I dag er det lørdag d. 17. juli og om 4 dage bliver jeg 32 år - jeg syntes egentlig ikke at 32 år er "mange år" det er selvfølgelig 32 år men jeg føler ikke at jeg er gammel, eller er gået i panik eller sådan, men jeg syntes på den anden side at det er trist eller hmmm..... ja måske "trist" ikke er det rigtige ord, måske mere "tårefremkaldende" at jeg nu er 32 år og faktisk ikke har udrettet noget somhelst i livet. Eller sådan føler jeg det i hvertfald selv.
Se nu feks. Anika min veninde, mor til tvillinger på 3 år, gift med en mand hun har kendt i knap 10 år, er netop nu på barsel med sin dejlige lille nyfødte pige, bor på en total restureret bondegård (som jeg IKKE er misundelig på!) og ejer sin egen butik.
Se Barbara, mor til to fantastiske børn, er godt nok ved at flytte fra manden i Schwitz og hjem til Danmark, men stadig - hun har fået sine børn og mangler kun at skabe sig den karriere hun gerne vil.
Se Lita, kærester med Ebbe, uddannet pædagog og elsker elsker sit job, nu er det flyttet sammen og der vil de bo i to år, altså i hendes lejlighed, og så vil de finde noget større og få børn.
Se Sofie, kærester med Rune på tiende eller tolvte år, har netop fået tildelt en million kroner til at lave et forskningsprojekt, har planlagt sin graviditet til om 1½ år, bor med kæresten og skal til at købe hus i Roskilde.
Jeg ved selvfølgelig godt at jeg ikke skal sammenligne mig selv og mit liv med andres og slet ikke med mine veninder - men der er bare RO på ALLE mine veninders liv (har cirka 10 gode veninder der bare ER DER altid) og i mit liv er der bare ingenting som er på plads.
Jeg bliver som skrevet snart 32 år, jeg har ikke haft en kæreste sider ruder konge var kængt eller nærmere betegnet siden 2. marts 2003, jeg har ikke fået sex siden december 2007, jeg har ikke haft et fast arbejde siden September 2009, jeg har ikke haft penge siden 18. januar 2010, jeg har aldrig fået en karriere og jeg aner ikke hvad jeg vil med livet og jeg har aldrig ejet mit eget "tag" altså mit eget hjem og sådan som livet flasker sig lige nu for mig, så ser det ikke ud som om nogen af ovenstående ting vil ændre sig i dette år.
Selvfølgelig håber jeg på at få et arbejde, anything will do by now, men ellers så tror jeg at 2010, 2011 osv. vil se nøjagtig ud på samme måde for mig som de har gjort de sidste par år.
Jeg tænker at livet er som en labyrent, hvis du er skarp og vågen og knokler så finder du vej ud til den brede dejlige labyrent som føre til alle mulige steder, er du uheldig kommer du til at tage en forkert vej og havner inde i en labyrent hvor gangen bare bliver mere og mere trange, i ny og næ kan du måske nå at vende om men oftes er du så langt inde at du ikke kan finde tilbage - og så er der kun at forsætte fremad.
Jeg syntes selv jeg kæmper hårdt, knokler, er skarp og vågen og vil gøre så godt som alt for at komme videre med mine drømme og ideer men det lykkes aldrig og jeg forstår ikke hvorfor, jeg forstår ikke hvad det er jeg gør som gør at jeg fejler, igen og igen. Men jeg er ganske overbevist om at hvis jeg finder ud af hvad det er så vil jeg kunne revulitionere mit eget liv!!
Da jeg besøgte Tine Bryld sagde hun at jeg var frygtløs, personligt syntes jeg det lyder sejt men som hun sagde så passede jeg ikke godt nok på mig selv og derfor var der altid frit fald når ting gik galt...... jeg ved ikke om jeg er enig med hende, men jeg tror hun har fat i "noget" - desværre er det ikke en åbenbaring for mig, så jeg kan ikke rigtig "se" hvad jeg skal gøre for at ændre de ting som altid "driller" i livet.
Så i bund og grund sidder jeg nu, i samme position i livet som jeg har gjort i mange mange år, uden udsigter til en fremtid og Kære du, på et eller andet tidspunkt i livet, så bliver det en uholdbar udsigt at have, jeg er ikke dér endnu, men jeg frygter at jeg kan mærke at enden er nær - og hvad skal jeg så gøre?
Hvor går man hen, når man giver op? Hvor er bordet hvor jeg kan lægge mine nøgler og dankort og sige "Jeg giver op, hjælp mig?"
I går fredag kørte jeg fra København med min ældste lillebror som havde været på besøg hos min yngste storebror i Sverige og hjem til Jylland - det var lige omkring kl. 16.00 så jeg frygtede virkelig at komme til at sidde fast i ferietrafik og fredagskø blandet sammen med 25 graders varme udenfor og ca. 40 grader inde i min total sorte bil uden klimaanlæg - men vi var heldige, der var ingen kø men VARMT, dét var det! Puha....
Jeg har ikke hørt fra Norman siden torsdag, og det er faktisk helt fint, jeg tænker på ham men det er ikke sådan at jeg har ondt i maven. Der er helt ro inde i min sjæl lige nu, jeg ved jo hvor han er, hvor jeg har ham.
Eller det sidste er måske forkert sagt, altså at jeg ved hvor jeg har ham, men det føles sådan, føles som om jeg ved hvor jeg har ham og jeg er faktisk lidt bange for at jeg "hviler på lauerbærene" ved at tænke sådan - for pludselig så kommer han hjem igen og så er han måske ikke så "mild" mere som han er nu, måske han pludselig bliver til onde Norman igen, ham som taler så grimt til mig, nedgøre, ignorere og ydmyger mig.......
Tanken alene gør mig helt trist, specielt fordi der ikke er noget jeg kan gøre for at ændre det, ændre hans holdninger og følelser omkring mig. Dermed ikke sagt at jeg går og ønsker at han skal ændre sine følelser til kærlighed mod mig, slet ikke men jeg er da helt klart mere fan af den måde hvorpå han er nu mod mig end den måde han har været før og dét ville jeg ønske kunne forblive sådan.
Ville ønske at jeg kunne fastfryse tiden som den er nu, hvor jeg høre fra ham i ny og næ - helst i ny frem for i næ men i næ er også okay når det nu ikke kan være anderledes - jeg bliver så glad når jeg får sms'er fra ham hvor han feks. skriver "Tak......Det er hetl eurofisk fedt! Jeg er sikker på at jeg gør det igen"
- den sms blev jeg simpelhen nød til at gemme - det er FØRSTE gange NOGENSINDE jeg har "hørt" ham sige tak.......for noget overhoved! Og jeg blev så glad!
Tak og Undskyld er to små bitte ord som har en kæmpe betydning og selv om man ikke skal misbruge nogen af dem, så er det vigtigt at kende betydningen og virkningen af dem, det tror jeg ikke Norman gør.....
.....og så alligevel, når jeg læser hans blog, som jeg ikke kan finde ud af, om det er et spil for galleriet at han skriver eller om det er oprigtigt, så er det som om jeg i glimt ser dén Norman jeg kendte, den fantastiske dejlige sanslige følsomme voldssom lækkre mand jeg engang mødte - men kun i glimt som er væk når jeg rykker to linier ned i bloggen. Det er nok til at skabe håb men ikke nok til at skabe drømme.
Jeg ville lægge en kommentar til noget han havde skrevet og trode fejlagtigt at jeg kunne lægge en sådan anonymt da jeg jo følger bloggen anonymt - dér blev jeg så lige klogere!! Mit navn, altså mit blog alias kom frem med link til min blog - så i løbet af no time fik jeg lukket min blog så ingen kan læse den!!
Uanset hvor naiv jeg til tider kan være, så kan jeg rigtig hurtigt og rigtig nemt regne ud at det IKKE, med streg under IKKE er klogt af mig at lade ham læse min blog lige nu, eller måske aldrig - for slet ikke at tale om alle de andre som læser hans blog og som dermed kender ham!!
Det er jo ikke rocket sience at finde ud af hvem Norman er, hvis man ved lidt om hvem han egentlig er tl daglig- og alt andet lige, uanset hvor sandt det så end er, så er det jo ikke super flatternede ting jeg har skrevet og skriver. Det er sandheden men den er jo som bekendt ildehørt og jeg er også godt klar over at der altid er to sider af én og samme historie - så bottom line, ingen fra den side af kloden behøver at læse min blog, for selv om jeg også er anonym og skriver under alias så kan de fleste jo lægge 2 og 2 sammen - og jeg er bare ikke parat til at tage endnu en kamp for min ret til at føle som jeg føler og tænke som jeg tænker, så indtil videre er min profil lukket land for ALLE - pis og lort at jeg ikke kan slette hele min besked inkl. mit navn, men det kunne jeg ikke eller også er det mig som ikek kan finde ud af det.
Men skidt pyt, nu er et jo sådan - det kan også være at han sletter mig - det har han jo gjort med mine kommentar på facebook, hvilket jeg faktisk ikke forstår da det ikke var noget grimt eller ondt skrevet.
Nå men anyway - jeg er super træt, var oppe og løbe med min lillesøster i morges kl. 07.37, 6 km eller måske kun 4 km for vi gik hjem :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar