I fredags d. 5. December 2014 blev min Gudfar begravet kl. 13.00 og det blev nøjagtig som jeg havde forudset.
Aftnen før lagde jeg en fin postkasserød neglelak (fra Chanel som jeg har fået af IT manden) og fredag morgen stod jeg op, vaskede hår og gjorde mig i stand i mit eget tempo. Jeg tog et par sorte uldstrømpebukser på, en sort langærmet strik kjole, enkel og finstrikket i mønstret med lidt perler på skulderne.
Mit hår er efterhånden ret langt (igen) og jeg satte det op i en løs knold på toppen af hoved med et sort elastik (i tilfælde af at man kunne se det, så matchede det resten af outfittet. I Spanien købte jeg et par sko da IT manden inviteret mig på en Michelling Restaurant inden vi rejste men efter at vores container var sendt afsted, de er helt enkle og sorte med en lille lynlås på indersiden af foden.
Da jeg havde det på, var jeg helt i sort - og så gik jeg op i skabet hos Far og Mor og tog min postkasserøde uldjakke frem. Den er SÅ fin. Jeg fandt også et par sorte kørehandsker frem med en knap på oversiden af hånden - egentlig ville jeg ha vist mine negle men så fik jeg det helt ækelt inden i ved tanken om at skulle røre ved alle de klamme ækle mennesker og så tog jeg handsker på. Jeg lignede en million.
Jeg havde mine diamantørenringe på og sort mascara - det turde jeg godt da jeg vidste at jeg ikke ville græde mere. Jeg havde sagt farvel i kapellet. Dette her var bare et besøg for synets skyld, for at vise at jeg ikke viger - det var ikke for min Gudfars skyld men for min egen skyld, for at vise at mig kan de ikke skræmme.
Jeg kørte ind og hentede mit kors fra blomsterbutikken kl. 10.00, det så sådan her ud og skilte sig 200% ud fra alt andet i kirken. Der var 2 runde kranse med bånd på (traditionelt) og så en masse små og store buketter der var flade på den ene side, så de kunne ligge ned. Mit kors var den eneste af den slags og den eneste i de farver og den eneste uden gran på.
Min Gudfar er født. 30. Marts, så jeg tænkte at det var en slags vinter mod sommer farver. Samtidig var det tungt og massivt. Jeg var rigtig godt tilfreds med mit valg.
Min mor insisteret på at tage med, så vi kørte i hendes Mercedes, det er sådan en AMG version som er hip og tunet og alt muligt så selv IT manden syntes den er sej. Jeg syntes det er en mega øse at køre i men skal man vise sig, så sidder en 100% i skabet. Som i nøjagtig i skabet. Den er så stor at den ragede udenfor parkeringspladsen hvor alle de andres pølle biler holdt! Ha!
Jeg tog en dyb indånding, satte min telefon på lydløs i jakkelommen og steg ud af bilen og tog korset fra baggagerummet. Allerede da vi parkeret så jeg at nogen vendte sig om og inden jeg var gået ind af lågen til kirken havde jeg spottet de første - og de mig.
Kirken har et lille hmmm en lille entre eller et lille våbenhus. Derinde stod, hold fast. Min Gudfar's 2 halvsøster, og deres mænd, damen der ringede til mig og hendes mand, den ene af min Gudfar's halvsøstres datter og en anden mand, dvs. 8 mennesker på 2 kvm (måske mindre) så det var næsten umuligt at komme ind i selve kirken.
Jeg gav pænt hånd til dem alle uden at fortrække én mine og uden at sige noget. Jeg bar mit kors i hænderne og havde med vilje ikke sat et kort på eller et bånd. Der er INGEN tilbage efter min Gudfar (hans 2 halvsøstre er børn af en mand hans mor giftede sig med) ergo er der ingen som skal eller kan læse en "sidste hilsen kortet" og jeg gider dæleme ikke skrive noget som dem i våbenhuset kan sidde og læse, røre ved og tale om.
De vidste godt hvad jeg havde med - og dem som ikke vidste det, det rager mig en høstblomst. JEG ved at jeg kom med en fin blomst og JEG ved at jeg købte den blomst som jeg gerne selv ville købe. JEG gjorde det for MIG. KUN for mig.
Graveren eller ja en eller anden kirkeansat dame spurgte mig "er du nærmeste familie?" Jeg kikkede på hende og sagde: Jeg er eneste familie" hvorpå hun rykkede ALLE buketter og kranse ned (!) og væk fra kisten, så mit kors lå øverst oppe - jeg slog en skraldlatter op inden i mig selv. Kirken var næsten halvfuld da jeg ankom og ALLE så hvordan ALLE de andre buketter inkl. dem fra "familien" blev rykket ned, nøjagtig som de burde. Jeg kunne mærke øjenene i nakken da jeg lagde mit kors ved kisten og satte mig ned. Jeg værdiget ikke ét eneste levende individ et blik. Jeg studerede i stedet for kalkmaleriet på vægen. Der er ingen alter, bare et gigantisk maleri. Dér kikkede jeg op.
Jeg satte mig på 3 bagerste række - grunden til at jeg ikke valgte bagerste var pga. en stolpe som stod på 2 bagerste, så det blev 3 bagerste. Min Mor og jeg kom til at sidde helt alene - kirken var fyldt men ingen ønskede at sidde ved siden af mig/os før til aller sidst hvor en dame der er halvblind og hedder Karen, kom og fik en plads inderst inde. Total komisk.
Jeg fortrak ikke én mine under gudstjenesten som iøvrigt var mega mærkelig og upersonlig. Det var tydeligt at præsten ikke kendte min Gudfar og det var tydeligt at dem som havde talt med præsten om ham, heller ikke kendte ham, for der var så meget mere at sige end det som blev sagt og det som blev sagt kunne ha matchede på de fleste gamle mænd på 86 år - ligesom en standard ansøgning hvor man bare skifter navnet ud.
Præsten sagde at han selv havde valgt sangene. Det håber jeg virkelig for de var vildt mærkelige og jeg kendte ingen af dem. Ikke sagt at jeg kan hele Den Danske Salmebog uden af, men jeg kan rigtig mange af dem - dels har jeg været spejder i 13 år (KFUK) og dels holder jeg af at synge selv om jeg sikkert synger mega dårligt, falsk og højt.
Da servicen var overstået blev han båret ud af kirken, alle gik forbi mig og kun én hilste på mig - hilste og hilste, hun kneb det ene øje sammen da hun gik forbi mig. Det var min Gudfars halvsøsters's datter der til daglig bor i København og arbejder for folketinget - det sidste jeg har hørt er at hun skal til at arbejde for EU.
Da vi kom ud til graven stod jeg bagerst, jeg kom jo også ud til sidst. Jeg trådte halvt ind på en anden grav for at stå på fliserne dér så mine hæle ikke sank i jorden. Jeg stod så langt væk at jeg næsten ikke kunne høre præsten.
Inden vi gik ud af kirken sagde præsten: Jeg skulle sige at alle er velkommen til kaffe i xxxxx - det er Kirsten som laver kaffen (who gives a fuck hvem der laver kaffen? Det er jo ikke en kunst at trykke på en kaffemaskine vel!)
Da jordpåkastelsen var forbi, begyndte folk at gå. Jeg havde sagt til min Mor at jeg ikke deltog i noget efterfølgende og at hvis nogen spurgte skulle hun bare sige Nej. Ikke andet, bare Nej. Først kom én mand som jeg ikke kender hen og sage "Det er dig med Gården ikk, dig kender jeg godt. Jeg kondoler" og så gik han. Jeg anede ikke hvem han var.
Så kom damen der ringede og fortalte mig at min Gudfar var død og sagde: ja du er også velkommen til at komme med over i xxxx og få kaffe..." Jeg kikkede på hende med et "eat shit bitch and die blik" og sagde ordret: Pænt nej tak. Hendes øjne flakkede og så sagde min Mor: Vi har andre planer.....jeg kunne ha sparket hende. Nej jeg har ingen andre planer men det rager ikke dem. Jeg vil helst at de tror at jeg ikke vil med over at drikke fucking gravkaffe fordi jeg rent faktisk IKKE GIDER over og drikke fucking gravkaffe med sådan nogle backstabbing bonderøve.
Så kom min Forpagter over, han havde forsøgt at undgå at kikke for meget på mig. Jeg er slet ikke i tvivl om at han er på min side, men han bor jo i samfundet og er forsigtig af natur, så jeg er helt ok med spillereglerne. Han gav mig hånd og sagde at han kondoleret. Jeg syntes måske jeg anede et grin/smil i hans kones mundvige - hun kan heller ikke fordrage min Gudfar. Jeg hold en stram mine som hele tiden.
Dæleme om manden til damen der ringede og sagde at min Gudfar var død så også kom over og spurgte om jeg ikke ville med til kaffe, mit svar var nøjagtig som før: Pænt nej tak - i et tonefald der ikke tålte modsigelser og min Mor holdt klogt nok mund.
Herefter gik jeg uden om både min Mor, Forpagter, Forpagter kone og manden til damen der ringede og gik hen til graven og kikkede ned. Der lå kisten, langt nede og jeg følte så absolut INGENTING inden i. Intet rørte sig. Der var intet inde i mig overhoved som sørgede. Jeg var fri. Jeg havde sagt farvel. Jeg har grædt nok over min Gudfar, både i Kapellet men også gennem de sidste 20 år af mit liv. Nu lå han dér i kisten nede i jorden, med et hoved på en krop ude uden hals og i et jakkesæt der var for stort og med en mærkelig næse og en slatten øreflip, forbinding på hånden og måske 3 liljer i hånden.
Jeg vedte mig om og gik med verdens rankeste ryg og velovervejede skridt ud til bilen, på vejen overhalede jeg nogle damer som gik så langsom at jeg troede de gik i stå. Jeg satte mig ind i bilen, tændte min mobiltelefon og dét var så det. Et kapitel blev lukket og slukket 100% Min Gudfar er død og han kan ALDRIG gøre mig noget igen, han kan ALDRIG såre mig igen - end ikke hvis han har gjort mig arveløs. Jeg er SÅ LIGEGLAD.
Jeg vil bare ha min arv efter min Gudmor, arver jeg min Gudfar er det fint men ingen jubelsejer for mig. Jeg har fundet ud af at han har foræret sin bil væk - who the fuck does that? Så jeg tænker at han nok også har foræret sine penge væk - og måske hvis jeg er heldig har han også foræret min arv væk, er sidstnævnte ske, så starter der en krig af dimentioner. I'm telling you.
I morgen mandag har jeg et tlf. møde med en arveretsadvokat fra Århus og så tager jeg den derfra. At få min Gudmors arv kunne virkelig virkelig VIRKELIG løfte mig ud af min armod og give mig det boost der skal til for at komme videre. Åhh jeg håber at den arv bare falder på plads sådan helt simpelt og enkelt - men jeg tvivler på det, sådan som tingene har udviklet sig den sidste uges tid.
Men utrolig nok er jeg helt rolig inden i, jeg er ikke nervøs, jeg er ikke bange, jeg er ikke ked af det. Jeg har bare RO i mit indre og uanset hvad der sker, så er det okay for min Gudfar er væk - som i helt helt væk 100% og han kommer ALDRIG IGEN. Som i virkelig aldrig aldrig igen.
Ingen kan nogensinde igen bringe mig så meget ud af min Comfortzone som min Gudfar gjorde - jeg vil simpelthen ikke tillade det, plus at jeg er blevet så meget ældre.
I'm at peace. Indeni.
Efter begravelsen kørte Mor og jeg som sagt hjem. Herefter tog jeg min bil (som faktisk tilhøre min Svigermor) og kørte på McDonalds og spiste gravburger og drak grav cola light. Bare mig i en varm bil, alene med mine tanker.
 |
| Min bårebuket. |
Jeg tog en dyb indånding, satte min telefon på lydløs i jakkelommen og steg ud af bilen og tog korset fra baggagerummet. Allerede da vi parkeret så jeg at nogen vendte sig om og inden jeg var gået ind af lågen til kirken havde jeg spottet de første - og de mig.
Kirken har et lille hmmm en lille entre eller et lille våbenhus. Derinde stod, hold fast. Min Gudfar's 2 halvsøster, og deres mænd, damen der ringede til mig og hendes mand, den ene af min Gudfar's halvsøstres datter og en anden mand, dvs. 8 mennesker på 2 kvm (måske mindre) så det var næsten umuligt at komme ind i selve kirken.
Jeg gav pænt hånd til dem alle uden at fortrække én mine og uden at sige noget. Jeg bar mit kors i hænderne og havde med vilje ikke sat et kort på eller et bånd. Der er INGEN tilbage efter min Gudfar (hans 2 halvsøstre er børn af en mand hans mor giftede sig med) ergo er der ingen som skal eller kan læse en "sidste hilsen kortet" og jeg gider dæleme ikke skrive noget som dem i våbenhuset kan sidde og læse, røre ved og tale om.
De vidste godt hvad jeg havde med - og dem som ikke vidste det, det rager mig en høstblomst. JEG ved at jeg kom med en fin blomst og JEG ved at jeg købte den blomst som jeg gerne selv ville købe. JEG gjorde det for MIG. KUN for mig.
Graveren eller ja en eller anden kirkeansat dame spurgte mig "er du nærmeste familie?" Jeg kikkede på hende og sagde: Jeg er eneste familie" hvorpå hun rykkede ALLE buketter og kranse ned (!) og væk fra kisten, så mit kors lå øverst oppe - jeg slog en skraldlatter op inden i mig selv. Kirken var næsten halvfuld da jeg ankom og ALLE så hvordan ALLE de andre buketter inkl. dem fra "familien" blev rykket ned, nøjagtig som de burde. Jeg kunne mærke øjenene i nakken da jeg lagde mit kors ved kisten og satte mig ned. Jeg værdiget ikke ét eneste levende individ et blik. Jeg studerede i stedet for kalkmaleriet på vægen. Der er ingen alter, bare et gigantisk maleri. Dér kikkede jeg op.
Jeg satte mig på 3 bagerste række - grunden til at jeg ikke valgte bagerste var pga. en stolpe som stod på 2 bagerste, så det blev 3 bagerste. Min Mor og jeg kom til at sidde helt alene - kirken var fyldt men ingen ønskede at sidde ved siden af mig/os før til aller sidst hvor en dame der er halvblind og hedder Karen, kom og fik en plads inderst inde. Total komisk.
Jeg fortrak ikke én mine under gudstjenesten som iøvrigt var mega mærkelig og upersonlig. Det var tydeligt at præsten ikke kendte min Gudfar og det var tydeligt at dem som havde talt med præsten om ham, heller ikke kendte ham, for der var så meget mere at sige end det som blev sagt og det som blev sagt kunne ha matchede på de fleste gamle mænd på 86 år - ligesom en standard ansøgning hvor man bare skifter navnet ud.
Præsten sagde at han selv havde valgt sangene. Det håber jeg virkelig for de var vildt mærkelige og jeg kendte ingen af dem. Ikke sagt at jeg kan hele Den Danske Salmebog uden af, men jeg kan rigtig mange af dem - dels har jeg været spejder i 13 år (KFUK) og dels holder jeg af at synge selv om jeg sikkert synger mega dårligt, falsk og højt.
Da servicen var overstået blev han båret ud af kirken, alle gik forbi mig og kun én hilste på mig - hilste og hilste, hun kneb det ene øje sammen da hun gik forbi mig. Det var min Gudfars halvsøsters's datter der til daglig bor i København og arbejder for folketinget - det sidste jeg har hørt er at hun skal til at arbejde for EU.
Da vi kom ud til graven stod jeg bagerst, jeg kom jo også ud til sidst. Jeg trådte halvt ind på en anden grav for at stå på fliserne dér så mine hæle ikke sank i jorden. Jeg stod så langt væk at jeg næsten ikke kunne høre præsten.
Inden vi gik ud af kirken sagde præsten: Jeg skulle sige at alle er velkommen til kaffe i xxxxx - det er Kirsten som laver kaffen (who gives a fuck hvem der laver kaffen? Det er jo ikke en kunst at trykke på en kaffemaskine vel!)
Da jordpåkastelsen var forbi, begyndte folk at gå. Jeg havde sagt til min Mor at jeg ikke deltog i noget efterfølgende og at hvis nogen spurgte skulle hun bare sige Nej. Ikke andet, bare Nej. Først kom én mand som jeg ikke kender hen og sage "Det er dig med Gården ikk, dig kender jeg godt. Jeg kondoler" og så gik han. Jeg anede ikke hvem han var.
Så kom damen der ringede og fortalte mig at min Gudfar var død og sagde: ja du er også velkommen til at komme med over i xxxx og få kaffe..." Jeg kikkede på hende med et "eat shit bitch and die blik" og sagde ordret: Pænt nej tak. Hendes øjne flakkede og så sagde min Mor: Vi har andre planer.....jeg kunne ha sparket hende. Nej jeg har ingen andre planer men det rager ikke dem. Jeg vil helst at de tror at jeg ikke vil med over at drikke fucking gravkaffe fordi jeg rent faktisk IKKE GIDER over og drikke fucking gravkaffe med sådan nogle backstabbing bonderøve.
Så kom min Forpagter over, han havde forsøgt at undgå at kikke for meget på mig. Jeg er slet ikke i tvivl om at han er på min side, men han bor jo i samfundet og er forsigtig af natur, så jeg er helt ok med spillereglerne. Han gav mig hånd og sagde at han kondoleret. Jeg syntes måske jeg anede et grin/smil i hans kones mundvige - hun kan heller ikke fordrage min Gudfar. Jeg hold en stram mine som hele tiden.
Dæleme om manden til damen der ringede og sagde at min Gudfar var død så også kom over og spurgte om jeg ikke ville med til kaffe, mit svar var nøjagtig som før: Pænt nej tak - i et tonefald der ikke tålte modsigelser og min Mor holdt klogt nok mund.
Herefter gik jeg uden om både min Mor, Forpagter, Forpagter kone og manden til damen der ringede og gik hen til graven og kikkede ned. Der lå kisten, langt nede og jeg følte så absolut INGENTING inden i. Intet rørte sig. Der var intet inde i mig overhoved som sørgede. Jeg var fri. Jeg havde sagt farvel. Jeg har grædt nok over min Gudfar, både i Kapellet men også gennem de sidste 20 år af mit liv. Nu lå han dér i kisten nede i jorden, med et hoved på en krop ude uden hals og i et jakkesæt der var for stort og med en mærkelig næse og en slatten øreflip, forbinding på hånden og måske 3 liljer i hånden.
Jeg vedte mig om og gik med verdens rankeste ryg og velovervejede skridt ud til bilen, på vejen overhalede jeg nogle damer som gik så langsom at jeg troede de gik i stå. Jeg satte mig ind i bilen, tændte min mobiltelefon og dét var så det. Et kapitel blev lukket og slukket 100% Min Gudfar er død og han kan ALDRIG gøre mig noget igen, han kan ALDRIG såre mig igen - end ikke hvis han har gjort mig arveløs. Jeg er SÅ LIGEGLAD.
Jeg vil bare ha min arv efter min Gudmor, arver jeg min Gudfar er det fint men ingen jubelsejer for mig. Jeg har fundet ud af at han har foræret sin bil væk - who the fuck does that? Så jeg tænker at han nok også har foræret sine penge væk - og måske hvis jeg er heldig har han også foræret min arv væk, er sidstnævnte ske, så starter der en krig af dimentioner. I'm telling you.
I morgen mandag har jeg et tlf. møde med en arveretsadvokat fra Århus og så tager jeg den derfra. At få min Gudmors arv kunne virkelig virkelig VIRKELIG løfte mig ud af min armod og give mig det boost der skal til for at komme videre. Åhh jeg håber at den arv bare falder på plads sådan helt simpelt og enkelt - men jeg tvivler på det, sådan som tingene har udviklet sig den sidste uges tid.
Men utrolig nok er jeg helt rolig inden i, jeg er ikke nervøs, jeg er ikke bange, jeg er ikke ked af det. Jeg har bare RO i mit indre og uanset hvad der sker, så er det okay for min Gudfar er væk - som i helt helt væk 100% og han kommer ALDRIG IGEN. Som i virkelig aldrig aldrig igen.
Ingen kan nogensinde igen bringe mig så meget ud af min Comfortzone som min Gudfar gjorde - jeg vil simpelthen ikke tillade det, plus at jeg er blevet så meget ældre.
I'm at peace. Indeni.
Efter begravelsen kørte Mor og jeg som sagt hjem. Herefter tog jeg min bil (som faktisk tilhøre min Svigermor) og kørte på McDonalds og spiste gravburger og drak grav cola light. Bare mig i en varm bil, alene med mine tanker.
1 kommentar:
Håber du får lidt medvind
og rigtig god jul og et fantastisk godt nytår
smeden
Send en kommentar