Søndag i Jylland

I dag er sidste nat jeg skal sove her i mine forældres hus før jeg tager hjem til mit elskede København!

For hver gang jeg er her, bliver jeg mere og mere forelsket i København. København er mit frirum, min by, stedet hvor JEG er accepteret som den JEG er, stedet hvor jeg kan være MIG, stedet hvor ingen skuler af mig, taler om mig, stedet hvor jeg kan leve uden at være gennemsigtig........København er bare mig og mine venner.

Det er virkelig svært at forklare, men her skal alting være en hemmelighed, jeg skal hele tiden være på en speciel måde, etiketter skal opretholdes osv. Specielt Mor er forfærdelig på det punkt - det er hele tiden og så igen og igen at "vi" (familien) skal holde tand for tunge med alting, med min nye søster, med at far og mor har fået lov til at udstykke jorden og måske dette her jeg skriver nu også virker mærkeligt men det er HELE tiden vi skal leve skjult og det er slet ikke mig.

Misforstå mig ikke, jeg elsker min anonymitet og bare at være mig, Deidre-Ann - men jeg hader hemmelighedskræmmeri, og at skulle holde mund, mor siger at det ikke er at lyve men bare "at holde tand for tunge og virke dum, som om man ikke ved noget" men det er for mig det samme som at lyve.

Hvis man ved noget og bliver spurgt, så har man pligt til at svare ærligt - skal jeg feks. ikke fortælle at far og mor har fået lov til at udstykke når folk spørger som feks. min gudfar har gjort, så må jeg jo komme med en løgn og da jeg taler utrolig meget så kan jeg ikke holde styr på mine løgne hvis jeg først starter med at lyve om én ting og så én ting mere - tingene bider sig i halen og en dag bliver man eller jeg uvendelig opdaget, sådan er det bare.

Man skal IKKE lyve! Det er starten til undergang hvis du spørger mig - og jeg ved jo om nogen hvad jeg taler om, alle mine år på gården og de fleste med gården frem til 2006 var bygget på en løgn som blev dækket af en ny løgn og til sidst kollapset korthuset og jeg vil ALDRIG igen sidde i en sådan situation, uanset hvad mor og andre så end mener om min snaksagelighed!!

Jeg savner i den grad bare at være mig alene i MIN opgivelser og det er der ingen som forstår her og de syntes alle jeg er dybt dybt mærkelig pga. min "alene tid" og det er faktisk kommet så vidt at de (mine søskende og min familie) vrænger på næsen og siger med overdrevet stemmeleje "dig og din alenetid..." når de taler om det. Ufedt.

Jeg forstår langt fra alle mine søskende, men jeg accepterer dem. Gid de ville gøre det samme.

I dag har jeg været hos Anika og alle hendes børn og spise frokost og Barbara og hendes børn kom også så der var virkelig gang i den - hold da op!! ELSKER børn, ingen tvivl dér men come on hvor er jeg glad for at kunne køre igen når hele huset er bombet med legetøj, sko, sand og tabt mad og hele haven ligner en bombet legetøjsbutik..........tror måske de ting eller retter de tanker jeg har om at dét ikke er mig, kunne ændre sig hvis jeg havde en at tale seriøst med dem om, men det har jeg ikke og selv om jeg faktisk oprigtig kan mærke at jeg efterhånden gerne vil have en kæreste så er jeg slet ikke sikker på at det nogensinde bliver aktuelt for mig at få børn.

Måske det bare ikke er ment to be?

Jeg har også fået et par sms'er fra Norman, hyggeligt men meget kort. Ved slet ikke hvad jeg skal tænke, måske jeg bare skulle la være med at tænke? Det ville nok være en super ide og faktisk en hel del lettere i København end her - her tænker jeg endnu mere end i København fordi jeg prøver at trække mig ind i mig selv bare for at få tid alene.

Det har været SÅ slemt mht. min alenetid at jeg kørte ud på gården og bare sad i græsset og tænkte!!!!!!

Bagefter satte jeg mig ind i bilen og tog en middagslur, det kan jeg selvfølgelig også gøre her, men ikke uden at det hele klinger af "no go" - det er ikke velset at sove midt på dagen når jeg eventuelt kunne grave et par grøfter, hive ukrudt op, pudse vinduer, vaske tøj osv........det er simpelhen the down side af far og mor, de slapper aldrig rigtig af og de stresser mig sku!

Og desværre så føler jeg altid at jeg ikke kan gøre dem tilfreds - selv da jeg var på radioen og mødte kl. 04.30 og gik hjem kl. 14 så var det NO GO at sove en time til middag! Jeg knoklede og knoklede og alting var forkert alligevel, de var og er åbenbart aldrig rigtig tilfredse og jeg frygter at jeg ligesom Dronning Victoria af England aldrig rigtig bliver fri af mine forældre før den da jeg gifter mig - og sæt nu ingen vil have mig? Jeg har jo ikke et helt Kongerige og millioner bag mig, jeg er bare en efterhånden, utrolig fattig arbejsløs pige med et husmandssted der er forgældet til op over begge øre bag mig - lyder dét ikke bare som en alle ville ønske at giftes sig med?

Jeg må simepelhen tuffen up og lære at klare mig selv og tage mindre hjem, være mindre i mine forældres nærvær. Save my pennies og lave fundamentet til min nye formue én gang til.....den (min formue) bliver øjensynlig langt mindre end den forgangene og det kommer til at tage år, men jeg ved også nu at jeg feks. kan leve for 600 kr mad om måneden, det er ikke sjov lækker saftig mad men det gør at jeg er mæt hver nat når jeg lægger mig til at sove og dét er jo bottom line.

Nogen gange så tænker jeg på at lave en ny datingprofil og se om jeg kan komme i gang med at date igen, men jeg ønsker ikke at Norman kikker med og det vil han selvfølgelig gøre - så kan jeg gå på andre dating sider, dét har jeg også prøvet for et par år siden, men de er bare ikke så gode - om det så er fordi jeg er vane menneske eller pga. andre ukendte faktore, så syntes jeg bare ikke der var rigtig gevinst andre steder.
Men når jeg så sætter mig ned og tænker på hele det der "dateri" så bliver jeg total panikken - hvad skal jeg sige og vigtigst af alt hvad skal jeg ikke sige og hvad skal jeg tage på og tænk nu hvis manden jeg er på date med tænker dårligt om mig osv.....nej nej til slut kommer jeg frem til det jeg altid kommer frem til - at jeg må lære at stole på mig selv og mig selv alene og vænne mig til at jeg bare er mig i mit liv - så er der alle mine veninder udenom men ingen mand, han findes ikke og han kommer ikke. Ikke i virkeligheden i hvertfald.

Men så kan jeg måske få lidt smil på læberne af sms'erne fra Norman og opkaldene fra Kunstmaleren - som iøvrigt ringede da jeg var hos Anika, jeg sendte en sms til ham at jeg ringer i morgen når jeg køre hjem til København. Burde nok lade være men dét er svært når jeg er så ensom efter at være RIGTIG fortrolig med nogen.......

Og SÅ er jeg jo tilbage til mit tosomheds-afsavn.......!


Cela'vie!


Og når jeg er så hul inden i som jeg er nu, blottet for følelser. Ligsom da jeg havde sex med Ayal og følte mig helt hul i maven, sådan er mine følelser nu. Hule.
Så er det at jeg tænker sådan her




og dét er cirka det eneste jeg IKKE må føle, for ham jeg ønsker at ringe til, han vil få hjertestop og jeg ved at jeg burde vide bedre.....Sangen kunne være skrevet af mig, til hvordan jeg får det inden i når jeg drikker og bagefter rammes af ensomhedens væg