Den dér Kærlighed...

Der er noget jeg må indrømme, over for mig selv og her på bloggen. Og inden jeg går igang, så skal du vide at det har taget mig LÆNGE at komme hertil!!! Og jeg er stadig i tvivl.

Jeg tror ikke jeg elsker min kæreste.

Sådan, nu er det både sagt og skrevet. Jeg tror ikke jeg er forelsket i ham mere, det er som om alt i mig er tomt og glat og hult. Jeg kan intet mærke, intet føle og jeg ved ikke om det er godt eller skidt.

Det er kommet gradvist, tror sidst jeg havde sug i maven når jeg tænkte på ham, var tilbage i maj måned, jeg kan huske jeg undrede mig over at det var længe siden, eller i hvert fald bed mærke i at det var længe siden jeg havde haft sug i maven når jeg tænkte på ham.

Han sagde jo aldrig at han elskede mig, at jeg var smuk, dejlig, sød, fantastisk, lækker - ja eller dum. Han sagde og siger aldrig noget hvor der ligger følelser bag og jeg kan ikke find ud af hvad jeg skal ligge i det. Jeg vidste fra day one at han var et betragtelig meget mere stille menneske end jeg og at vi ser meget forskelligt på samme ting, men det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg kunne måske godt geare ned i ny og næ, så at være sammen med et menneske der virker som en klippe har jo masser af åbenlyse fordele.

Men der er jo også ulemper og det er bla. at vi var kærester i halv andet år før han sagde han elskede mig, og fordi jeg havde håbet på at høre det så længe, så var det en total fesen følelse, eller måske ikke fesen, men det var en meget mærkelig følelse da han sagde det, for det var nærmeste ingen følelse til stede. Det var bare en slags konstatering. Så, nu sagde han det. Det var dét videre. Sådan cirka var det.

Jeg har længe gået og tænkte på at jeg skulle se at komme til at elske ham igen, jeg har forsøgt på livet løs, gjort alle mulige søde ting for ham i håb om at få noget igen. Købt små gaver til ham - ikke for at købe ham men for at vise at jeg holder af ham og tænker på ham og at han er i mine tanker. Jeg har virkelig VIRKELIG arbejdet på at få mine følelser tilbage!!

Samtidig har jeg også været utrolig åben - syntes jeg selv - omkring hvad jeg savner i vores forhold. Feks. at jeg savner at han laver lyde når vi har sex, så jeg ikke bare knalder en stiv pik på en tavs krop. At jeg savner at han røre ved mig i hverdagen, altså i løbet af dagen. At jeg savner handling, action. Jeg har talt og talt og talt og det er som om han høre mig men ikke gør mere ved det.

Jeg har prøvet at tale om fremtiden, hvis han ønsker en fremtid med mig må han jo elske mig var min egen "logisk" konkelution men på trods af at jeg har talt om alt lige fra babyer til bryllup, forlovelse, fremtidig hus, drømme, fantasier osv. så har jeg aldrig fået noget retur. Han har svaret når jeg har spurgt men han har ikke selv taget emnerne op og det lyder aldrig som om det har hans store interesse.

Til sidst er det komme dertil hvor jeg simpelthen må ha nogle konkrete beviser på at han elsker mig. Host op! Giv mig noget sindssygt dyrt, en diamant, en bil - et eller andet som er så stort og vildt at det skriger kærlighed........
 - men da jeg så tænkte mig om, kom jeg frem til at jeg ikke engang gad ha en diamant af ham, for så var jeg ligesom låst, bundet og når jeg nu valkede i mine følelser, så havde jeg bestemt ikke brug for at føle mig låst. Jeg havde endda ikke længere lyst til at blive gift, så jeg stoppede med at tale om smykker. Jeg ønsker mig heller ikke en bil kom jeg frem til, for hvis vi så gik fra hinanden ville jeg også miste den.

Og så var det at tanken om at være alene igen, startede med at komme. Det tog mig ikke længe at lægge en plan B for hvad der skulle ske med mig og mit liv, hvis jeg ikke længere er sammen med min kæreste. Nu bor jeg jo i Spanien, jeg har ingen gård i Jylland eller lejlighed i København, jeg har ingen bil - ja faktisk har jeg ingenting tilbage i Danmark.

Så min plan blev at jeg ville blive i Spanien, i hvert fald en udlejnings sæson mere, tjene alle de penge jeg kan, spare spare spare og så se hvordan livet ser ud. Lige nu er mine bedste indtjeningsmuligheder i Spanien. Jeg kan ikke tjene samme mængde penge i Danmark som jeg pt. tjener i Spanien og at komme hjem som arbejdsløs, uden bolig og uden kæreste ville så absolut være nedturen over dem alle, at komme hjem med mindre end jeg tog afsted med.

Jeg har længe længe prøvede at leve livet med to planer. En Plan A = Livet sammen med min kæreste og Plan B = Livet uden min kæreste. Jeg prøvede og prøvede og gjorde ALT hvad jeg kunne for at kommunikere at jeg følte der manglede ting i vores liv sammen, i vores forhold. Men intet skete der. Intet. Og mine følelser er ikke komme igen.

I sidste uge havde vi en disskussion og jeg endte med at græde helt vildt. Det er en lang historie men kort fortalt har min kæreste og jeg givet et tilbud til et firma han arbejder for, om at blive udstasionered i Miami, USA. Firmaet var længe om at vende tilbage og da de endelig vendte tilbage, kontaktede de kun min kæreste pr. telefon, på trods af at vi var to personer der havde fremsendt forslaget til to andre personer. Så en 4 personers kommunikation bliver skåret ned til at én person kontakter min kæreste - det i sig selv kunne jeg måske leve med, men jeg kan ikke leve med at jeg sidder og lytter med på samtalen og en af hovedgrundene til at de ikke vil sende os afsted er at de 1. helst vil ha min kæreste 2. jeg må gerne tage med og lave "hvad jeg end laver" (PR) men de vil ikke betale for mit arbejde. 3. De kan ikke lide mig - ikke nok med at de ikke kan lide mig, de bliver dybt dybt personlige og siger bla. "Deirdre-Ann sidder i skyggen og går i dunjakke, det går ikke i vores koncept" eller denne her "Hun er sød på sin egen mærkelige jyske måde men passer ikke ind i Miami" - jeg som har boet i USA og i hvert fald mere end dem ved noget om USA og Miami, passer ikke ind - men det som de mener passer ind køre lige nu med underskud.....

De var så personlige og nederdrægtige og min kæreste sagde ikke ét eneste ORD for at beskytte mig. Ikke ét ord. Nada. Nothing. Når jeg tænker på hvad jeg har gjort for ham, for at beskytte ham og hvad jeg har gjort for at forsvare hans navn og omdømme når andre har talt grimt om ham, så er jeg endnu mere chokeret i min grundvold over at han ikke sagde at dét og dét er direkte forkert!!! Bla. blev der også sagt" Der findes ikke større modstandere af vores øvelser/koncept end Deirdre-Ann" - det passer jo bare overhoved ikke!!

Hvorfor skulle jeg bruge mit netværk til at hjælpe deres firma, hvis jeg hadet det? Det hele er noget indviklet lort og jeg er virkelig virkelig ked af at min kæreste ikke stod op for mig, dækkede min ryg. I min verden er det dét kærester gør. De har hinandens ryg når ingen andre har. De er der altid. Men ikke min kæreste.

Jeg sagde til ham at hvis det nogensinde skete igen så ville jeg forlade ham øjeblikkeligt. En ting er at være alene og få en dybt personlig sviner, så ved jeg at der kun er mig selv til at forsvare mig selv, men at få en sviner når man er i et forhold og bare se at ens kæreste sidder passivt og ikke siger så meget som én eneste lyd til forsvar, dét er hjerteskærende kan jeg love for!

Jeg græd en hel dag - det var bare dråben. Udover at jeg fik personlige slag på min person og mit navn da jeg fik afslag fra Jordemoderstudiet, jeg fik også en personlig sviner da jeg skulle sælge gården og igen fra min udlejer i København og nu igen fra det her firma - jeg magter simpelthen ikke mere. Jeg vil ikke finde mig i at flere mennesker taler ned om mig og min person. Jeg tillader det ikke. Slut.

Hvis min kæreste ikke vil forsvare mig, så er det fint, men så vil jeg også hellere være alene, så jeg ved hvem der er der til at forsvare mig når ting sker.

Det endte med at jeg græd helt vildt meget mens jeg gjorde min lille udlejnings lejlighed klar. Jeg satte mig i sofaen og tænkte over livet og overvejet hvem jeg skulle ringe til. Jeg har ikke fortalt noge om min Plan B, da jeg selv er SÅ MEGET I TVIVL omkring mine følelser og omkring alting, at jeg ikke vil dele ud af min tvivl før jeg selv vidste noget. Den eneste jeg havde lyst til at tale med var min lillesøster i Paris, men hun havde netop sendt mig en sms om at hun var på cafe med en eller anden der skulle hjælpe hende med at få en bolig.

Så jeg sad lidt og tænkte og græd og så ringede jeg til min kæreste som var hjemme i vores egen lejlighed og fortalte ham hvordan jeg syntes vores forhold var. Jeg fortalte ham at jeg var træt af at være den eneste der taler i vores forhold. Jeg taler og taler og taler og fortæller og fortæller om alt lige fra hvad jeg føler der mangler, til drømme, håb, fremtid, ønsker, tanker og oplevelser og jeg får ALDRIG noget tilbage.

Jeg fortalte ham hvor mange gange om dagen jeg gik forbi ham, strøg ham i håret, vippede til hans fod, smilede til ham osv. og han gjorde ALDRIG noget igen, på trods af at jeg havde fortalt ham det måske ikke 1000 gange men så i hvert fald 20 gange.

Han blev helt chokeret og syntes let ikke han kunne genkende billede, han syntes vores forhold gik godt. At vi havde det så godt sammen - og jeg er enig. Vi har det super super godt sammen, som venner. Som en bror eller en søster men ikke som kærester. Der er intet inde i mig som rotere når jeg kikker på ham, når jeg kysser ham, har sex med ham eller siger at jeg elsker ham - så nu er jeg holdt op med at sige at jeg elsker ham og jeg er holdt op med at lægge op til sex.

Vi er det PERFEKTE MAKKERPAR men vi er ikke de perfekte kærester. Enten har jeg aldrig været forelsket i ham, eller også er mine følelser forsvundet og ligesom Kaptajn Hook fra Peter Pan ikke kan finde sine Happy Thoughts og flyve, så kan jeg heller ikke finde mine kærlighedstanker og følelser.

Jeg er parat til at give ham alt, bare jeg kan få lov til at slippe for at føle mig fanget i et forhold hvor jeg giver og giver og giver og får nul og niks igen. Jeg er drænet hver dag når jeg går i seng og træt når jeg står op - jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved mit liv, udover at jeg ved at jeg skal på rette kurs igen. NU.

Vi talte længe sammen den dag og jeg sagde det som det var at jeg ikke kan komme videre alene, hvis vi skal give det én chance mere så var det os begge to der lagde 200% i vores forhold og så fik vi noget hjælp til at komme videre. Sammen fandt vi en par-terapeut som vi skal se d. 15. Oktober i Århus og derefter - hvis der er grundlag for det - forsætte med at tale sammen med via skype.

Jeg er mega mega meget i tvivl om det vil virke og om hjælpen kommer tids nok. Min kæreste er sur på mig over at jeg har gået med det alene og ikke fortalt ham om at jeg tvivlede, men hvad vil han at jeg skulle sige? Skulle jeg sige i maj måned at jeg tvivlede på at jeg elskede ham? Hvad havde det gavnede når jeg end ikke var sikker selv?

Lige nu er jeg ikke særlig glad for mig liv. Lad mig bare sige det sådan.

Sidder for første gang alene - altså helt alene uden familie og uden kæresten - i min elskede Penthouse Lejlighed i København og lytter til livet på gaden og tænker på om jeg kan leve i udlandet og undvære atmospæren som findes her i København?

Jeg savner at være alene. Vi er sammen hver evig eneste dag - han går end ikke på kontoret mere, dvs. jeg er ALDRIG ALENE til at kunne tale med veninderne - jeg er ALDRIG alene hjemme og jeg har ALDRIG Deirdre-Ann tid mere. Jeg føler jeg kvæles, og at det er min egen skyld.

Jeg burde ha pakket halvdelene af lejligheden ned på nuværende tidspunkt men det er ikke sket. Jeg kørte fra Jylland kl. 07.55 i morges og var her med maling og flyttekasser kl. 13.00 og siden da har jeg intet lavet. Bare prøvet at finde mig selv. Og at genfinde stilheden.

Og hvordan slår man op med en fyr der på alle punkter et et godt menneske, en god ærlig og sød kæreste? Jeg har ikke muligheden for at trække Røvhuls-Kortet - jeg er 100% ved at forlade et 100% godt menneske fordi JEG føler der mangler noget. Sikke et menneske jeg er!

Kære Hr. Gud, hvad skal der blive af mig?