I skrivende stund sidder jeg i min søsters lejlighed i Århus og kikker ud på Rådhusuret - lejligheden er faktisk mest min men da mine forældre købte denne her til mig og en anden til min søsters i Odense, var det et forældrekøb.
Før kursen gik op, før finanskrisen købte min søster sin lejlighed af mine forældre og solgte den på toppen og puttede én million ren i lommen.
På samme tidspunkt boede jeg i London, hvor kursen på pundet var 12, så det var dårligt for mig at købe lejligheden, så jeg stod bare som del-ejer med forkøbsret. Da jeg kom hjem var kursen stadig høj, så kom finanskrisen og *bang* egentlig et godt tidspunkt at lave et omskiftning på, men samtidig med finanskrisen kom krisen med min Gård, så vi fik aldrig lavede papierne - hvilket er meget godt, for så havde banken taget lejligheden, så hårdt sad jeg i det økonomisk.
Så nu er lejligheden lidt min og mest mine forældres, men det er min søster som bor i den til 2500 kr pr. mdr. alt inkl. (el, vand, varme, internet, tv mv. ) fordi den ikke er dyrere og mens hun "bor her" bor hun også i København hos sin kæreste og jeg lejer (min) hendes lejlighed ud for hende og hun score kassen......som i virkelig score kassen!
Jeg har lige gjort den ren, fordi der kommer en ny gæst på onsdag, i dag er mandag. Jeg burde skrive på min bog men jeg kan ikke koncentrere mig - som altid. Jeg ville bare ønske den var færdig men det er den jo ikke og det bliver den heller ikke hvis jeg ikke skriver på den NU. Tænkte at det måske ville hjælpe at tømme hjernen og SÅ arbejde - eller er det bare en kamufleret overspringshandling?
Mine forældre har givet min søster indtil 1. juli 2015 til at beslutte om hun vil blive boende i København eller ej, vil hun blive i København skal hun tømme lejligheden og flytte ud, vil hun tilbage skal hun komme hjem og bo i lejligheden. Min yngste lillebror er ved at dø for at få lov til at flytte hjemmefra, så det bliver ikke mig der kommer til at bo i den efterfølgende. Jeg tror jeg med åbne øjne kan se frem til et 2015 med adresse hos mine forældre.
Specielt fordi min Mor i morges ringede og spurgte til hvor mange penge jeg havde, ud af de 289.000 kr der skal lægges for den lejlighed mine forældre har hjulpet mig til at købe - det bliver en ren udlejningslejlighed og forhåbentlig med ferieboligstatus/sommerhusstatus og så kan man ikke bo i den med cpr. adresse - hvilket også er okay hvis bare jeg kan tjene kassen på den.
Men så kom spørgsmålet om de 289.000 kr........ bum bum..... jeg har ca. 100 kr? Som i seriøst, jeg har ingen penge, hele min kassekredit er (igen) trukket op til 75.000 kr. Jeg siger ikke det er nogens skyld, men vi (It manden og jeg) kørte på fælles kort fordi han endnu ikke er 100% Dansker, så derfor satte han penge ind på mit kort som passer til min Kassekredit og jeg fik ikke lige holdt øje med det.....der er brugt ALT for mange penge men jeg orker ikke at gøre noget ved det, for jeg ved at jeg skylder ham penge og jeg ved at jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at betale ham tilbage - men jeg ved også at møblerne som vi købte i Spanien OGSÅ er betalt med de mange tusinde euro jeg hev hjem mens vi lejede begge vores lejligheder ud, så jeg har ikke kun levet på nas, jeg har faktisk knoklede helt vildt meget, men det føles stadig - inden i mig - som om jeg har levet på nas. Men når jeg tænker klart og logisk, så ved jeg at jeg har skaffet os mere end 23.000€ i samlede indtægter men det ses bare ikke når pengene er brugt på møbler, mad, håndklæder mv.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mht. mine forældre og pengene til lejligheden - hvis jeg nu havde arvet min Gudfar som jeg stod til at skulle, eller bare arvet min Gudmor som jeg har papir på, så ville verden se HELT ANDERLEDES ud men sådan blev det ikke.
Vi lavede, dengang for mange mange mange år siden, det som hedder et privat skifte, dvs. jeg siger nej tak til at få min arv fra min Gudmor udbetalt nu, mod at jeg får den når min Gudfar dør. Det skrev jeg under på.
Dvs. at min Gudfar kan forblive i huset og ikke skal af med feks. møbler og penge til mig her og nu - hvilket var fint for mig, jeg ville bare ha ro dengang. Han var altid på nakken af mig og havde jeg i en alder af 24 år holdt på min ret, var han gået amok og havde bedt mig om at indfri mit pantebrev på gården til ham øjeblikkeligt - så jeg var faktisk stavsbundet, fanget til at sige ja og skrive under. Hvilket jeg gjorde.
Hvad jeg ikke var opmærksom på, var at min Gudfar så skulle ha skrevet under på at han ikke kunne ændre sit testamente efterfølgende. Jeg skulle ha fået testamentet stadfæsted eller sådan noget. Det gjorde jeg ikke, jeg anede ikke noget om det - overhoved. Man kan vel sige jeg blev taget i røven på godt Dansk.
I hvert fald har min Gudfar efterfølgende 1. krævet pantebrevet indfriet med 3 ugers varsel, det gjorde han da alt det med Gården skete, som jeg aldrig var min skyld, men hvor finder man lige 600.000 kr på 3 uger?
Jeg tog endnu et lån i gården og kom dermed til at sidde endnu hårdere i det.
Herefter har han lavede eller skabt problem nr. 2 som er at han har ændret sit testamente, så jeg ikke skal arve ham - dvs. ved at ændre sit testamente så andre end jeg skal arve, giver han også MIN arv fra min Gudmor, væk til nogle andre mennesker som jeg ikke aner hvem er.
Oven i det, har jeg betalt for gravstedet, stenen og bevarelsen og vedligeholdelsen af det hele frem til 2034, så de nye arvinger, behøver ikke betale ud af deres lomme for at få min Gudfars gravsted bevaret. Det gjorde jeg dengang, ud af egen lomme - med tanker og forhåbninger om at jeg ville arve min Gudfar når han engang døde.
Man kan virkelig sige at jeg er blevet snydt - ikke bare snydt snydt men SNYDT på den ondskabsfulde måde, hvorpå jeg har brugt ALLE årene mens jeg var i 20'erne og de første 5 af mine 30'er på at eje og passe og pleje noget jeg ikke ønskede inden i og samtidig har jeg lagt ryg, sind og krop til så mange forfærdelige oplevelser, ord og begivenheder at jeg næsten ikke orker at tænke på det......
Min ENESTE trøst - som faktisk er en ret STOR TRØST - er at min Gudfar på nuværende tidspunkt ligger langt nede i jorden, jord som er sort, kold og fugtig og fyldt med små insekter og dyr. Dér ligger han i en trækiste som sikker på nuværende tidspunkt er gennemblødt af alt den regn vi har fået, vandet siver ind på hans stive døde krop og suger sig ind i hans fine jakkesæt og ind i det fine hvide sengetøj. Jeg kan levende og picture-perfect forestille mig hvordan hans gullige hud er ved at gå i forrådnelse, stanken af våd jord, muggen træ og jordslået tøj blandet med lugten af forrådnelse, af et rådent kadaver er enestående - dernede under jorden.
Jeg tænker at der er mest væske i hans øjne, så dér vil forrådnelsen sætte ind først og så ind gennem munden og æde ham indefra, hans organer, tunge, kinder, luftrør....jeg ser det så levende foran mig og når jeg tænker på det - mest mens jeg køre bil alene - så kan jeg ikke andet end at blive helt varm og salig inden i. Ikke glad eller opstemt, men glad over at jeg VED at han er død og at han ALDRIG NOGENSINDE kommer op af den kiste - med mindre man vil bruge hans kadaver til forsøg eller udstille ham et sted om 2000 år - men den tid den sorg og den sorg ville aldrig være min for jeg ville være død, velvidende at jeg har levet så mange GODE ÅR uden ham - og det er dé gode år jeg skal ha skabt mig selv. Nu.
Feks. kunne jeg starte med at få fingeren ud af røven og skrive min bog færdig - men når alt er sagt, så er jeg mega mega glad for at min Gufar er død. DØD. At han har snydt mig for millioner og ødelagt store dele af mit liv - år som alle siger er mega sjove og mega vigtige - er en helt anden sag. Jeg tænker faktisk sjældent tilbage, det gavner ikke noget - jeg har måske tankestrejf af fortiden i ny og næ men generelt tænker jeg ikke tilbage, det kommer der sjældent noget godt ud af og endnu mere vigtigt, jeg kan ikke ændre noget.
Kunne jeg ændre fortiden, ville jeg starte med at sparke IT manden i nosserne så hårdt at han ville vågne op 3 måneder inde i vores forhold. Jeg ville ha presset ham til at tage et coaching forløb, uagtet at han siger at han "ikke tror på det" - fair nok, der er ikke noget at tro på, det gælder om at ændre sine tanker og sine handlingsmåder og sit mønster. Kun ved at bryde mønstret kan man ændre sig selv og hvis han havde brudt sine mønstre gennem 20-30 år dengang, så var vi måske stadig sammen..... Så ville han ha husket at fortælle mig at han elskede mig og at han gerne ville giftes med mig og gerne ville ha børn med mig og alt muligt andet - men det gjorde han ikke og jeg er nu der hvor jeg bare gerne vil være alene, for altid. Passe på mig selv og tjene penge så jeg kan hive mig selv op af det økonomiske hul jeg sidder i - og har udsigt til at sidde i forsat, men bare ét eller to niveauer op ville være skønt.
Tænk engang hvis jeg havde en opsparing........ *drømmer og savler*
And over and out.
P.S: jeg har 427,31 kr tilbage til resten af Januar og så er mine flybilletter til Spanien slet ikke betalt endnu...skal ned fordi jeg har nogle bookninger i Sierra Nevada jeg skal ordne, det koster penge at tjene penge. Men det er bare sjældent (i mit liv) at udgifterne bliver opvejet af indtægter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar