Fyret

I dag kl. 14.56 ringede min chef og fyret mig - ja han ringede.

Flot. Tænk at han ikke kan gøre det in person. Jeg vidste det bare - my lifeline will never last.

Her til jul var min mor så glad over at jeg havde et job som jeg var rigtig glad for, hun nævnte det flere gange og det er sandt, jeg elsker mit job, men hvad gør det hvis mit job ikke elsker mig?

1. Februar. No money. No job. No friends..........eller jeg har jo stadig venner, masser infact men de har bare altid så travlt og fordi jeg sidder så meget alene så har jeg også bare et meget større behov for at være social.

Jeg har stadig tænkt mig at gå videre med at finde et kontor fællesskab, jeg skal UD og det skal være NU!

Jeg har SÅ MEGET brug for at tale med andre mennesker, faktisk så meget at jeg i dag tilføjet Norman til min skype igen, faktisk så accepteret han overraskende nok, men da jeg ringede ville han alligevel ikke tale. Typical. I could have told myself.

Men jeg er jo altid sådan en sucker for håb - håbet er noget jeg altid har, inden i. Jeg sidder også her og håber at firmaet får penge igen, så de igen vil ansætte mig, at vi (firmaet) får et kontor og at jeg får sparring, indput og social samværd....

Det koster jo ikke noget at håbe........vel?

Nu tror jeg at jeg må logge af, uagtet at jeg egentlig skal arbejde en time mere, jeg kan simpelhen ikke stoppe med at græde.

What a life - Camino France wait for me!