onsdag den 3. december 2014

Farvel i Kapellet.

I dag har været en møg dag. Punktum.

It manden kørte til København kl. 06.00 i morges for at arbejde, han kommer hjem søndag. Han spurgte om han skulle blive hjemme, men til hvad nytte? Han kan jo ikke gøre noget og jeg har desuden glædet mig rigtig meget til at være alene og få styr på mine tanker efter at vi er flyttet til Danmark.

Jeg har sovet rocker dårligt i nat, dels er der koldt her i mine forældres Gæstehuse selv om der er varme på og dels har jeg tænkt på alt muligt og umuligt - faktisk nok mest de umulige ting.

Da jeg stod op omkring kl. 08.00 gik jeg i bad og fik vasket min menstruationsmis - ja for selvfølgelig har jeg menstruation når tingene går skævt! Jeg får altid dårlig mave når jeg har menstruation og jeg er mega træt - så læg det oven i at jeg ikke har sovet og du har den perfekte opskrift på en grådlabil irritabel kvinde på 36,5 år!!

Da klokken var 08.42 ringede jeg til min advokat som er en sindssyg dygtig mand med speciale i økonomisk kriminalitet - hvilket var grunden til at jeg brugte ham i forbindelsen med gården. Jeg tror nemlig at mine tidligere lejere gemmer penge i UK.

Vi blev enig om at håndhæve min dom i 2016, så er det 4 år siden jeg fik den og så kan det gøres inkl. renter og billigere. Så var det på plads og jeg har skrevet det i min kalender.

Herefter satte jeg ham ind i at min Gudfar er død og at jeg står med et uskiftet bo - hvilket jeg så faktisk IKKE gør, da man ikke (åbenbart) kan sidde i uskiftet bo når man ikke er i familien, altså når jeg ikke er et barn af min Gudmor eller et Adoptivbarn af min Gudmor. Nu er spørgsmålet så, hvad det var jeg i sin tid skrev under på.....???

Jeg var som sagt meget ung og set i bagklogskabets lys, midt i en fuldflors depression pga. alt for meget ansvar med alt for mange regler, forvirret og alene på en gård og ensom i livet.

Jeg har sendt alt hvad jeg har på arven til Advokaten som vil finde en kollega med speciale i Arveret til mig, samtidig har jeg skrevet til Skifteretten i Viborg, hvor Silkeborg høre ind under og bedt dem finde papierne fra dengang frem.

Så nu har jeg sat gang i tingene, så er der ikke rigtig mere jeg kan gøre, lige nu that is.

Herefter kørte jeg på McDonalds, købte 2 cheese burgers, 1 chili cheesetops og en stor cola light. Mens jeg spiste kørte jeg i Svigermors lille Nissan Micra ud til Moesgaard strand, gennem skoven med 20 km i timen mens jeg tænkte på alt og ingenting. Da jeg kom derud, kørte jeg rundt om træet på parkeringspladsen og tilbage samme vej.

Herefter stoppede jeg ved min søster og gav hende 3000Euro i kontanter, som er fra en udlejning jeg har fået igennem i hendes lejlighed mens hun flytter over til sin nye kæreste i København (ham med hjertestoppet som nu er i super galop bedring) Det er hårdt at give andre mennesker så mange penge, når man ikke har nogen selv.... men sådan er det nu engang. En dag bliver det forhåbentlig min tur til at tjene store penge på udlejning og ikke bare være hende der med mega succes hjælper andre til store penge på udlejning - fuck jeg er god til mit arbejde!
 - så god at der faktisk mangler 2053€ til min søster ENDNU, før jeg har givet hende alle pengene! Bookningen er på 5053€ i alt for 2 måneder. I'm SO GOOD!

Nå men vi snakkede en times tid og guffede to flødeboller hver og en kop te. Herefter kørte jeg ud til min (og Mormor's) yndlings blomsterbinder, Hasle Blomster. Her bestilte jeg et kors som begravelsesbuket til på Fredag og købte 3 små lillasortegrålige linjer som blev bundet sammen til en lille flad buket. Jeg bestilte også julebuketter til både min Mor og min Svigermor. Så er det gjort.

Herefter kørte jeg ned i Kapellet på Silkeborg Hospital for at sige farvel til min Gudfar. Både min Mor og min Søster syntes det var en dum idé men idet at der ikke er nogen efterladte, så gør jeg det for min egen skyld. Det var noget jeg 100% gjorde for mig selv. For mig. For Deirdre-Ann. Faktisk gjorde jeg det SÅ MEGET FOR MIG SELV, at jeg kom til at sidde og tænke på i bilen, hvornår jeg sidst havde gjort noget 100% KUN for mig selv..... jeg kom aldrig frem til et svar på dét spørgsmål..... hvilket er mega skræmmende og tankevækkende.

Damen der ringede og fortalte mig om at min Gudfar var død, sagde at han blev lagt i kisten kl. 12, da jeg ankom var klokken 15.22, så var jeg sikker på ikke at løbe ind i nogen. Troede jeg.

Mens jeg sidder og venter på at der kommer en person og føre mig over i Kapellet (der er bygningsarbejde igang over alt, så jeg skulle hentes og kunne ikke selv gå derover, åbenbart) nå men mens jeg sidder dér og faktisk smågræder lidt i et stort rum, kun mig, kommer selv samme dame gående, altså hende der havde ringede til mig og fortalt at min Gudfar var død.

Hun kommer gående med hendes mand og de går liiiiiige FORBI mig uden at fortrække en mine. Sådan. Jeg er 100% ikke velkommen og dét fik jeg så lige at mærke dér. Begravelsen på Fredag skal nok blive spændene....NOT. De gik seriøst forbi mig med 4 cm til bordkanten hvor jeg sad. Havde jeg stukket mit ben ud kunne jeg ha spændt ben for dem begge, nemt.

Herefter kom en ung mand i lidt for stramme hvide hospitals bukser og førte mig over til Kapellet. Jeg gik bag ham hele vejen og kæmpede med ikke at græde, af sorg, vrede, frustration og pga. min fortid.

Da jeg kom ind i kapellet fik jeg at vide at han ville vente ovenpå, herefter åbnede han en dør ind til et lille rum, hvor min Gudfar lå i en lidt for billig udseende kiste. Allerede da han åbnede døren inden jeg gik ind, kunne jeg se at han var meget forandret.

Så snart manden var gået brød jeg fuldstændig sammen i gråd - hvilket kom 100% bag på mig selv. Jeg tror jeg sad på en stol derinde og hulkede i måske 10-15 minutter højlydt mens jeg både savlede og havde snot der løb ud af næsen. Jeg var helt væk og hver gang jeg kikkede op i kisten, græd jeg endnu mere.

Da jeg endelig fik nogenlunde styr på mit hulkeri, rejste jeg mig op og stillede mig over kisten. Den stod på et lille rullebord og gik mig ca. til often. "Foret" i kisten skulle se vatteret ud, men det var bare billigt stof som var sat på med udvendige hæfteklammer. Ikke engang indvendige men udvendige hæfteklammer. Dét syntes måske selv jeg var lidt for billigt men jeg havde jo ingenting at skulle ha sagt...

Min Gudfar havde forbinding på sin højre hånd. Jeg går ud fra at han har haft et drop i hånden men det undre mig at de ikke havde taget det af. Hans hænder var foldet på brystet og han var iført sit fineste jakkesæt, som så ud til at være 3 numre for stort. Han havde slet ingen hals og det lignede at hoved var sat direkte på kroppen. Han havde også ca. 3-4 dage gamle skægstubbe og et lille sår på overlæben lige under højre næsebor, måske fra en barbering der gik galt.

Det som jeg lagde mest mærke til var, udover hans gullige hud, at hans næse så meget spids ud, den lignede ham den ondes fra tegnefilmen "Grusomme Mig" - næseborene vendte opaf og den var meget mindre fyldig end den plejede. Hans venstre øreflip så ud til at mangle, men da jeg kikkede nærmere efter, så det mere ud til at den var "faldet sammen" altså at blodet var forsvundet og det stykke hvor man normalt har ørenringen i, var trukket sammen  og nu sad oppe ved selve øret. Det så lidt mærkeligt ud.

Jeg aet ham på kinderne og hans venstre øje så ud som om han lå og smugsov, det gjorde han naturligvis ikke men det så sådan ud for det var ikke 100% lukket. Jeg pakkede mine blomster ud og løftede hans hænder lidt, de var tung, iskolde og stenhårde men det lykkes mig at få blomsterne lagt ind i hænderne på ham, så de så fine ud. Jeg håber at de lader ham beholde dem med i kisten.

Der var 3 stk. En for mig, en for min Gudmor (som er død) og en for min Gudfar - det var os tre, treenigheden - dengang altid stadig var godt og før alting blev noget skrammel. Det fortalte jeg ham.

Jeg græd igen da jeg sagde til ham at jeg var ked af at det var endt på denne her måde, at jeg var ked af at vi ikke nåede at spise en sidste omgang McDonalds og få snakket ud. Jeg sagde også at jeg syntes det var hans skyld, at han havde været for hård og for forkert overfor mig. At han var den voksne og at han burde ha vidst bedre. Jeg sagde også at jeg godt vidste at jeg havde skuffet ham, men at jeg virkelig og faktisk havde prøvet mit bedste at gøre ham tilpas, glad og ikke mindst stolt af mig, men at det desværre aldrig var lykkes, fordi han var så hård. Her stortudet jeg igen med lyd på og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad ham den unge fyr i de stramme hvide hospitals bukser må ha tænkt?

En ung kvinde der stor hulker over en mand hun end ikke dele erfternavn med.....???!!!???!!!

Jeg føler at jeg fik sagt det jeg havde behov for og jeg følte en dejlig varm fornemmelse i maven, en fornemmelse af at vi fandt inner ro og tilgivelse i hinanden lige dér. Hans smugøje kikkede lidt på mig og jeg aede ham på kinden og sagde farvel og på gensyn på den anden side. Så tog jeg et billede af en sang der var indrammet på væggen, vendte mig om en sidste gang og kikkede på den, nu lille mand, der lå i kisten og tænkte på at det var mærkeligt at dét dér var manden jeg engang havde været rædselsslagende bange for og nu lå han dér, stiv, død, gullig og indsunket.

Herefter gik jeg ud i frosten. Det var næsten fuldmåne og jeg tog et par billeder af Kapellet udenfor og på vej tilbage til hovedindgangen så jeg at der var et hold operations læger igang inde bag et vindue - jeg heppede på patienten og håber at han eller hun klare sig 100%.

Herefter gik jeg ud i bilen, ringede og fortalte min Mor og It manden hvordan det var gået - selv om jeg egentlig ikke gad, men hvis jeg ikke ringede ville de bare ringe senere og jeg ville bare være alene.

På vej hjem kørte jeg forbi Brugsen og hentede en pakke til mig (hår snask fra min Shampoo Pusher ven fra da jeg gik på HHx) og så købte jeg sørge knas og cola og nu sidder jeg her i sofaen og skriver.

Mens jeg sad her, ringed min telefon, det var en bedemand der ville høre hvortil han skulle stile regningen for begravelsen..... øhhhh what?!!! Jeg står jo som gravstedsindehaver af gravstedet og derfor skal jeg også betale - men dét skal jeg så IKKE kan jeg fortælle dig!

Dels fordi jeg ikke må deltage og dels fordi jeg ikke er blevet spurgt og har haft medindflydelse. Dernæst så kan jeg efter lidt googlelign se, at jeg faktisk burde ha skrevet under på at en person må begraves på et gravsted ejet af mig - det er jeg ikke blevet. Så hvis jeg ville, så kan jeg i teorien - ifølge hvad der står på google - afvise at få min Gudfar begravet på mit Gravsted for ingen har spurgt mig og jeg har ikke skrevet under på noget.

I morgen må jeg vist ha fat i Århus Stift og høre hvad der nøjagtig står om Gravsted D 7-9 i XXXX Sogn!! Mens jeg søgte rundt på google, fandt jeg frem til at man kan få begravelses hjælp. Alle kan som minimum få 1050 kr, hvis personen er født før 1957. Uanset om jeg skal betale eller ej, så syntes jeg da at det ville være smart at få det tilskud man kan få - man behøver jo ikke være uvenner med sine egne penge.

I mandags, den dag min Gudfar døde, var jeg helt tilfældigvis i Silkeborg med min veninde. Vi spiste på Cafe Humlechock (mega fucking elendig service og mega fucking langsom betjening fra 3 fyre som så mere eller mindre blanke ud i hoved) Nå men lang historie kort. Vi betaler kl. 14.00 for vores mad.

Vi ankommer kl. ca. 12.00, kl. ca. 12.20 går jeg på Toilet og skvatter, som i virkelig skvatter midt på et trægulv uden at der ligger noget på gulvet. Overhoved. Jeg falder fuldstændig så lang (kort) som jeg er og er helt nede at ligge. Jeg slog mig 7-9-13 ikke men jeg fik et chock. Min hæl på min højre sko ryger op mellem mine ben og laver hul i mine uldstrømpebukser og laver et MEGA ØMT blåt mærke i min hud - det gjorde dog ikke ondt da det skete, det gjorde først ondt her til morgen.

Min Gudfar døde kl. 12.20 og da der vitterlig ingenting var på gulvet, tænker jeg om det var karma boomerangen som ramte mig lige dér?

Om det var min Gudfar der taklede mig? Det gjorde ikke ondt, men det satte et mærke. Ligesom tiden med ham og med gården ikke gør ondt mere (sådan da) men mere bare har sat et mærke?

Tankevækkende....

Sådan ser mit lår ud i dag...AV. 



Hilsen til Dagens Timer - dette var sangen som hang på vægen i Kapellet. Min Gudfar ligger bag ved mig og er ikke mere farlig. 


Kapellet set ude fra

Når jeg drejede mig en omgang, så jeg kapellet, når jeg drejet en halv omgang så jeg juletræet - mega kontraster syntes jeg. Jul = Glæde. Kapellet = Død men på den anden side, så fejre vi jo Jul fordi en anden person døde engang så måske det hænger meget godt sammen. 

Det ses måske ikke rigtig på dette billede, men i vinduet hvor der var lys, stod der 3 operations klædte personer og kikkede ned mens skarpe lamper lyste. Det var tydeligt at en operation var igang - jeg krydser fingre!!

Vejen til Kapellet ( i baggrunden) men det jeg lagde mest mærke til, var at Silkeborg Hospitals fundament ser hundrede af år ud...og dét er en stor kontrast til det moderne og grimme kapel.

Da jeg kørte fra Hospitalet kørte jeg op og vente bilen på vejen hvor min Gudfar bor eller boede. Hans bil var væk og det undrede mig. Hvem mon har taget den? Jeg kunne sindssygt godt bruge en bil nu da jeg bor i Danmark og samtidig bor på landet...... jeg har lånt Svigermors bil men det er en stakket frist, for når det begynder at sne skal hun bruge den igen, så kan hun ikke cykle mere.

Jeg sælger Juletræer hver weekend frem til Jul og håber at jeg kan tjene ca. 10.000 kr (forhåbentlig mere) og dermed få råd til en lille brugt bil......men det ville da ha været lækkert hvis jeg kunne ha taget min Gudfars bil men den er pist væk. Mærkeligt ikke.....


Ingen kommentarer: