Begravelsen Af Min Gudfar

I fredags d. 5. December 2014 blev min Gudfar begravet kl. 13.00 og det blev nøjagtig som jeg havde forudset.

Aftnen før lagde jeg en fin postkasserød neglelak (fra Chanel som jeg har fået af IT manden) og fredag morgen stod jeg op, vaskede hår og gjorde mig i stand i mit eget tempo. Jeg tog et par sorte uldstrømpebukser på, en sort langærmet strik kjole, enkel og finstrikket i mønstret med lidt perler på skulderne. 

Mit hår er efterhånden ret langt (igen) og jeg satte det op i en løs knold på toppen af hoved med et sort elastik (i tilfælde af at man kunne se det, så matchede det resten af outfittet. I Spanien købte jeg et par sko da IT manden inviteret mig på en Michelling Restaurant inden vi rejste men efter at vores container var sendt afsted, de er helt enkle og sorte med en lille lynlås på indersiden af foden. 

Da jeg havde det på, var jeg helt i sort - og så gik jeg op i skabet hos Far og Mor og tog min postkasserøde uldjakke frem. Den er SÅ fin. Jeg fandt også et par sorte kørehandsker frem med en knap på oversiden af hånden - egentlig ville jeg ha vist mine negle men så fik jeg det helt ækelt inden i ved tanken om at skulle røre ved alle de klamme ækle mennesker og så tog jeg handsker på. Jeg lignede en million. 

Jeg havde mine diamantørenringe på og sort mascara - det turde jeg godt da jeg vidste at jeg ikke ville græde mere. Jeg havde sagt farvel i kapellet. Dette her var bare et besøg for synets skyld, for at vise at jeg ikke viger - det var ikke for min Gudfars skyld men for min egen skyld, for at vise at mig kan de ikke skræmme. 

Jeg kørte ind og hentede mit kors fra blomsterbutikken kl. 10.00, det så sådan her ud og skilte sig 200% ud fra alt andet i kirken. Der var 2 runde kranse med bånd på (traditionelt) og så en masse små og store buketter der var flade på den ene side, så de kunne ligge ned. Mit kors var den eneste af den slags og den eneste i de farver og den eneste uden gran på. 

Min Gudfar er født. 30. Marts, så jeg tænkte at det var en slags vinter mod sommer farver. Samtidig var det tungt og massivt. Jeg var rigtig godt tilfreds med mit valg.

Min bårebuket.

Min mor insisteret på at tage med, så vi kørte i hendes Mercedes, det er sådan en AMG version som er hip og tunet og alt muligt så selv IT manden syntes den er sej. Jeg syntes det er en mega øse at køre i men skal man vise sig, så sidder en 100% i skabet. Som i nøjagtig i skabet. Den er så stor at den ragede udenfor parkeringspladsen hvor alle de andres pølle biler holdt! Ha!

Jeg tog en dyb indånding, satte min telefon på lydløs i jakkelommen og steg ud af bilen og tog korset fra baggagerummet. Allerede da vi parkeret så jeg at nogen vendte sig om og inden jeg var gået ind af lågen til kirken havde jeg spottet de første - og de mig.

Kirken har et lille hmmm en lille entre eller et lille våbenhus. Derinde stod, hold fast. Min Gudfar's 2 halvsøster, og deres mænd, damen der ringede til mig og hendes mand, den ene af min Gudfar's halvsøstres datter og en anden mand, dvs. 8 mennesker på 2 kvm (måske mindre) så det var næsten umuligt at komme ind i selve kirken.

Jeg gav pænt hånd til dem alle uden at fortrække én mine og uden at sige noget. Jeg bar mit kors i hænderne og havde med vilje ikke sat et kort på eller et bånd. Der er INGEN tilbage efter min Gudfar (hans 2 halvsøstre er børn af en mand hans mor giftede sig med) ergo er der ingen som skal eller kan læse en "sidste hilsen kortet" og jeg gider dæleme ikke skrive noget som dem i våbenhuset kan sidde og læse, røre ved og tale om.

De vidste godt hvad jeg havde med - og dem som ikke vidste det, det rager mig en høstblomst. JEG ved at jeg kom med en fin blomst og JEG ved at jeg købte den blomst som jeg gerne selv ville købe. JEG gjorde det for MIG. KUN for mig.

Graveren eller ja en eller anden kirkeansat dame spurgte mig "er du nærmeste familie?" Jeg kikkede på hende og sagde: Jeg er eneste familie" hvorpå hun rykkede ALLE buketter og kranse ned (!) og væk fra kisten, så mit kors lå øverst oppe - jeg slog en skraldlatter op inden i mig selv. Kirken var næsten halvfuld da jeg ankom og ALLE så hvordan ALLE de andre buketter inkl. dem fra "familien" blev rykket ned, nøjagtig som de burde. Jeg kunne mærke øjenene i nakken da jeg lagde mit kors ved kisten og satte mig ned. Jeg værdiget ikke ét eneste levende individ et blik. Jeg studerede i stedet for kalkmaleriet på vægen. Der er ingen alter, bare et gigantisk maleri. Dér kikkede jeg op.

Jeg satte mig på 3 bagerste række - grunden til at jeg ikke valgte bagerste var pga. en stolpe som stod på 2 bagerste, så det blev 3 bagerste. Min Mor og jeg kom til at sidde helt alene - kirken var fyldt men ingen ønskede at sidde ved siden af mig/os før til aller sidst hvor en dame der er halvblind og hedder Karen, kom og fik en plads inderst inde. Total komisk.

Jeg fortrak ikke én mine under gudstjenesten som iøvrigt var mega mærkelig og upersonlig. Det var tydeligt at præsten ikke kendte min Gudfar og det var tydeligt at dem som havde talt med præsten om ham, heller ikke kendte ham, for der var så meget mere at sige end det som blev sagt og det som blev sagt kunne ha matchede på de fleste gamle mænd på 86 år - ligesom en standard ansøgning hvor man bare skifter navnet ud.

Præsten sagde at han selv havde valgt sangene. Det håber jeg virkelig for de var vildt mærkelige og jeg kendte ingen af dem. Ikke sagt at jeg kan hele Den Danske Salmebog uden af, men jeg kan rigtig mange af dem - dels har jeg været spejder i 13 år (KFUK) og dels holder jeg af at synge selv om jeg sikkert synger mega dårligt, falsk og højt.

Da servicen var overstået blev han båret ud af kirken, alle gik forbi mig og kun én hilste på mig - hilste og hilste, hun kneb det ene øje sammen da hun gik forbi mig. Det var min Gudfars halvsøsters's datter der til daglig bor i København og arbejder for folketinget - det sidste jeg har hørt er at hun skal til at arbejde for EU.

Da vi kom ud til graven stod jeg bagerst, jeg kom jo også ud til sidst. Jeg trådte halvt ind på en anden grav for at stå på fliserne dér så mine hæle ikke sank i jorden. Jeg stod så langt væk at jeg næsten ikke kunne høre præsten.

Inden vi gik ud af kirken sagde præsten: Jeg skulle sige at alle er velkommen til kaffe i xxxxx - det er Kirsten som laver kaffen (who gives a fuck hvem der laver kaffen? Det er jo ikke en kunst at trykke på en kaffemaskine vel!)

Da jordpåkastelsen var forbi, begyndte folk at gå. Jeg havde sagt til min Mor at jeg ikke deltog i noget efterfølgende og at hvis nogen spurgte skulle hun bare sige Nej. Ikke andet, bare Nej. Først kom én mand som jeg ikke kender hen og sage "Det er dig med Gården ikk, dig kender jeg godt. Jeg kondoler" og så gik han. Jeg anede ikke hvem han var.

Så kom damen der ringede og fortalte mig at min Gudfar var død og sagde: ja du er også velkommen til at komme med over i xxxx og få kaffe..." Jeg kikkede på hende med et "eat shit bitch and die blik" og sagde ordret: Pænt nej tak. Hendes øjne flakkede og så sagde min Mor: Vi har andre planer.....jeg kunne ha sparket hende. Nej jeg har ingen andre planer men det rager ikke dem. Jeg vil helst at de tror at jeg ikke vil med over at drikke fucking gravkaffe fordi jeg rent faktisk IKKE GIDER over og drikke fucking gravkaffe med sådan nogle backstabbing bonderøve.

Så kom min Forpagter over, han havde forsøgt at undgå at kikke for meget på mig. Jeg er slet ikke i tvivl om at han er på min side, men han bor jo i samfundet og er forsigtig af natur, så jeg er helt ok med spillereglerne. Han gav mig hånd og sagde at han kondoleret. Jeg syntes måske jeg anede et grin/smil i hans kones mundvige - hun kan heller ikke fordrage min Gudfar. Jeg hold en stram mine som hele tiden.

Dæleme om manden til damen der ringede og sagde at min Gudfar var død så også kom over og spurgte om jeg ikke ville med til kaffe, mit svar var nøjagtig som før: Pænt nej tak - i et tonefald der ikke tålte modsigelser og min Mor holdt klogt nok mund.

Herefter gik jeg uden om både min Mor, Forpagter, Forpagter kone og manden til damen der ringede og gik hen til graven og kikkede ned. Der lå kisten, langt nede og jeg følte så absolut INGENTING inden i. Intet rørte sig. Der var intet inde i mig overhoved som sørgede. Jeg var fri. Jeg havde sagt farvel. Jeg har grædt nok over min Gudfar, både i Kapellet men også gennem de sidste 20 år af mit liv. Nu lå han dér i kisten nede i jorden, med et hoved på en krop ude uden hals og i et jakkesæt der var for stort og med en mærkelig næse og en slatten øreflip, forbinding på hånden og måske 3 liljer i hånden.

Jeg vedte mig om og gik med verdens rankeste ryg og velovervejede skridt ud til bilen, på vejen overhalede jeg nogle damer som gik så langsom at jeg troede de gik i stå. Jeg satte mig ind i bilen, tændte min mobiltelefon og dét var så det. Et kapitel blev lukket og slukket 100% Min Gudfar er død og han kan ALDRIG gøre mig noget igen, han kan ALDRIG såre mig igen - end ikke hvis han har gjort mig arveløs. Jeg er SÅ LIGEGLAD. 

Jeg vil bare ha min arv efter min Gudmor, arver jeg min Gudfar er det fint men ingen jubelsejer for mig. Jeg har fundet ud af at han har foræret sin bil væk - who the fuck does that? Så jeg tænker at han nok også har foræret sine penge væk - og måske hvis jeg er heldig har han også foræret min arv væk, er sidstnævnte ske, så starter der en krig af dimentioner. I'm telling you.

I morgen mandag har jeg et tlf. møde med en arveretsadvokat fra Århus og så tager jeg den derfra. At få min Gudmors arv kunne virkelig virkelig VIRKELIG løfte mig ud af min armod og give mig det boost der skal til for at komme videre. Åhh jeg håber at den arv bare falder på plads sådan helt simpelt og enkelt - men jeg tvivler på det, sådan som tingene har udviklet sig den sidste uges tid.

Men utrolig nok er jeg helt rolig inden i, jeg er ikke nervøs, jeg er ikke bange, jeg er ikke ked af det. Jeg har bare RO i mit indre og uanset hvad der sker, så er det okay for min Gudfar er væk - som i helt helt væk 100% og han kommer ALDRIG IGEN. Som i virkelig aldrig aldrig igen.

Ingen kan nogensinde igen bringe mig så meget ud af min Comfortzone som min Gudfar gjorde - jeg vil simpelthen ikke tillade det, plus at jeg er blevet så meget ældre.

I'm at peace. Indeni.

Efter begravelsen kørte Mor og jeg som sagt hjem. Herefter tog jeg min bil (som faktisk tilhøre min Svigermor) og kørte på McDonalds og spiste gravburger og drak grav cola light. Bare mig i en varm bil, alene med mine tanker.

Farvel i Kapellet.

I dag har været en møg dag. Punktum.

It manden kørte til København kl. 06.00 i morges for at arbejde, han kommer hjem søndag. Han spurgte om han skulle blive hjemme, men til hvad nytte? Han kan jo ikke gøre noget og jeg har desuden glædet mig rigtig meget til at være alene og få styr på mine tanker efter at vi er flyttet til Danmark.

Jeg har sovet rocker dårligt i nat, dels er der koldt her i mine forældres Gæstehuse selv om der er varme på og dels har jeg tænkt på alt muligt og umuligt - faktisk nok mest de umulige ting.

Da jeg stod op omkring kl. 08.00 gik jeg i bad og fik vasket min menstruationsmis - ja for selvfølgelig har jeg menstruation når tingene går skævt! Jeg får altid dårlig mave når jeg har menstruation og jeg er mega træt - så læg det oven i at jeg ikke har sovet og du har den perfekte opskrift på en grådlabil irritabel kvinde på 36,5 år!!

Da klokken var 08.42 ringede jeg til min advokat som er en sindssyg dygtig mand med speciale i økonomisk kriminalitet - hvilket var grunden til at jeg brugte ham i forbindelsen med gården. Jeg tror nemlig at mine tidligere lejere gemmer penge i UK.

Vi blev enig om at håndhæve min dom i 2016, så er det 4 år siden jeg fik den og så kan det gøres inkl. renter og billigere. Så var det på plads og jeg har skrevet det i min kalender.

Herefter satte jeg ham ind i at min Gudfar er død og at jeg står med et uskiftet bo - hvilket jeg så faktisk IKKE gør, da man ikke (åbenbart) kan sidde i uskiftet bo når man ikke er i familien, altså når jeg ikke er et barn af min Gudmor eller et Adoptivbarn af min Gudmor. Nu er spørgsmålet så, hvad det var jeg i sin tid skrev under på.....???

Jeg var som sagt meget ung og set i bagklogskabets lys, midt i en fuldflors depression pga. alt for meget ansvar med alt for mange regler, forvirret og alene på en gård og ensom i livet.

Jeg har sendt alt hvad jeg har på arven til Advokaten som vil finde en kollega med speciale i Arveret til mig, samtidig har jeg skrevet til Skifteretten i Viborg, hvor Silkeborg høre ind under og bedt dem finde papierne fra dengang frem.

Så nu har jeg sat gang i tingene, så er der ikke rigtig mere jeg kan gøre, lige nu that is.

Herefter kørte jeg på McDonalds, købte 2 cheese burgers, 1 chili cheesetops og en stor cola light. Mens jeg spiste kørte jeg i Svigermors lille Nissan Micra ud til Moesgaard strand, gennem skoven med 20 km i timen mens jeg tænkte på alt og ingenting. Da jeg kom derud, kørte jeg rundt om træet på parkeringspladsen og tilbage samme vej.

Herefter stoppede jeg ved min søster og gav hende 3000Euro i kontanter, som er fra en udlejning jeg har fået igennem i hendes lejlighed mens hun flytter over til sin nye kæreste i København (ham med hjertestoppet som nu er i super galop bedring) Det er hårdt at give andre mennesker så mange penge, når man ikke har nogen selv.... men sådan er det nu engang. En dag bliver det forhåbentlig min tur til at tjene store penge på udlejning og ikke bare være hende der med mega succes hjælper andre til store penge på udlejning - fuck jeg er god til mit arbejde!
 - så god at der faktisk mangler 2053€ til min søster ENDNU, før jeg har givet hende alle pengene! Bookningen er på 5053€ i alt for 2 måneder. I'm SO GOOD!

Nå men vi snakkede en times tid og guffede to flødeboller hver og en kop te. Herefter kørte jeg ud til min (og Mormor's) yndlings blomsterbinder, Hasle Blomster. Her bestilte jeg et kors som begravelsesbuket til på Fredag og købte 3 små lillasortegrålige linjer som blev bundet sammen til en lille flad buket. Jeg bestilte også julebuketter til både min Mor og min Svigermor. Så er det gjort.

Herefter kørte jeg ned i Kapellet på Silkeborg Hospital for at sige farvel til min Gudfar. Både min Mor og min Søster syntes det var en dum idé men idet at der ikke er nogen efterladte, så gør jeg det for min egen skyld. Det var noget jeg 100% gjorde for mig selv. For mig. For Deirdre-Ann. Faktisk gjorde jeg det SÅ MEGET FOR MIG SELV, at jeg kom til at sidde og tænke på i bilen, hvornår jeg sidst havde gjort noget 100% KUN for mig selv..... jeg kom aldrig frem til et svar på dét spørgsmål..... hvilket er mega skræmmende og tankevækkende.

Damen der ringede og fortalte mig om at min Gudfar var død, sagde at han blev lagt i kisten kl. 12, da jeg ankom var klokken 15.22, så var jeg sikker på ikke at løbe ind i nogen. Troede jeg.

Mens jeg sidder og venter på at der kommer en person og føre mig over i Kapellet (der er bygningsarbejde igang over alt, så jeg skulle hentes og kunne ikke selv gå derover, åbenbart) nå men mens jeg sidder dér og faktisk smågræder lidt i et stort rum, kun mig, kommer selv samme dame gående, altså hende der havde ringede til mig og fortalt at min Gudfar var død.

Hun kommer gående med hendes mand og de går liiiiiige FORBI mig uden at fortrække en mine. Sådan. Jeg er 100% ikke velkommen og dét fik jeg så lige at mærke dér. Begravelsen på Fredag skal nok blive spændene....NOT. De gik seriøst forbi mig med 4 cm til bordkanten hvor jeg sad. Havde jeg stukket mit ben ud kunne jeg ha spændt ben for dem begge, nemt.

Herefter kom en ung mand i lidt for stramme hvide hospitals bukser og førte mig over til Kapellet. Jeg gik bag ham hele vejen og kæmpede med ikke at græde, af sorg, vrede, frustration og pga. min fortid.

Da jeg kom ind i kapellet fik jeg at vide at han ville vente ovenpå, herefter åbnede han en dør ind til et lille rum, hvor min Gudfar lå i en lidt for billig udseende kiste. Allerede da han åbnede døren inden jeg gik ind, kunne jeg se at han var meget forandret.

Så snart manden var gået brød jeg fuldstændig sammen i gråd - hvilket kom 100% bag på mig selv. Jeg tror jeg sad på en stol derinde og hulkede i måske 10-15 minutter højlydt mens jeg både savlede og havde snot der løb ud af næsen. Jeg var helt væk og hver gang jeg kikkede op i kisten, græd jeg endnu mere.

Da jeg endelig fik nogenlunde styr på mit hulkeri, rejste jeg mig op og stillede mig over kisten. Den stod på et lille rullebord og gik mig ca. til often. "Foret" i kisten skulle se vatteret ud, men det var bare billigt stof som var sat på med udvendige hæfteklammer. Ikke engang indvendige men udvendige hæfteklammer. Dét syntes måske selv jeg var lidt for billigt men jeg havde jo ingenting at skulle ha sagt...

Min Gudfar havde forbinding på sin højre hånd. Jeg går ud fra at han har haft et drop i hånden men det undre mig at de ikke havde taget det af. Hans hænder var foldet på brystet og han var iført sit fineste jakkesæt, som så ud til at være 3 numre for stort. Han havde slet ingen hals og det lignede at hoved var sat direkte på kroppen. Han havde også ca. 3-4 dage gamle skægstubbe og et lille sår på overlæben lige under højre næsebor, måske fra en barbering der gik galt.

Det som jeg lagde mest mærke til var, udover hans gullige hud, at hans næse så meget spids ud, den lignede ham den ondes fra tegnefilmen "Grusomme Mig" - næseborene vendte opaf og den var meget mindre fyldig end den plejede. Hans venstre øreflip så ud til at mangle, men da jeg kikkede nærmere efter, så det mere ud til at den var "faldet sammen" altså at blodet var forsvundet og det stykke hvor man normalt har ørenringen i, var trukket sammen  og nu sad oppe ved selve øret. Det så lidt mærkeligt ud.

Jeg aet ham på kinderne og hans venstre øje så ud som om han lå og smugsov, det gjorde han naturligvis ikke men det så sådan ud for det var ikke 100% lukket. Jeg pakkede mine blomster ud og løftede hans hænder lidt, de var tung, iskolde og stenhårde men det lykkes mig at få blomsterne lagt ind i hænderne på ham, så de så fine ud. Jeg håber at de lader ham beholde dem med i kisten.

Der var 3 stk. En for mig, en for min Gudmor (som er død) og en for min Gudfar - det var os tre, treenigheden - dengang altid stadig var godt og før alting blev noget skrammel. Det fortalte jeg ham.

Jeg græd igen da jeg sagde til ham at jeg var ked af at det var endt på denne her måde, at jeg var ked af at vi ikke nåede at spise en sidste omgang McDonalds og få snakket ud. Jeg sagde også at jeg syntes det var hans skyld, at han havde været for hård og for forkert overfor mig. At han var den voksne og at han burde ha vidst bedre. Jeg sagde også at jeg godt vidste at jeg havde skuffet ham, men at jeg virkelig og faktisk havde prøvet mit bedste at gøre ham tilpas, glad og ikke mindst stolt af mig, men at det desværre aldrig var lykkes, fordi han var så hård. Her stortudet jeg igen med lyd på og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad ham den unge fyr i de stramme hvide hospitals bukser må ha tænkt?

En ung kvinde der stor hulker over en mand hun end ikke dele erfternavn med.....???!!!???!!!

Jeg føler at jeg fik sagt det jeg havde behov for og jeg følte en dejlig varm fornemmelse i maven, en fornemmelse af at vi fandt inner ro og tilgivelse i hinanden lige dér. Hans smugøje kikkede lidt på mig og jeg aede ham på kinden og sagde farvel og på gensyn på den anden side. Så tog jeg et billede af en sang der var indrammet på væggen, vendte mig om en sidste gang og kikkede på den, nu lille mand, der lå i kisten og tænkte på at det var mærkeligt at dét dér var manden jeg engang havde været rædselsslagende bange for og nu lå han dér, stiv, død, gullig og indsunket.

Herefter gik jeg ud i frosten. Det var næsten fuldmåne og jeg tog et par billeder af Kapellet udenfor og på vej tilbage til hovedindgangen så jeg at der var et hold operations læger igang inde bag et vindue - jeg heppede på patienten og håber at han eller hun klare sig 100%.

Herefter gik jeg ud i bilen, ringede og fortalte min Mor og It manden hvordan det var gået - selv om jeg egentlig ikke gad, men hvis jeg ikke ringede ville de bare ringe senere og jeg ville bare være alene.

På vej hjem kørte jeg forbi Brugsen og hentede en pakke til mig (hår snask fra min Shampoo Pusher ven fra da jeg gik på HHx) og så købte jeg sørge knas og cola og nu sidder jeg her i sofaen og skriver.

Mens jeg sad her, ringed min telefon, det var en bedemand der ville høre hvortil han skulle stile regningen for begravelsen..... øhhhh what?!!! Jeg står jo som gravstedsindehaver af gravstedet og derfor skal jeg også betale - men dét skal jeg så IKKE kan jeg fortælle dig!

Dels fordi jeg ikke må deltage og dels fordi jeg ikke er blevet spurgt og har haft medindflydelse. Dernæst så kan jeg efter lidt googlelign se, at jeg faktisk burde ha skrevet under på at en person må begraves på et gravsted ejet af mig - det er jeg ikke blevet. Så hvis jeg ville, så kan jeg i teorien - ifølge hvad der står på google - afvise at få min Gudfar begravet på mit Gravsted for ingen har spurgt mig og jeg har ikke skrevet under på noget.

I morgen må jeg vist ha fat i Århus Stift og høre hvad der nøjagtig står om Gravsted D 7-9 i XXXX Sogn!! Mens jeg søgte rundt på google, fandt jeg frem til at man kan få begravelses hjælp. Alle kan som minimum få 1050 kr, hvis personen er født før 1957. Uanset om jeg skal betale eller ej, så syntes jeg da at det ville være smart at få det tilskud man kan få - man behøver jo ikke være uvenner med sine egne penge.

I mandags, den dag min Gudfar døde, var jeg helt tilfældigvis i Silkeborg med min veninde. Vi spiste på Cafe Humlechock (mega fucking elendig service og mega fucking langsom betjening fra 3 fyre som så mere eller mindre blanke ud i hoved) Nå men lang historie kort. Vi betaler kl. 14.00 for vores mad.

Vi ankommer kl. ca. 12.00, kl. ca. 12.20 går jeg på Toilet og skvatter, som i virkelig skvatter midt på et trægulv uden at der ligger noget på gulvet. Overhoved. Jeg falder fuldstændig så lang (kort) som jeg er og er helt nede at ligge. Jeg slog mig 7-9-13 ikke men jeg fik et chock. Min hæl på min højre sko ryger op mellem mine ben og laver hul i mine uldstrømpebukser og laver et MEGA ØMT blåt mærke i min hud - det gjorde dog ikke ondt da det skete, det gjorde først ondt her til morgen.

Min Gudfar døde kl. 12.20 og da der vitterlig ingenting var på gulvet, tænker jeg om det var karma boomerangen som ramte mig lige dér?

Om det var min Gudfar der taklede mig? Det gjorde ikke ondt, men det satte et mærke. Ligesom tiden med ham og med gården ikke gør ondt mere (sådan da) men mere bare har sat et mærke?

Tankevækkende....

Sådan ser mit lår ud i dag...AV. 

Hilsen til Dagens Timer - dette var sangen som hang på vægen i Kapellet. Min Gudfar ligger bag ved mig og er ikke mere farlig. 

Kapellet set ude fra

Når jeg drejede mig en omgang, så jeg kapellet, når jeg drejet en halv omgang så jeg juletræet - mega kontraster syntes jeg. Jul = Glæde. Kapellet = Død men på den anden side, så fejre vi jo Jul fordi en anden person døde engang så måske det hænger meget godt sammen. 

Det ses måske ikke rigtig på dette billede, men i vinduet hvor der var lys, stod der 3 operations klædte personer og kikkede ned mens skarpe lamper lyste. Det var tydeligt at en operation var igang - jeg krydser fingre!!

Vejen til Kapellet ( i baggrunden) men det jeg lagde mest mærke til, var at Silkeborg Hospitals fundament ser hundrede af år ud...og dét er en stor kontrast til det moderne og grimme kapel.

Da jeg kørte fra Hospitalet kørte jeg op og vente bilen på vejen hvor min Gudfar bor eller boede. Hans bil var væk og det undrede mig. Hvem mon har taget den? Jeg kunne sindssygt godt bruge en bil nu da jeg bor i Danmark og samtidig bor på landet...... jeg har lånt Svigermors bil men det er en stakket frist, for når det begynder at sne skal hun bruge den igen, så kan hun ikke cykle mere.

Jeg sælger Juletræer hver weekend frem til Jul og håber at jeg kan tjene ca. 10.000 kr (forhåbentlig mere) og dermed få råd til en lille brugt bil......men det ville da ha været lækkert hvis jeg kunne ha taget min Gudfars bil men den er pist væk. Mærkeligt ikke.....

Min Gudfar Er Død.

I går, mandag d. 1. December 2014 døde min Gudfar. Han blev 86 år gammel. I dag, tirsdag d. 2. December 2014 kl. 18.24 blev jeg ringet op og fik at vide at han var død - og at han ikke havde ønskede at se mig, eller at der blev ringede til mig.

Men nu da han var død, syntes "de" at jeg skulle ha det at vide. Og det fik jeg. Da jeg bla. spurgte om de havde fundet hans dåbsattest, det sengetøj han gerne ville begraves i og andre ting, fik jeg at vide at dét skulle jeg ikke bekymre mig om. Da jeg sagde "nu har jeg måske ikke noget at skulle ha sagt, men...." så blev der sagt "Nej, dét har du ikke...."

Jeg har ultra dårlig samvittighed over at jeg ikke besøgte ham mere her de sidste par år men jeg har jo boet i Spanien og han gjorde klart at han ikke kunne lide min rødhåret kæreste.

Jeg fik aldrig fortalt ham at jeg havde solgt gården, men ud fra at han ikke ønskede at se mig, er jeg overbevist om at han godt vidste det.

Jeg har endda 2 iphones fordi jeg altid ville ha mit Danske nummer i telefonen i tilfælde af at han ringede, men han har aldrig haft ringet.

Det er mærkeligt, for jeg tænker på at han er død og samtidig så tænker jeg på at han sidder i uskiftet bo og at andre har nøgle til huset. Damen der ringede sagde at de tog ud i huset i morgen og at det ikke kommer mig ved. Jeg syntes jeg fortjener at få min arv, som jeg har papir på men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Alle (næsten) de advokater jeg nogensinde har kendt har været indkompetente på et niveau som er latterligt, men i morgen ringer jeg til den eneste advokat jeg har kendt som kunne finde ud af noget, han ordenede det sidste med gården og damen og kattene, jeg skal håndhæve min dom en gang om året har jeg fået at vide så jeg skulle alligevel ringe til ham.

Måske han kan hjælpe mig.

Overvældet af livet

Jeg tænker tit at jeg ikke kan opleve mere som kan ryste min grundvold, men det kan jeg åbenbart.
 - heldigvis har tingene ikke rystet mig inden i, i min sjæl, men det har fået mig til at tænke rigtig rigtig meget.

Jeg er nu i DK hos mine forældre, IT manden kørte sin bil fra Spanien til Danmark. En dag i sidste uge eller hmmm ja jeg kan slet ikke huske hvornår det var, men måske mandag eller sådan noget? Altså i mandags, der var vi i Brugsen sammen her i den lille bitte by hvor mine forældre bor. På vej ud af Brugsen, helt bogstavelig talt på måtten i indgangspartiet kom en meget ulækker udseende mand gående.

Det regnede udenfor, du ved Dansk gråvejr når det er bedst. Manden havde blå jeans på der var for lange og smøjet op forneden, de var slidte og med huller i og alt for store til ham. Han var ikke så høj, måske lidt højre end mig og jeg er kun 159 cm høj. Han havde en grim gammel ulækker sort termojakke på og trængte gevaldigt til at blive klippet, faktisk lignede han en ulækker beskidt hjemløs med dårlig hud og klamme tænder og ja i det hele taget en meget slidt og klam person.

Det var bare et split sekundt, men jeg genkendte ham med det samme. Det var sømanden!

Sidst jeg så ham for mange mange år siden brækket jeg mig i en skraldespand, det gjorde jeg heldigvis ikke i dag for IT manden gik lige foran mig og jeg har aldrig fortalt ham om sømanden. Det er nemmere at al være. Ikke fordi jeg ikke tror han vil forstå, men mere fordi der er så meget skrammel i mit liv at jeg ikke orker at fortælle om et hele tiden. Jeg vil bare ha ro.

Da vi kom ud i bilen blev jeg alligevel panikken fordi jeg lagde mærke tl at sømanden vendte sig om og kikkede efter mig, han genkendte mig 100% og det væreste var at han havde en lille hund med, som om han var ude at gå tur, så min konklusion er at han bor lige i nærheden i gåafstand i det mindste. Hvor kvalm er det lige at tænke på??

Jeg var lige ved at begynde at græde, fordi It manden og jeg jo overvejer at flytte til DK og bo hos mine forældre i deres Gæstehus til at starte med indtil vi finder noget andet. Og nu bor den klammeste mandsperson i verden, stærkt forfulgt af min Gudfar i samme by som mine forældre....... jeg orker det ikke!!!! Jeg sagde bare til IT manden at han engang havde pillet ved mig og så ikke mere. Jeg orkede ikke fortælle om mere og begynde at græde og så hjem til mine forældre så min Mor kan se at jeg har grædt - hun ville nok bare tænke at der var problemer med IT manden og jeg og dét er det sidste jeg har brug for lige nu...

Heldigvis spurgte It manden ikke om mere og jeg har siden forsøgt ikke at tænke så meget på det, hvilket var nemt nok, da der skete noget som var endnu værre natten til tirsdag (det er onsdag i dag)

It manden kørte til København for at arbejde Mandag aften, han skulle være til møde i København kl. 08.00 tirsdag så det var nemmere at han kørte mandag aften.

Jeg gik sent i seng og sov tungt da min telefon ringede omkring kl. 04.44, det var min lillesøster der grædende fortalt mig at hendes semi-kæreste havde fået hjertestop mens de lå og sov og at hun havde givet ham hjertemassage indtil ambulancen kom. De havde kæmpet med at få ham stabiliseret og bagefter transporteret ned af trapperne i en typisk lille bitte arbejderejendom i Århus - hvilket er svært når han er ca. 2 meter høj, men ned kom han.

Han blev efter knap en time uden ilt til hjernen (udover det som var i blodet i forvejen) lagt i raspirator på Skejby Sygehus og nedkølet til 33,3 grader.

Jeg mødtes med min søster derude og kan du tænke dig, hvor mange som har dated lidt frem og tilbage og knaldet lidt her og der kender 1. koden til hinandens iphone hvor alle information på familien ligger? 2. Kender navn og adresse og telefonnummer på familien?

Well ingen går jeg ud fra og det var ingen undtagelse for min søster - og så kan jeg så oplyse at der er E internet på Skejby! Så jeg fik vækket It manden som måtte søge på efternavnet, på venner og bekendte - til sidst kom min søster frem til at alle førstefødte drenge i familien hedder ét bestemt navn til fornavn og så et andet navn bagefter. Det gjorde at vi fandt hans Far og Mor eller IT manden gjorde og efter at ha forsøgt mig på 2 forskellige mobiltelefoner, gik jeg i krig med at lade den gode gamle fastnets telefon ringe og ringe og ringe. Efter 3 omgang ringen ud kom en træt mand i røret og jeg spurgte om han var far til XXX?

Det bekræftede han og jeg bad ham herefter om at komme til Skejby sygehus i en gevaldig far da hans søn havde fået hjertestop og lå på operationsbordet for at få en pacemaker.

De var jo mildt sagt chokeret og min søster var helt ude af den, fordi hun frygtede at hun ikke havde ydet førstehjælp hurtig nok.

I skrivande stund er de ved at hæve hans temperatur og tage ham af muskelafslappende medicin, smertestillende og sovemedicin - om et par timer skulle ha være vækket og det er herefter at de næste 24 timer er yderst kritisk. Min søster ville ikke ha mig med derud så hun tog alene afsted, jeg krydser hjerte for at det går godt for ham - både for hans egen skyld men også fordi jeg frygter så forfærdeligt hvad der vil ske med min søsters indre hvis han dør eller måske endda værre bliver hjerneskadet....

De var jo ikke 100% kærester, idet min søster har boet det sidste år i Paris og læst sin MBA. Det var første gang siden hun kom hjem at de mødtes og skulle hygge sammen, så pludselig at være "kæresten" til en fyr der måske bliver hjerneskadet forpligter måske på en anden måde end hvis hun bare havde været "bolleveninden" til en fyr der måske bliver hjerneskadet.

Jeg var lige ved at fyre mine forældres forsikringsselskab da jeg ringede for at få en krisepsykolog til min søster - hvilket vi har forsikring til. Jeg sad med police nummer, min søsters cpr og alting, jeg forklarede hvad der var sket og at vi skulle ha en psykolog (i går) inden for 24 timer som min søster kunne tale med en person der var udeforstående og som kunne hjælpe - men gæt hvad, forsikringsselskabet ville ikke bare sætte sagen igang FØR de havde hørt hele historien fra min søster.... WTF???

Skulle min søster, der lige har genoplivet et menneske i sin lejlighed sidde og vride sit hjerte ud til en skoleelev der arbejder i kundeservice afdelingen hos Alm. Brand i sin fritid?

Jeg fandt via min søsters veninde som er psykolog med speciale i sorg, frem til en meget kompetent krisepsykolog som er den førende indenfor sit felt i Danmark og så hyret vi ham privat. Min søster har allerede talt med ham en gang og har en aftale med ham hver dag resten af ugen inkl. nogle dage i næste uge.

Herefter ringede forsikringsselskabet til mig for at høre hvorfor de ikke havde hørt fra min søster..... øhhh fordi det er mega latterligt at en person i dyb dyb krise skal genfortælle noget til DIG som hun har bedt om psykolog hjælp til at TALE OM!

Heldigvis har mine forældre penge nok tl at betale for sådan noget selv - bagefter var de så dumme, forsikringsselskabet altså, at sende mig en "hvordan vil du vurdere vores kundeservice" - er du sindssyg de fik smæk! Fuckers!

Skrevet d. 29. Oktober 2014.

I skrivande stund sidder jeg i Spanien, i vores stue som nu er uden sofaer. Dem solgte jeg den anden dag til en Spanioler der hejste den største af sofaerne ud af vinduet og de to andre ind i elevatoren. It manden købte dem for 500€ for 5 år siden og jeg solgte dem til 500€ igen :) Der skal være fordele ved at passe godt på sine ting!

Tom stue... 

Jeg har tit tørret dem af i fed sæbevand og generelt passer jeg (og vi) rigtig godt på vores ting men altså, nul sofaer og vi skal ikke lige ha en ny, i hvert fald ikke her.

Sagen er den at IT manden ikke vil blive i Spanien mere, jeg vil egentlig gerne, jeg har jo både bil og indtægter her, jeg kan se at jeg kan give den en skalle med sproget (hvilket jeg burde ha gjort før, tror jeg er lige ved at knækken "sprogkoden") Jeg kan gøre så meget mere men det er som om vi har været på stand-by så længe pga. vores forhold og pga. at IT manden ikke gider landet mere, sådan en salgs venteposition... :(

Men altså, nu er beslutningen truffen og vi rejser hjem til december. Der kommer en container og henter vores ting mandag d. 17. November. Herefter flytter vi op i min lejlighed som jeg normalt udlejer og så enten flyver vi hjem eller køre hjem afhængig af hvad vi beslutter os for. It manden vil gerne ha en bil med hjem - jeg er lidt ligeglad da jeg alligevel ikke kan køre den, da jeg jo er dansker og han er udenlandsdansker. Men en bil er da altid skønt at ha :)

Min ene veninde er netop blevet PhD i Sunhedsvidenskab og min anden veninde har fået sin Kandidatgrad i Skrivekunst - begge mens de var på barsel. Hvad har jeg udrettet? Nada. Og jeg kan end ikke nå at komme hjem til deres fester... der er også ulemper ved at bo i udlandet.

Vi har i går markeret stuegulvet op med malertape, så vi har en bedre ide om hvor stor en 20 fods container er og hvad der kan være i den på en gang.

Jeg burde egentlig skrive på min bog, det er så dumt. Jeg kan se hvor meget godt det vil gøre for min selvtillid hvis jeg fik den skrevet, jeg kan se at det måske ville pynte på mit cv og jeg kan se at jeg måske vil tjene penge på den - eller måske ikke, da det faktisk er ret dyrt at udgive en bog selv men who knows, måske. Håber må jeg gerne ha.

Men jeg kan simpelthen ikke nosse mig selv sammen til at skrive, det er som om alt muligt andet - ligesom at skrive blog er så meget mere vigtigt. Jeg har de sygeste overspringshandlinger og selv når jeg prøver at coache mig selv med spørgsmål, så kan jeg ikke finde frem til hvad det er som gør at jeg ikke bare SKRIVER! Skriv for helvede Deirdre-Ann, skriv skriv! - But I don't.
Why??

Jeg har elleres allerede fået en god pris på korrekturlæsning, jeg har billederne, jeg har fået en pris på et forside billede og jeg kan se det HELE for mig, men jeg gør ikke noget ved det.... jeg må være komplet blank oven i. Feks. sidder jeg nu og lytter til min gl. playliste på youtube inkl. Spanske reklamer (yes I know I know) og drikker halvlunken cola zero som en gæst havde efterladt i lejligheden (altså i uåbnede tilstand, den er halvlunken fordi jeg har brugt 2 dage på at drikke den, snart 3)

Nå men hvad er der mere at fortælle i mit liv?

Jow, min søsters kæreste er blevet vækket fra sit koma, han har fået indopereret en pace maker som han skal gå med resten af livet, da de ikke kan finde ud af hvad der har været årsag til at han fik hjertestop. Han er også blevet udskrevet og er nu hjemme hos min søster.

Scaninger viser at hans hjerne IKKE har taget skade og at han skulle komme sig 100% om end at alle patienter der har hjertestop ofte vender tilbage til livet med en anden opfattelse af hvad det skal indeholde og det kan godt være svært for dem som er en del af deres liv før de fik hjertestop. Så lige nu skal min søster og hendes nye kæreste finde hinanden igen.

Da de skulle ha en tube ned i halsen på ham, gik det så stærkt at de har ridset hans stemmebånd og han kan derfor pt. kun hviske men det skulle også gerne blive bedre med tiden, men han vil måske for altid ha en dybere stemme end før - hvilket jeg mener er en billig billig pris at betale for at slippe for en hjerneskade!

Min søster taler stadig med en psykolog, hvilket jeg er rigtig glad for :) Måske hun slet ikke har brug for det, men en ting er sikkert, det er bedre at få talt om tingene og så læg det væk, end at lægge det væk uden at tale om det.

Nå men hmmm bum bum what else? Her er et par billeder fra da jeg var i DK og Østrig.

Jeg har fundet nogle af mine gamle porcelænsting frem og lagt dem til salg. Håber jeg kan få solgt en masse, så jeg kan få flere penge i kassen - åhh hvor jeg drømmer om en dag ikke at ha mere gæld. Det er faktisk så mega uretfærdigt at jeg har så meget gæld fordi et andet menneske har fucked up i deres liv :(

Da jeg var hjemme, strøg jeg en af It mandens skjort og opdaget at min Mor har fået et super super SUPPPPPPER COOOOOOL strygejern! Er du gal hvor er det cool, det stryger som en DRØM! Me like!

Da vi kom hjem fra Østrig købte It manden den første buket blomster til mig - den var virkelig fin men hold kun i knap en uge og vandet lugtede helt vildt fælt selv om jeg skiftede de hver dag. Jeg ved min coach ville sparke mig, men jeg ville ønske at han havde været mere opmærksom fordelt ud på hele vores forhold. Til Januar 2015 har vi været kærester i 3 år og i hele 2014 har han ikke sagt at han elsker mig og på 3 år jeg har kun fået blomster denne ene gang - jeg vil ikke lyde utaknemmelig for jeg er også glad for det jeg får, men.....
- som sagt ville min coach losse mig for at skrive og sige det her, fordi jeg burde værdsætte at han prøver. Men nogle gange tænker jeg på om man kan prøve forsent?

Om fredagen må jeg spise M&M's, en dag kunne jeg så ikke spise dem færdig, så jeg satte dem ned på gulvet og næste dag var de fyldt med myre!!! It manden mente jeg kunne skylle dem af så det prøvede jeg - note til mig selv, du kan ikke skylle myre af chokolade :(

Inden sofaerne røg, så min udsigt sådan her ud - der bor en Dansker i nabolejligheden og af en eller anden grund går han altid rundt nøgen på sin terrasse og står af en eller anden mærkelig grund altid og glor ned i vores lejlighed selv om vandet er den stik modsatte vej...... 

Ja da, lad mig være nøgen på terrassen.....

Min ven skal da også ud og være nøgen på terrassen!

I min udlejningslejlighed har jeg tilføjet lidt wallstickers ned langs en ellers lidt kedelig gang :)

It manden kørte sin sportsvogn til Danmark og jeg fløj. Da jeg landede i Billund lufthavn regnede det og alle stormede i "sikkerhed" Jeg stillede mig udenfor i regnen og mærkede den mod min hud og forsøgte at tage et billede af hvor smukt regnen så ud når den regnede ind i lysstrålen fra gadelamperne. Det så så fint ud....og alle duftene..... jeg tror ikke folk ved hvor mange dufte der er i Danmark før man har prøvet at bo i et knasttørt område!

Da vi var i Østrig besøgte It manden og jeg en restaurant i Wien, dette var forsiden af deres menukort..... det ligner en Rokkoko dame der sutter pik! Sorry to say og det er jo ellers en fin restaurant, men det er faktisk en asparges hun spiser, hvilket er vildt mærkeligt da det var en sushi restaurant...... jeg skulle fandeme ikke ha sådan et billede på forsiden af mit menukort med mindre man kunne bestille enten asparges eller et blowjob af en rokokkoklædt dame!

I Østrig så jeg dette her natur pynt som jeg syntes var virkelig fin. Jeg elsker ting der er naturlige :)

I det mærkelige bjergland kan du da også lige trække et cover til din iphone i en automat om natten, for det sker jo tit at du ikke kan vente med at få et nyt cover til butikken åbner igen..... ikk???

Min ældste lillebror med min anden ældste nevø på skulderne på vej op af bakken fra en dal hvor vi var hikede ned.

Vi var også til Duedag i Ejstrupholm igen - skønt med lidt loppefund :) Købte bla en mega fint kukur som jeg vil male solskinsgult - det fortalte jeg ikke ham urelskeren der solgte det, så tror jeg ikke han havde solgt det til mig!!

Ejstrupholm bypark - jow jow de har skam en bypark. En forunderlig by med masser af potentiale

og en lille dam.... med et hus der genspejler sig i vandet

 Tror hellere jeg må få spist min tomatsuppe (fra Heintz) med spagettie i og så se at få slukket for youtube og komme igang med at skrive. Jeg vil så gerne udgive denne her bog, kender mange som har skrevet en bog, faktisk kender jeg 23 som har gjort det men kun 4 ud af de 23 har selv skrevet den, resten har bare talt med en Ghost writer som så har skrevet bogen for dem.... det er ikke at være forfatter sådan rigtig hvis du spørger mig. Det er bare blær og useriøst skribleri. 

1. Oktober

I dag er det 1. Oktober 2014. Mange måneder er gået siden jeg flyttede til Spanien for at bo med min første kæreste i knap 13 år.

Om 1 måned og 30 dage skal vi være ude af vores lejlighed hvor vi har boet de sidste to år her i Spanien. Vores udlejer er en Spansk korrupt idiotisk snydepels så jeg har ingen problemer med at flytte herfra. Jo før desto bedre. Han er en mega mega nar!

Men, vi har ingen ide om hvor vi skal flytte hen!

It manden vil ikke blive i Spanien mere, han siger at landet ineffektivitet suger alt energi og gejst ud af ham. Han gider ikke mere og jeg har ingen intentioner om at presse et andet menneske til at gøre noget de ikke ønsker eller at bo et sted hvor de ikke lyster. Uanset hvem det måtte være.

Først talte It manden om at flytte til Dublin i Ireland da det er Europa's Hovedkvarter for IT. Alle de store virksomheder ligger der. Appel, Google, Facebook, Airbnb, Wundercar etc.
Han tager derover til en stor IT messe i starten af November i en uges tid. Jeg gad egentlig godt med eller at komme og besøge ham men jeg orker ikke at rejse mere. Jeg vil bare ha RO og være ALENE.

Nu ligger snakken så mest på at flytte hjem til Århus. Ikke fordi jeg gerne vil, men fordi IT manden arbejder for et firma som ligger i Århus og fordi han og jeg måske kan få en aftale i hus med en af mine gl. radio kollegaer om at hjælpe dem med deres firma. De er super dygtige til det de laver men alt andet udenom kan de slet ikke finde ud af. Det hele skrider for dem men på sigt kan det blive super godt.

Jeg ville et eller andet sted dø for at få sådan et job, at få en fast løn hver måned ville være guld. Det ville simpelthen være SÅ FANTASTISK og en kæmpe mega gigant sten vil falde fra mit bryst. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft ro på min økonomiske front - det er SÅ LÆNGE SIDEN at jeg slet ikke tænker på det mere, for jeg ved ikke hvordan det føles. Alle mine drømme er pakket væk.

Men, jeg ved ikke om jeg har lyst til at komme hjem til Århus, hjem til Danmark. Inden jeg tog afsted var jeg godt nok arbejdsløs og kæmpede som freelancer men jeg havde i det mindste en lejlighed, jeg ejede mine egne møbler og jeg ejede min egen bil. Jeg kæmpede HÅRDT for at betale mine regninger men det skete altid og jeg har aldrig nogensinde ever været registreret som en dårlig betaler. ALDRIG.

Nu, nu har jeg ingenting. Jeg har ingen lejlighed i Danmark, jeg har intet hjem i Danmark. Jeg har næsten ingen møbler og jeg har ingen penge til at købe nye møbler for. Jeg har ingen bil og jeg kan ikke se at jeg nogensinde får råd til at få en bil igen. Jeg er fladere end flad og vil helst bare finde mig en ultra billig lejlighed hernede i Spanien og gemme mig væk indtil jeg en dag har fået penge nok til at kan komme hjem og ligne bare et nogenlunde ordentligt menneske.

Oven i alt det jeg lige har skrevet, så er der hele udfordringen med It mandens og mit forhold. Jeg tror jeg elsker ham, men det er ikke kærlighed. Jeg har læst et sted at man godt kan elske et menneske uden at det er kærlighed og da jeg læste det gav det så super god mening for mig - jeg har nemlig følelser for ham, men det er ikke de rigtige følelser. Jeg er ikke the one for ham. Men hvordan siger man det til en fyr man bor sammen med?

Hvor skal jeg gå hen når jeg har sagt det? Ind i gæsteværelset? Skal jeg pakke mine ting og tage hvorhen? Skal han gå? I don't know - ingen har nogensinde fortalt mig om hvordan det er at slå op.

Jeg orker ikke at komme hjem til Århus og Danmark som en 1. Fiasko rent arbejdsmæssigt. 2. Fiasko rent økonomisk 3. Fiasko på kærlighedsområdet.  4. Fiasko på boligområdet.

Intet fungere for mig og jeg har  bare lyst til at rydde op og starte forfra, alene. Som jeg altid har gjort. Som jeg ved hvordan jeg skal gøre. Jeg vil gerne være alene. Vi er fucking ALTID SAMMEN - jeg ved det er et luksus problem, for mange af mine veninder har det lige omvendt, manden er altid væk og det er naturligvis heller ikke sjovt men jeg orker simpelthen ikke at være omkring andre mennesker så meget hele tiden.

Jeg GIDER IKKE MERE!

Men jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ud af det her rod jeg har fået mig selv ind i plus at jeg bor i et andet land.

Og i går eller i mandags gav it manden mig blomster for første gang nogensinde - det er en mega stor buket og de er virkelig fine men .... min coach ville sparke mig for at skrive det, for hun siger at jeg skal værdsætte når han forsøger - men ifølge mit indre så er det bare forsent. Don't get me wrong, blomsterne er fine, de er smukke, store og ja fine - men de rør ingenting inde i mig og de betyder ingeting for mig. Så enten er jeg kold, kynisk og afstumpet eller også kommer de blomster ca. 2 år forsent.

I går aftes lå vi og talte sammen og jeg faldt i søvn grædene.

I lørdags blev min nye nevø døbt. Han fik et bibelsk navn ligesom sin bror. Min storebror Norman i Østrig er gift med en Østriger som er religiøs og alle har bibel navne, don't get me wrong jeg elsker HR. Gud men jeg er ikke så fanatisk at mine børn skal opkaldes efter diciple og at jeg skal tænde lys i kirken (som iøvrigt er den Katolske Kirke hvor børn i hundrede af år er blevet voldtaget og misbrugt i Guds navn.... !!) Jeg bryder mig ikke om det og hader at komme i kirke dernede.

Men det var hyggeligt. En aften sad vi alle på værelset (17 mennesker) og fik pizza og rødvin og øl. Det var bare SÅ HYGGELIGT - hvis ikke jeg lige havde så ondt i min mave. Jeg ved ikke hvad der er galt med den, men de sidste par måneder har den drillet mig så forfærdeligt.

Jeg kan ikke la være med at tænke på at det minder mig om da jeg boede på Gården, min mave var altid dårlig. I dag tror jeg det var pga. stress. Måske jeg stresser nu?

Ville ha uploaded nogle billeder men det virker som om vores internet køre på pedalkraft :(

Skriver igen en anden dag.

Blogpost fra 10.000 Meters Højde!

I skrivende stund er det Søndag d. 17. August 2014 og klokken er 22.11. Jeg sidder i Ryan Airs fly fra Aarhus til Malaga. Ved siden af mig sidder en Araber som har så ekstremt meget parfume på, at det svider i mine næsebor ligesom hvis man har trukket vejret under vandet!

Hver gang han bevæger sig, så kommer der en duns over til mig, jeg kan næsten ikke holde det ud. Vi lander først om 1 time og ca. 30 minutter. Add!

Jeg skriver dette her i et word dokument på min computer, da jeg ikke kan komme på nettet med Ryanair.

Jeg rejste med It manden til Danmark i onsdags for at hjælpe min lillebror med at få hans 21 års fødselsdag op og stå. Den blev afholdt fredag d. 15. August. Da vi ankom onsdag aften havde han ikke fået fat i stole, musik, fadølsanlæg, fået tømt garagen, købt ind eller noget – det eneste han havde gjort var at invitere en masse via FB.

Helt op til samme dag som festen var, lød antallet af gæster på et sted mellem 9 og 50 personer….. længe leve ungdommen og folks mega dårlige opdragelse til at vende tilbage!! Det viste sig der kom 47 mennesker til spisning kl. Ca. 19.00 og samtidig lovede metrologerne tordenvejr, regnskyl og vindstød af orkanstyrke og festen skulle afholdes delvist i mine forældres garage og så i et par pavillioner udenfor…..

Som du kan se på billederne, endte det med at blive en rigtig god fest og alting klappet, men jeg arbejdede også fra kl. 08.00 til 01.30 torsdag og igen fra kl. 08.00 fredag til ca. En time før gæsterne ankom, hvorefter jeg gik over til servering mv. Da klokken ramte midnat fredag aften måtte jeg kapitulere. Jeg var så TRÆT at det summede i mine knæ.

Inden vi tog af sted til Danmark, havde jeg brugt 24 timer på at gør en af mine udlejers mega Spanioler agtige lejligheder klar til udlejning. Jeg fik nøglerne torsdag kl. Ca. 14 og næste dag kl. 16.00 tjekkede første hold gæster ind. Lejligheden var SÅ beskidt at det var helt skræmmende og som du kan se på billederne var sengetøj, lagner mv. Mega mega klamme….

Da første hold gæster tjekkede ud, stod jeg på hoved fra kl. 11 til kl. 16 hvor næste hold tjekkede ind, altså samme dag. Her forsøgte jeg at få lejligheden til at se mere indbydende ud – om det lykkes ved jeg ikke, men lejerne trode de havde lejet min lejlighed, som jo er über lækker ned til mindste detalje og med tagterrasse og 3 værelser men den som de havde lejet lå ved siden af og er en 2 værelses lejlighed med to senge, et bord, 4 stole, et sofabord og en mega klam stof sofa…. Selv i køkkenet var der ikke 2 ens glas og viskestykkerne lignede noget jeg ville bruge til at vaske bil med!!

Så jeg håber et eller andet sted ikke at de lægger en review for så hænger den på min profil og dermed mit navn – men det er jo ikke min skyld at russerne ikke kan se forskel på to profiler.

Men altså, da de tjekkede ind var lejligheden SÅ ren at man kunne slikke gulvet, sengetøjet var mit eget og dermed naturligvis nyvasket, nystrøget og lækkert til mindste detalje. Håndklæderne var også mine egne og dermed fri for pletter og igen naturligvis foldet korrekt og så de så endnu mere indbydende ud. Prisen er selvfølgelig også sat derefter. Dvs. Den er betragtelig billigere end min egen – som i øvrigt er udlejet frem til 3. Oktober, ikke med en bookning men med flere forskellige og en masse gode penge – som ville være endnu bedre hvis jeg havde flere bookninger eller et fuldtidsjob, så jeg kunne la være med at bruge af indtjeningerne og dermed lægge det hele til side….. det kan jeg ikke nu, da det næsten er min eneste indtægt og dermed bliver jeg nød til at plukspise af dem og så er det lidt en ond cirkel jeg aldrig kommer ud af…… L

Men som du måske kan forstå, så var jeg ret kvæstede da jeg ankom til Danmark for at arbejde mere non stop – og i går lørdag og i dag søndag har jeg så brugt på at rydde op efter festen. Jeg lander kl. Ca. Midnat og skal så gå ud til min bil, køre en time hjem og så sove sove sove og herefter op og gøre rent i min egen lejlighed som har været udlejet i 2 uger. Gæsterne rejste vistnok i torsdags men har booket frem til søndag. Anyway, de næste tjekker ind i morgen mandag kl. 16.00 så jeg har mega fucking travlt!

It manden havde to møder torsdag i Århus og et fredag og lørdag morgen kørte jeg ham til bussen mod København hvor han skulle over og besøge sin ven. I næste uge skal han arbejde hos et fitness center i København og så kommer han hjem onsdag aften. Personligt kunne jeg godt bruge lidt mere tid alene….. savner at være bare mig mig mig.

Jeg er gået for alvor i krig med min bog, men skriveriet er så gået i stå pga. Den nye lejlighed som jeg har indrettet for min udlejer (og hvor jeg får 25% af indtægterne, hvilket ikke er helt nok i forhold til arbejdet men lige pt. Er det ok når det er for at komme i gang = på sigt tjene flere penge) og så igen pga. Turen til DK.

Så når jeg har gjort rent i morgen, så skal jeg bare skrive hele mandag aften og hele tirsdag og så det meste af onsdag, når først IT manden er hjemme får jeg slet ikke skrevet noget. Jeg kan ikke koncentrere mig når han er overfor mig og fra torsdag kommer hans kollega sikkert og sidder på kontoret sammen med ham og så får jeg slet slet SLET IKKE lavet noget med mindre jeg flytter mig selv fysisk ud af rummet og væk, men hvor?

Mit mål er at bogen skal sendes til korrektur når jeg tager til Østrig til min lille nyfødte nevø’s barnedåb d. 27. September. Jeg VED at alle vil sige noget i retningen af ”hvad laver du så Deirdre-Ann….?” og jeg VED at jeg vil være i tvivl om hvad jeg skal sige, da jeg ikke selv føler jeg har et rigtigt arbejde, men hvad  er et rigtigt arbejde egentlig?

Jeg er nok opdraget med at det er 8-16 og så hjem, men sådan et job har jeg jo haft da jeg arbejdet i Dansk Supermarket. Det var pisse hårdt og pisse fedt rigtig længe, men når lønnen ikke matcher de hudrede af timer du lægger hver evig eneste uge og måned, så dør gejsten på sigt. I Dansk Supermarked hedder det ”Ledelse under Ansvar” og det betyder ganske enkelt at hvis du som leder syntes du kan klare dine opgaver på 3 timer pr. Uge så gør du bare det og holder fri. Lønne er den samme som hvis du bruger 85 timer pr. Uge – hvilket jeg ofte gjorde. Da jeg stoppede 14. December skulle jeg afspadsere 6 måneders overarbejde…. Som jeg meget hellere ville ha udbetalt og var jeg ikke stoppet havde jeg aldrig fået lov (tid) til at afspadsere dem. Så et rigtigt arbejde får jeg nok aldrig igen med mindre jeg også får en løn der matcher – hvilket jeg nok ikke kan gøre mig selv værdig til, da jeg jo ikke har så meget konkret erhvervserfaring.

Når man som jeg arbejder freelance og feks. Passer facebook grupper, info mail og hjemmesider for forskellige mennesker, så har jeg jo ikke så meget konkret at lægge frem, det er bare mine ord i en ansøgning som ikke kan bakkes op af en tidligere arbejdsgiver og jeg kan ikke sige at jeg har arbejdet dér og dér for jeg har kun arbejdet for mig selv de sidste 2-3 år som freelance.

Jeg har jo spurgt Norman om jeg ikke må give et tilbud på at administrere hans boliger, jeg ved kun at han har en i Danmark, en i Spanien og en i Schwitz, men han har ikke vendt tilbage hvilket er mega mega MEGA naller. Jeg gad virkelig godt stå for at vedligeholde OG udleje hans boliger når han ikke selv bruger dem. Jeg er mega god til det jeg laver og jeg har færre udgifter ved at administrere andres boliger, så det er sundere for min økonomi, selv om det naturligvis er sjovere at passe sine egne boligere, eller ikke sjovere, det er bare skønnere at ALLE pengene er mine, frem for at det kun er feks. 25 eller 30%

Så jeg ville virkelig ønske at jeg kunne få flere lejligheder og boligere at administrere – eller et job hvor jeg kunne få en fast indtægt så jeg ikke behøver spise af penge som egentlig tilhøre lejligheden – jeg drømmer også om at få en opsparing igen. Dvs. Jeg har en sådan konto, der står bare ca. 0 kr på den…..

Jeg har hyret en personlig Coach til 5 samtaler af den nette sum af 6000 kr. Det er afsindig mange mange penge, men sidst jeg købte 5 samtaler til 500 kr pr. Samtale fik jeg ca. Nul og niks ud af det, så de penge er ikke givet særlig godt ud. Nu har jeg så købt timer af hende der var min coach da jeg selv læste til coach og hun er mega benhård, hardcore og super super sej! Hvis jeg skulle ønske mig noget, ville jeg ønske mig 5 samtaler mere med hende…… men seriøst det er jo en hel månedsløn at købe timer hos hende og det kan jeg ikke tillade mig lige nu. Måske i det nye år….. I hope.

It manden har besluttet at han ikke vil bo i Spanien mere. Det er jeg både okay med og ikke okay med. Jeg er okay med det fordi jeg ikke syntes man skal bo nogen steder hvor man ikke har lyst men jeg er ikke okay med det, fordi jeg har opgivet ALT i Danmark for at flytte ned til ham pga. Ham. Jeg har knoklet røven ud af bukserne de sidste 2 år for at få min egen virksomhed op at stå (udlejning) samtidig med at jeg har kæmpet mod sprogbarriere, ensomhed, kulturforskelle og det enorme mega store knokelarbejde der ligger i at bo sammen med et andent menneske – det har bare slidt så forfærdeligt meget på mig at jeg slet ikke kan overskue nogensinde EVER at skulle starte forfra igen. Derfor har jeg også valgt at jeg ALDRIG IGEN flytter med som medfølgende kone til It manden eller nogen anden mand. EVER!!

Jeg vil IKKE opgive alt hvad jeg har opbygget for et andet menneske igen, omkostningerne er for hårde og store. Jeg vil gerne kæmpe for at finde en gylden fælles mellemvej, men at lukke og slukke alt pga. Ét menneske, dét sker aldrig igen. Om det var en fejl i første omgang ved jeg ikke, men jeg ved at jeg altid vil drømme om en Penthouse lejlighed……og en lækker bil…….ja min bil var gammel, men den havde kun været ejet af mig og den var mega mega fin og velholdt inden i, det var bare MIN BIL og ikke som nu, hvor jeg har en tidligere udlejningsbil, en Nissan Micra med solskoldninger på lakken og som er ramponeret af udseende, ren men ramponeret.

No more, jeg vil være mig selv lidt nærmere end jeg har været før. Så her omkring 1. September flytter IT manden til Dublin i Ireland. Det er Europas IT hovedsæde in case you did not know. Han har fundet et kontor fællesskab som han vil prøve og samtidig mærke om byen er ham.

Til November skal vi være ude af den lejlighed vi bor i nu og spørgsmålet er så om vi smider alle møblerne ud (vi har 192 kvm) hvilket IT manden syntes vi skal gøre da det er alt for dyrt at transportere møbler rundt i Europa. Eller om vi skal finde en lejlighed hvor jeg skal bo med møblerne. Vi vil gerne ha en billigere husleje end de 1000€ vi betaler nu, og hvis vi skal ha en billigere leje men samtidig plads til alle vores møbler, så skal vi udenfor Marbella by – og jeg bor ikke alene i Spanien ude på bøh-landet. No fucking way.

Så lige nu ved vi ikke hvad vi gør – om vi skal smide dem ud eller beholde dem. Uagtet hvad så bliver jeg i Spanien indtil jeg ved hvad verden ellers byder mig. Jeg tager ikke bare med til Dublin og sidder dér mens IT manden går på arbejde hver dag. Så hellere være pendler kærester og bo hver for sig, hvor jeg har et arbejde og noget at stå op til, frem for at ha ingenting og en helt masse i et andet land.

Skulle det hele ændre sig, feks. Hvis jeg fik arbejde i Dublin eller i Danmark, så vil jeg blot ansætte en til at passe mine lejligheder, eller ikke passe, blot gøre dem rent og så selv lave stikprøvekontrol i ny og næ. Det kan sagtens fungere, det gjorde det da jeg lejet ud i København så naturligvis kan det også fungere den anden vej rundt. Det er blot planlægning og er der noget jeg er god til, så er det orden og planlægning.

Måske vores forhold holder til at være væk fra hinanden i en periode indtil tingene ændre sig. Hvis det gør er det virkelig godt – men hvis det ikke holder, så er det også lige nu okay med mig. Jeg vil gerne IT manden men jeg syntes JEG har arbejdet SÅ MEGET på at få det til at fungere og jeg ser ikke rigtig at han arbejder for OS og for VORES forhold.

Måske han gør, men i så fald er en af de ting han skal lære, at melde ud. Fortælle mig hvad det er han tænker, føler og oplever. Jeg har brug for en som taler til mig og som gerne vil de samme ting som jeg vil. Jeg er ikke skruk, men jeg vil gerne vide om vi er på den vej der leder mod børn og dermed en fælles familie en dag eller om vi ikke er. Lige nu ved jeg ikke hvad IT manden tænker – og han er min kæreste gennem snart 3 år og jeg aner ingenting…. Hvad sker der for det? Hvis han friet til mig nu, ville jeg sige blankt nej. Jeg skal ikke giftes med en som jeg ikke er sikker på – og langt langt mindre skal jeg ha børn.

Faktisk er jeg gået fra at ha de hedeste drømme om et skønt romantisk havebryllup, et lækkert hus og 4 børn til at drømme om at være alene og ha orden i min økonomi. Hele mit indre er trukket sammen og jeg kan ikke rigtig rumme andre mennesker følelsesmæssigt i mit liv.

Hvis vi ender med at gå fra hinanden, så ser jeg ikke mig selv få en kæreste igen. Ja jeg vil finde nogen og kneppe for hårdt men jeg vil ikke ha en kæreste igen. Det er simpelthen ikke det jeg troede det ville være og jeg ville ønske at jeg havde fået denne her indsigt meget tidligere i mit liv i stedet for at bruge så mange år på at gå og drømme om at ha en kæreste – for det at ha en kæreste er jo mega fucking opreklameret og selv om jeg godt vidste at det ville være hårdt arbejde, så vidste jeg ikke at det også ville være mega ensomt.

I don’t do ensom. Slut.

Så hvis jeg kunne vælge mit liv lige pt. Så ville jeg gerne knokle røven ud af bukserne for min lille udlejnings og administrations virksomhed og lave en masse projekter med It manden uden at være kærester med ham, men jeg tror ikke at fremtiden ser sådan ud.

Jeg frygter hvad der vil ske med IT manden hvis vi går fra hinanden. Han er SÅ MEGA GOD ET MENNESKE men han er bare ikke den rette for mig (tror jeg) og hvis det viser sig at det er rigtigt, så vil jeg håbe at han vil finde en ny kæreste rigtig rigtig hurtigt men det tror jeg ikke at han vil gøre, desværre. Og det i sig selv lægger et mega pres på mig, følelsesmæssigt.

Hmmm nu er klokken 23.00.

På onsdag har jeg min sidste coaching session med min fantastiske coach, det er mega naller, jeg har så meget brug for hende til at hjælpe mig videre i alt det svære som jeg ved sker fra nu af og til januar.

Flytning, bog, arbejde, forhold, ikke forhold……. Mon jeg kan klare mig selv? Kan jeg stadig flyde som en piftet gummibåd på et oprørt hav?

Jeg har ændret mig MEGET de sidste par år og jeg vil aldrig fortryde at jeg tog til Spanien, om end at jeg gerne ville ændre omstændighederne omkring min flytning herned.

Men jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, jeg ved ikke hvor jeg bor 1. December og jeg ved ikke om jeg har en kæreste når jeg bliver 37 år til næste sommer eller om jeg har en når vi skriver 1. Marts  - der er så mange faktore som jeg ikke ved noget om i min nærmeste fremtid at det kan slå mig helt ud at tænke på det.

Nu vil jeg stoppe og pakke computeren væk – mine næsebor gør ondt pga. Den tørre luft og pga. Den klamme arabers parfumefråseri…… yiiiiiiiiikkkkkkk

Og når jeg er hjemme om ca. 2-3 timer skal jeg huske at sove 5 kvarter i timen, mindst! Mandag bliver LANG.