Måske det slet ikke er sådan en god ide med en blog, jeg glemmer helt at få skrevet. Ikke at jeg ikke har tanker nok til en roman, men jeg går dag ud og dag ind med tankerne svirrende i hoved og jeg aner ikke hvad jeg skal.
Det "super job" som jeg gik og ventede på at jeg skulle ringe til er måske nok stadig super, men ser du, før påske fik jeg at vide at jeg skulle ringe den første dag efter påske så vidste de besked - det gjore jeg men manden jeg skulle tale med var allerede gået, så jeg ringede dagen efter igen, altså onsdag d. 26 marts og dér fik jeg så at vide at det liiiige skulle bruge to til tre uger mere før de kunne sige noget, og så var det måske endda ikke noget "med sikkerhed"
- så nu er jeg right back hvor jeg altid ender, i en triviel venteposition og er der noget i denne verden jeg ikke kan udstå så er det at vente! Jeg har ingen tålmodighed og jeg hader at ting skal gøre i så fucking uendelig langsomt tempo, ligesom når pensionister bliver stresset over at skal pakke gaver op TO DAGE EFTER deres fødselsdag! (min gudfar omigen)
Så jeg sidder her på mine "skønne" 14 kvm og venter....præcis i dag er der 2 uger og én dag til jeg kan begynde at forvente at de ringer - og så måske.....det er til at tude over, hvorfor??
Landet jeg lever i skriger på arbejdskraft og jeg kan overhoved ikke komme i nærheden af et job!!
Folk behandler mig generelt af lort, her tænker jeg på min gudfars 80 års fødselsdag i søndags hvor jeg helt åbenlyst blev talt ned til af op til flere af gæsterne inkl. min gudfar og jeg forsvarede mig ikke, end ikke en lille smule. Jeg tog bare imod.
Norman ignorere mig som altid, men smug kikker stadig på min scor profil - og det eneste jeg gerne vil er at være hans ven - eller at han er min ven og at han vil lærer mig at være mere hård til business og til at holde følelser og forretning hver for sig. Men nej, han vil ikke have noget med mig at gøre, men sender alligevel invitationer til hans profil på diverse spillesider, datingsider mv. og ja så smugkikker han på min scor profil.
Det er hvor heldig jeg er.
29 ½ år, bor hjemme hos sine forældre, arbejdsløs, uden rygrad, ganske få venner i dette land (Danmark) ingen kæreste de sidste 5 år - det eneste jeg har er et smukt ansigt, men tro mig det er en skrøne at man kommer langt med det.
Jeg kommer ingen vejene og jeg er åbenbart også enormt dårlig til at blogge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar