jeg stukket mit ben ud kunne jeg ha spændt ben for dem begge, nemt.

Herefter kom en ung mand i lidt for stramme hvide hospitals bukser og førte mig over til Kapellet. Jeg gik bag ham hele vejen og kæmpede med ikke at græde, af sorg, vrede, frustration og pga. min fortid.

Da jeg kom ind i kapellet fik jeg at vide at han ville vente ovenpå, herefter åbnede han en dør ind til et lille rum, hvor min Gudfar lå i en lidt for billig udseende kiste. Allerede da han åbnede døren inden jeg gik ind, kunne jeg se at han var meget forandret.

Så snart manden var gået brød jeg fuldstændig sammen i gråd - hvilket kom 100% bag på mig selv. Jeg tror jeg sad på en stol derinde og hulkede i måske 10-15 minutter højlydt mens jeg både savlede og havde snot der løb ud af næsen. Jeg var helt væk og hver gang jeg kikkede op i kisten, græd jeg endnu mere.

Da jeg endelig fik nogenlunde styr på mit hulkeri, rejste jeg mig op og stillede mig over kisten. Den stod på et lille rullebord og gik mig ca. til often. "Foret" i kisten skulle se vatteret ud, men det var bare billigt stof som var sat på med udvendige hæfteklammer. Ikke engang indvendige men udvendige hæfteklammer. Dét syntes måske selv jeg var lidt for billigt men jeg havde jo ingenting at skulle ha sagt...

Min Gudfar havde forbinding på sin højre hånd. Jeg går ud fra at han har haft et drop i hånden men det undre mig at de ikke havde taget det af. Hans hænder var foldet på brystet og han var iført sit fineste jakkesæt, som så ud til at være 3 numre for stort. Han havde slet ingen hals og det lignede at hoved var sat direkte på kroppen. Han havde også ca. 3-4 dage gamle skægstubbe og et lille sår på overlæben lige under højre næsebor, måske fra en barbering der gik galt.

Det som jeg lagde mest mærke til var, udover hans gullige hud, at hans næse så meget spids ud, den lignede ham den ondes fra tegnefilmen "Grusomme Mig" - næseborene vendte opaf og den var meget mindre fyldig end den plejede. Hans venstre øreflip så ud til at mangle, men da jeg kikkede nærmere efter, så det mere ud til at den var "faldet sammen" altså at blodet var forsvundet og det stykke hvor man normalt har ørenringen i, var trukket sammen  og nu sad oppe ved selve øret. Det så lidt mærkeligt ud.

Jeg aet ham på kinderne og hans venstre øje så ud som om han lå og smugsov, det gjorde han naturligvis ikke men det så sådan ud for det var ikke 100% lukket. Jeg pakkede mine blomster ud og løftede hans hænder lidt, de var tung, iskolde og stenhårde men det lykkes mig at få blomsterne lagt ind i hænderne på ham, så de så fine ud. Jeg håber at de lader ham beholde dem med i kisten.

Der var 3 stk. En for mig, en for min Gudmor (som er død) og en for min Gudfar - det var os tre, treenigheden - dengang altid stadig var godt og før alting blev noget skrammel. Det fortalte jeg ham.

Jeg græd igen da jeg sagde til ham at jeg var ked af at det var endt på denne her måde, at jeg var ked af at vi ikke nåede at spise en sidste omgang McDonalds og få snakket ud. Jeg sagde også at jeg syntes det var hans skyld, at han havde været for hård og for forkert overfor mig. At han var den voksne og at han burde ha vidst bedre. Jeg sagde også at jeg godt vidste at jeg havde skuffet ham, men at jeg virkelig og faktisk havde prøvet mit bedste at gøre ham tilpas, glad og ikke mindst stolt af mig, men at det desværre aldrig var lykkes, fordi han var så hård. Her stortudet jeg igen med lyd på og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad ham den unge fyr i de stramme hvide hospitals bukser må ha tænkt?

En ung kvinde der stor hulker over en mand hun end ikke dele erfternavn med.....???!!!???!!!

Jeg føler at jeg fik sagt det jeg havde behov for og jeg følte en dejlig varm fornemmelse i maven, en fornemmelse af at vi fandt inner ro og tilgivelse i hinanden lige dér. Hans smugøje kikkede lidt på mig og jeg aede ham på kinden og sagde farvel og på gensyn på den anden side. Så tog jeg et billede af en sang der var indrammet på væggen, vendte mig om en sidste gang og kikkede på den, nu lille mand, der lå i kisten og tænkte på at det var mærkeligt at dét dér var manden jeg engang havde været rædselsslagende bange for og nu lå han dér, stiv, død, gullig og indsunket.

Herefter gik jeg ud i frosten. Det var næsten fuldmåne og jeg tog et par billeder af Kapellet udenfor og på vej tilbage til hovedindgangen så jeg at der var et hold operations læger igang inde bag et vindue - jeg heppede på patienten og håber at han eller hun klare sig 100%.

Herefter gik jeg ud i bilen, ringede og fortalte min Mor og It manden hvordan det var gået - selv om jeg egentlig ikke gad, men hvis jeg ikke ringede ville de bare ringe senere og jeg ville bare være alene.

På vej hjem kørte jeg forbi Brugsen og hentede en pakke til mig (hår snask fra min Shampoo Pusher ven fra da jeg gik på HHx) og så købte jeg sørge knas og cola og nu sidder jeg her i sofaen og skriver.

Mens jeg sad her, ringed min telefon, det var en bedemand der ville høre hvortil han skulle stile regningen for begravelsen..... øhhhh what?!!! Jeg står jo som gravstedsindehaver af gravstedet og derfor skal jeg også betale - men dét skal jeg så IKKE kan jeg fortælle dig!

Dels fordi jeg ikke må deltage og dels fordi jeg ikke er blevet spurgt og har haft medindflydelse. Dernæst så kan jeg efter lidt googlelign se, at jeg faktisk burde ha skrevet under på at en person må begraves på et gravsted ejet af mig - det er jeg ikke blevet. Så hvis jeg ville, så kan jeg i teorien - ifølge hvad der står på google - afvise at få min Gudfar begravet på mit Gravsted for ingen har spurgt mig og jeg har ikke skrevet under på noget.

I morgen må jeg vist ha fat i Århus Stift og høre hvad der nøjagtig står om Gravsted D 7-9 i XXXX Sogn!! Mens jeg søgte rundt på google, fandt jeg frem til at man kan få begravelses hjælp. Alle kan som minimum få 1050 kr, hvis personen er født før 1957. Uanset om jeg skal betale eller ej, så syntes jeg da at det ville være smart at få det tilskud man kan få - man behøver jo ikke være uvenner med sine egne penge.

I mandags, den dag min Gudfar døde, var jeg helt tilfældigvis i Silkeborg med min veninde. Vi spiste på Cafe Humlechock (mega fucking elendig service og mega fucking langsom betjening fra 3 fyre som så mere eller mindre blanke ud i hoved) Nå men lang historie kort. Vi betaler kl. 14.00 for vores mad.

Vi ankommer kl. ca. 12.00, kl. ca. 12.20 går jeg på Toilet og skvatter, som i virkelig skvatter midt på et trægulv uden at der ligger noget på gulvet. Overhoved. Jeg falder fuldstændig så lang (kort) som jeg er og er helt nede at ligge. Jeg slog mig 7-9-13 ikke men jeg fik et chock. Min hæl på min højre sko ryger op mellem mine ben og laver hul i mine uldstrømpebukser og laver et MEGA ØMT blåt mærke i min hud - det gjorde dog ikke ondt da det skete, det gjorde først ondt her til morgen.

Min Gudfar døde kl. 12.20 og da der vitterlig ingenting var på gulvet, tænker jeg om det var karma boomerangen som ramte mig lige dér?

Om det var min Gudfar der taklede mig? Det gjorde ikke ondt, men det satte et mærke. Ligesom tiden med ham og med gården ikke gør ondt mere (sådan da) men mere bare har sat et mærke?

Tankevækkende....

Sådan ser mit lår ud i dag...AV. 

Hilsen til Dagens Timer - dette var sangen som hang på vægen i Kapellet. Min Gudfar ligger bag ved mig og er ikke mere farlig. 

Kapellet set ude fra

Når jeg drejede mig en omgang, så jeg kapellet, når jeg drejet en halv omgang så jeg juletræet - mega kontraster syntes jeg. Jul = Glæde. Kapellet = Død men på den anden side, så fejre vi jo Jul fordi en anden person døde engang så måske det hænger meget godt sammen. 

Det ses måske ikke rigtig på dette billede, men i vinduet hvor der var lys, stod der 3 operations klædte personer og kikkede ned mens skarpe lamper lyste. Det var tydeligt at en operation var igang - jeg krydser fingre!!

Vejen til Kapellet ( i baggrunden) men det jeg lagde mest mærke til, var at Silkeborg Hospitals fundament ser hundrede af år ud...og dét er en stor kontrast til det moderne og grimme kapel.

Da jeg kørte fra Hospitalet kørte jeg op og vente bilen på vejen hvor min Gudfar bor eller boede. Hans bil var væk og det undrede mig. Hvem mon har taget den? Jeg kunne sindssygt godt bruge en bil nu da jeg bor i Danmark og samtidig bor på landet...... jeg har lånt Svigermors bil men det er en stakket frist, for når det begynder at sne skal hun bruge den igen, så kan hun ikke cykle mere.

Jeg sælger Juletræer hver weekend frem til Jul og håber at jeg kan tjene ca. 10.000 kr (forhåbentlig mere) og dermed få råd til en lille brugt bil......men det ville da ha været lækkert hvis jeg kunne ha taget min Gudfars bil men den er pist væk. Mærkeligt ikke.....

Min Gudfar Er Død.

I går, mandag d. 1. December 2014 døde min Gudfar. Han blev 86 år gammel. I dag, tirsdag d. 2. December 2014 kl. 18.24 blev jeg ringet op og fik at vide at han var død - og at han ikke havde ønskede at se mig, eller at der blev ringede til mig.

Men nu da han var død, syntes "de" at jeg skulle ha det at vide. Og det fik jeg. Da jeg bla. spurgte om de havde fundet hans dåbsattest, det sengetøj han gerne ville begraves i og andre ting, fik jeg at vide at dét skulle jeg ikke bekymre mig om. Da jeg sagde "nu har jeg måske ikke noget at skulle ha sagt, men...." så blev der sagt "Nej, dét har du ikke...."

Jeg har ultra dårlig samvittighed over at jeg ikke besøgte ham mere her de sidste par år men jeg har jo boet i Spanien og han gjorde klart at han ikke kunne lide min rødhåret kæreste.

Jeg fik aldrig fortalt ham at jeg havde solgt gården, men ud fra at han ikke ønskede at se mig, er jeg overbevist om at han godt vidste det.

Jeg har endda 2 iphones fordi jeg altid ville ha mit Danske nummer i telefonen i tilfælde af at han ringede, men han har aldrig haft ringet.

Det er mærkeligt, for jeg tænker på at han er død og samtidig så tænker jeg på at han sidder i uskiftet bo og at andre har nøgle til huset. Damen der ringede sagde at de tog ud i huset i morgen og at det ikke kommer mig ved. Jeg syntes jeg fortjener at få min arv, som jeg har papir på men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Alle (næsten) de advokater jeg nogensinde har kendt har været indkompetente på et niveau som er latterligt, men i morgen ringer jeg til den eneste advokat jeg har kendt som kunne finde ud af noget, han ordenede det sidste med gården og damen og kattene, jeg skal håndhæve min dom en gang om året har jeg fået at vide så jeg skulle alligevel ringe til ham.

Måske han kan hjælpe mig.

En Joke af en Jobsamtale og en Lang Ensom Sommer

Okay, lad mig starte hvor jeg slap sidst. Jeg var til jobsamtale via Skype til et drøm der 100% var mit drømmejob. Head of Hospitality Lab.... ohh yes.

Nå men ultra lang og tragikomisk historie kort, jeg blev interviewet til det forkerte job. Syret ikk? Hver gang jeg sagde noget i samtalen (som foregik på Engelsk) sagde fyren der interviewet mig: Thats not a part of this job bla bla bla - jeg havde siddet klar foran computeren en timer før samtalen startede. Jeg havde printet alt ud lige fra mit cv til min ansøgning til jobopslaget og naturligvis var jeg 200% forberedt og til stede. Det kan ikke siges at modparten var det samme.

Jeg sad ferbrilsk og kikkede på det jobopslag jeg havde printede ud og highlightede ting jeg kunne spørge ind til i en farve og ting jeg kunne tale om med en anden farve og så sidder manden og siger at det ikke er en del af jobbeskrivelsen.... kort historie: Det var den væreste jobsamtale ever! EVER!!

Næste dag fik jeg så en mail hvor i der stod "tak for dit besøg i vores hovedkvarter, alle syntes det var fantastisk at møde dig bla bla bla - du fik ikke jobbet" Jeg var sådan lidt Øhhhhh...... hvilket hovedkvarter? Hvem havde jeg mødt?

Så ikke nok med at jeg blev interviewet til det forkerte job - jobafslaget var nemlig på et job jeg slet ikke har søgt - så får jeg også et afslag som slet ikke er stilet til mig .... jammen seriøst, jeg ved ikke hvordan det er muligt at være SÅ indkompetent og naturligvis drømmer jeg stadig om at arbejde netop dér.... men hvor mange kender du lige der bliver fejl interviewet OG får et forkert afslag?

Jeg tænkte jeg kun havde en chance mere, så jeg sendte hele baduljen til Head of Head og Head i LA, håbede at han ville kunne skaffe mig et re-interview - og ellers se hvor latterligt hans firma var og hvor meget de åbenbart har brug for mig. Ingen af delene lykkes naturligvis.

Just my luck... :(

Nå men så gik tiden jo med at gå og glæde sig til det og med at styrtdykke bagefter.

It manden har fødselsdag d. 28. Juni og efter mange vrede timer alene over at han bare var gået fra mig og efterladt mig med mine tanker, købt jeg en dyr billet til Madrid, kørte i bus til Burgos og fandt ham på ruten og overrasket ham. Det var super hyggeligt og vi tilbragte et par dage sammen i Burgos før han tog videre og jeg tog tilbage - stadig uden at være særlig meget mere klog på vores forhold.

Selve turen derop var også kiks med kiks på - sådan er det bare i mit liv, ting kommer altid i stimer og her er det ofte lort.

Jeg har kvittering på at jeg har købt busbilletter tur retur fra Madrid til Burgos. Da jeg står i Lufthavnen og skal med bussen er jeg ikke på listen og de er ret ligeglade med at jeg har kvittering på at jeg har betalt. Jeg må købe nye (66€ x 2 som så egentlig er x 4 da jeg jo havde købt dem én gang!) Men bussen jeg kan få billet til køre så fra Busstationen og ikke fra lufthavnen, så ind i en taxi til 44€ til Busstationen. Vente vente vente.

Ankomst til Burgos - på ca. 4 timer går jeg 22-25 km og det er rocker varmt. Så ser jeg at It manden tjekekr ind et sted, men lige i det løber min telefon død for strøm, så jeg må trave videre til jeg ser en cafe. Køber en lille flaske vand (25cl) til 2€! Optrækkeri!

Får strøm og kan se at jeg ikke kan gå dertil i dag, så jeg tager en taxi - som koster 57€ så da jeg ankommer til Alberguet er jeg helt blanket af for penge og må skylde Albergue Mor penge indtil jeg har fundet It manden.

Jeg var 20 gange ved at vende om at bare udmattelse og følelsen af at jeg ikke orkede mere....

Da jeg kom tilbage døde min iphone om formiddagen og om eftermiddagen døde min elskede computer. Begge dele røg til reperation i Mac butikken. Da jeg skal vente i 2 uger er jeg ved at dø og kaster mig over at male en kommode alt imens jeg passer info mails for det firma jeg arbejder for via en skod ipad og dutter løs med min finger så den er ved at falde af.

Da jeg så endelig skal hente min computer, kan de ikke finde den...... ja du tror det er løgn men Appel butikken i Marbella havde mistede min Macbook air....... og jeg har den dyreste og længste garanti på og nu ved ingen hvor den er. Pist væk. Jeg var SÅ arrig at jeg var ved at tude i butikken.... oven i dur den nye telefon jeg havde fået ikke - noget med at de har haft en fejlproduktion.... up my arse!

Dagen efter finder de - til deres eget held - min computer og jeg får den igen.

I mellemtiden har Spanien tabt noget så lesterligt i fodbold og en eller anden idiot afreagere på min bil og sparker sidespejlet af som vender ind mod fortovet.... samtidig betaler firmaet som IT manden arbejder for ikke løn før i dag d. 11. juli selv om de fik fakturaen d. 20. juni - det vil sige at jeg heller ikke får løn før..... så jeg er alene, uden computer, med defekt bil og nul cash.....

Nogle gange fatter jeg simpelthen ikke hvorfor jeg forsætter med at leve - det er jo op af bakke hver evig eneste dag. Burde det ikke være nemmere, bare lidt, jo ældre man bliver?

Min revisorregning var på 10.000 kr, min restsskat var på 1500 kr og jeg har tjent knap 60.000 kr i 2013.....ikke at jeg kan mærke at der er sket en stigning på ca. 20.000 kr.

Midt i lortestimen traf jeg en beslutning om at hyre den eneste coach jeg nogensinde har kunnet lide, men som også er hammer hammer HAMMER dyr (1200 kr i timen) hvilket er grunden til at jeg ikke har gjort det før - men nu gjorde jeg det og på en dag betalte jeg over 20.000 kr i regninger inkl. 6000 kr til min coach - så nu er pengene fra Gården brugt op og det blev hverken til en lækker taske eller andet luksus som for evigt ville minde mig om at jeg solgte og blev fri.

 - jeg har forresten stadig ikke fortalt - eller talt med min Gudfar, så man kan sige jeg har valgt at trække strudse kortet. Jeg har stukket hoved i jorden og taler ikke til ham - jeg ringer ikke og han ringer ikke og jeg er 100% sikker på at small town sladder har ladet ham vide at jeg har solgt så nu er jeg endnu mere dødsensangst for at besøge ham. Han slår mig, om ikke ihjel så slår han mig. Måske han kaster ting efter mig. Engang tyret han en gaffel efter mig som ramte mig i hovedbunden. Jeg tør ikke tage derud men jeg har også ondt af ham et sted, han er gammel, 87 år og han er alene. Ingen mennesker burde være alene....

Noget andet, jeg har talte med Norman. Der var en storbrand hernede og pga. den skrev vi lidt frem og tilbage. Han lejer også ud på samme måde som jeg og da jeg lige havde haft min første coaching dag dagen før, var jeg kæk så jeg spurgte ham om han ikke havde brug for en til at styre hans ejendomme for sig - jow han havde tænkt sig at ansætte en på fuldtid. Jeg foreslog naturligvis at han ansatte mig - det ville være så skønt med mere af den slags, det er hårdt arbejde men jeg kan lide det og jeg tjener godt på det når det går godt - håber aldrig jeg kommer til at opleve at det går dårligt igen i mit liv!

Jeg tvivler nu stærkt på at han vælger mig, men jeg syntes selv jeg var ret sej at jeg spurgte. Det var som om jeg kunne alt den dag - det var så kun den dag.

Jeg har lovet min coach at jeg vil løbe 5 km hver dag resten af Juli, so far går det okay. Jeg er mega træt og vil gå i seng nu. Klokken er 22.35 fredag aften.

P.S: Jeg fik forresten en nevø samme dag som jeg talte med Norman. Han bor i Østrig og er søn af min ældste storebror som også hedder Norman. Han er sund og rask og rålækker!

Marts 2014 Går på Held

Så er Marts måned 2014 snart slut og det er mærkeligt at tænke på at den ALDRIG kommer igen. Denne måned, de her dage, denne dag kommer ALDRIG igen. Jeg kommer ALDRIG til at leve denne dage igen og så er det jo at jeg kun kan håber og ønske at jeg levede netop denne dag og denne måned fuldt ud.....

Men det føler jeg ikke at jeg har gjort. Eller at jeg gør. Jeg lever, jeg er men jeg er ikke fuldt ud. Det er som om jeg blot ER. Her. Giver det mening?

I dag er min Gudfars 87 års fødselsdag, jeg er ikke i Danmark, det var ellers min mening. Jeg har ondt af at han sidder alene på sin fødselsdag og hans helbred skranter også, han spiser ikke rigtig noget og har både bronkitis, astma og dårlige lunger efter et liv som landmand. Det er synd syntes jeg.

Min plan var at tage hjem og besøge ham, har ikke været der siden før jul - jeg har faktisk end ikke ringet, men det er mere fordi den ene dag er gået med den anden og jeg er aldrig alene så jeg kan ikke ringe når der er andre til stede, det kan jeg bare ikke og så tager den ene dag som sagt den anden og nu har jeg bare monster dårlig samvittighed over at jeg ikke har ringet..... men på den anden side så har han heller ikke ringet til mig.

Og jeg har endda to telefoner og jeg har altid min Danske telefon i nærheden af mig af samme grund. Jeg har i stedet for købt en lille mad gave til ham gennem Osuma.dk, hvor jeg har købt ting jeg ved han godt kan lide men aldrig selv ville købe da han KUN handler ved Købmanden og ikke ved Coop Danmark (sådan nogle svindlere kan jeg høre ham sige.....)

Jeg har købt følgende:

Antal	Varenr.	Varebetegnelse	Enhedspris	I alt
1	10536	Bacardi Breezer Ananas	19,95	19,95
1	16968	Bacardi Breezer Watermelon	19,95	19,95
1	10544	Bacardi Breezer Orange	19,95	19,95
1	19458	Cocio Chokolade, 270 ml.	12,95	12,95
1	19154	Roastbeef	23,95	23,95
1	19159	Røget Rullepølse	23,95	23,95
1	19160	Røget Mørbrad	23,95	23,95
1	21771	Svensk Pølseret	30,00	30,00
1	18525	Naturchips Havsalt	16,95	16,95
1	19727	Prince, Rich Taste, 20 stk,	43,00	43,00
1	13918	Kig Ind	15,95	15,95
1	21818	Hjemmet Krydsord	25,95	25,95
1	13915	BilledBladet	29,95	29,95
1	19087	Dagmartærte	26,95	26,95
1	14274	Schulstad Skovmand	10,95	10,95
1	19185	Kanelgifler	16,95	16,95
1	16036	(ØKO) Emmentaler Fuldkorns Knackers	24,95	24,95
1	14640	(ØKO) Gourmetknækbrød	31,95	31,95
		Levering	49,00
		Betalingskortgebyr
Det er måske endda lidt ledt, men jeg ved han elsker at ryge men ikke må, så jeg har købt cigaretter til ham og blade og forskellige ting feks. Barcardi Breesere som han elsker at drikke, tror ikke han er klar over at der er alkohol i, for som han selv sagde, så sover man så godt bagefter..... Hvorfor er jeg så ond? Hmm og hvorfor fucker HTML'en på ovenstående min skriveri? Arghhh hvor irriterende at jeg ikke kan få det til at stoppe, nu skriver jeg jo kun på en halv eller kvart side..... Nå men der var for ca. 489 kr til min Gudfar. Så skal jeg hare ha taget mig sammen til at ringe til ham når jeg kommer hjem.  Hjem fra hvad? Jow jeg er begyndt at tutor en dreng på 8 år i Matematik på Den Britiske Skole i Marbella. Det gør jeg hver fredag og hver søndag, søndagene er ved at dræbe mig. Jeg har ligget vågen siden kl. 2 i nat pga. sommertid og været bange for at jeg sov over mig og ikke kom op - jeg skal være der til kl. 12!!! Jeg føler ikke jeg har weekend fordi jeg skal forberede mig og huske at gå tidlig i seng så jeg kan komme op om søndagen.... arghh men jeg har brug for pengene. Jeg SKAL ha sparet sammen NU.  Jeg får ca. 53.000 kr for salget af Gården og det er endda hvis jeg er heldig. Og det er så hvad jeg ejer og har i hele mit liv. Og jeg er på grænsen til at blive 36 år.  Jeg ved ikke om jeg er forelsket i IT manden, jeg ved at jeg 100% ikke vil ha børn før jeg har haft en karriere, for hvad skal jeg ellers komme tilbage til når jeg er færdig med barsel? Ingenting? Arbejdsløshed? Dét er da lige til at blive deprimeret af bare at tænke på. Jeg drømmer om at få et job hvor jeg kan få lov til at lave nogle af de ting jeg er så hamrende god til, kommunikation, PR, mennesker, service og handel - jeg drømmer om at arbejde 60 timer om ugen og blive bekræftet i at jeg er dygtig og få en løn der matcher mine arbejdstimer - men der er åbenbart ingen som mangler en medarbejder som jeg der drømmer om at arbejde igennem.  Jeg troede jeg havde sådan et job da jeg var i Dansk Supermarked, men efter 12 år fandt jeg frem til at jeg kunne arbejde alt det jeg ville, jeg ville blot aldrig stige i løn der matchede mine timer. Det var det samme hos DR, jeg troede jeg havde fået drømmejobbet men jeg nåede end ikke at bide mig fast før jeg røg ud sammen med mine licens kroner (har ikke betalt licens siden, overhoved!!) pga. en stor fyringsrunde. Så fik jeg job hvor IT manden arbejdede, jeg frydet mig og var parat til at knokle røven ud af bukserne - jeg ville jobbet og firmaet SÅ MEGET og så røg jeg ud da de mangelde penge og de valgte at beholde chefen som er en korrupt idiot som bare skummer sin løn og ikke laver dagens gode gerning og den dag i dag er han stadig chef og firmaet giver stadig ikke overskud og deres økonomi er faktisk værre end da jeg var der - og så er det at jeg tænker, måske hende der lavede PR og sørgede for at der kom kunder og penge i biksen ikke skulle ha været ud, måske det var chefen.....  Men som altid blev det sidst ind først ud og det var pudsigt nok mig igen. Og såden har jeg bare svævet. Jeg tjener godt på at leje ud, men ikke godt nok til at jeg kan lægge til side. Jeg skal ha meget meget mere før jeg kan spare op, mange flere timer, mange flere jobs - jeg kommer til at dø fattig. Jeg ved det allerede nu hvilket i teorien er godt, så kan jeg nå at vænne mig til tanken.  Jeg ved det nok skal gå, jeg har ikke haft penge i så mange år at jeg snart kan alle fattigmands tricksene og jeg ved man kan overleve på havregrød i en måned eller mere. Jeg kommer helt sikkert til at være alene og fattig. Jeg kan se det i kortene. Derfor tænker min hjerne dagligt på, hvad jeg kan gøre for at hjælpe mig slev ud af denne her situation jeg er i, hvor jeg kæmper hver dag for at tjene penge og forbedre min egen livssituation men jeg har ikke fundet løsningen endnu. Jeg håber den kommer en dag. SNART.  Jeg skal hjem til påske, det glæder jeg mig helt vildt til, det er min først tur hjem i 2014. Savner mine brødre derhjemme. Mine forældre har købt en lejlighed til min ældste af de yngste brødre i Århus som de er ved a sætte istand nu, glæder mig til at se den, ville sådan ønske jeg var der til at hjælpe med det hele - elsker jo sådan noget. Virkelig.  Men lige nu har jeg kun indtjeningsmulighedere her i Spanien og så er det her jeg må blive.  Jeg har fået en øv mail fra Maiken i København, som iøvrigt er gravid med tvillinger (der røg den sidste bastion af ikke-gravide-ikke-har-børn-veninde) Hun mener jeg brokker mig over mit liv uden at gør noget ved det. Jeg er ikke enig. Jeg var ikke lykkelig i it mandens og mit forhold, så vi fik en parterapeaut. Jeg var ikke lykkelig med mit eget liv, så jeg fik en coach - jeg drømmer om at få mere arbejde, så jeg søger og søger og har fået lidt (som tutor) Jeg syntes jeg kæmper hele tiden på at forberedre de ting jeg er utilfreds med, så at få sådan en mail fra en overhormonfyldt veninde er ikke lige sagen.  Jeg tænkte over den i en uges tid og så svarede jeg i fredags at jeg ikke var enig og at jeg syntes det var en meget forkert mail at sende til mig, taget i betragtning på at hun er min veninde, jeg burde kunne brokke mig og fortælle om mine afsagn til hende og hun burde huske på alle de ting jeg gør dagligt for at forbedre mine drømme - ja det går myre langsomt men jeg kæmper, jeg gør noget - hele tiden.  Men nej, det syntes hun åbenbart ikke men der er jeg lidt sådan at hun er så langt væk og hun ved ikke hvad jeg går igennem hernede og jeg ved naturligvis ikke hvad hun går igennem hjemme i Danmark med sin graviditet men i det mindste dømmer jeg hende ikke, så jeg vil forvente det samme af hende. Og det skrev jeg.  Så nu må vi se om et så var det venskab, lige pt. er jeg mega neutral og ret så kølig. Veninder er som et blad på træet, de er der, blomstre og strutter og når vinteren og kulden og modstand kommer, så falder de af træerne, bliver til muld og popper op et par år senere i en anden form og afskygning som om intet var sket.... Jeg kan slet ikke forholde mig til det mere.  Jeg ved jeg er en god veninde og et godt menneske, ofte tvivler jeg men inderst inde ved jeg at jeg er et ærke godt menneske.  Nu er klokken 11.00 og jeg må heller komme i tøjet så jeg kan komme afsted og undervise drengen. Har fået menstruation i nat. IT manden ser Formel 1 i stuen og i nat drømte jeg om at en eller anden anden strøg mig over ryggen og kærtegnet mig...... måske fordi it manden i går aftes i stuen for første gang i måske halvanden måned nussede min ryg i ca. 5 minutter mens vi så en film. Det var dejligt.  Ha det godt til vi tales ved igen.  Her er lidt billeder af livet omkring mig Jeg forsøger at løbe mig i form, men det er svært for min motivation er nul, men jeg forsøger og håber det er nok til at komme ind i en god rytme Normalt er jeg slet ikke til gadget eller elektronik, men i går så jeg denne her i Habitat, en møbelbutik her i Spanien. Det er en Bluetooth højtaler med batteri. Den er SÅ fin, ligner en fægtemaske :) Begyndene skimmelsvamp i min lejlighed her i Marbella.... aiiiihhhmmmmmm!!!! Jeg tillod håndværkerne fra butikken nedenunder at bruge min terrasse til at få adgang til ydervægen for at sætte Air Condition op..... resultat.....smadret maling på hele terassen Og vandskaden begynder at gå i vægen og ingen ved hvor den kommer fra.....  Sådan så det ud da de var færdige..... øhhh skal i ikke rydde op? Sætte vægen op igen? Fjerne jeres værktøj?