Jeg hader mænd!

For helvede da osse!

Dumme dumme mig - nu var jeg lige så dejlig "hel", fri og let på dét ene punkt i mit liv som åbenbart har været udset til at være mit livs åg. Mænd vs. mit hjerte - og altid og igen har mit hjerte tabt, men nu, her på de sidste har jeg følt at jeg har vundet, at jeg endelig ENDELIG havde overtaget men nej....eller jow men jeg dummede mig.

Lang historie kort - jeg har jo ikke skrevet længe og meget er sket. Gården er smadret, jeg er ruineret og tæt på betalingsstandsning, arbejdsløs og snart også boligløs osv. - du ved, den gode gamle traver med at mit liv køre helt af helvede til på det helt forkerte spor med alt for høj fart - men på TO punkter fungeret skidet bare til min fordel.

1. Jeg bor i København, MIT København.

2. Jeg er (ENDELIG) fri af ALLE mænd.

- og så dog......

Kunstmaleren ringer stadig, faktisk ringede han i søndags kl. 23.40 for at fortælle at han nu gik en tur langs "vores strand" - jeg måtte lige høre hvad han mente selv om jeg selvfølgelig med min klæbehukommelse udemærket godt vidste hvad han hentydet til.

Han havde været hos nogle kunder og fået lidt at drikke og nu gik han så hjem gennem Marselisborgskoven og langs vandet, forbi Tangkrogen, Strandparken og den vej hjem - men det havde jeg godt luret allerede inden han gav mig "rute koordinaterne".

Med "vores strand" hentydet han til den éen gang hvor det nogensinde lykkes mig at overtale ham til at vi tog ned til den strand som vi jo begge boede med kik til og bade, det var en utrolig lun sommeraften, sikkert sommeren 2003, og Kunstmaleren lå i vandet og svømmet rundt mens han sagde som en fiskekutter. Ja grin bare men han var jo så utrolig god til at imiterer lyde, dyr, mennesker osv og mens tusmørket sneg sig ind kom et marsvin med unge op kun 1 meter fra os, hvor de lå og dykkede ned under vandt blot for at komme op liiidt tættere på os - igen og igen - jeg blev skide bange, er jo ikke den store dyreven, så jeg strøg over til ham og forsøgte at kravle op på ham, for det var efterhånden så mørkt at jeg ikke kunne se hvad der var under vandet og tanken alene om hvad mørket gemmer giver mig the creeps!

Men selvfølgelig var Kunstmaleren ikke intersseret i at have sin kæreste hængende på sine skuldre så han smed mig af og svømmede væk fra mig, i ren panik strøg jeg ind på stranden og ventede på ham der.

Så alt i alt, ikke en særlig romantisk svømmetur en lun sommeraften, men åbenbart NU knap 8 ÅR senere så står denne aften lysende klart for ham da han går småberuset hjem fra nogle kunder i Højbjerg........HOLD NU KÆFT hvor er mænd mærkelige!

Han husker at vi holdt i hånden hele vejen hjem - det måtte jeg så lige orinterer ham om at vi bestemt IKKE gjore!! AT holde i hånd er for mig noget nær det mest erotiske, romantiske og fantastiske to mennesker kan gøre, det er for mig næsten en større kærlighedserklæring end at høre de tre små ord - når jeg skriver næsten er det fordi jeg alrdig har hørt det tre små ord sagt til mig, så for mig er det at holde i hånd det ypperste der kan ske og som er sket for mig - og det er 100% sikkert at Kunstmaleren aldrig har holdt mig i hånden, jeg forsøgte i starten mange gange, men fandt hurtigt ud af at det var lukket land.

Jeg tror måske at det var lukket land, fordi han, Kunstmaleren ubevist vidste hvor meget det betød for mig, underforstået - han var bevist ondskabsfuld ved mig og jeg var utrolig sårbar og modtagelig.

Men vi snakkede - jeg burde selvføgelig slet ikke havde taget telefonen, men nu er det sådan at Kunstmaleren og Norman har nøjagtig samme nummer minus det sidste cifre i deres telefonnumre. Det ALENE burde jo være nok til at alarmklokkerne ringede da jeg mødte stodder nr. 2 Norman!!

Anyway, jeg trode måske ubevist det var Norman, da jeg netop havde sms'et lidt med ham fra hans spanske telefon - havde jeg tænkt to gange vidste jeg jo godt at det var det ikke men ja bla bla bla.

Efter at have talt med Kunstmaleren lå jeg længe og tænkte og jeg ved nu, 100% at jeg er ovre ham. Han ejer ingen dele, stumper, flig eller hjørner af mit hjerte mere. Han er i mine tanker ja, men det er der så mange som er - men han er ikke i mit hjerte mere og han kommer aldrig derind igen.

At være venlig og imødekommende over for mennesker er ikke det samme som at de er i ens hjerte.

Det gør mig glad, virklig. Det giver mig sådan en hel rund ren fornemmelse. En fornemmelse af at mit hjerte er ved at være "på vej" "på rette køl" og det er jo fantastisk.

Jeg har jo trods alt også gået over 1000 km på min pilgrimsvandring til Santiago de Compostela for at komme mig helt over Kunstmaleren OG én fyr mere......

Ja du gættede rigtig, Norman.

Han har bare ikke været særlig sød over for mig, i mange år - næsten i lige så mange år som Kunstmaleren.

Sagen er den, da jeg mødte ham datede (knaldet) jeg på livet løs, det var min måde at komme videre, at komme mig over Kunstmaleren - ved at jorde andre som de havde jordet mig, ved at føle at han ikke var den eneste jeg skulle have sex med. Jeg kan ikke forklare hvad der fik mig til at gøre det, men jeg kan til den dag jeg dør sige at jeg ikke fortryder at jeg havde den periode af mit liv - det føltes godt og det var utrolig vovet og frigjort gjort af mig - og virkelig noget jeg havde brug for, et forsinket teenage oprør måske?

Men så kom Norman ind i mit liv........det var kun ganske kort, men jeg kan stadig huske det digt jeg skrev og hvad jeg skrev i min dagbog d. 18 december 2005 som helt afgjort var den aften/nat hvor jeg "faldt" for ham.

Jeg havde været på arbejde som personal shopper i Magasin og da jeg kom hjem og logget på min elskede computer var han der med det samme på min msn: Hej Søde....jeg mindes stadig at han altid var der når jeg logget på, hans hilsner og smileys - som jeg har skrevet før så elsker jeg at chatte, eller elskede (har ikke gjort det i årevis) og at han altid var der når jeg tændte computeren gjore jo at jeg følte jeg "havde noget" at jeg ikke var alene....og lidt efter lidt, gennem vores sene nattetimers chat faldt jeg jo mere og mere for hans væsen - og den nat, den fatale nat 18. December 2005, der afsluttede jeg min dagbog med:

".....tør jeg, igen?"

Og jeg trode jeg turde, jeg satsede og jeg tabte.

Men fordi jeg ikke forstod hvorfor jeg tabte, hvordan "slaget" kunne gå fra at have en lykkelig udgang til pludselig at få en fatal udgang, hang jeg fast.

Og en dag, efter flere timers pep-talk til mig selv ringede jeg til Norman for at prøve at forstå, for at få en afslutning og jeg fortalte ham med en stille stemme at jeg gerne ville videre, ville glemme ham men at det var svært "fordi jeg sad fast i en spirende kærlighed til ham" - det var de ord jeg brugte og gæt engang hvad han sagde?

Han lo. Han lo af mine følelser og fortalte mig at jeg var blot en blandt 4 forfærdelige skøre kvindemennesker han kendte som ville have hans krop!!

Det var hans ord.......de ramte som en totempæl gennem hjerneskallen!

JEG var skør, JEG var blot én af mange, JEG ville have ham, MINE følelser betød intet.......han var jo helt forkert på den, jeg var og er ikke som de andre piger, jeg ville jo ikke have ham, jeg ville SÅ gerne opfylde HANS ønske om at lade ham være og komme videre - jeg havde bare brug for lidt hjælp.

Set i bakspejlet kan jeg ikke se at man kan sige noget meget sødere og mere følelsesmæssigt rørende til et andet menneske end at bede om hjælp til at komme sig over en spirende forelskelse......men det kunne han åbenbart.

Tiden er gået, årene er gået og jeg er ikke kommet ret meget videre.
Og dog - jeg besluttede mig for at gå min pilgrimsvandring oven på alt det med gården og samtidig rydde op i mit liv - der er SÅ meget rod i mit liv og nu skal det være slut.

Så som sagt så tænkt og jeg gik, hold nu op hvor gik jeg langt og hver gang jeg var træt, eller ved at give op eller blev ked af det, arrig eller vred så tænkte jeg på hvorfor jeg gik og dem som havde såret mig og den realitet at hvis jeg gav op - hvilket jeg var ved at gøre flere gange - så ville jeg tage tilbage til min lejlighed og sidde nøjagtig i samme position i livet som før jeg tog afsted, med nul og niks i hænderne og samme lugt af lort og problemer i næse og hjerte.
- så jeg forsatte.

En aften var jeg ved at bryde totalt sammen, lige inden mål. Jeg tror der var ca. 2 el. 3 dage til mål og så gjore jeg som jeg så ofte har gjort før og som jeg også har beskrevet før her på siden, jeg ringede til Norman....

Han var på vej til en koncert med hmmm Smokey eller noget andet fladt gammelmandsa agtigt og satte mig - som så ofte før - på hold. Af økonomiske årsager, dansk telefon i spanien.... - lagde jeg på, og stortudet i min seng, dog ganske sagte så ingen hørte mig.

Jeg gik jo netop denne her tur for at komme mig over ham og når så det hele kogte på, så var og er han den første jeg tænker på at ringe til?? Jeg må jo være total blæst i hoved!!!

Vågn dog op pigebarn, kan du ikke se at han oser af dårligdom? Råddenskab? Ondskab? Manglende sympati? Skrigende mangel på Empati?

Jow dét kan jeg godt se men......

Der er bare altid et fucking men når det drejer sig om mig og mine følelser - og specielt når det gælder Norman. Der er jo stadig den der spirende forelskelse som jeg aldrig har fået afsluttet. Og OM jeg forstår hvorfor en afslutning er SÅ vigtig for mig......I wish I understod men det gør jeg ikke.

Nå men jeg skulle jo prøve at holde denne her historie kort, kl. er 23.40 og jeg burde virkelig sove men jeg lå inde i sengen og var så indædt, vred og såret at jeg bare måtte skrive det ned ellers VED JEG at jeg kommer til at ligge den halve nat og vende og dreje mig og prøve at finde løsninger på alt. Hvem sagde resultatorinteret?

Da jeg kommer til Santiago rykker jeg Normans adresse ud af min kalender, jeg havde skrevet et postkort til ham på turen, en slags "farvel" men jeg ved faktisk ikke om han nogensinde har fået det. Adressen endte i 23 små stykker i kloaken under Santiago de Compostela i Spanien og både Kunstmalerens og Normans nummer blev slettet fra min telefon - skønt det ikke gør den store forskel, jeg kan dem i hoved :(

Da jeg kommer hjem og går i den lokale Netto er den første jeg ser: Norman.....han står sammen med en pige og er ved at lukke alt kulden ud af to fryseskabe. Det styrtregnet udenfor og jeg havde ternet gummistøvler på, en hvid regnjakke med grønne fugle, klasket hår efter cykelhjelmen og var bare drivvåd og i ren forskrækkelse over at se ham dér i MIN Netto laver jeg et spring ind til højre. Resultat: Jeg falder fordi gulvet er vådt.......

Så der ligger jeg, i MIN Netto og sejler rundt på et beskidt gulv under 24 timer efter at jeg netop har gået til Verdens fucking ende for at glemme det slette menneske som nu står så tæt på mig at jeg kan høre hvad han siger........

Jeg glemmer naturligvis alt om hvad jeg egentlig skulle købe og får bare høvlet det mest nødvendige ned i min kurv og så ellers afsted til kassen, jeg skynder mig at vælge køen længst væk fra hvor han stod da jeg så ham sidst, desværre er det køen over ved vinduerne og sodavand og pludselig står Norman i den kø, som den bagerste! Ikke et mudderskred kunne få mig til at stille mig bag ham - jeg kan stadig høre hvad han vil sige: Stalker Stalker Stalker Stalker........!!

Jeg får lynhurtigt skiftet kø, som er lige så lang - ud af øjenkrogen ser jeg at der er ved at blive åbnet en ny kasse og jeg griber min kurv og skubber til flere mennesker (hvilket jeg ellers aldrig ville gøre) og springer over og står nu som nr. 2 i den nye kø. Foran mig står en pige med en ret fyldt indkøbsvogn men skidt, Norman står ca. 14 mennesker bag mig tre reoler væk så jeg ved jeg er uden inden han ser mig......trode jeg!

Pigen foran mig er pigen han var med og pludselig maser han sig forbi mig, så tæt at hans arm strejfer min - jeg har allerede lagt mine ting op på bånden, jeg sværger ellers var jeg gået! Jeg overvejet seriøst hvorda jeg kunne komme ud og væk fra butikken, med eller uden vare, bare jeg ikke blev set. Mit hjerte blødte allerede......

Hele min vandring var forgæves.......her stod min "frygt" og jeg var fanget. Omvendt ironi. Her har jeg brugt uger på at helt bogstaveligtalt GÅ fra en sorg, en frygt og en smerte i Danmark og straks hjemvendt får jeg smidt den smerte, sorg og frygt lige i hoved!!

SElvfølgelig opdager han mig og tager hånden op til øret og siger: Jeg ringer........og selvfølgelig gik min krop straks i vente position........og der gik længe inden han endelig ringede og jeg var jo straks "On" igen i stedet for at være offline som jeg jo så gerne ville og så gerne vil være.

Lang historie kort, han ringede og vi talte sammen i over to timer, 1½ uge gik og han ringede igen og vi talte sammen igen i knap 2 timer. Anden gang var jeg knap så "benovet" over at han ringede, så jeg prøvede flere gange at slutte af, at runde samtalen af for at se om han bare ringede af "medlidenhed" - men han talte videre og det var jo oprigtigt skønt men også forfærdelig, for hvorfor NU? Hvorfor vil han gerne tale NU?

Inderst inde vidste jeg godt hvorfor, jeg havde jo gået en pilgrimsvandring og det ville han også gerne - men hvad så når han havde fået alle informationerne af mig, hvilket jeg gerne gav videre, til ham og alle andre som vil afsted - det er det bedste jeg nogensinde har gjort og næste år i april går jeg Sølvruten fra Sevillia til Santiago - men hvad så bagefter?

For et år siden tilføjet jeg Norman på Facebook og han ignoreret mig, afviste mig. Dét var et slag i hoved på niveau med dengang han grindede af mine følelser eller dengang han kaldte mig en stalker fordi jeg kom forbi med to rundstykker og en morgenkage en lørdag formiddag........jeg glemmer det ALDRIG!

Og nu, pludselig ud af det blå, så tilføjer Norman MIG på facebook.......?! Jeg sagde selvfølgelig ja, nysgerrigheden til at se hans profil var alligevel for stor, men jeg gik også ind og slettede det "fodaftryk" som kommer på min side med at jeg er blevet venner med ham - jeg behøver ikke at alle på min facebook skal vide at jeg nu er "venner" med ham som jeg har talt om i så mange år, ham som egentlig har behandlet mig så skidt og som alle jeg kender med stor fryd vil rykke hoved af og skide ned i halsen - jeg orker bare ikke at høre på nogen og jeg orker specielt ikke at høre "I told you so" igen.......for inderst inde vidste og ved jeg jo godt hvordan det her vil ende og NU har jeg jo fået ret!

Smæk lige i hoved igen.......Dumme Dumme DUMME mig!

Lige inden Norman tager afsted på sin vandring ringer jeg for at ønske ham god tur, han tager ikke telefonen, da han er online på facebook skriver jeg til ham - vi har jo trods alt talt meget sammen og jeg føler jo at jeg nu "kender ham" (ha ha dumme dumme DUMME mig!) - han svare ikke, heller ikke da jeg sms'er ham.....intet svar. Bare isende tavshed, som altid.

Sidst vi talte sammen blev vi afbrudt, da jeg forsøgte at ringe op igen gik telefonen på telefonsvaren, ikke noget af den store betydning men normalt, hvis man bliver afbrudt i en samtale - vil man så ikke ringe igen senere eller sende en besked, senere?

Jeg hørte intet! Igen blev jeg ignoreret. Og igen gør det så ondt inden i, fordi jeg igen ikke forstår.......

Jeg prøver at sige til mig selv at der er en logisk forklaring på det hele, at manden er presset osv. men bottom line: Han ignorere mig.

Jeg sætter ham på Liste 4 på min Facebook sammen med ham den klamme jurist fra politiet som forfølger mig (en anden LAAAAANG og endnu mere langt ude historie som du må få en anden dag)
Denne her liste er hvor folk som er på den liste ingenting kan se, udover mine albums fra min smadret gård, men de billeder må hele verden gerne se! Dem som er på listen kan ikke se min væg, de kan ikke læse noget om mig eller lægge kommentare, de kan faktisk ingenting se udover de to albums fra gården og så mit profilbilled som af samme grund er et billed af en plakat!

Forresten, så opdaget jeg et sted mellem det afbrudte opkaldt og nedrykningen af Norman på Facebook at Norman havde slettet de 3 kommentare jeg havde lagt til hans billeder, eller to af kommentarene var til billeder det andet var til en tråd på hans væg......*smæk* liiige i hoved igen......

"Hej kom indenfor - *smæk* - nu ignorere jeg dig igen, åbenlyst"

Men afsted kom han da og jeg begyndte min nedtrapning og prøvede at finde tilbage til det som var engang, at jeg kunne grine og le uden at tænke på ham (og Kunstmaleren)

Og så begynder Norman at sms'e mig fra hans Spanske telefon, ikke meget og ikke lange sms'er men én sms hver dag i de første 4 dage - og selv om jeg er en forbandet sucker med en rygrad som en bladlus så blev jeg jo rigtig glad over at han tænker på mig -og svare på dem.

Og så, lige så pludselig som han er kommet ind i mit liv - lige så pludselig bliver han still igen. Jeg ved at han er presset, at det er en knald hård tur og at han jeg bare skal lade ham være men det er også svært og jeg er total vattet.

Så jeg skriver lidt i ny og næ og han svare også i ny og næ - mest i næ.

Indtil i dag hvor han skriver at jeg kan læse hans blog på blogspot.com, så ligesom jeg har han en blog

(det var faktisk sådan jeg kom til at tænke på min blog igen, ikke at jeg havde glemt den men jeg har bare hele tiden tænkt "i morgen..." men nu kom jeg så ind på den)

Jeg læste hele hans blog og den var faktisk rigtig sjov, måske ikke hyle skæg men fordi jeg selv har væet der og 300% kan sætte mig ind i hans følelser og beskrivelser så fik jeg virkelig et deja vu og dét var skønt for som skrevet så er den tur det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv - ever!

Det føltes lidt som at læse en andens dagbog uden tilladelse, og jeg var da også ret hurtig til at opfatte at han gik i svømmehal hver dag med en pige fra Estonia - og ud af det BLÅ fik jeg et stik af jalousi! Hvor syret er det lige??

Her sidder jeg og bliver jaloux på en pige jeg ikke kender fordi hun går med en svedig behåret neandertahler look alike mand jeg ikke har set propper i årevis?

Jeg må være far out fetch!

Men da jeg har læst færdig er jeg ligesom i ro med mig selv, og tænker "der er ikke noget der" eller what ever jeg nu tænker.

Problematikken er, at jeg for flere år siden har opdaget at han har en youtube konto, hvilket jeg også havde dengang - men fordi jeg hele tiden gloet på hans latterlige konto slettet jeg min. Slut.

Men så skulle jeg vise Grandma i Texas et par klip og for knap 2 måneder siden lavede jeg en ny konto - og så kom jeg jo liiiiige til at kikke på Normans konto også......og så var det jo liiiiiiiige at han har laved en videoblog derinde.........

Lang historie kort - efter jeg har læst hans blog kikker jeg på hans youtube - der har han lagt en slags fødselsdagshilsen til hans søster op og jeg kan med det samme se at det er en presset mand og han er da også lige ved at græde på et tidspunkt - det burde måske ha rørt mig, eller normalt ville det ha rørt mig men jeg var jo allerede lidt såret - og desværre bliver det ikke bedre af at jeg høre ham fortælle at på 6 dagen af hans gåtur der kravler denne her pige fra Estonia, som er utrolig flot, ned under hans dyne......

Og han siger: Turen var jo lidt for at slippe for kvinder og så sker det her bla bla bla...... det er nok bare mit lod......og så *smæk* kom jeg til at tænke på noget han havde sagt i en af de samtaler vi havde inden han rejste. Her siger han: "....bla bla bla......det er nok en af Normans damer........."

Desværre kan jeg selv alt for godt høre hvordan det her lyder - hvis en af mine veninder havde fortalte mig denne her historie ville jeg ha grinet og fortalt hende hvor en kæmpe NAR Norman egentlig var og så taget hende med på tøsedruk for at glemme neantherthaleren!

Men dette her er ikke andres historie - og derfor fik jeg smækket i hoved at nogen kan tro at man er en af Normans damer og at hans lod er at damer bare vil ham helt vildt hele tiden, uanset hvor han er!

Lur mig - om han ikke har fortalt hende hvem han er og hvad han laver........han har jo dummet sig - engang sagde han til mig at pigerne kun tog ham for hans penge, her havde han jo en oplagt mulighed for at finde ud af om der også er piger som vil have ham for ham, for Norman in person eller om det er Normans penge de vil have - men jeg kan ikke forestille mig andet end at han har bjæffet op om hvem og hvad han har og er.

Anyway - jeg har jo - ubevist godt nok - sat mig selv i en position hvor JEG pludselig er en af "Normans damer" og hvor jeg udstråler at jeg også er en af de mange mange ufattelig mange kvinder der vil have ham.......og Kære Du, sådan en kvinde er jeg ikke og jeg VIL IKKE være sådan en kvinde!

Jeg kendte ham ikke af omtale før jeg mødte ham, og jeg faldt for ham inden jeg havde mødt ham in person....og nu har jeg fået en label på igen og mit hjerte som før var så rundt og fint og rent er nu total sølet til i grimme tanker og følelser...

Derfor vil jeg nu prøve at ignorer ham - ikke at han sikkert opdaget det, man skal jo ligesom være intersseeret før man kan mærke smereten af at blive ignoreret, men jeg VED hvor ondt det kan gøre at blive ignoreet og jeg er lige nu stærkt motiveret til at give smerten videre, ligesom jeg var i 2005.

Men bottom line, jeg har dummet mig, blottet mig og fået mig selv såret igen.
- og så har jeg fandeme gået 1000 km i en forkert sags tjeneste!

Jeg er så vred og skuffet over mig selv.......