Over and Out = Farvel Blogger.com

 - det var sjovt så længe det varede, men dit elendige interface gør at jeg simpelthen ikke kan samarbejde med dig mere.

Kort sagt, you suck!

Jeg er jo igang med min Juli Challenger, hvor jeg udfordre mig selv. Indtil videre har det resulteret i at jeg parkere uden p-skive i gaden hvor min lejlighed ligger - for jeg HAR tilmeldt mig beboerparkering jeg har blot ikke modtaget et girokort endnu.

Living on the edge Deirdre-Ann Style!

Det har også resulteret i at jeg nu er Mayor på hele 3 forskellige lokationer via Foursquare (I'll oust your ass!)

Jeg har også trænet Reformertræning 3 gange i Juli og løbet én gang.

Jeg har sendt Norman en sidste sms og visker ham ud af min sjæl henover de næste par uger (Læs: Måneder) - men hvis du vil læse mere om det, må du følge mig over på Wordpress.

Og slutlig har jeg skændtes så det brager med mine forældre og følt mig ensom (og lækkersøvnig) som en Hunulv i Siberien.

Men alt det og mere til, vil jeg fremover skrive om på Wordpress - hvortil jeg også har tilmeldt mig et gratis kursus via iVækst.dk

Min Wordpress blog er lavet for ca. 9 min. siden, så bare with me, den skal nok blive lækker (engang) men for nu, siger jeg tak til Blogger.com som har irriteret mig som en dårlig voksning de sidste par måneder. Jeg har været trofast siden 2008 men nu smutter jeg.

DeirdreAnnRoberts.dk

Mig og Min Fortid/Fremtid

Så står jeg igen i køkkenet i min gl. Lejlighed i hjertet af Århus. Det er virkelig oprigtigt en mærkelig følelse!!

Jeg har en ting med køkkenborde, jeg elsker at sidde på dem mens jeg spiser. Det er lidt en udfordring her. 

Jeg har betop handlede ind i Netto som ligger tæt på. For de 127 kr jeg har købt mad for, kan jeg i teorien leve i halv anden uge. Det kunne heg dengang jeg ingen penge havde. 

Jeg kan mærke at jeg savner at have min egen husholdning. Jeg savner mine budgetter - jeg har et budget for ALT hvad der involver penge. Det skal jeg vise dig en dag. 

Når alt sejler er det alfa og omega at have noget jeg har kontrol over. 

Jeg blogger via mobilen og bliver pludselig mindet om hvor seriøst dårligt et site Blogger.com er!!!!!

Norman Bach

Dette indlæg er 100% dedikeret til Norman Bach, manden der kom ind i mit liv på et tidspunkt hvor jeg var så sårbar, finfølende og desperat efter at finde bare én person - uanset hvem - der for et stund ville være på min side i livet.

Jeg boede på Gården men i virkeligheden var jeg flygtede til min lejlighed i Århus og senere endnu længere væk, til København og senere igen, endnu længere væk til London - og endnu senere til Spanien - ingen af ovennævnte steder har jeg boet 100% undtaget i min Penthouselejlighed - og dog, jeg har aldrig haft adresse nogen af stederne, fordi der er bopælspligt på en gård. Mange af stederne vidste folk i min omgangskreds ikke at jeg boede, fordi det var så tystys og fordi jeg var så bange for min Gudfar.

Jeg levede lidt som en illegal indvandre og hver dag lå der en hånd henover mit liv, som pressede mig til at være på en bestemt måde, gøre bestemte ting - alt imens jeg kæmpede en brav kamp for at få lov til at være mig. Deirdre-Ann.

Jeg har så længe jeg kan huske tilbage, drømt om at passe ind, at blive accepteret, elsket og anerkendt for den person jeg er. Bare mig, helt almindelige hvide blonde lave Deirdre-Ann med den enorme larmende store familie.

Der var engang en amerikansk dame som jeg sad ved siden af i et fly til USA, da jeg var ca. 14 år gammel. Jeg skulle over og besøge min onkel og tankte i North Carolina og rejste alene for første gang. Damen hed Shirley og boede i Miami. Hun sagde: You got such big beautiful eyes and I can see that they are accompanied by an equal big heart. Take god care of both. Jeg var kun knap 14 år men husker stadig hvor fantastisk det føltes at rejse alene, at være alene, at have et ansvar alene og så møde mennesker der komplimenterede mig og ikke mindst, så mig. MIG.

Hun havde ret, jeg har store øjne, hvilket naturligvis var en stor kilde til øgenavne da jeg var barn og jeg har et stort rummeligt hjerte, men mangler noget at putte derind.

Og hvor kommer Norman så ind i dette billede? Jow det gør han her.

For mange mange måneder siden, da jeg vidste at det var forbi med It manden og jeg - jeg manglede bare at sige de endelige ord og min plan var at vente til foråret men som du nok ved, så braste mit indre og jeg slog op 27. december 2014.

Da jeg vidste det var forbi, havde jeg en klar plan inden i, en plan som gik på at jeg ville ha It manden ud af mit liv og bagefter ville jeg ha Norman ud af mit sind. Jeg ville være fri. Let som en fugl og uden tankespind, uden forvirrende elementer og uden en fortid.

Min Gård var netop blevet solgt og jeg anede en ukendt dør til et ukendt frit liv åbne sig på klem - men 2 personer stod i vejen for mig. Den ene var It manden som jeg havde opgivet at få til at elske mig og den anden var Norman som jeg gerne ville ha bundet en sløjfe på, så jeg kunne komme videre i mit nye liv.

En dag mens It manden var i bad, tog jeg hans telefon og kikkede i den. Det har jeg aldrig gjort før, eller siden. At kikke i andres telefoner uden deres tilladelse er for mig det samme som at læse folks dagbog uden at ha fået lov. Det er 100% ikke okay.

Jeg undskylder ikke min handling, men forklaringen på den, var at jeg ville være fri. For at kunne blive fri måtte jeg have fat i Norman, så jeg tog hans telefonnummer ud af It mandens telefon og lagde den tilbage igen, inden han var færdig med sit bad.

Jeg har haft nummeret i over 10 måneder uden at bruge det. Jeg havde en plan som jeg har forsøgt at holde mig til.

Først tilføjet jeg Norman på Facebook - han  har tidligere selv tilføjet mig, hvor jeg har ignoreret hans tilføjelse. Ikke fordi jeg ville ignorere ham - jeg af alle mennesker ved hvor ondt det gør inden i at blive ignoreret, ikke fordi jeg tror Norman har følelser på det niveau men fordi jeg lever efter devisen at man så absolut ikke skal behandle andre værrer end man selv vil behandles, og jeg ville aldrig ønske at blive ignoreret, om end det sker ret ofte :(

Norman accepteret min venneanmodning næsten med det samme, så langt så godt.

Vi skrev lidt sammen i ny og næ, men jeg var meget påpasselig med ikke at skrive for meget, It manden og jeg boede trods alt stadig sammen frem til Marts 2015 og jeg ville ikke såre ham mere. At såre folk er ikke okay og selv om jeg ikke har nogen fantasier om at blive kærester med Norman, så er det ikke altid nemt at være herrer over hvordan andre modtager et budskab. Med det mener jeg, blot fordi jeg er 100% afklaret med at Norman og jeg ikke skal være kærester, er det jo ikke sikkert at det er hvad It manden ville få ud af det, hvis han så at jeg skrev sammen med Norman.

Da jeg var blevet alene, It manden var flyttet væk og jeg boede på mit gl. børneværelse, skrev jeg lidt mere med Norman. Nogle gange svarede han på mine beskeder, men langt de fleste gange var han ikke særlig venlig og ignorerede mig. Eller endnu værere: Han læste mine beskeder og svarede ikke på dem!

Så sad jeg dér med endnu flere uforløste spørgsmål - og hele min plan gik jo ud på at få afsluttet enfinity linjen mellem Norman og jeg. Jeg ville gerne have ham ud af mit liv.

Jeg har meget tidligt konkluderet at det nok ikke var særlig godt at bruge sætningerne: Ud af mit liv overfor Norman. Han er en meget nøgtern person, en fakta person. Hvad han ikke kan se og røre ved, tror han ikke på.

Det vil sige, han kan ikke se hvorfor han skulle have en betydning i mit liv, han forstår sig ikke på følelser og selv hvis han gør, så rager andre menneskers følelser ham ikke. Hele min udfordring med at blive et frit menneske med en lys og let fremtid, ligger i at mine følelser har slået en knude, for mange mange år siden og i den knude, sidder Norman.

At appelere til Norman med følelser er lidt som at slå en pude, der kommer så absolut intet ud af det. Jeg har derfor for længe siden besluttet mig for at bruge en anden, og for mig nemmere taktik, nemlig venlighed. Da jeg er et meget venligt, smilende og glad menneske fra naturens side, er det et meget nemmere spil at spille - meget nemmere fordi jeg blot skal være mig, Deirdre-Ann.

Jeg har tidligere skrevet at jeg ikke vil bruge ordet "kreativ" omkring mig selv, det tror jeg ikke jeg er. Jeg er hårdtarbejdende og når jeg ser en udfordring, så sætter min hjerne (og hjerte) straks i gang med at finde en løsning.

Løsningen for mig var at overraske Norman på hans fødselsdag d. 14. Maj. Det tog mig ikke længe at finde frem til en gratis gave til ham - dels har jeg ikke ret mange penge og dels vil jeg ikke bruge dem jeg har, på ham. Han har nok selv og kan købe sig hvad han vil, så jeg gik efter de gratis glæder.

Resultatet blev at Anika og jeg en sen aften tog i Bilka og lavede en lille film til Norman, jeg havde ridset indlæggene op i mit hoved og sammen gik Anika og jeg rundt og fandt de ting vi skulle bruge.

Da vi havde fyldt en indkøbsvogn med alt fra fiskestænger, til Sushi, både, biler, spil og legetøjshunde gik vi ned i Frugt og Grønt afdelingen og ledte efter Jordskokker, som er Normans Livret. Det var ikke sæson for Jordskokker så vi brugte en knoldselleri og midt i Frugt og Grønt afdelingen begyndte jeg at lægge de forskellige ting frem, som symboliserede Norman's liv alt imens Anika filmede.

I løbet af få minutter var vores optagelse så stort et tilløbsstykke at Anika var ved at dø af nervøsitet bag skærmen, fordi hun var bange for at vi ville blive smidt ud af Bilka, fordi jeg ikke havde spurgt om lov. Jeg er ellers meget lovlydig men visse ting er bedre at bede om tilgivelse for, end tilladelse til - dernæst ved jeg fra mine mange år i Bilka at de med 90% sikkerhed ikke ville smide os ud.

Den store opmærksomhed gjorde at jeg var ved at dø af grin og havde svært ved at fokusere på det jeg skulle sige, fordi folk stod bag Anika med front mod mig og talte og hviskede og grinede, til slut stod selv personalet og kikkede på.

Sagen var jo den, at jeg tippede alle tingene der symboliserede Norman og hans liv, OP på en grønsags ø midt i afdelingen. Til sidst lå der kondompakker, bøger, børne bamser, spil, fiskestænger, sushi, fisk, legetøjs fly osv. stablede oven på hinanden. Det var så morsomt.

Vel hjemme igen downloaded jeg en app og redigeret det hele og min plan var så at sende det til Norman når han  havde fødselsdag.

Inden da fik han dog en af sine grimme anfald, hvor han skrev noget i retningen af:

Norman: Jeg bryder mig ikke om folk som kommer uanmeldt
Mig: Hvad mener du?
Norman: Det er bare min "thing"
Mig: Øhhh
Norman: -----
Mig: Mener du dengang jeg kom op med rundstykker og morgenkager i sommerhuset, efter at vi havde snakket sammen hele natten?

Jeg tror jeg har nævnt det før i et tidligere blogindlæg, men jeg har glemt hvor det var så kan ikke linke til det, men det som Norman henvist til, var engang i hmmm 2004 hvor vi havde siddet og snakket sammen hele natten. Da vi lagde på kunne jeg ikke sove, så jeg tænkte: Hey, jeg er impulsiv og køber morgenmad og kører 2,5 timer nordpå for at overraske Norman med morgenmad. 

Som sagt så gjort, knap så impulsive Deirdre-Ann kørte nordpå for at overraske impulsive Norman. Resultatet blev at han kaldte mig en stalker, smed mig ud og kørte derfra med hjulspin - med andre ord, han opførte sig total uforskammet.

Nu mere end 10 år efter holder han det op foran mig, som en slags synderegistre. Jeg blev så oprigtig ked af det - specielt fordi han en uges tid før, mens jeg var i Spanien, havde sagt ja tak til at mødes og spise Sushi.

Men da manden ikke kan planlægge to timer i træk, uden at ødelægge hele det Gregorianske kalendersystem, gav han først besked kl. 16.00 samme dag som han kunne - dér havde jeg lavet en aftale med It manden om at vi skulle spise sushi sammen.

Der var ikke noget jeg hellere ville end at mødes med Norman, få snakket, grinet og bundet en fin pæn sløjfe på rodet - men jeg ville ikke brande It manden af når vi nu var i Spanien sammen. Så jeg knonkluderet at når han gerne ville mødes nu, så ville han også gerne mødes senere.

Well, det er nu flere måneder siden og jeg er kommet frem til at dét var min chance og den missede jeg.

Så med det i tankerne, fik Norman en hjerneblødning overfor mig og beskyldte mig for at være en stalker - for 10 år (+) siden. Jeg var rimelig uforstående og blev ret ked af det.

Jeg sendte ham derfor min gave (videoen) samme aften, det var 8. Maj. Senere sagde han at det var den fineste gave han havde fået, fordi den var så personlig og sjov - hvilket den også var.

Igen, noget sødt fra hans side som slet ikke lever op til hvordan han ellers opfører sig - hele hans personlighed forvirrer mig - hvilket er endnu et tegn til mig på, at han bare skal ud af mit liv. Jeg dur ikke til forvirret mennesker, jeg dur ikke til folk jeg ikke kan stole på eller regne med. Norman er alle de ting og mere til.

Da vi kom til 14. Maj ringede jeg til Norman for første gang i hmmm 5-8 år. Hans telefon virkede ikke, eller sådan lød det da jeg ringede op. Jeg konkluderet derfor at han nok havde skiftet telefonnummer og da jeg samtidig kunne se nummeret stå ind på hans Facebook, tænkte jeg at han nok havde fået nyt nummer og ladet det gamle stå fremme "for at forvirrer fjenden" - personligt ville jeg aldrig nogensinde ever dele ud af mit telefonnummer. Det står ingen steder, end ikke på de visitkort jeg netop har fået lavet.

Her i Juni måned besluttede jeg mig for at jeg gerne ville have en slutning nu, hver gang jeg inviterede Norman ud eller foreslog at vi mødtes, ignorerede han mig. Han svare simpelthen ikke på mine beskeder. Det gør naturligvis ondt samtidig med at det er en kilde til stor irritation og frustration, men igen, det nytter ikke noget - ud fra min optik - at forsøge at reason med Norman.

Hvis et andet menneske gav så inderligt udtryk for at han eller hun gerne ville mødes med mig et par timer over et stykke spiseligt, så ville jeg helt klart finde tid til det. Alle har jo tid til det - og specielt Norman.

Ergo er konklusionen at han ikke gider - flat out, han gider ikke. Men hvorfor sagde han så ja i Spanien?

Han er som et løbsk pendul, du aner aldrig hvor man har ham - igen en stærk indikation for mig, om at han skal UD af mig liv!

Min problemknusende hjerne lagde derfor en plan som kort og godt gik på at hvis Norman ikke ville komme til mig, så måtte jeg komme til ham.

En dag for et par uger siden var der et gratis Morgenmøde i Sociale Medier på min venindes arbejde i København. Hun er en hot-shot inden for kommunikationsbranchen i Danmark og måske mere en bekendt end en veninde, om end hun altid præsentere mig som hendes veninde, hvilket jeg syntes er så hjertelig og godt af hende. Det luner.

Morgenmødet var kl. 08.30, så min lille bil startede ud fra Jylland ret tidligt kan du nok regne ud. Jeg kørte over, og deltog i et rasende spændene møde, der bare fik mig tl at tænke endnu mere over hvorfor jeg er arbejdsløs - jeg forstår det ikke! Jeg er single, har ingen børn og ville ønske jeg kunne arbejde 80 timer (+) om ugen, men jeg kan knap få noget at lave!

Efter mødet tog min veninde og jeg et møde sammen, hun var så hjertelig og sød (som altid) og anbefalede mig at søge hos et bestemt firma i Århus. Jeg tog ja-hatten på og kørte herefter gennem mit elskede København, forbi flere af mine gamle lejligheder, før jeg endte ude på Holmen ved Netto. Her købte jeg vand og drikkevarer til at matche den lækre sandwich jeg havde købt i Gothersgade.

Så ventede jeg på at bussen kom og kørte igennem bommene på Holmen som er et lukket område - jeg var total på hjemmebane og selv om der er andre veje ind på Holmen, så er det bare sjovere at køre lige i rumpen på bussen og gasse op og køre henover jernsøjlerne inden de hejses op igen. Living on the edge Deirdre-Ann style!

Så kørte jeg ned og parkerede ved et bestemt firma, som kun har et p-skilt sat op for at vise at der går p-vagter men det gør der rigtigt ikke. Det ved jeg fra gamle dage - reglerne kunne være ændret men jeg og Hr. Gud var ret sikker på at det var de ikke.

Det var meningen jeg skulle ha mødtes med Lita, men hendes datter var blevet syg og derfor havde hun aflyst via sms da jeg var på vej ud på Holmen - men skidt pyt, jeg var ikke til at skyde igennem efter et så fint og konstruktivt møde.

Så jeg fandt min gamle bænk, ved siden af Operaen hvorfra jeg kunne sidde og kikke over på mit elskede (og højt savnede) København - vejret var dog så godt at jeg besluttede mig for at sætte mig på et tørklæde på græsset. Dér sad jeg så, med mad til 2 og var ikke til at skyde igennem.

Jeg skrev derfor til Norman - som jeg jo havde set på FB var i København, om han ville spise med. Igen læste han mine beskeder men svarede ikke - Norman bor også ude på Holmen, i teorien kunne han nok se mig hvis han havde kikket ud af vinduet og et enkelt split sekund slog det mig at han nok følte jeg stalkede ham, men så sagde min indre logiske og stærke stemme at dét var noget være vrøvl, for Operaen og de tilhørerende græsplæner og arealer er alle mands eje og ingen kan bestemme hvem der må sidde dér - plus at jeg er kommet på området siden før Operaen blev færdigbygget.

Madhygge på mit elskede Holmen.

At iagtage en travl by er noget af det bedste jeg ved. 

Operaen

Dér er min yndlingsbænk!

Jeg endte med at spise den ene sandwich med det samme, den anden gemte jeg og spiste lidt af senere før jeg smed den ud. Mens jeg sad dér skrev jeg også en ansøgning til det firma som min veninde havde anbefalet mig at kontakte. Det var en uopfordret ansøgning.
 - et par dage senere fik jeg afslag på min UOPFORDRET ANSØGNING, hvilket jo er en præstation i sig selv!!

Da jeg havde skrevet ansøgningen, lagde jeg computeren fra mig, og lagde mig i solen og tog en lille lur - jeg havde trods alt været oppe enormt tidligt for at være i København kl. 08.30. Da jeg vågnede igen, læste jeg ansøgningen igennem og sendte den afsted.

Lita og jeg aftalte at vi skulle spise aftensmad sammen og så gå ud og få nogle drinks i København, hun ville invitere nogle veninder med. Jeg glædet mig og tænkte at Norman altid går i byen i København og at jeg så måske kunne mødes med ham senere.

Som sagt så gjort, da jeg kørte gennem mit elskede København i myldertiden, prøvede jeg at ringe til Norman igen - jeg var kommet frem til at hans nummer måske virkede alligevel, men at grunden til at det ikke virkede da jeg ringede på hans fødselsdag, var fordi han var i Spanien og dermed havde taget sit Spanske simkort i telefonen.

Jeg sad lidt i bilen med nedrullede vinduer og indåndede København, livet og stemningen, varmen, solen og menneskerne mens jeg øvede mig i hvad jeg skulle sige - i tilfælde af at han tog telefonen, når jeg ringede.

Og guess what, han tog den! Men han vidste godt hvem det var der ringede, så ergo må han have haft mit nummer kodet ind i sin telefon i alle de år der er gået - dét er næsten mere mærkeligt end at komme med morgenmad og blive holdt til regnskab for det 10 år senere!! Jeg har ikke ét eneste nummer i min telefon som jeg ikke gerne vil have, dem som genere mig, blokere jeg og sletter. Derudover har jeg hemmeligt nummer og skjult nummer - men Norman havde (åbenbart) stadig mit nummer i sin telefon.

Og dét gjorde at jeg ikke lige vidste hvad jeg så skulle starte ud med at sige, han ødelagde jo total min planlagte tale - men det gik godt alligvel syntes jeg.

Min plan gik på, at hvis Norman skulle i byen, så ville jeg blive i København og mødes med ham og så overnatte på et hotel og kører hjem næste dag. Hvis han ikke skulle i byen, ville jeg kører hjem efter at jeg havde været ude med pigerne - på den måde havde jeg planlagt at turen til København ikke kunne blive en skuffelse. Uanset hvad der skete, ville jeg have haft en dejlig dag med fokus på hvad jeg gerne ville. Jeg håbede dog på at det ville lykkes for mig at mødes med Norman, så jeg kunne kører over Storebælt med en god fornemmelse i maven og vinden i ryggen.

Norman fortalte at han skulle ud og spise om aftnen men siger i samme åndedrag: Jeg kommer helt sikker på XXX (navn på en klub) i aften, hvortil jeg spørger om alle kan komme ind på XXX klubben, om der er aldersgrænse eller andre krav på - jeg har ikke været i byen mere end 3 gange på de knap 4 år jeg var sammen med It manden og jeg ved at mange steder har bestemte krav for gæsterne der kommer ind.

Derfor spurgte jeg, for jeg ville ikke risikere at stå udenfor og så ikke kunne komme ind. Norman sagde at dét var der ikke, alle kunne komme ind. Skønt - min plan var lagt. Jeg ville mødes med Lita og de andre piger, når de gik hjem ville jeg tage på den klub hvor Norman var og hygge mig i et par timer, få danset lidt og ellers bare nyde at jeg levede og når Norman har fået noget at drikke, så er han altid så sød og snaksagelig, så alt i alt var det en rigtig god plan.

Jeg mødtes med Lita på Halifax på Vesterbro - dog havde de andre piger meldt fra og Lita fortalte mig at hendes kæreste skulle i byen og hun havde derfor sagt ja til at blive hjemme hos datteren......øhhhh hun havde jo en aftale med mig..... jeg var kørt hele vejen fra Jylland... anyway, det var sådan det var, så da vi havde spist og jeg havde set deres nye lejlighed ganske kort, stod jeg kl. 20.00 i København og anede ikke lige hvad jeg skulle gøre.

Jeg tog en hurtig beslutning om at tage i biografen - det var vigtigt for mig selv at jeg hele tiden lavede noget jeg gerne ville, så som sagt så gjort. Jeg så Jurassic Park.

Da den var slut var klokken næste midnat, så jeg sms'et til Norman og skrev samtidig på Facebook - jeg vidste jo ikke helt hvilket medie han ville være at træffe på. Herefter kørte jeg ind til byen igen og tjekkede ind på Cabinn hotel

Mit værelse på Cabinn

Skranke manden kikkede lidt på mig, enlig pige der tjekkede ind omkring midnat og spørger til hvornår udtjekning skal ske...... bum bum....

Anyway, det havde været en varm dag og jeg gik op og tog et hurtigt bad, så klædte jeg mig om, så jeg var klar til at gå i byen - jeg skrev lidt til Norman men af alle dage, så gik han netop denne dag i total tavshed. Hvor er det rasende typisk og faktisk også ret ledt når jeg tænker over det - vi havde talte sammen få timer tidligere og han sagde at han skulle videre i byen. Han kunne jo bare svare at det skulle han ikke - så var den ikke længere.

Men i stedet for lod han mig bare hæng i det uvisse. Han ignorerede mig.

Da klokken blev knap 02.00 tog jeg en rask beslutning og gik ind til byen hvor XXX klubben lå, jeg spurgte dørmanden hvor køen til at komme ind var, hvortil han svarede rigtig arrogant: Det er en medlemsklub, så du behøver vist ikke stille dig i kø!
 - udover at den manglede serviceminded tone, specielt tage i betragtning af at jeg var pinlig ædru, så var det lige netop dét jeg gerne ville ha undværet, en afvisning mere. Men *smask* lige i hoved.

Jeg skrev en sms til Norman om at jeg stod udenfor og ikke kunne komme ind. Intet svar men han læste min besked. Så ringede jeg til ham. Intet svar.

Det regnede, så jeg gik hjem mod hotellet mens jeg sagde til mig selv at jeg ikke skulle være ked af det, det var jo en chance jeg havde taget og alt tidligere på dagen havde jo være dejligt.

Jeg var tilbage på hotellet kl. 03.00 og netop i dét øjeblik slog Norman to billeder op på Facebook, af at han sad inde på føromtalte klub og hyggede sig. Jeg blev  helt kold inden i og kan stadig ikke forstå at nogle mennesker kan være så empatiløse og kyniske.

Næste morgen stod jeg op og kørte fra København før klokken var 07.00

Jeg besluttede mig for at det nok ikke var en særlig god ide at forsøge at give Norman skyldfølelse for at brande mig af, når vi egentlig kun havde haft en løs aftale - om end han jo blot havde kunnet aflyse aftalen ved at skrive at han ikke skulle i byen. Udover at han ville ha sparet mig for rigtig mange penge, så ville han også have sparet mig for en skuffelse.

Men det er sådan Norman er, tankeløs og ultra meget sig selv nærmest, hvilket er grunden til at jeg ved at der aldrig vil komme et forhold eller et godt gensidigt venskab ud af en relation til ham - jo mere jeg ser hvordan han er, jo mere vil jeg gerne lave den sløjfe med ham. Jeg vil så gerne tale med ham, høre ham tale og høre hvad han har at sige og så vil jeg bruge de ord til at lægge den sidste brik i min fortid og aldrig mere kikke tilbage - det er ren følelsesmæssigt, og jeg tvivler på at ret mange kan forstå det, men for mig giver det rigtig god mening.

Siden min Københavner tur, har jeg forslået Norman igen at vi mødes, han har været i byer tæt på hvor jeg bor, han tjekker lystigt ind og viser gladeligt hvor han er, alt imens han ignorere mig.

Oven i alt ovenstående jeg har skrevet her, så har Norman også flirtet med mig på visse dag - og bevars, jeg skal ikke gøre mig for god til at sige at jeg har flirtet direkte tilbage - dog er jeg meget bevist om at det kun er noget jeg gør, fordi jeg simpelhen ikke har fået sex i mere end snart 8 måneder og at havde jeg andre end ham jeg kunne flirte med, så gjordet jeg det skamløst nok.

Men det har jeg ikke - så når Norman går hjem fra byen fuld (og alene) så er det altid dér hvor jeg vågner fordi det bliver lyst. Nogle dage løber jeg, andre dage onanere jeg - men ofte så fortæller jeg Norman om det. Måske ikke det smarteste træk men hey, jeg har også hormoner og det er som om de er endnu mere ustyrlige nu end før jeg fik en kæreste - måske fordi jeg er blevet ældre?

Jeg har læst at kvinder peaker når de er 40 år rent seksuelt, så jeg er faktisk godt på vej til at peake uden at kunne bruge mit yderst delikate og lækre velplejet underliv....

Så her har du mig, der den ene dag taler i telefon med Norman, den anden dag modtager jeg et dick-picture af ham (yes et billede af hans pik) så ignorere han mig, så vil han spise sushi med mig, så skælder han mig ud, så taler vi i telefon - så ignorere han mig igen og sådan kører karusellen rundt og rundt.

I morges forsøgte jeg at få ham i tale igen, jeg ved at han er hjemme i sin hjemby - jeg er 100% sikker fordi jeg så ham kører på motorvejen i sin hvide bil, mens jeg kørte forbi sammen med Far. Jeg var lige ved at ringe til ham da vi kørte forbi, men tanken om at han ville kikke på telefonen og slukke den - mens min Far så på - var for meget at bære så jeg undlod at ringe.

Da jeg kunne se at han var online her i morges kl. 04.00 da jeg vågnede skrev jeg til ham, han læste lystigt hvad jeg skrev men svarede ikke, så jeg ringede. Telefonen blev slukket øjeblikkeligt og jeg fik en lækker enstavelsesbesked: Sover!

Dét gør mig simpelhen så ked af det, forvirret og frustreret - det eneste jeg virkelig gerne vil er at mødes, snakke og snakke ud for mit vedkommen og så skilles som gode venner der ikke behøver se hinanden igen.

Det eneste Norman ikke gider er at mødes - så hvad gør jeg? Sidder du inde med den meste geniale løsning som min løsningsorienteret hjerne ikke har afprøvet endnu, så hører jeg hjertens gerne fra dig.

Hvad skal jeg gøre for at komme videre i livet? Hvordan kan jeg binde sløjfen alene? Jeg tror som skrevet ikke at det vil hjælpe at appelerer til Normans indre samvittighed for jeg tvivler faktisk på at han har en.

Jeg tror at nogle mennesker kan være så blottet for skam og følelser i livet, at det er total ligegyldigt hvad man og jeg gør, så har det ingen virkning. Man kan ikke reason med mennesker der er sådan.

Far og Mor er kørt til Blokhus hvor Norman også har sommerhus, jeg har lyst til at tage derop og banke på, kræve hvad jeg mener er min menneske ret; nemlig at få en afslutning.

Men jeg ved også bare at dét ikke er løsningen, at det kun er noget jeg tænker på fordi jeg er så frustreret inden i over at mennesker behandler mig sådan.

Imellem ovenstående har der også været et ubesvaret opkald på min telefon fra Norman, det var naturligvis en fejl at han ringede mig op - da jeg forsøgte at ringe tilbage ignorerede han mig igen.

Jeg gad virkelig godt vide hvordan Norman føler inden i, når han tænker på mig. Er der rædsel han tænker, er han bange for mig? Er det tunge irritable følelser, fordi han er ved at brække sig over mig? Er det vrede fordi han kunne kværke mig bare ved at høre mit navn?

Hvad er det ved mig, som trigger ham til at være som han er mod mig? Jeg ved det ikke og selv om jeg lige har skrevet at jeg virkelig god gad vide det, så ved jeg næsten ikke om jeg kan bære alle de negative tillægsord som Norman har om mig og min person - når det eneste jeg vil, er at få en afslutninge.

Jeg har ingen dårlige tanker om Norman - jeg hader ham ikke, jeg er bare trist over at han er som han er og over at han ikke ser det som en gentelmans opgave at hjælpe en pige til at få det bedre - og når det eneste hun beder om er en frokostaftale, et møde efter eget valg, hvorfor er det så SÅ umuligt for ham at opfylde dét enkle ønske?

Jeg tror jeg vil prøve et par gange mere - du ved, et håb er svært at slukke. Men jeg bliver snart 37 år og jeg kan ikke blive ved med at forsøge at få noget som, som åbenbart er så svært at få.

Jeg ER et godt, sødt, venligt og utrolig godhjertet menneske og ja, jeg har helt klart nogle issues i livet men hvem kan sige at han eller hun ikke har det? Norman? No way - forskellen på mig og de andre er bare, at jeg forsøger aktivt at komme videre og jeg er altid god ved andre mennesker.

En dag må "pay it forward" hjulet komme ind på min vej.

Back to where it all began...

...some 20 years ago!

Lige nu, som i skrivende stund, står jeg i køkkenet i min gl. Lejlighed i centrum af Århus. 

Mig, alene i noget der på sigt skal blive MIT hjem (igen)

Det er så uvirkeligt på så mange niveauer. På den ene side har jeg (åbenbart) ikke flyttet mig videre i livet, jeg er blevet ældre, meget ældre men jeg står helt bogstavelig talt samme sted som for 20 år siden. Dog er jeg langt fra knusende ulykkelig. 

På den anden side så har jeg flyttet mig så uendelig langt, jeg er et HELT andet menneske inden i, jeg er meget mere hel, rund, glat og glad når jeg aer min sjæl. 

Så noget er der sket, noget har ændret sig til det bedre. Måske mine drømme og håb for mig selv om min fremtid bare har været for store? Måske jeg ikke skal flyve højere end dette?

Mit første måltid i mit nye hjem i en ny tid

At skide sig ihjel (eller bare i bukserne)

Har du nogensinde, som voksen, prøvet at få SÅ ondt i maven at du vitterlig tror du skal dø, for samtidig, i nøjagtig samme split milli-nano sekund at mærke din tarm slå en knude på sig selv og presse ALT indhold ud mod din ringmuskel som desperat laver knibeøvelser for at holde indholdet indenfor og lukningen tæt?

Dét har jeg et par gange - og her til aften, 19 dage før jeg bliver 37 år tabte min ringmuskel kampen mod mavekneb og tarmknuden og jeg præsterede at skide delvist i mine shorts (en g-string er ikke meget bevendt i en sådan situation!) ned af mine ben, på mine sko, hæle og resten ud på en lykkelig bondemands hjulspor som nu ikke behøver gødning de næste 40 år!

Da jeg ikke nåede at få bukserne langt nok ned, endte jeg også med at sidde skævt på hug, hvilket resulteret i en akavet stilling (med lort over alt) og da jeg ville tørrer mig med de vådservietter jeg i flugtens kamp fra bilen havde nået at gribe fat i, kom der lort på ærmet på min cardigan.

Da jeg forsøgte at vippe min cardigan til side, kom der også lort på hele kanten af cardiganen. Herefter forsøgte jeg at tørrer mig forfra med det yndige resultat at jeg smurte hele min tissekone ind i våd ildelugtende smattet lort - at tørrer sig bagfra og fremad er ALDRIG en god idé - at gøre det når du lige har ofret ALT indhold fra alle 8 meter tarm i kroppen ud på dig selv og et tørst stykke markvej, er ualmindelig dumt!

Desværre på dage som disse, er jeg et meget ordentligt menneske som ikke efterlader brugte vådservietter i naturen (jeg smider ALDRIG noget i naturen) for hvem skal samle dem op, når naturen opgiver at nedbryde dem?

Pga. ovenstående måtte jeg samle alle brugte smattede ildelugtende lorteindsmurte vådservietter sammen til én bylt og bærer dem over i bilen, hvor jeg kunne konstatere at jeg ikke havd en pose (fordi jeg fucking lige har gjort min bil ren!) så lorteservietterne måtte ligge på mine (næsten) nye bilmåtter, cardiganen fulgte skarpt efter.

Heldigvis havde jeg købte 2 viskestykker i dag, i en Genbrugsbutik - brugte viskestykker er gode til at gøre rent med - de blev lagt på sædet i min bil - dobbelt needless to say - og så måtte jeg ydmyg sætte mig ind og mærke lorten fra mine shorts blive presset ud over mine baller og lænd.

Jeg ved nu nøjagtig hvordan en baby med en lorte ble fastspændt i en autostol føler sig og jeg svor ved Hr. Gud at jeg aldrig vil lade et barn sidde længere end absolut nødvendigt med en sådan ble!!

Stanken i bilen hele vejen hjem fik mig til at takke Hr. Gud endnu engang, denne gang fordi jeg er single. At skulle dele denne total ydmyg oplevelse med nogen, er næsten ikke til at bærer.

Vel hjemme, tømte jeg bilen for lorte-vådservietter og strøg direkte i bad, hvor jeg skrubbede min tissekone kirurigsk ren, af to omgange for at være sikker på at der ikke var en flig af smattet lort inde i den.

Ved tredje skrubbende omgang af kroppen, blev jeg enig med mig selv om at jeg var ren nok - hvorefter jeg fik sat mine shorts, de to viskestykker og mine lorte-gstring over på kogevask. I morgen må jeg håndvaske cardiganen men først vil jeg sove, for jeg er så virkelig træt - og tom i maven!

What'sApp besked til Anika og Barbara inde i vores fælles chat - af alle mennesker ville de kunne forstå mine mave problemer, om end jeg ved at de vil være flade af grin når de læser beskeden. De syntes jeg er SÅ sjov og humoristisk, hvilket jeg (desværre) tror de er næsten ene om. 

Genbrugsstole, København, Selvkærlighed og Tanker

At møblere to lejligheder fra A til Z er jo ikke en billig fornøjelse - det siger vist sig selv. Men jeg er virkelig kreativ og virkelig sparsommelig - måske jeg faktisk er mere sparsommelig end kreativ og når det sparsommelige sætter ind, så er det at jeg bliver kreativ?

For som udgangspunkt i livet, ville jeg ikke bruge ordet kreativ på mig selv men jeg er sparsommelig og kan få få penge til at række langt. 

Feks. købte jeg 4 stole for 250 kr, dem har jeg malet sort for at bruge dem i min udlejningslejlighed. Jeg har senere fundet ud af at denne her stol, som jeg har 3 stk. af men gerne vil ha 4 stk. af, hedder en Billund Stol. 

Billund Stol - mangler én for at ha 4. Her er den nymalet, før var den græsgrøn og ikke så farlig pæn. 

Denne her stol er den jeg helst vil have 4 stk. af - lige nu har jeg én af slagsen. Den ligner en Kro-Stol men det er det ikke, for den er ikke nær så buet i ryglænet/bred i ryglænet ligesom den heller ikke har snoninger på alle stolperne på ryglænet. Men jeg sidder rigtig godt på den og det er ikke - for mig - en selvfølge når jeg sætter mig på en stol. Jeg er ret lav, så når jeg sætter mig på en stol kan jeg ofte ikke når jorden. Dernæst har jeg et stort svej i ryggen og det gør også at jeg sidder mega dårligt på rigtig mange stole - men lige denne her, den er mega fin at sidde på men jeg har kun én stol! Hmf....

En almindelig Kro-Stol - den er også fin men lavere i benene end den anden stol og så er sædet dumt at sidde på. 

Her er mit Teak bord som så egentlig ikke er et teak bord men mere et bord med teak finer. Som du kan se er der en brandskade på bordpladen, det havde jeg troet jeg kune slibe ned men så opdaget jeg at det var teak finer og så kan det ikke slibes længere ned. 

Jeg har derfor besluttet mig for at male bordpladen hvid og spartle hullet ud. Det skal der nok komme et smukt billigt bord ud af :) I'm sure. 

Havde egentlig gemt det her blogindlæg fordi jeg ville skrive mere - men jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.

Eller det gør jeg, for der er masser at skrive om og masser af ting at fortælle, jeg orker det bare ikke. Jeg syntes det er som om hver gang jeg surfer på en bølge, så falder jeg af, eller nej det gør jeg faktisk ikke, for jeg vælter sjældent og jeg forbliver altid oprejst - det er som om bølgen bare forsvinder under mig.

Lad mig give et eksempel - jeg fik tilbudet om jeg ville arbejde for fitnesspigen, altså hende som nu er sluppet af med hendes hæslige partner. Hun og hendes investor kom til mig - ikke omvendt. De kom til mig - jeg skulle herefter lave et oplæg, hvilket jeg gjorde og i går var jeg så i København for at fremlægge det - og for at fortælle dem at jeg ikke er kærestere med It manden mere. Når man skal starte business sammen, er det vigtigt at det er med rent bord (syntes jeg) så over til København (lang tur som jeg næste lige har taget) blot for at opdage eller finde ud af, at de faktisk har besluttet sig for at lukke det center og de opgaver som de havde tilbudt mig......

Øhhh..... for hvad, 4-5 dage siden var de all in, kontaktede mig og jeg har forberedt mig afsindigt godt, både mentalt, tankemæssigt, skriftligt, seriøst og kører til København og alt muligt, bare for at opdage at der ikke er noget at komme efter mere. Det er SÅ mystisk og SÅ meget just-my-fucking-luck! Det kunne jo i teorien have været ordnet via telefonen - hvilket havde sparet mig for afsindig mange mange penge - og når der nu ikke bliver noget forretning ud af det, må jeg jo gå tilbage og tænke på, at jeg netop har spildt en masse penge på ingenting.

De er så ikke afvisende overfor at der kan blive noget andet (måske) men det er bare lidt sådan at det hele tiden er med dem - og det passer nok bare ikke rigtigt ind i mit kram. Jeg er loyal, ærlig og oprigtig og forlanger og forventer ikke andet af andre, men dét forlanger jeg så også.

Det jeg siger, er det jeg mener og jeg ønsker ingen mennesker noget ondt (nu da min Gudfar er død) og jeg vil gerne være sød og forstående men jeg må faktisk sige at jeg ikke forstår det her.

I dag var der åben redaktionsmøde på Stiften i Århus, jeg valgte at tage med - deres beskrivelse af mødet var god, noget med hvis man havde en forfatter i maven, var uddannet journalist etc. så jeg tænkte den sad lige i skabet hos mig - jeg var med mine 36 år 100% den yngste og det var jeg helt op til den næste ungersvend som nok var hmmm 80 år?

Det var 100% kun dem som holder papirudgaven af avisen som kom til dette møde og så journalisterne. Men de var ikke rigtig lydhøre så selv om det var hyggeligt, så var det ikke noget som battede for mig. Dertil har jeg nok været med til lidt for mange rigtige redaktionsmøder.

I sidste uge var jeg til møde med en af mine veninder i København som er en kendt erhvervskvinde i Danmark, hun sagde "Deirdre-Ann det er jo næsten også for meget med dig, så uheldig som du altid er..." Jeg bryder mig 100% ikke om at blive ynket og jeg bryder mig ikke om at bruge uheld som en undskyldning for hvordan mit liv går, men nogle gange er det virkelig befriende at andre kan se hvor træls tingene ser ud.

Hun sagde "jeg vil så gerne hjælpe dig til at få et job" og så gav hun mig kontakt navnet på en direktør fra et kommunikationsbureau her i Århus - jeg tog straks ud til Holmen som er mit yndlings natur-sted i København og satte mig på min yndlingsspot og skrev en ansøgning mens solen bagede ned - så lagde jeg computeren fra mig, blundet i 18 minutter, læste den igen, rettede lidt og sendte den afsted.

Det var en uopfordred ansøgning - som jeg så i dag fik afslag på - hvordan dét i sig selv er muligt ved jeg ikke, men så har jeg også prøvet det med. Kors hvor latterligt - sødt af hende men latterligt af firmaet. Der var jo ikke et job at give afslag på, jeg søgte jo uopfordret....

For en times tid siden, kunne jeg se at der var et ubesvaret opkald på min telefon fra Norman. Mærkeligt, for jeg har ikke hørt den ringe - så jeg ringede tilbage men den gik direkte på telefonsvare og så var det at det slog mig, han har jo ringed op ved et uheld, da mit (rigtige navn) starter med ét af de første bogstaver i alfabetet.

Det sker tit, altså at folk ringer til mig ved et uheld - jeg står nærmest altid først i en telefon fordi jeg har sådan et kaffekage navn, men folk plejer at sige "Hey det var et uheld" eller sende en sms - grunden til at jeg ikke har hørt telefonen ringe, er nok fordi den ikke har ringet. Han har set det og skyndt sig at lægge på og tænkt: "Fuck!"
 - træls viden at sidde ind med, når det eneste jeg gerne vil, er at mødes på en cafe. Ret uskyldigt og ret harmløst.

Men anyway - jeg har også været inde i min lejlighed i dag, den som min søster er flyttet ud af. Nu har jeg så prøvet at danne mig et overblik over hvad der skal gøres før jeg kan møblere den og så må jeg se at komme igang.

I morgen skal jeg dog sidde vagt i min anden udlejningslejlighed, da der jo bor en i lejligheden og nogle håndværkere skal ind og skifte et bræt i gulvet, altså et gulvbræt, så går en ellers produktiv dag med det - torsdag skal jeg ned til It mandens forældre og så er det snart weekend igen og en uge er for mit vedkommende (igen) gået med at jeg har lavet alt muligt for andre og ingen af de ting jeg gerne selv ville, er blevet til noget.

I dag var jeg også til læge hos min nye læge - jeg ved ikke om jeg har fortalt det, men jeg har valgt at skifte læge fordi min tidligere (mandlige) læge ikke gad bruge tid på at hente mit journal over fra min læge i København og dermed kan han ikke se så basale ting som feks. at jeg har fået celleskrab hvert andet år hele mit voksen liv - det betyder også at han ikke ved at jeg har haft en depression som ung og lige nu lurer jeg selv lidt på om det er det som er ved at ske med mig - jeg TROR og HÅBER det ikke men jeg er obs på det - men skulle det nu ske at jeg knækkede over og gik på knæ, så vil jeg være træt af at ha en læge som ikke kendte min historik og dermed måske ikke tog mig seriøs.

Nu har jeg skiftet læge mens jeg har energi og overskud til det - og billede ovenover af vinduet, er hvordan taget hos lægen så ud - alt andet lige, så kræver det ikke en akademisk uddannelse at se at det tag ikke er sundt og muuuligvis trænger til en akut kærlig hånd!!!!

Nogen må ha holdt en skøn fest!

Og SÅ KOM DAGEN hvor jeg kunn indtage min elskede gamle lejlighed igen - OMG jeg har savnet den! Den er helt tom og om ikke så lang tid, er den omdannet til endnu et hyggeligt hjem for mig.

Soveværelset - det er total flash back - jeg boede her i 1999 og frem til hmmm 2004 da jeg flyttede til København for at læse til Guldsmed.

Køkkenet har jeg selv valgt for knap 20 år siden - i dag ville jeg nok vælge en ANELSE anderledes men sødt er det dag - og landligt og romantisk og meget "Deirdre-Ann agtigt" for knap 20 år siden.

Hos lægen fik jeg taget blodprøver fordi min tung summer - ja grin bare men det gør den og lægen kan ikke forstå hvorfor hvilket jeg heller ikke kan - på næste tirsdag skal jeg komme igen og bla. ha en underlivsundersøgelse.

Er den ikke god? Man behøver ikke absolut at være en bestseller for at være en eller andens yndlingsbog. Godt skrevet!

I indkørslen til mine forældres hus, står denne duftende rose - den dufter simpelthen så godt at jeg ville ønske jeg kunne gemme duften til dig!!

(SENERE OG 1. JULI)

Lige nu sidder jeg i min udlejningslejlighed og ser på at en gulvmand er ved at rette hullerne i gulvet, som jo er sprit nyt. Træls. Klokken er knap 08.00 en onsdag morgen og det er også 1. Juli 2015.

Gulvmand i min nye lejlighed. 

Det betyder at der når i dag er slut, kun er 20 dage til jeg bliver 37 år.

I går aftes talte jeg med Troels Bonde, han er godt gift, glad og lykkelig og fordi han er så meget ude af min rækkevidde, så er det så befriende at tale med ham. Jeg er 100% ikke interesseret i ham, han er min ven - nogle gange er han en mega pain in the fucking anus - men for det meste er han faktisk bare en rigtig sød mand (med en giga pik!)

Det var så befriende at tale med ham - og det er jo netop dét jeg savner så helt abnormt. Én at tale med.

Troels var on og off på FB chatten, der gik timer imellem at jeg svarede og han svarede, men det faktum at han svarede og at jeg vidste at han svarede var så lettende og befriende - jeg behøver ikke 24/7 opmærksomhed, jeg behøver bare velvilje og vished.

Alt dette kunne jeg mærke mens vi talte sammen, altså at det var dét jeg savnede og dét jeg havde behov for - når svaret er så nemt, hvorfor er det så SÅ SVÆRT at få det ind i mit liv?

Her til morgen mens jeg ventede på håndværkerne, læste jeg dette her

Og det er jo så evig rigtigt - når MIT selvværd er lavt, så har jeg et enormt behov for at ANDRE understøtter mit værd og giver mig anerkendelse og kærlighed (den sidste del ved jeg ikke med, men de andre er lige i skabet)

Jeg ved også godt at jeg burde elske mig selv mere, men jeg ved også at dét er så uendelig svært at elske sig selv eller mig selv, når alt hvad jeg rører ved smuldre. Jeg har feks. denne her lejlighed, jeg har købt den og taget lån så store at jeg knap bliver færdig med at betale dem af i dette liv - og så er der alt muligt galt med den.
Så har jeg tænkt: Skidt pyt, jeg skal nok klare den, jeg har fået nogle gode lejeaftaler og vælger at glæde mig over det - indtil de så blev aflyst, så nu har jeg både en shit lejlighed fyldt med fejl og ingen bookninger (der kommer nye, I know) og når jeg sidder i det, så ser det bare surt og mørkt ud OGSÅ selv om jeg ved at der kommer nye bookninger, der kommer andre lejere og fejlene bliver jo udbedret - men FORDI JEG INGEN HAR AT TALE MED, så bliver tankerne og problemerne pisket op i mit hoved som flødeskum i en skål.

At tale med Troels i går aftes, var bare SÅ BEFRIENDE - og det faktum at vi så pjattede og grinede sammen, talte om gamle dage og om sex gjorde det hele meget bedre. Ting der i går så trælse ud, feks. Normans opførelse, ser i dag faktisk bare latterlige ud.

Norman opfører sig jo på alle måder ukorrekt og dét er jo trist at han i den alder han har, ikke kan stå op for sig selv og sige fra eller til på en sober, konkret og konstruktiv måde. Det ville helt klart gavne os begge på den lange bane - og hvis jeg skal være egoistisk, så ville det gavne mig rigtig meget og er han så træt af kvinder som han altid giver udtryk for, så ville det jo gavne ham selv helt abnormt, men dét ser han ikke, eller også så ser han det men rykker ikke på det.

Jeg skrev en pæn besked til ham i går, efter at han havde haft ringet (ved et uheld) og jeg kan se at han har læst den og herefter ignoreret mig - på trods af at jeg skrev at jeg håbede han ikke ville ignorere mig. Det er faktisk decideret ondskabsfuldt hvis du spørger mig.

Så min 1. Juli Udfordring til mig selv er følgende: Jeg vil træne max i Juli måned, så jeg kan få brugt mit klippekort til træning og jeg starter i morgen. Når jeg ikke er til træning, vil jeg løbe. Jeg ved ikke hvad jeg vejer i dag, men jeg ved at jeg er tættere på de 73 kg end jeg er på de 60 jeg vejede da jeg mødte It manden.

Min 1. Juli Udfordring til mig selv skal også være at jeg vil elske mig selv mere - jeg vil gøre mere af det som GØR MIG GLAD og jeg ved feks. at sex gør mig glad. Jeg ved også at arbejde gør mig glad. Samtaler gør mig glad - jeg ved også at jeg ikke kan lærer at elske mig selv over én nat eller på en uge, men hvis jeg starter i dag, så er det første skridt mod en bedre tilværelse.

Jeg har bla. fundet ud af, at efter at jeg har haft en kæreste, så er det faktisk ekstra svært at være single - før jeg mødte It manden var jeg single i 13 år (minus én dag)  og dengang syntes jeg naturligvis også at det sucked at være single men slet ikke i samme grad som nu. Jeg er ikke desperat efter at få en kæreste, jeg savner bare at tale med nogen, sådan ærligt og oprigtigt og uden filter som Troels Bonde og jeg gjorde i går aftes.

Vi fandt aldrig ud af hvordan vi egentlig mødtes, jeg tror det var igennem en jeg gik i parallelklasse med som ofte var "i cyber space" som det hed dengang. Hun hjalp mig til at komme ind på nogle chat og spille forums hvor jeg så tilbragte rigtig mange år (jeg er faktisk mega hardcore til backgammon!)
og uden at kunne huske det helt, så tror jeg det var dér jeg mødte Troels som var så mega gadedrenge fræk - han turde gøre en masse ting og han boede alene og så var han jo ældre end mig. Jeg har været ca. 18-19 år da jeg mødte ham. Jeg kan huske at hans hus var lidt nusset og han havde sterinlys i flasker og brugte satin sengetøj - hans verden var så meget anderledes end mit fine stiv liv på landet, først som konservativGodsejer datter og så som konservativ forvirret Gårdejer alene.

Han var fkes. den første fyr der slikkede mig, ever. Jeg kan huske at jeg syntes det var SÅ grænseoverskridende (på den gode måde) at han ville ha hoved ned under navnehøjde på mig og endnu mere at han ville slikke min tissekone (som jeg kaldte den dengang) Han var SÅ fræk :) Deirdre-Ann den uskyldige.... det var déngang og selv om det er sjovt at tænke tilbage på, så savner jeg ikke den person jeg var dengang. Jeg er rigtig glad for en person jeg er i dag, 1. Juli 2015 selv om jeg ser en lang vej foran mig.

Men korte sagt, så var samtalen i går med Troels Bonde så helt fantastisk dejlig - vi talte om analsex, mænd generelt, om Norman, om It manden, om ægteskab, fremtiden, fortiden og alt det imellem. At tale om sex med fyre betyder ikke (for mig!) at jeg behøver kneppe dem til roden, at tale sex med fyre er anderledes end at tale sex med piger - men ligesom jeg ikke drømmer om at knalde piger (udover dem jeg har knaldet) så drømmer jeg heller ikke om at knalde alle mænd jeg møder.

Bagefter kom jeg til at ligge i sengen og se Downton Abby fra kl. ca. 18 til kl. 02! Så Guess what, jeg er mega træt i mit liv lige nu!

Her er lige et par billeder af de sidste par uger....

Når nevøerne er på besøg, ser mit værelse sådan her ud - total bombet!

Da de så tog afsted igen, brugte Faster tid på at sortere Playmobilen i små poser så det er ordenligt ryddet op men også så det bliver sjovt at pakke ud igen, næste gang de kommer på besøg. 

MEGA GODT BOOB BILLEDE! Se lige hvor store de (den) ser ud! Men altså, det er ikke for at vise mit venstre bryst at jeg har lagt det her billede ind - desværre ser det blå mærke ikke så voldssomt ud som i virkeligheden, men det sjove er, at jeg ikke aner hvor jeg har fået det blå og mega ømme lille mærke fra! det var der bare lige pludselig, lige under mit bryst!

Proviant og solskin på Homen

Hærvejsmarchen i Viborg - rimelig tamt at de end ikke har deres eget hashtag!

Og NU skal jeg videre i dagens dond, da håndværkerne ser ud til at være færdige! Yes!