Der er noget jeg må indrømme, over for mig selv og her på bloggen. Og inden jeg går igang, så skal du vide at det har taget mig LÆNGE at komme hertil!!! Og jeg er stadig i tvivl.
Jeg tror ikke jeg elsker min kæreste.
Sådan, nu er det både sagt og skrevet. Jeg tror ikke jeg er forelsket i ham mere, det er som om alt i mig er tomt og glat og hult. Jeg kan intet mærke, intet føle og jeg ved ikke om det er godt eller skidt.
Det er kommet gradvist, tror sidst jeg havde sug i maven når jeg tænkte på ham, var tilbage i maj måned, jeg kan huske jeg undrede mig over at det var længe siden, eller i hvert fald bed mærke i at det var længe siden jeg havde haft sug i maven når jeg tænkte på ham.
Han sagde jo aldrig at han elskede mig, at jeg var smuk, dejlig, sød, fantastisk, lækker - ja eller dum. Han sagde og siger aldrig noget hvor der ligger følelser bag og jeg kan ikke find ud af hvad jeg skal ligge i det. Jeg vidste fra day one at han var et betragtelig meget mere stille menneske end jeg og at vi ser meget forskelligt på samme ting, men det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg kunne måske godt geare ned i ny og næ, så at være sammen med et menneske der virker som en klippe har jo masser af åbenlyse fordele.
Men der er jo også ulemper og det er bla. at vi var kærester i halv andet år før han sagde han elskede mig, og fordi jeg havde håbet på at høre det så længe, så var det en total fesen følelse, eller måske ikke fesen, men det var en meget mærkelig følelse da han sagde det, for det var nærmeste ingen følelse til stede. Det var bare en slags konstatering. Så, nu sagde han det. Det var dét videre. Sådan cirka var det.
Jeg har længe gået og tænkte på at jeg skulle se at komme til at elske ham igen, jeg har forsøgt på livet løs, gjort alle mulige søde ting for ham i håb om at få noget igen. Købt små gaver til ham - ikke for at købe ham men for at vise at jeg holder af ham og tænker på ham og at han er i mine tanker. Jeg har virkelig VIRKELIG arbejdet på at få mine følelser tilbage!!
Samtidig har jeg også været utrolig åben - syntes jeg selv - omkring hvad jeg savner i vores forhold. Feks. at jeg savner at han laver lyde når vi har sex, så jeg ikke bare knalder en stiv pik på en tavs krop. At jeg savner at han røre ved mig i hverdagen, altså i løbet af dagen. At jeg savner handling, action. Jeg har talt og talt og talt og det er som om han høre mig men ikke gør mere ved det.
Jeg har prøvet at tale om fremtiden, hvis han ønsker en fremtid med mig må han jo elske mig var min egen "logisk" konkelution men på trods af at jeg har talt om alt lige fra babyer til bryllup, forlovelse, fremtidig hus, drømme, fantasier osv. så har jeg aldrig fået noget retur. Han har svaret når jeg har spurgt men han har ikke selv taget emnerne op og det lyder aldrig som om det har hans store interesse.
Til sidst er det komme dertil hvor jeg simpelthen må ha nogle konkrete beviser på at han elsker mig. Host op! Giv mig noget sindssygt dyrt, en diamant, en bil - et eller andet som er så stort og vildt at det skriger kærlighed........
- men da jeg så tænkte mig om, kom jeg frem til at jeg ikke engang gad ha en diamant af ham, for så var jeg ligesom låst, bundet og når jeg nu valkede i mine følelser, så havde jeg bestemt ikke brug for at føle mig låst. Jeg havde endda ikke længere lyst til at blive gift, så jeg stoppede med at tale om smykker. Jeg ønsker mig heller ikke en bil kom jeg frem til, for hvis vi så gik fra hinanden ville jeg også miste den.
Og så var det at tanken om at være alene igen, startede med at komme. Det tog mig ikke længe at lægge en plan B for hvad der skulle ske med mig og mit liv, hvis jeg ikke længere er sammen med min kæreste. Nu bor jeg jo i Spanien, jeg har ingen gård i Jylland eller lejlighed i København, jeg har ingen bil - ja faktisk har jeg ingenting tilbage i Danmark.
Så min plan blev at jeg ville blive i Spanien, i hvert fald en udlejnings sæson mere, tjene alle de penge jeg kan, spare spare spare og så se hvordan livet ser ud. Lige nu er mine bedste indtjeningsmuligheder i Spanien. Jeg kan ikke tjene samme mængde penge i Danmark som jeg pt. tjener i Spanien og at komme hjem som arbejdsløs, uden bolig og uden kæreste ville så absolut være nedturen over dem alle, at komme hjem med mindre end jeg tog afsted med.
Jeg har længe længe prøvede at leve livet med to planer. En Plan A = Livet sammen med min kæreste og Plan B = Livet uden min kæreste. Jeg prøvede og prøvede og gjorde ALT hvad jeg kunne for at kommunikere at jeg følte der manglede ting i vores liv sammen, i vores forhold. Men intet skete der. Intet. Og mine følelser er ikke komme igen.
I sidste uge havde vi en disskussion og jeg endte med at græde helt vildt. Det er en lang historie men kort fortalt har min kæreste og jeg givet et tilbud til et firma han arbejder for, om at blive udstasionered i Miami, USA. Firmaet var længe om at vende tilbage og da de endelig vendte tilbage, kontaktede de kun min kæreste pr. telefon, på trods af at vi var to personer der havde fremsendt forslaget til to andre personer. Så en 4 personers kommunikation bliver skåret ned til at én person kontakter min kæreste - det i sig selv kunne jeg måske leve med, men jeg kan ikke leve med at jeg sidder og lytter med på samtalen og en af hovedgrundene til at de ikke vil sende os afsted er at de 1. helst vil ha min kæreste 2. jeg må gerne tage med og lave "hvad jeg end laver" (PR) men de vil ikke betale for mit arbejde. 3. De kan ikke lide mig - ikke nok med at de ikke kan lide mig, de bliver dybt dybt personlige og siger bla. "Deirdre-Ann sidder i skyggen og går i dunjakke, det går ikke i vores koncept" eller denne her "Hun er sød på sin egen mærkelige jyske måde men passer ikke ind i Miami" - jeg som har boet i USA og i hvert fald mere end dem ved noget om USA og Miami, passer ikke ind - men det som de mener passer ind køre lige nu med underskud.....
De var så personlige og nederdrægtige og min kæreste sagde ikke ét eneste ORD for at beskytte mig. Ikke ét ord. Nada. Nothing. Når jeg tænker på hvad jeg har gjort for ham, for at beskytte ham og hvad jeg har gjort for at forsvare hans navn og omdømme når andre har talt grimt om ham, så er jeg endnu mere chokeret i min grundvold over at han ikke sagde at dét og dét er direkte forkert!!! Bla. blev der også sagt" Der findes ikke større modstandere af vores øvelser/koncept end Deirdre-Ann" - det passer jo bare overhoved ikke!!
Hvorfor skulle jeg bruge mit netværk til at hjælpe deres firma, hvis jeg hadet det? Det hele er noget indviklet lort og jeg er virkelig virkelig ked af at min kæreste ikke stod op for mig, dækkede min ryg. I min verden er det dét kærester gør. De har hinandens ryg når ingen andre har. De er der altid. Men ikke min kæreste.
Jeg sagde til ham at hvis det nogensinde skete igen så ville jeg forlade ham øjeblikkeligt. En ting er at være alene og få en dybt personlig sviner, så ved jeg at der kun er mig selv til at forsvare mig selv, men at få en sviner når man er i et forhold og bare se at ens kæreste sidder passivt og ikke siger så meget som én eneste lyd til forsvar, dét er hjerteskærende kan jeg love for!
Jeg græd en hel dag - det var bare dråben. Udover at jeg fik personlige slag på min person og mit navn da jeg fik afslag fra Jordemoderstudiet, jeg fik også en personlig sviner da jeg skulle sælge gården og igen fra min udlejer i København og nu igen fra det her firma - jeg magter simpelthen ikke mere. Jeg vil ikke finde mig i at flere mennesker taler ned om mig og min person. Jeg tillader det ikke. Slut.
Hvis min kæreste ikke vil forsvare mig, så er det fint, men så vil jeg også hellere være alene, så jeg ved hvem der er der til at forsvare mig når ting sker.
Det endte med at jeg græd helt vildt meget mens jeg gjorde min lille udlejnings lejlighed klar. Jeg satte mig i sofaen og tænkte over livet og overvejet hvem jeg skulle ringe til. Jeg har ikke fortalt noge om min Plan B, da jeg selv er SÅ MEGET I TVIVL omkring mine følelser og omkring alting, at jeg ikke vil dele ud af min tvivl før jeg selv vidste noget. Den eneste jeg havde lyst til at tale med var min lillesøster i Paris, men hun havde netop sendt mig en sms om at hun var på cafe med en eller anden der skulle hjælpe hende med at få en bolig.
Så jeg sad lidt og tænkte og græd og så ringede jeg til min kæreste som var hjemme i vores egen lejlighed og fortalte ham hvordan jeg syntes vores forhold var. Jeg fortalte ham at jeg var træt af at være den eneste der taler i vores forhold. Jeg taler og taler og taler og fortæller og fortæller om alt lige fra hvad jeg føler der mangler, til drømme, håb, fremtid, ønsker, tanker og oplevelser og jeg får ALDRIG noget tilbage.
Jeg fortalte ham hvor mange gange om dagen jeg gik forbi ham, strøg ham i håret, vippede til hans fod, smilede til ham osv. og han gjorde ALDRIG noget igen, på trods af at jeg havde fortalt ham det måske ikke 1000 gange men så i hvert fald 20 gange.
Han blev helt chokeret og syntes let ikke han kunne genkende billede, han syntes vores forhold gik godt. At vi havde det så godt sammen - og jeg er enig. Vi har det super super godt sammen, som venner. Som en bror eller en søster men ikke som kærester. Der er intet inde i mig som rotere når jeg kikker på ham, når jeg kysser ham, har sex med ham eller siger at jeg elsker ham - så nu er jeg holdt op med at sige at jeg elsker ham og jeg er holdt op med at lægge op til sex.
Vi er det PERFEKTE MAKKERPAR men vi er ikke de perfekte kærester. Enten har jeg aldrig været forelsket i ham, eller også er mine følelser forsvundet og ligesom Kaptajn Hook fra Peter Pan ikke kan finde sine Happy Thoughts og flyve, så kan jeg heller ikke finde mine kærlighedstanker og følelser.
Jeg er parat til at give ham alt, bare jeg kan få lov til at slippe for at føle mig fanget i et forhold hvor jeg giver og giver og giver og får nul og niks igen. Jeg er drænet hver dag når jeg går i seng og træt når jeg står op - jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved mit liv, udover at jeg ved at jeg skal på rette kurs igen. NU.
Vi talte længe sammen den dag og jeg sagde det som det var at jeg ikke kan komme videre alene, hvis vi skal give det én chance mere så var det os begge to der lagde 200% i vores forhold og så fik vi noget hjælp til at komme videre. Sammen fandt vi en par-terapeut som vi skal se d. 15. Oktober i Århus og derefter - hvis der er grundlag for det - forsætte med at tale sammen med via skype.
Jeg er mega mega meget i tvivl om det vil virke og om hjælpen kommer tids nok. Min kæreste er sur på mig over at jeg har gået med det alene og ikke fortalt ham om at jeg tvivlede, men hvad vil han at jeg skulle sige? Skulle jeg sige i maj måned at jeg tvivlede på at jeg elskede ham? Hvad havde det gavnede når jeg end ikke var sikker selv?
Lige nu er jeg ikke særlig glad for mig liv. Lad mig bare sige det sådan.
Sidder for første gang alene - altså helt alene uden familie og uden kæresten - i min elskede Penthouse Lejlighed i København og lytter til livet på gaden og tænker på om jeg kan leve i udlandet og undvære atmospæren som findes her i København?
Jeg savner at være alene. Vi er sammen hver evig eneste dag - han går end ikke på kontoret mere, dvs. jeg er ALDRIG ALENE til at kunne tale med veninderne - jeg er ALDRIG alene hjemme og jeg har ALDRIG Deirdre-Ann tid mere. Jeg føler jeg kvæles, og at det er min egen skyld.
Jeg burde ha pakket halvdelene af lejligheden ned på nuværende tidspunkt men det er ikke sket. Jeg kørte fra Jylland kl. 07.55 i morges og var her med maling og flyttekasser kl. 13.00 og siden da har jeg intet lavet. Bare prøvet at finde mig selv. Og at genfinde stilheden.
Og hvordan slår man op med en fyr der på alle punkter et et godt menneske, en god ærlig og sød kæreste? Jeg har ikke muligheden for at trække Røvhuls-Kortet - jeg er 100% ved at forlade et 100% godt menneske fordi JEG føler der mangler noget. Sikke et menneske jeg er!
Kære Hr. Gud, hvad skal der blive af mig?
Viser opslag med etiketten Sandheden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sandheden. Vis alle opslag
lørdag den 5. oktober 2013
onsdag den 21. marts 2012
Til Norge
Dette indlæg er redigeret kraftigt pr. 23. Marts 2012
Her på det sidste har jeg fået en del besøgende og kommentarer fra to herlige jenter i Norges troldefyldte land, dette indlæg er til dem - og alle andre som måtte føle at de mangler lidt opdatering på Deirdre-Ann's total fucked liv!
Spørgsmål 1: Hvor mange søskende har jeg?
Jeg har 5 HEL søskende og én halv - men da et menneske ikke kan være halvt, plejer jeg at sige at jeg har 6 søskende MEN, det lyder mere cool at sige at "Vi er 6 børn med samme far og mor" - der er jo efterhånden så mange mennesker der avler børn på kryds og tværs, at man nærmest tager det for givet at hvis en familie består af mere end to børn så er det dine, mine og vores børn, altså sammebragte familier.
Mine aristokratiske aner, som jeg egentlig slet ikke tænker over til daglig, men det ser lidt blæret ud på skrift - kan slet ikke holde UD at folk bliver skilt og gift og at mennesker tager familiestrukturen så hmmm løst. Jeg mener at børn har bedst af at vide hvor de kommer fra, ha en far og en mor, ha et solidt navn med pondus og fortid i, så de aldrig rigtig føler sig alene, fordi mennesker før dem har levet et liv med netop dét navn.
Og det er sådan jeg er opdraget - og nu er jeg igen på vej ud på et skråplan.......det var mine søskende vi kom fra!!
Anyway, hele mit liv har jeg haft en store bror, som i dag er hmm 38 år og bor i Østrig, hvor han er gift med en østrigsk kvinde/dame (?) på 27 år og sammen har de netop fået deres første barn. En dreng. Min storebror i Østrig hedder Norman.
Min anden storebror er bum bum.... 36 år og bor i Sverige, hvor han er forlovet med en svensk pige fra Skåne. Min bror i Sverige har to små hvidhåret drenge på snart 3 år og på 6 år, de er mit et og alt! Hans kone er sygeplejerske på et privathospital i Skåne.
Så har jeg én søster som jeg er opvokset med. Hun er i dag 31 år. Hun er ordblind men udannet designer og frygtelig dygtig og en super paragrafrytter når det kommer til hvem der har ret i hvad - hun siger ofte selv at hun burde være uddannet Advokat fordi rettigheder og bestemmelser tænder hende for vildt (!) Min lillesøster er single i øjeblikket og har ingen børn og bor til leje i et af vores forældres ny renoveret huse i samme by som mine forældre dvs. ca. 500 meter (max!) derfra. Hun er gude smuk, slank og med helt lyst hår fyldt med slangekrøller og så har hun, ligesom min mor og mormor kæmpe babser!
Så har jeg min ældste lillebror. Han er i øjeblikket i lære som trainee i en butikskæde i Jylland, hvor en af mine gamle kollegaer fra Dansk Supermarked er chef. Min lillebror er 19 år og bliver 20 her i slutningen af April. Han elsker biler og må ha benzin i blodet for han har altid været helt skør med biler og så kan han efterligne ALLE bilers lyde med munden....! Ret imponerende faktisk. Han er 192 cm høj og hærde bred, ikke tyk men bred. Han er også mega lækker, lyshåret med vandblå øjne og et kækt smil. Da han blev født var jeg SÅ lykkelig!
Så er der min yngste lillebror, han er 18 år og bliver 19 år til August. Han er familiens yngste hvilket han 200% godt ved! Han interesserer sig slet ikke for biler men elsker at ha en. Han er mega fodboldnørd. Min lillebror går i øjeblikket på HHx og er færdig til sommer, hvorefter jeg håber han skal på højskole for han er slet ikke moden til at komme ud og i lærere. Han er 183 høj, har blond hår (som alle os andre, minus min ældste storebror som snart har helt brunt hår ligesom far) og grønne øjne. Han har 6 pack på maven på vej til en 8 pack og elsker sin krop og elsker at træne for at holde sig i form til hans store fodboldkarriere slår igennem ......hvilket jeg godt ved aldrig sker men han må jo gerne håbe!
Og så har jeg en far og en mor, ingen bedsteforældre, de er alle døde.
Nå, det var min familie!
Spørgsmål 2 er slettet!
Spørgsmål 3: Har it manden mødt mine forældre?
Nope!!
Og lige så meget lyst jeg havde til at han skulle møde dem i lørdags og til at de skulle møde ham, lige så lidt lyst har jeg i dag til at de nogensinde EVER skal møde hinanden!
Min familie er jo sindssyg!! Og jeg vil hellere holde ham væk fra dem så længe som muligt!
Her på det sidste har jeg fået en del besøgende og kommentarer fra to herlige jenter i Norges troldefyldte land, dette indlæg er til dem - og alle andre som måtte føle at de mangler lidt opdatering på Deirdre-Ann's total fucked liv!
Spørgsmål 1: Hvor mange søskende har jeg?
Jeg har 5 HEL søskende og én halv - men da et menneske ikke kan være halvt, plejer jeg at sige at jeg har 6 søskende MEN, det lyder mere cool at sige at "Vi er 6 børn med samme far og mor" - der er jo efterhånden så mange mennesker der avler børn på kryds og tværs, at man nærmest tager det for givet at hvis en familie består af mere end to børn så er det dine, mine og vores børn, altså sammebragte familier.
Mine aristokratiske aner, som jeg egentlig slet ikke tænker over til daglig, men det ser lidt blæret ud på skrift - kan slet ikke holde UD at folk bliver skilt og gift og at mennesker tager familiestrukturen så hmmm løst. Jeg mener at børn har bedst af at vide hvor de kommer fra, ha en far og en mor, ha et solidt navn med pondus og fortid i, så de aldrig rigtig føler sig alene, fordi mennesker før dem har levet et liv med netop dét navn.
Og det er sådan jeg er opdraget - og nu er jeg igen på vej ud på et skråplan.......det var mine søskende vi kom fra!!
Anyway, hele mit liv har jeg haft en store bror, som i dag er hmm 38 år og bor i Østrig, hvor han er gift med en østrigsk kvinde/dame (?) på 27 år og sammen har de netop fået deres første barn. En dreng. Min storebror i Østrig hedder Norman.
Min anden storebror er bum bum.... 36 år og bor i Sverige, hvor han er forlovet med en svensk pige fra Skåne. Min bror i Sverige har to små hvidhåret drenge på snart 3 år og på 6 år, de er mit et og alt! Hans kone er sygeplejerske på et privathospital i Skåne.
Så har jeg én søster som jeg er opvokset med. Hun er i dag 31 år. Hun er ordblind men udannet designer og frygtelig dygtig og en super paragrafrytter når det kommer til hvem der har ret i hvad - hun siger ofte selv at hun burde være uddannet Advokat fordi rettigheder og bestemmelser tænder hende for vildt (!) Min lillesøster er single i øjeblikket og har ingen børn og bor til leje i et af vores forældres ny renoveret huse i samme by som mine forældre dvs. ca. 500 meter (max!) derfra. Hun er gude smuk, slank og med helt lyst hår fyldt med slangekrøller og så har hun, ligesom min mor og mormor kæmpe babser!
Så har jeg min ældste lillebror. Han er i øjeblikket i lære som trainee i en butikskæde i Jylland, hvor en af mine gamle kollegaer fra Dansk Supermarked er chef. Min lillebror er 19 år og bliver 20 her i slutningen af April. Han elsker biler og må ha benzin i blodet for han har altid været helt skør med biler og så kan han efterligne ALLE bilers lyde med munden....! Ret imponerende faktisk. Han er 192 cm høj og hærde bred, ikke tyk men bred. Han er også mega lækker, lyshåret med vandblå øjne og et kækt smil. Da han blev født var jeg SÅ lykkelig!
Så er der min yngste lillebror, han er 18 år og bliver 19 år til August. Han er familiens yngste hvilket han 200% godt ved! Han interesserer sig slet ikke for biler men elsker at ha en. Han er mega fodboldnørd. Min lillebror går i øjeblikket på HHx og er færdig til sommer, hvorefter jeg håber han skal på højskole for han er slet ikke moden til at komme ud og i lærere. Han er 183 høj, har blond hår (som alle os andre, minus min ældste storebror som snart har helt brunt hår ligesom far) og grønne øjne. Han har 6 pack på maven på vej til en 8 pack og elsker sin krop og elsker at træne for at holde sig i form til hans store fodboldkarriere slår igennem ......hvilket jeg godt ved aldrig sker men han må jo gerne håbe!
Og så har jeg en far og en mor, ingen bedsteforældre, de er alle døde.
Nå, det var min familie!
Spørgsmål 2 er slettet!
Spørgsmål 3: Har it manden mødt mine forældre?
Nope!!
Og lige så meget lyst jeg havde til at han skulle møde dem i lørdags og til at de skulle møde ham, lige så lidt lyst har jeg i dag til at de nogensinde EVER skal møde hinanden!
Min familie er jo sindssyg!! Og jeg vil hellere holde ham væk fra dem så længe som muligt!
mandag den 19. december 2011
Når jeg drømmer drømme
I nat drømte jeg to forskellige drømme men de mundet begge to ud i samme slutning.....
Først drømte jeg at jeg blev lagt i en grav sammen med min seng (!) og at Mikkel Kessler kom og trak mig op, han stak simpelhen hånden gennem jorden og trak mig op og så begyndte det at regne så jeg blev hurtig ren igen. Jeg ved ikke hvad der skete med min seng men pludselig stod jeg og løftede i en stor grøn jeep som holdt oven på en lille asiatisk pige og alle folk gik bare forbi og jeg løftede og løftede og pigen skreg og skreg og Mikkel Kessler var bare pist væk.......til sidst skreg jeg af arrigskab og fortvivlelse mens regnen styrtede ned og pigen forsvandt - og netop som hun var væk så kunne jeg pludselig løfte bilen nok til at jeg kunne stikke mit ben ind under dækket og med snuden på min sko skubbe pigen væk fra dækket, men så var hun væk.......og så græd jeg endnu mere.....
Jeg tror jeg vågnede lige der for jeg kan huske at jeg drejer mig i sengen og putter mig under dynen og straks efter sover jeg igen og nu drømmer jeg at jeg står sammen med en af aktionærerne i Spanien, ham som bor dernede og har en langbenet søn. Vi går og snakker - jeg ved ikke hvor it manden og hans kone og babyen var, men jeg ved at det var ren de'jau for jeg kan huske at vi netop gik dér, sådan ham og jeg og jeg ved at det han sagde havde jeg hørt før fra hans mund. Vi går op af en bakke med elevator tårne på begge sider, bag os er vandet og stranden - vi er på vej op til bilerne som holder i parkeringskælderen under hvor vi går.
Aktionæren fortæller om sin camino og om hvor presset han var og at han en dag overvejet at tage en taxi fordi han gik ca. 15 km. forkert - jeg smilede og sagde at dét kendte jeg godt, en dag nåede jeg helt ned til busstationen før jeg ombestemt mig og måtte traske tilbage til de gule pile og den støvede landevej igen - jeg var SÅ træt dengang på pilgrimsvandringen, men det giver den bedste følelse at gå hele vejen - også selv om enhver person har sin egen camino, der findes ingen rigtig eller forkert camino. Men i drømmen går vi dér og jeg ved, i drømmen hvad han lige har sagt - det er jo sådan med drømme at man ofte ved mere end man egentlig ser/drømmer.
Og jeg vidste at han lige havde fortalt det med de 15 km og så siger han igen "Gik du virkelig turen på 25 dage?" Jeg smiler af ham og siger "Ja" med et glimt i øjet.......faktisk kunne jeg ha gået den på 24, det fortæller jeg ikke ham men kun dig herinde, jeg stoppede kl. 16 dagen før. 3 km før mål fordi jeg havde fået at vide at det var SÅÅÅÅ smukt at gå ind i byen i solopgang - og så pisset det ned da jeg ik ind og var så overskyet at jeg ikke kunne se vejen foran mig! Flot men jeg kunne ha gået den på kun 24 dage :)
Aktionæren siger til mig i en lidt drilsk tone men også i en tone som bære præg af alvorlighed "Ja du gik sikkert kun fra Léon...." Og lige dér i drømmen da ved jeg at dét er ikke hans egne ord, jeg ved at det er Normans ord. Jeg ved ikke hvorfra jeg ved det men jeg ved bare at dét er hvad Norman har sagt til ham. Norman har sagt til aktionæren "Hun har kun gået fra Leon" Sådan lød Normans ord. I'm so sure. Der var ikke skyggen af tvivl i mit sind da jeg hørte hans ord. De ord tilhørte ikke aktionæren.
I drømmen kan jeg mærke min sorg komme rullende, min sorg over at han ikke tror på mig - og over at jeg i drømmen ved at Norman heller ikke tror på mig. Jeg overvejer, i drømmen at begynde at argumentere og forklare og finde beviser for at jeg faktisk har gået turen, men jeg gør det ikke - og det gjorde jeg heller ikke da vi i virkeligheden gik dér for ca. én uge siden.
Pludselig skifter drømmen over til at jeg går på de samme fliser, i Spanien og alle er nu væk, både aktionæren, it manden, damen og babyen - jeg står der i mine kjole og det begynder at regne og pludselig er den grønne jeep foran mig igen og den lille asiatiske pige skriger under bilen - jeg kæmper igen og igen med at løfte bilen og regnen gør at jeg glider men til sidst, så kan jeg løfte bilen og så er pigen væk.......og så græder jeg endnu mere ........
Og HER vågner jeg så, klokken er 04.30 i nat og jeg ligger og græder i søvne (!) Min pude er helt våd af tåre og jeg forstår ikke hvorfor.
Jeg falder i søvn igen men sover ikke rigtig og kl. 05.30 går håndværkerne under mig i gang med at arbejde og så står jeg op. Da jeg tænder for computeren og vil skrive dette her i min blog kommer jeg til at trykke forkert og går ind på youtube - ja det lyder mærkeligt men det kan jeg gøre fordi min startside ser sådan her ud
Min profil på youtube åbner sig og ude i højre side er der nogle sider som youtube anbefaler mig at kikke på, altså sider der vises til mig fordi jeg før har vist interesse for ligende sider.
Da jeg kikker på de sider der bliver anbefalet ser jeg - gæt hvem? Norman. En af Normans videoer fra hans camino bliver "anbefalet" til mig af youtube! Og det er ikke en hvilken som helst video, det er den video hvor han står på toppen af Cruz de Ferro og er ved at lægge sin sten. Jeg lagde knap to måneder tidligere min egen muresten fra gården og Norman siger noget i retningen af "jeg kender en der har lagt en sten her, den vejet 3 kg (jeg husker at den vejet 3,6 kg!) men jeg kan ikke finde den.........." mens han står og kikker sig omkring. Måske det bare er fordi det er mine øre der høre det og fordi jeg lige har haft den der mærkelige drøm, men betyder det at han - igen - insinuere at jeg ikke har gået turen?
Er der kun mistillid fra den mand mod mig? Jeg har aldrig løget for ham - eller om ham (før i lørdags that is!!!) og alligevel så er det hvad jeg høre ham sige......
Jeg kikkede på et par af hans andre klip og der var steder jeg kunne huske som havde jeg gået der i går og så var der steder og bynavne jeg ville ha forsvoret aldrig at ha set - men sådan er det jo, at gå 875 km er hårdt og ingen kan vel forlange at man kan huske alle bynavne?
Og HVORFOR bekymre du dig egentlig om det Deirdre-Ann? Er det ikke i bund og grund fuldstændig ligegyldigt hvem fanden der tror på dig og hvem fanden der ikke tror på dig, når bare DU ved hvad sandheden er?
Jow det er det vel i bund og grund......
I dag inviteret it manden mig til nytårsaften i Spanien, den skal holdes i den samme aktionærs hus som jeg drømte om i nat. Jeg sagde dog nej tak. Ikke at jeg har andre planer for det har jeg ikke - og jeg lovede jo mig selv sidste år at jeg ville danse i år - men jeg ved godt inde i min mave at det ikke bliver til noget. Jeg kommer til at sidde alene igen. Jeg kan mærke det.
Men der er flere ting som spiller ind i mit nej - den største og mest tunge ting er at jeg føler at jeg ville lægge op til noget hvis jeg tog til nytårsaften med en mand de andre siger godt kan lide mig - og ja, jeg kunne godt knalde ham men jeg tvivler på at der fra min side ville være andet og mere i det end sex og jeg vil IKKE fucke up mit arbejde pga. sex!
Dernæst, så kommer der 12 mennesker i alt og alle de andre er par........lur mig om Norman ikke er med som det ene "par" sammen med sin plastisk fantastisk frille og efter den her dejlige rare følelse inden i min mave af at ha overlevet en tur til Spanien og en tur på Karel uden at møde ham, ja så vil jeg virkelig gerne forsætte i samme stime!
Ergo skal jeg vist ha bestilt noget sushi til mig selv så jeg har noget at hygge mig med nytårsaften.....og så måske, måske år 2012 bliver året hvor jeg ikke skal sidde alene en nytårsaften mere?
Først drømte jeg at jeg blev lagt i en grav sammen med min seng (!) og at Mikkel Kessler kom og trak mig op, han stak simpelhen hånden gennem jorden og trak mig op og så begyndte det at regne så jeg blev hurtig ren igen. Jeg ved ikke hvad der skete med min seng men pludselig stod jeg og løftede i en stor grøn jeep som holdt oven på en lille asiatisk pige og alle folk gik bare forbi og jeg løftede og løftede og pigen skreg og skreg og Mikkel Kessler var bare pist væk.......til sidst skreg jeg af arrigskab og fortvivlelse mens regnen styrtede ned og pigen forsvandt - og netop som hun var væk så kunne jeg pludselig løfte bilen nok til at jeg kunne stikke mit ben ind under dækket og med snuden på min sko skubbe pigen væk fra dækket, men så var hun væk.......og så græd jeg endnu mere.....
Jeg tror jeg vågnede lige der for jeg kan huske at jeg drejer mig i sengen og putter mig under dynen og straks efter sover jeg igen og nu drømmer jeg at jeg står sammen med en af aktionærerne i Spanien, ham som bor dernede og har en langbenet søn. Vi går og snakker - jeg ved ikke hvor it manden og hans kone og babyen var, men jeg ved at det var ren de'jau for jeg kan huske at vi netop gik dér, sådan ham og jeg og jeg ved at det han sagde havde jeg hørt før fra hans mund. Vi går op af en bakke med elevator tårne på begge sider, bag os er vandet og stranden - vi er på vej op til bilerne som holder i parkeringskælderen under hvor vi går.
Aktionæren fortæller om sin camino og om hvor presset han var og at han en dag overvejet at tage en taxi fordi han gik ca. 15 km. forkert - jeg smilede og sagde at dét kendte jeg godt, en dag nåede jeg helt ned til busstationen før jeg ombestemt mig og måtte traske tilbage til de gule pile og den støvede landevej igen - jeg var SÅ træt dengang på pilgrimsvandringen, men det giver den bedste følelse at gå hele vejen - også selv om enhver person har sin egen camino, der findes ingen rigtig eller forkert camino. Men i drømmen går vi dér og jeg ved, i drømmen hvad han lige har sagt - det er jo sådan med drømme at man ofte ved mere end man egentlig ser/drømmer.
Og jeg vidste at han lige havde fortalt det med de 15 km og så siger han igen "Gik du virkelig turen på 25 dage?" Jeg smiler af ham og siger "Ja" med et glimt i øjet.......faktisk kunne jeg ha gået den på 24, det fortæller jeg ikke ham men kun dig herinde, jeg stoppede kl. 16 dagen før. 3 km før mål fordi jeg havde fået at vide at det var SÅÅÅÅ smukt at gå ind i byen i solopgang - og så pisset det ned da jeg ik ind og var så overskyet at jeg ikke kunne se vejen foran mig! Flot men jeg kunne ha gået den på kun 24 dage :)
Aktionæren siger til mig i en lidt drilsk tone men også i en tone som bære præg af alvorlighed "Ja du gik sikkert kun fra Léon...." Og lige dér i drømmen da ved jeg at dét er ikke hans egne ord, jeg ved at det er Normans ord. Jeg ved ikke hvorfra jeg ved det men jeg ved bare at dét er hvad Norman har sagt til ham. Norman har sagt til aktionæren "Hun har kun gået fra Leon" Sådan lød Normans ord. I'm so sure. Der var ikke skyggen af tvivl i mit sind da jeg hørte hans ord. De ord tilhørte ikke aktionæren.
I drømmen kan jeg mærke min sorg komme rullende, min sorg over at han ikke tror på mig - og over at jeg i drømmen ved at Norman heller ikke tror på mig. Jeg overvejer, i drømmen at begynde at argumentere og forklare og finde beviser for at jeg faktisk har gået turen, men jeg gør det ikke - og det gjorde jeg heller ikke da vi i virkeligheden gik dér for ca. én uge siden.
Pludselig skifter drømmen over til at jeg går på de samme fliser, i Spanien og alle er nu væk, både aktionæren, it manden, damen og babyen - jeg står der i mine kjole og det begynder at regne og pludselig er den grønne jeep foran mig igen og den lille asiatiske pige skriger under bilen - jeg kæmper igen og igen med at løfte bilen og regnen gør at jeg glider men til sidst, så kan jeg løfte bilen og så er pigen væk.......og så græder jeg endnu mere ........
Og HER vågner jeg så, klokken er 04.30 i nat og jeg ligger og græder i søvne (!) Min pude er helt våd af tåre og jeg forstår ikke hvorfor.
Jeg falder i søvn igen men sover ikke rigtig og kl. 05.30 går håndværkerne under mig i gang med at arbejde og så står jeg op. Da jeg tænder for computeren og vil skrive dette her i min blog kommer jeg til at trykke forkert og går ind på youtube - ja det lyder mærkeligt men det kan jeg gøre fordi min startside ser sådan her ud
 |
| Sådan ser mit skærm på computeren ud når jeg åbner google, i stedet for at trykke på google trykker jeg på youtube |
Da jeg kikker på de sider der bliver anbefalet ser jeg - gæt hvem? Norman. En af Normans videoer fra hans camino bliver "anbefalet" til mig af youtube! Og det er ikke en hvilken som helst video, det er den video hvor han står på toppen af Cruz de Ferro og er ved at lægge sin sten. Jeg lagde knap to måneder tidligere min egen muresten fra gården og Norman siger noget i retningen af "jeg kender en der har lagt en sten her, den vejet 3 kg (jeg husker at den vejet 3,6 kg!) men jeg kan ikke finde den.........." mens han står og kikker sig omkring. Måske det bare er fordi det er mine øre der høre det og fordi jeg lige har haft den der mærkelige drøm, men betyder det at han - igen - insinuere at jeg ikke har gået turen?
Er der kun mistillid fra den mand mod mig? Jeg har aldrig løget for ham - eller om ham (før i lørdags that is!!!) og alligevel så er det hvad jeg høre ham sige......
Jeg kikkede på et par af hans andre klip og der var steder jeg kunne huske som havde jeg gået der i går og så var der steder og bynavne jeg ville ha forsvoret aldrig at ha set - men sådan er det jo, at gå 875 km er hårdt og ingen kan vel forlange at man kan huske alle bynavne?
Og HVORFOR bekymre du dig egentlig om det Deirdre-Ann? Er det ikke i bund og grund fuldstændig ligegyldigt hvem fanden der tror på dig og hvem fanden der ikke tror på dig, når bare DU ved hvad sandheden er?
Jow det er det vel i bund og grund......
I dag inviteret it manden mig til nytårsaften i Spanien, den skal holdes i den samme aktionærs hus som jeg drømte om i nat. Jeg sagde dog nej tak. Ikke at jeg har andre planer for det har jeg ikke - og jeg lovede jo mig selv sidste år at jeg ville danse i år - men jeg ved godt inde i min mave at det ikke bliver til noget. Jeg kommer til at sidde alene igen. Jeg kan mærke det.
Men der er flere ting som spiller ind i mit nej - den største og mest tunge ting er at jeg føler at jeg ville lægge op til noget hvis jeg tog til nytårsaften med en mand de andre siger godt kan lide mig - og ja, jeg kunne godt knalde ham men jeg tvivler på at der fra min side ville være andet og mere i det end sex og jeg vil IKKE fucke up mit arbejde pga. sex!
Dernæst, så kommer der 12 mennesker i alt og alle de andre er par........lur mig om Norman ikke er med som det ene "par" sammen med sin plastisk fantastisk frille og efter den her dejlige rare følelse inden i min mave af at ha overlevet en tur til Spanien og en tur på Karel uden at møde ham, ja så vil jeg virkelig gerne forsætte i samme stime!
Ergo skal jeg vist ha bestilt noget sushi til mig selv så jeg har noget at hygge mig med nytårsaften.....og så måske, måske år 2012 bliver året hvor jeg ikke skal sidde alene en nytårsaften mere?
lørdag den 19. november 2011
Mågestelsmekka
I dag har jeg været i Mågestelshimmelen! OMG jeg må simpelhen tjene nogle flere penge, altså sådan rigtig mange penge så jeg en dag når alt er betalt har råd til at gå ud og fråse 5000 kr på Mågestel alene OG bagefter stadig har råd til at inviterer veninderne på middag så de kan se mit fine sølvtøj og nyindkøbte Mågestel på min fine Damask dug.......århhhhhhhhhhhhh.........
Sagen er den at min lillesøster samler på Megamuselmalet i blå, min guldsmed ven Pedro får rabat hos George Jensens Outlet, hvor priserne i forvejen er billige fordi det er anden sorterings vare. Men fejlene er ofte svære at se, selv om mig høge øje nu ofte finder dem, prikken der ikke skulle være der eller en streg der er for svag, men altså, det kræver virkelig et heftigt øje at se fejlen, så jeg tog derud for at købe en julegave til min søster - jeg ved nemlig fra Pedro at de sætter priserne op her til jul så........afsted med mig!
Jeg endte med at købe det her til hende
Jeg ville gerne have givet min søster noget andet og noget mere, nu da jeg havde muligheden for rabatten, men min søster er ret fast på visse punkter, feks. vil hun ikke give julegaver for mere end 300 kr. Normalt så er jeg ligeglad med sådanne grænser og plejer at give hvad jeg har lyst til men min økonomi gør at jeg må holde mig selv fast på ikke at give for mere, så altså - ville ha givet hende et kageopsatsfad men det kostede 799 kr og jeg kunne ha fået det til 499 kr med Pedros rabat men hvis min søster vil holde sig på 300 kr så er det også det jeg holder mig til.
Men - der var ting der interesseret mig ENDNU MERE end det her fad..........*suk*.........jeg købte intet men århhhhhhhhhhhhh mit hjerte savner Bedstes fine dækket bord med mågestel og sølvtøj......tænk engang hvis jeg en dag kunne holde et middagsselskab med ene af nupudset sølvtøj og mågestel? Dét ville mit hjerte gerne, i min egen fine lyse stue med lyse gardiner og et laaaaangt bord med fine stole til hvor hele min elskede familie kan sidde (sammen med min mands familie som jeg jo desværre ikke kender...........og derfor heller ikke kan visualiserer for mig)
Der var REOLER med Mågestel og jeg brugte 5 stive minutter på bare at kikke...........jeg har aldrig set noget ligende!
Jeg så også andre ting der fik mit hjerte til at slå et ekstra slag - ja jeg ved godt at det er dybt dybt DYBT nørded og gammeldags at være sådan her, men for mange år siden da Anika skulle giftes, der så jeg en stor fin vase med en kæmpe brun ugle på, den var SÅ smuk -og jeg ringede og fortalte min Mor om den mens jeg stod og så på den - jeg har aldrig før (eller siden) set en sådan vase. Den var også fra Kongelig Porcelæns........men såi dag så jeg en der næsten lignede, i hvertfald i størrelse, prøv at se her
Jeg har hele dagen i dag gået og set mit mågestels middagselskabsbord for mit indre blik, jeg elsker at drømme - om andre tider, om andre steder - i mine drømme er alting altid godt og jeg er altid lykkelig og aldrig alene........
Nå, men back to reality. Min lejlighed har længe lignet noget der var møg beskidt og trængte til at blive ryddet op - seriøst ryddet op, så efter at ha taget en lur på 2 timer (tiltrængt) inde i sengen hvor jeg faldt i søvn med et billed af mit nyopførte stuehus på gården og et veldækket spisebord (med Mågestel) mens jeg i min bevisthed ved at min smukke mand og dejlige børn er et sted i huset og min elskede familie på vej........ så stod jeg op, talte i telefon med min radio journalist veninde og gik så i krig med at gøre rent!
OMG hvor har jeg boet som et svin!!!!!
Så jeg fik brugt min nye støvsuger på det groveste, rykket sengetøjet af og støvsuget under sengen, alle paneler fik en tur og bagefter så vaskede jeg gulvet i brunt sæbe og tørrede ALLE flader af i Ajax (min yndlingsduft!) Nu mangler jeg bare at lægge sengetøj på sengen så er jeg good to go med et fint hus igen. Dvs. mit spisebord ligner stadig et havereret fly men i morgen tager jeg hul på at rydde op på mit "kontor" - lige nu vil jeg bare slet slet slet IKKE tænke på arbejde. Har haft en helt off dag fra arbejde og det føltes rigtig godt at holde weekend (næsten uden dårlig samvittighed!)
Jeg har også fået taget opvasken, så nu er det eneste jeg mangler at pudse soveværelsesvinduet på begge sider og så, når jeg har været i jylland, at sætte julelys op på min altan :) Woop Woop I'm making progress!
Nå, men efter at jeg havde talt med min radio journalist veninde så talte jeg med Anika, hun har bestilt tid til os begge to hos tissekonehøsteren i Århus på torsdag! Ak og ve nu fanger bordet!!!
Anika har længe gået hos en dame der "høster" missen, dvs. hun fjerner alt håret med en eller anden sukker blanding og nu har jeg altså talt mig selv ind i at jeg skal med - og jeg skal ha fjernet hårene på missen OG i måsen! Shit Shit SHIT hvor jeg tror det kommer til at gøre skide møghamrende ondt!!!
Jeg har før fået fjernet det meste af mit hår på missen med Elipselys og jeg vil gerne i gang igen, mangler tre gange, men det koster 1000 kr pr. gang og jeg syntes ikke jeg kan bruge 3000 kr på min mis når den nærmest slet ikke er i brug!!! Havde jeg en kæreste jeg skulle være hot for 24/7 så var det noget HELT ANDET, men det har jeg ikke, så jeg prøver med "høsteren" - og skal selvfølgelig nok lave en udførlig guide til både what to do and what not to do plus en UDFØRLIG smerteskala!!!
Da jeg talte med min radio journalist veninde, kom vi til at tale om Norman. Og det var slet ikke mig der bragte ham op! Min radiojournalist veninde har arbejdet for Norman engang og bla. interviewet ham, hun har dog aldrig mødt ham men kun set billeder af ham osv. Hun syntes han er en lille fed mand og sagde at hun 100% ikke kunne se noget frækt eller flot i ham og SLET IKKE hvis man tog alle hans penge fra ham og bare gjore ham til "Norman fra TDC" som hun selv sagde.
Jeg ved godt jeg slet ikke burde, men jeg får lidt ondt i min mave når jeg høre folk omtale ham grimt, jeg syntes ikke det er fair. Manden har jo selv tjent alting selv, ligesom min far. Og folk taler så meget om Hr. Roberts "Gulddrengene" blev de dømt i medierne i 1970'erne fordi alt hvad de, min far og hans brødre, gik i gang med blev til "guld" (penge) - senere købte min far sine brødre ud og køre i dag det hele selv - men han er gammel og han har været dum og naiv og ikke sørget for at få sine sønner ind i firmaet i tid og nu er han gammel og om et par år må han lukke 50 års virksomhed uden en arving til at overtage - ja eller sælge, men jeg tror faktisk ikke han ønsker at sælge.
Anyway, folk taler om min far. Ikke så meget herovre men i Jylland har jeg ofte, alt for ofte hørt at jeg er Hr. Roberts ældste datter og bla bla.........folk har fordomme før de har mødt min far. Det er det samme med Norman, folk har fordomme før de har mødt ham - hvorfor? Jantelov? I don't know men jeg får sådan en lyst til at kæmpe mod uretfærdigheder når jeg høre folk sige grimme ting og andre.
Selv da jeg var på kontoret og nogle af de andre svinet Normans plastik fantastisk frille (som jeg jo bestemt heller ikke er den store fan af) og sad og grinet af hendes facebookbilleder af et par silikonelæber oversmurt med lipgloss, selv dér fik jeg lyst til at sige en masse om morale og værdien af ikke at svine mennesker til man ikke kender.............og jeg kan jo faktisk også godt selv finde på at tale grimt om andre, det er jo set før (herinde) .......... men ikke destomindre så bryder jeg mig slet ikke om sådan noget!
Jeg sagde dog intet til min radiojournalist veninde, jeg ønsker ikke at udbrede mit kendskab til Norman, jeg ønsker at begrave det. At komme videre. Manden har haft rådighed over mit hjerte og mine følelser i alt for mange år, alt for mange timer og alt for mange dage og jeg vil bare gerne fall-out-of-love med ham. Ikke at jeg er forelsket i ham, men jeg frygter lidt at det er pga. ham at jeg ikke kan blive forelsket mere.
(Adele "Someone like you" - om 10 år er det mig der går på gaden og kikker ind af vinduet til tidligere tiders kærlighed og drømmer om at deres familie var min.......dét er min frygt hun synger om dér)
Jeg kan selvfølgelig ikke sidde og sige og pege fingre af Norman, og påstå at det er hans skyld, hans personlige skyld at jeg ikke kan forelske mig - men et sted inde i mig har jeg misted et stykke af mit hjerte og før jeg finder det stykke kan jeg ikke få mit hjerte til at hele og før det er helt, kan jeg ikke give det væk igen - og det selv om jeg faktisk slet ikke er sikker på at jeg ønsker at give det væk igen.
Men jeg vil gerne være ejer over mit eget hjerte, jeg vil gerne være et helt menneske, en hel Deirdre-Ann...........dét er godt nok mange år siden jeg har været det. Jeg tror jeg startede med at fall apart da jeg blev gårdejer. Den dag den blå flyttebil kørte ned af allen og drejet til højre med hele min familie i og jeg stod dér på gårdspladsen helt alene i en alder af kun 18 år, nyudklækket student og gårdejer.........under én måned senere gik jeg fra Uffe fordi han var mit utro og så begyndte min Gudfar at komme på besøg - ensomheden har aldrig for mig været større end den første mørke lange sorte kolde vinter på gården.
En dag kravlet jeg - måske i et øjebliks momental sindssyge eller bare i ren og skær frustration og afmagt - op på taget af gården og sad dér på toppen af en 150 år gammel bygning, 16 meter ned og overvejet om jeg ville dø hvis jeg sprang. Det eneste der afholdte mig fra at gøre det, var frygten for at overleve og blive invalid og dermed ude af stand til at forsvare mig mod verden. I den tilstand jeg var i dér og den tilstand jeg er i nu, her kan jeg i det mindste forsvare mig. I won't ever go down again with no fight.
Jeg overvejet også engang at hænge mig, men ej dét var alligevel for bizzart. Senere har jeg læst mig til at kvinder faktisk ikke hænger sig, det er kun mænd der gør det. Det er en ret brutal form for død og derfor er der kun ét tilfælde af selvmord de seneste 50 år begået af kvinder, ved hængning, hvilket så igen gør at det virker endnu mere bizart at Århus politi i 2006 vælger at sig et Pernille Oldeborg Lind begik selvmord ved at hænge sig selv i en alder af kun 14 år.........i dag er sagen endelig taget op igen og jeg er ganske overbevist om at hun blev myrdet, det var jeg allerede dengang. Der var alt for meget der talte imod at hun begik selvmord.
Nå hmm jeg skal vist til at skrive om noget mere cheerfuldt end mine egne år i 20'erne og en død teenager......puha......hvem der i alverden går og drømmer om at genopleve 20'erne igen må være godt skør! De år er SO OVERRATED!! Jeg vil bare forblive 33 år forevigt og vide hvad jeg ved i dag og så leve livet, men hvordan får jeg flere venner der vil med i byen? Jeg har faktisk en stor omgangskreds men det er bare en kedelig omgangskreds...........den har været større, men hvad skal jeg gøre når den skrumper fordi jeg er ærlig?
Og ja, her tænker jeg på min coaching buddy, hvorfor forlod hun mig bare og lader mig hænge her? Jeg syntes selv jeg havde gennemtænkt det hele, jeg sagde alting nøjagtig som det var sket, uden at trække noget fra eller lægge noget til og ALLIGEVEL sidder jeg her uden min veninde........
Det gør jo naturligvis at jeg ikke kan lade være med at tænke på hvordan mit liv havde været hvis jeg aldrig havde sagt sandheden til nogen? Hvis jeg aldrig havde fortalte Norman hvad røvballenæsedamen havde skrevet til mig, hvis jeg aldrig havde sagt at jeg syntes han var dårlig i sengen og total uden fokus på mig og det faktum at vi var dér sammen , hvis jeg aldrig havde sagt til min coaching buddy at hendes kæreste havde gramset på mig - hvordan så verden så ud i dag?
Engang for mange mange år siden da jeg igen havde skiftet skole, der var der en pige fra min klasse, Anja som havde lånt en masse Pennyblade af en anden pige fra klassen, Gitte. Jeg sad hjemme hos Anja og læste i de her blade sammen med hende. I bladene var der en masse klistermærker osv. Anja sad og pillede alle klistermærkerne ud og lagde dem ned i sin skuffe. Jeg spurgte hvorfor og hvad hun lavede og hun sagde noget i retningen af "at Gitte alligevel ikke ville opdage om der manglede nogle ark" - jeg kan huske at jeg syntes det var SÅ forkert. Jeg ved ikke hvor den der følelse af rigtig og forkert kommer fra, for det er ikke fordi mine forældre har pæcet mig til at holde rigtig og forkert adskilt, selvfølgelig har jeg lært det men ikke i så udpræget en grad som det sidder inden i mig.
Efter et stykke tid opstod der ballade i klassen fordi Gitte beskyldte Anja for at ha taget nogle klistermærker og pludselig var jeg i midten som vidne og skulle fortælle om det var rigtigt hvad Gitte sagde - jeg svaret som sandt var og desværre tilhørte Anja den populære del af klassen og dét gjore jeg bestemt ikke bagefter. Gitte havde sin egen klike og så var jeg igen udenfor - fordi jeg sagde sandheden.
Ironi hva! The truth will set you free? Up my arse, the truth will make you sorry!
Jeg kan mærke at der ikke er så pokkers meget positivitet i min krop i dag, så jeg vil smutte i seng og drømme om mit nybygget stuehus med det smukke lange træbord hvor min dejlige familie snart skal sidde og spise sammen med mig.....................
Sagen er den at min lillesøster samler på Megamuselmalet i blå, min guldsmed ven Pedro får rabat hos George Jensens Outlet, hvor priserne i forvejen er billige fordi det er anden sorterings vare. Men fejlene er ofte svære at se, selv om mig høge øje nu ofte finder dem, prikken der ikke skulle være der eller en streg der er for svag, men altså, det kræver virkelig et heftigt øje at se fejlen, så jeg tog derud for at købe en julegave til min søster - jeg ved nemlig fra Pedro at de sætter priserne op her til jul så........afsted med mig!
Jeg endte med at købe det her til hende
 |
| Megamusel fad med byttemærke |
 |
| Fejlen ligger i at en af stregerne i mønstret oppe i toppen er mindre tydelig end de andre men altså.......who'll see besides me? |
 |
| Traditionshåndværk! |
 |
| Et fint tyndt fad |
Jeg ville gerne have givet min søster noget andet og noget mere, nu da jeg havde muligheden for rabatten, men min søster er ret fast på visse punkter, feks. vil hun ikke give julegaver for mere end 300 kr. Normalt så er jeg ligeglad med sådanne grænser og plejer at give hvad jeg har lyst til men min økonomi gør at jeg må holde mig selv fast på ikke at give for mere, så altså - ville ha givet hende et kageopsatsfad men det kostede 799 kr og jeg kunne ha fået det til 499 kr med Pedros rabat men hvis min søster vil holde sig på 300 kr så er det også det jeg holder mig til.
Men - der var ting der interesseret mig ENDNU MERE end det her fad..........*suk*.........jeg købte intet men århhhhhhhhhhhhh mit hjerte savner Bedstes fine dækket bord med mågestel og sølvtøj......tænk engang hvis jeg en dag kunne holde et middagsselskab med ene af nupudset sølvtøj og mågestel? Dét ville mit hjerte gerne, i min egen fine lyse stue med lyse gardiner og et laaaaangt bord med fine stole til hvor hele min elskede familie kan sidde (sammen med min mands familie som jeg jo desværre ikke kender...........og derfor heller ikke kan visualiserer for mig)
Der var REOLER med Mågestel og jeg brugte 5 stive minutter på bare at kikke...........jeg har aldrig set noget ligende!
 |
| Mågestel så langt øjet rækker....... |
 |
| Hvor er de dog smukke......(men hvem sætter dem dog op på ræd og række med mågerne på hoved??) |
 |
| Sådan et fad har jeg ikke.....hvor er det smukt......ville sådan ønske jeg havde tallerkner til 6 eller 12 personer.......*suk* |
Jeg så også andre ting der fik mit hjerte til at slå et ekstra slag - ja jeg ved godt at det er dybt dybt DYBT nørded og gammeldags at være sådan her, men for mange år siden da Anika skulle giftes, der så jeg en stor fin vase med en kæmpe brun ugle på, den var SÅ smuk -og jeg ringede og fortalte min Mor om den mens jeg stod og så på den - jeg har aldrig før (eller siden) set en sådan vase. Den var også fra Kongelig Porcelæns........men såi dag så jeg en der næsten lignede, i hvertfald i størrelse, prøv at se her
 |
| Vaserne her er lige så store som den jeg så engang med en ugle på. Prøv at tænke dig at eje en vase hvor der er så meget dybde i! Jeg kunne helt mærke duften af halvudgået træ en tidlig morgen ved en lille skovsø.....man ved det bliver en varm dag men morgen er kølig........uhmmmmmmmmmmm |
 |
| Eller lyden af havet, smagen af skumsprøjt på læberne og vinden der suser i ørene mens boven skær gennem vandet..........jeg vil eje en sådan vase en dag! Uglen er første priotet men ak, hvor var der også mange smukke dér.... |
Jeg har hele dagen i dag gået og set mit mågestels middagselskabsbord for mit indre blik, jeg elsker at drømme - om andre tider, om andre steder - i mine drømme er alting altid godt og jeg er altid lykkelig og aldrig alene........
Nå, men back to reality. Min lejlighed har længe lignet noget der var møg beskidt og trængte til at blive ryddet op - seriøst ryddet op, så efter at ha taget en lur på 2 timer (tiltrængt) inde i sengen hvor jeg faldt i søvn med et billed af mit nyopførte stuehus på gården og et veldækket spisebord (med Mågestel) mens jeg i min bevisthed ved at min smukke mand og dejlige børn er et sted i huset og min elskede familie på vej........ så stod jeg op, talte i telefon med min radio journalist veninde og gik så i krig med at gøre rent!
OMG hvor har jeg boet som et svin!!!!!
 |
| Når nullermændene under dit stuebord er SÅ store så er det seriøst ulækkert! |
Så jeg fik brugt min nye støvsuger på det groveste, rykket sengetøjet af og støvsuget under sengen, alle paneler fik en tur og bagefter så vaskede jeg gulvet i brunt sæbe og tørrede ALLE flader af i Ajax (min yndlingsduft!) Nu mangler jeg bare at lægge sengetøj på sengen så er jeg good to go med et fint hus igen. Dvs. mit spisebord ligner stadig et havereret fly men i morgen tager jeg hul på at rydde op på mit "kontor" - lige nu vil jeg bare slet slet slet IKKE tænke på arbejde. Har haft en helt off dag fra arbejde og det føltes rigtig godt at holde weekend (næsten uden dårlig samvittighed!)
 |
| Jeg mangler bare at få et nyt glas til min gamle kommode, så er soveværelset næsten fint..... |
 |
| Mit dejlige spejl fra Ikea, en svævehylde og så to skokasser (affaldssorteringskasser er det vist egentlig) under, hvor jeg har tørkælder osv. i. Jeg skal ha fat i noget lys til henover spejlet så jeg har et rigtig godt make-up spejl, sådan et har jeg aldrig haft :) Før nu - endelig får jeg noget jeg har drømt om: Et figur spejl og godt make-up lys :) I'm easy to please |
Jeg har også fået taget opvasken, så nu er det eneste jeg mangler at pudse soveværelsesvinduet på begge sider og så, når jeg har været i jylland, at sætte julelys op på min altan :) Woop Woop I'm making progress!
Nå, men efter at jeg havde talt med min radio journalist veninde så talte jeg med Anika, hun har bestilt tid til os begge to hos tissekonehøsteren i Århus på torsdag! Ak og ve nu fanger bordet!!!
Anika har længe gået hos en dame der "høster" missen, dvs. hun fjerner alt håret med en eller anden sukker blanding og nu har jeg altså talt mig selv ind i at jeg skal med - og jeg skal ha fjernet hårene på missen OG i måsen! Shit Shit SHIT hvor jeg tror det kommer til at gøre skide møghamrende ondt!!!
Jeg har før fået fjernet det meste af mit hår på missen med Elipselys og jeg vil gerne i gang igen, mangler tre gange, men det koster 1000 kr pr. gang og jeg syntes ikke jeg kan bruge 3000 kr på min mis når den nærmest slet ikke er i brug!!! Havde jeg en kæreste jeg skulle være hot for 24/7 så var det noget HELT ANDET, men det har jeg ikke, så jeg prøver med "høsteren" - og skal selvfølgelig nok lave en udførlig guide til både what to do and what not to do plus en UDFØRLIG smerteskala!!!
Da jeg talte med min radio journalist veninde, kom vi til at tale om Norman. Og det var slet ikke mig der bragte ham op! Min radiojournalist veninde har arbejdet for Norman engang og bla. interviewet ham, hun har dog aldrig mødt ham men kun set billeder af ham osv. Hun syntes han er en lille fed mand og sagde at hun 100% ikke kunne se noget frækt eller flot i ham og SLET IKKE hvis man tog alle hans penge fra ham og bare gjore ham til "Norman fra TDC" som hun selv sagde.
Jeg ved godt jeg slet ikke burde, men jeg får lidt ondt i min mave når jeg høre folk omtale ham grimt, jeg syntes ikke det er fair. Manden har jo selv tjent alting selv, ligesom min far. Og folk taler så meget om Hr. Roberts "Gulddrengene" blev de dømt i medierne i 1970'erne fordi alt hvad de, min far og hans brødre, gik i gang med blev til "guld" (penge) - senere købte min far sine brødre ud og køre i dag det hele selv - men han er gammel og han har været dum og naiv og ikke sørget for at få sine sønner ind i firmaet i tid og nu er han gammel og om et par år må han lukke 50 års virksomhed uden en arving til at overtage - ja eller sælge, men jeg tror faktisk ikke han ønsker at sælge.
Anyway, folk taler om min far. Ikke så meget herovre men i Jylland har jeg ofte, alt for ofte hørt at jeg er Hr. Roberts ældste datter og bla bla.........folk har fordomme før de har mødt min far. Det er det samme med Norman, folk har fordomme før de har mødt ham - hvorfor? Jantelov? I don't know men jeg får sådan en lyst til at kæmpe mod uretfærdigheder når jeg høre folk sige grimme ting og andre.
Selv da jeg var på kontoret og nogle af de andre svinet Normans plastik fantastisk frille (som jeg jo bestemt heller ikke er den store fan af) og sad og grinet af hendes facebookbilleder af et par silikonelæber oversmurt med lipgloss, selv dér fik jeg lyst til at sige en masse om morale og værdien af ikke at svine mennesker til man ikke kender.............og jeg kan jo faktisk også godt selv finde på at tale grimt om andre, det er jo set før (herinde) .......... men ikke destomindre så bryder jeg mig slet ikke om sådan noget!
Jeg sagde dog intet til min radiojournalist veninde, jeg ønsker ikke at udbrede mit kendskab til Norman, jeg ønsker at begrave det. At komme videre. Manden har haft rådighed over mit hjerte og mine følelser i alt for mange år, alt for mange timer og alt for mange dage og jeg vil bare gerne fall-out-of-love med ham. Ikke at jeg er forelsket i ham, men jeg frygter lidt at det er pga. ham at jeg ikke kan blive forelsket mere.
(Adele "Someone like you" - om 10 år er det mig der går på gaden og kikker ind af vinduet til tidligere tiders kærlighed og drømmer om at deres familie var min.......dét er min frygt hun synger om dér)
Jeg kan selvfølgelig ikke sidde og sige og pege fingre af Norman, og påstå at det er hans skyld, hans personlige skyld at jeg ikke kan forelske mig - men et sted inde i mig har jeg misted et stykke af mit hjerte og før jeg finder det stykke kan jeg ikke få mit hjerte til at hele og før det er helt, kan jeg ikke give det væk igen - og det selv om jeg faktisk slet ikke er sikker på at jeg ønsker at give det væk igen.
Men jeg vil gerne være ejer over mit eget hjerte, jeg vil gerne være et helt menneske, en hel Deirdre-Ann...........dét er godt nok mange år siden jeg har været det. Jeg tror jeg startede med at fall apart da jeg blev gårdejer. Den dag den blå flyttebil kørte ned af allen og drejet til højre med hele min familie i og jeg stod dér på gårdspladsen helt alene i en alder af kun 18 år, nyudklækket student og gårdejer.........under én måned senere gik jeg fra Uffe fordi han var mit utro og så begyndte min Gudfar at komme på besøg - ensomheden har aldrig for mig været større end den første mørke lange sorte kolde vinter på gården.
En dag kravlet jeg - måske i et øjebliks momental sindssyge eller bare i ren og skær frustration og afmagt - op på taget af gården og sad dér på toppen af en 150 år gammel bygning, 16 meter ned og overvejet om jeg ville dø hvis jeg sprang. Det eneste der afholdte mig fra at gøre det, var frygten for at overleve og blive invalid og dermed ude af stand til at forsvare mig mod verden. I den tilstand jeg var i dér og den tilstand jeg er i nu, her kan jeg i det mindste forsvare mig. I won't ever go down again with no fight.
Jeg overvejet også engang at hænge mig, men ej dét var alligevel for bizzart. Senere har jeg læst mig til at kvinder faktisk ikke hænger sig, det er kun mænd der gør det. Det er en ret brutal form for død og derfor er der kun ét tilfælde af selvmord de seneste 50 år begået af kvinder, ved hængning, hvilket så igen gør at det virker endnu mere bizart at Århus politi i 2006 vælger at sig et Pernille Oldeborg Lind begik selvmord ved at hænge sig selv i en alder af kun 14 år.........i dag er sagen endelig taget op igen og jeg er ganske overbevist om at hun blev myrdet, det var jeg allerede dengang. Der var alt for meget der talte imod at hun begik selvmord.
Nå hmm jeg skal vist til at skrive om noget mere cheerfuldt end mine egne år i 20'erne og en død teenager......puha......hvem der i alverden går og drømmer om at genopleve 20'erne igen må være godt skør! De år er SO OVERRATED!! Jeg vil bare forblive 33 år forevigt og vide hvad jeg ved i dag og så leve livet, men hvordan får jeg flere venner der vil med i byen? Jeg har faktisk en stor omgangskreds men det er bare en kedelig omgangskreds...........den har været større, men hvad skal jeg gøre når den skrumper fordi jeg er ærlig?
Og ja, her tænker jeg på min coaching buddy, hvorfor forlod hun mig bare og lader mig hænge her? Jeg syntes selv jeg havde gennemtænkt det hele, jeg sagde alting nøjagtig som det var sket, uden at trække noget fra eller lægge noget til og ALLIGEVEL sidder jeg her uden min veninde........
Det gør jo naturligvis at jeg ikke kan lade være med at tænke på hvordan mit liv havde været hvis jeg aldrig havde sagt sandheden til nogen? Hvis jeg aldrig havde fortalte Norman hvad røvballenæsedamen havde skrevet til mig, hvis jeg aldrig havde sagt at jeg syntes han var dårlig i sengen og total uden fokus på mig og det faktum at vi var dér sammen , hvis jeg aldrig havde sagt til min coaching buddy at hendes kæreste havde gramset på mig - hvordan så verden så ud i dag?
Engang for mange mange år siden da jeg igen havde skiftet skole, der var der en pige fra min klasse, Anja som havde lånt en masse Pennyblade af en anden pige fra klassen, Gitte. Jeg sad hjemme hos Anja og læste i de her blade sammen med hende. I bladene var der en masse klistermærker osv. Anja sad og pillede alle klistermærkerne ud og lagde dem ned i sin skuffe. Jeg spurgte hvorfor og hvad hun lavede og hun sagde noget i retningen af "at Gitte alligevel ikke ville opdage om der manglede nogle ark" - jeg kan huske at jeg syntes det var SÅ forkert. Jeg ved ikke hvor den der følelse af rigtig og forkert kommer fra, for det er ikke fordi mine forældre har pæcet mig til at holde rigtig og forkert adskilt, selvfølgelig har jeg lært det men ikke i så udpræget en grad som det sidder inden i mig.
Efter et stykke tid opstod der ballade i klassen fordi Gitte beskyldte Anja for at ha taget nogle klistermærker og pludselig var jeg i midten som vidne og skulle fortælle om det var rigtigt hvad Gitte sagde - jeg svaret som sandt var og desværre tilhørte Anja den populære del af klassen og dét gjore jeg bestemt ikke bagefter. Gitte havde sin egen klike og så var jeg igen udenfor - fordi jeg sagde sandheden.
Ironi hva! The truth will set you free? Up my arse, the truth will make you sorry!
Jeg kan mærke at der ikke er så pokkers meget positivitet i min krop i dag, så jeg vil smutte i seng og drømme om mit nybygget stuehus med det smukke lange træbord hvor min dejlige familie snart skal sidde og spise sammen med mig.....................
 |
| Fik forresten sendt Anabels gave i dag - og fik sat de frimærker jeg har taget af diverse pakker i tidens løb på, resultatet blev at jeg kun skulle af med 6 kr mere for at sende pakken........nice :) |
onsdag den 2. november 2011
Dillemma
Jeg har jo fået en fin ny arbejdscomputer - men da jeg arbejder hjemmefra og i øvrigt ikke tror på iden om at betale licen og medielicens, så bruger jeg computeren privat.
Dillemmaet går på at jeg gerne vil lægge en masse billeder ind på min blog, men det kan jeg dels ikke gøre for så skal jeg jo uploade billederne på min arbejdscomputer først - og dernæst så har jeg netop opdaget at der ikke er sådan en "dims" altså et hul til at sætte kortet fra kameraet ind i........
Men min egen computer er total shit - jeg vidste godt den var gammel, tung, langsom, varm og faretruende tæt på at dø men nu da jeg sidder med den her nye, ja så føles det bare SÅ meget mere lækkert og rigtigt at bruge den.......og derfor gider jeg ikek tænde den anden, hvilket iøvrigt også tager ca. 19 minutter.......
Men altså - billederne skal selvfølgelig nok komme, bare ikke i dag.
Rent arbejdsmæssigt har i dag været en rigtig god dag, jeg har kæmpet med en pressemeddelelse og det ser ud til at gå fint, høre dog nærmest intet fra min chef - han skriver end ikke Godmorgen på skype, det er som om jeg er den eneste der er på arbejde i firmaet.........one man show - hvis ikke det lige var for at jeg snakker lidt med dem i Spanien, men er også rigtig bange for at skrive for meget med dem for så virker jeg måske useriøs - og jeg vil gerne fremstå lige så seriøs som jeg er, men det er helt klart en af mine skyggesider at jeg føler jeg ikke fremstår seriøs......
Jeg har hele tiden dén der genforhandling til marts hængende over mit hoved og den piner mig, tænk nu hvis jeg igen er arbejdsløs når vi kommer dertil.........ohhh 6'eren inde i mig leder desperat efter en nødudgang, en plan B - it's always good to have a way out! Det er SÅ typisk mig, jeg har altid en plan B, en Nødudgang klar......i stedet for bare at leve her og nu!
Men altså, i dag har været en god arbejdsmæssig dag men personligt ikke så god........ :(
Annabel fortalte mig at hun er gravid - hun skal føde 12. April 2012............dvs. hun er 4 måneder henne og har ikke fortalt mig noget før nu, jeg føler mig total skuffet og stridt nok så lød jeg ikke særlig begejstret da hun fortalte det, men come the fuck on, det er også skide svært at blive ved med at være ÅHHHH SÅ GLAD når alle bliver gravide igen og igen - jeg mener, jeg lykkeønsker jo nærmest en veninde hver kvartal......og jeg er virkelig bare ikke skruk selv, så den er lidt svært ik.........jeg valgte at holde mig lidt neutral og sige at jeg var glad for at babyen var sund og rask - hun har allerede haft sin først scanning uden at fortælle mig noget........hmmm veninder hva!
Nå men oven i det sendte min coaching buddy et bud (!) som kom og hentede hendes tøj kl. 14 i dag........vildt vildt mærkeligt ik.......jeg mener, så er det bare det eller hva??!!! Jeg er jo et af de mennesker der altid tror på ting, mennesker, sager helt til det aller aller alllllllllllllllllllllllller sidste og igen i denne her "sag/situation" har jeg helt til jeg så budet gennem dørspionen tænkt at hun nok selv kom og så ville vi blive gode venner igen - jeg mener, hvordan kan hun cutte mig af som en veninde fordi jeg har været ærlig? I do NOT get it!
Jeg føler mig total naiv og uforstående - for ligemeget hvor mange gange jeg kikker denne her sag igennem så kan jeg ikke se hvor jeg har lavet en fejl............hvad er min fejl? Hvor har jeg fejlet?
Jeg prøve virkelig at hælde mig til at jeg gjore det rigtige ved at være ærlig - selv om det er rigtig svært fordi det jo netop er pga. ærligheden at jeg har misted en veninde....
Dengang hvor Anikas kæreste lagde op til at vi skulle ha været sammen, dengang trode Annika også på ham frem for mig - og der var lige så meget lir i den oplevelse som der var i denne her = INTET og alligevel mistede jeg hende som ven i flere år pga. at jeg sagde sandheden.........og hun valgte aldrig at spørge mig direkte, hun trode bare på hans ord og cuttede forbindelsen til mig. Der gik ÅR før jeg forstod hvorfor og hvad der var sket og da jeg fandt ud af sandheden var den mig lige så uforstående som i dag. Jeg havde jo en kæreste dengang - og utroskab er IKKE en obtion for mig - og selv hvis jeg ikke havde haft en kæreste så er veninders kærester heller ikke noget jeg går og lure på. Tanken kunne ikke være mig mere fjern.
Dengang hvor jeg sad i klitterne med Norman i Blokhus og prøvede at skjule at jeg græd under solbrillerne pga. af hans helt vildt overdrevet reaktion, dengang fortalte jeg ham om kvinden med røvballenæsen og hendes udtalelser - jeg vidste jo at jeg talte sand og jeg havde jo min. 10 mails jeg havde gemt som kunne bakke mine udtalelser op - men Norman valgte også at tro på kvinden med røvballenæsen frem for mig - faktisk kan jeg huske hans nøjagtige ord "jeg har kendt xxx i 7 år, jeg har kendt dig i 6 måneder, jeg ved godt hvem jeg skal tro på" - i stedet for at spørge sig selv om hvad JEG ville få ud af at sige en sådan løgn...........havde han spurgt sig selv dét, så havde han nok kommet frem til at jeg ikke ville få noget ud af at lyve om sådan noget og når folk ikke får noget ud af at lyve, ja så er det nok ikke en løgn vel.....
Jeg har SÅ mange tilfælde i mit liv hvor jeg har holdt mig til sandheden og alligevel end med ikke at være troet på......... feks. helt tilbage i folkeskolen, i børnheaveklassen - jeg fik tit skyld for at lyve af de voksne og jeg kan stadig mærke den der brændene følelse inden i af skam når de igen ikke trode på mig og jeg igen fremstod som om jeg havde løjet eller gjort noget "forkert" - og det er jo netop dér min grundlæggende frygt og sorg ligger!
Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange andre ting som kan være værrere end når folk tror jeg lyver eller når nogen påstår jeg har gjort eller sagt noget som jeg bare ved jeg ikke har. Det er måske livets straf til personer som er fremme i skoene..........who knows.
Jeg håber dog bare ikke at der kommer så mange andre episoder i mit liv som disse - jeg gør virkelig meget RIGTIG MEGET for at holde min sti ren og alligevel så formåer jeg lidt for tit at havne i situationer hvor jeg tænker "Okay hvad sker der lige her.....???"
Nå men altså, en veninde mindre (min coaching buddy) og en veninde mere (min radiojournalist veninde) det må cirka give det samme som før ikk........
Jeg må virkelig se at finde noget at fordrive tiden med - jeg må ha noget pik for at sige det som det er! I gotta get myself a propper desant dick, men hvor finder man en fyr som er med på lidt af hvert uden at der skal være følelser med i det? Orker simpelhen ikke tanken om en kæreste så hvordan skal jeg kunne orke en kæreste?
Dillemmaet går på at jeg gerne vil lægge en masse billeder ind på min blog, men det kan jeg dels ikke gøre for så skal jeg jo uploade billederne på min arbejdscomputer først - og dernæst så har jeg netop opdaget at der ikke er sådan en "dims" altså et hul til at sætte kortet fra kameraet ind i........
Men min egen computer er total shit - jeg vidste godt den var gammel, tung, langsom, varm og faretruende tæt på at dø men nu da jeg sidder med den her nye, ja så føles det bare SÅ meget mere lækkert og rigtigt at bruge den.......og derfor gider jeg ikek tænde den anden, hvilket iøvrigt også tager ca. 19 minutter.......
Men altså - billederne skal selvfølgelig nok komme, bare ikke i dag.
Rent arbejdsmæssigt har i dag været en rigtig god dag, jeg har kæmpet med en pressemeddelelse og det ser ud til at gå fint, høre dog nærmest intet fra min chef - han skriver end ikke Godmorgen på skype, det er som om jeg er den eneste der er på arbejde i firmaet.........one man show - hvis ikke det lige var for at jeg snakker lidt med dem i Spanien, men er også rigtig bange for at skrive for meget med dem for så virker jeg måske useriøs - og jeg vil gerne fremstå lige så seriøs som jeg er, men det er helt klart en af mine skyggesider at jeg føler jeg ikke fremstår seriøs......
Jeg har hele tiden dén der genforhandling til marts hængende over mit hoved og den piner mig, tænk nu hvis jeg igen er arbejdsløs når vi kommer dertil.........ohhh 6'eren inde i mig leder desperat efter en nødudgang, en plan B - it's always good to have a way out! Det er SÅ typisk mig, jeg har altid en plan B, en Nødudgang klar......i stedet for bare at leve her og nu!
Men altså, i dag har været en god arbejdsmæssig dag men personligt ikke så god........ :(
Annabel fortalte mig at hun er gravid - hun skal føde 12. April 2012............dvs. hun er 4 måneder henne og har ikke fortalt mig noget før nu, jeg føler mig total skuffet og stridt nok så lød jeg ikke særlig begejstret da hun fortalte det, men come the fuck on, det er også skide svært at blive ved med at være ÅHHHH SÅ GLAD når alle bliver gravide igen og igen - jeg mener, jeg lykkeønsker jo nærmest en veninde hver kvartal......og jeg er virkelig bare ikke skruk selv, så den er lidt svært ik.........jeg valgte at holde mig lidt neutral og sige at jeg var glad for at babyen var sund og rask - hun har allerede haft sin først scanning uden at fortælle mig noget........hmmm veninder hva!
Nå men oven i det sendte min coaching buddy et bud (!) som kom og hentede hendes tøj kl. 14 i dag........vildt vildt mærkeligt ik.......jeg mener, så er det bare det eller hva??!!! Jeg er jo et af de mennesker der altid tror på ting, mennesker, sager helt til det aller aller alllllllllllllllllllllllller sidste og igen i denne her "sag/situation" har jeg helt til jeg så budet gennem dørspionen tænkt at hun nok selv kom og så ville vi blive gode venner igen - jeg mener, hvordan kan hun cutte mig af som en veninde fordi jeg har været ærlig? I do NOT get it!
Jeg føler mig total naiv og uforstående - for ligemeget hvor mange gange jeg kikker denne her sag igennem så kan jeg ikke se hvor jeg har lavet en fejl............hvad er min fejl? Hvor har jeg fejlet?
Jeg prøve virkelig at hælde mig til at jeg gjore det rigtige ved at være ærlig - selv om det er rigtig svært fordi det jo netop er pga. ærligheden at jeg har misted en veninde....
Dengang hvor Anikas kæreste lagde op til at vi skulle ha været sammen, dengang trode Annika også på ham frem for mig - og der var lige så meget lir i den oplevelse som der var i denne her = INTET og alligevel mistede jeg hende som ven i flere år pga. at jeg sagde sandheden.........og hun valgte aldrig at spørge mig direkte, hun trode bare på hans ord og cuttede forbindelsen til mig. Der gik ÅR før jeg forstod hvorfor og hvad der var sket og da jeg fandt ud af sandheden var den mig lige så uforstående som i dag. Jeg havde jo en kæreste dengang - og utroskab er IKKE en obtion for mig - og selv hvis jeg ikke havde haft en kæreste så er veninders kærester heller ikke noget jeg går og lure på. Tanken kunne ikke være mig mere fjern.
Dengang hvor jeg sad i klitterne med Norman i Blokhus og prøvede at skjule at jeg græd under solbrillerne pga. af hans helt vildt overdrevet reaktion, dengang fortalte jeg ham om kvinden med røvballenæsen og hendes udtalelser - jeg vidste jo at jeg talte sand og jeg havde jo min. 10 mails jeg havde gemt som kunne bakke mine udtalelser op - men Norman valgte også at tro på kvinden med røvballenæsen frem for mig - faktisk kan jeg huske hans nøjagtige ord "jeg har kendt xxx i 7 år, jeg har kendt dig i 6 måneder, jeg ved godt hvem jeg skal tro på" - i stedet for at spørge sig selv om hvad JEG ville få ud af at sige en sådan løgn...........havde han spurgt sig selv dét, så havde han nok kommet frem til at jeg ikke ville få noget ud af at lyve om sådan noget og når folk ikke får noget ud af at lyve, ja så er det nok ikke en løgn vel.....
Jeg har SÅ mange tilfælde i mit liv hvor jeg har holdt mig til sandheden og alligevel end med ikke at være troet på......... feks. helt tilbage i folkeskolen, i børnheaveklassen - jeg fik tit skyld for at lyve af de voksne og jeg kan stadig mærke den der brændene følelse inden i af skam når de igen ikke trode på mig og jeg igen fremstod som om jeg havde løjet eller gjort noget "forkert" - og det er jo netop dér min grundlæggende frygt og sorg ligger!
Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange andre ting som kan være værrere end når folk tror jeg lyver eller når nogen påstår jeg har gjort eller sagt noget som jeg bare ved jeg ikke har. Det er måske livets straf til personer som er fremme i skoene..........who knows.
Jeg håber dog bare ikke at der kommer så mange andre episoder i mit liv som disse - jeg gør virkelig meget RIGTIG MEGET for at holde min sti ren og alligevel så formåer jeg lidt for tit at havne i situationer hvor jeg tænker "Okay hvad sker der lige her.....???"
Nå men altså, en veninde mindre (min coaching buddy) og en veninde mere (min radiojournalist veninde) det må cirka give det samme som før ikk........
Jeg må virkelig se at finde noget at fordrive tiden med - jeg må ha noget pik for at sige det som det er! I gotta get myself a propper desant dick, men hvor finder man en fyr som er med på lidt af hvert uden at der skal være følelser med i det? Orker simpelhen ikke tanken om en kæreste så hvordan skal jeg kunne orke en kæreste?
Abonner på:
Opslag (Atom)