Monday And Official Broke.

Jeg er grædefærdig - igen. Tuché.

Efter at firmaet betalte mig løn og It manden tog en snak med dem, gik jeg ud fra at alt var okay. Det var også hvad It manden sagde og troede.

Så som det mest naturlige i verden, svar jeg på mails når kunder skriver og spørger om en pris på dit og dat, laver en henvendelse på et af vores produkter mv. Jeg sørger for at rengøringsdamen får besked om hvilken info hun skal aflevere for at få løn, jeg færdiggøre papierne til endnu en rabatordning til mad, svare min veninde ang. gratis gevinster til vores konkurrencer osv.

Og så får jeg en sms hvor i der står "vi er ret forvirret og frustreret over at du forsætter med at arbejde når der ikke er noget på skrift" Øhhh.... skrift? Vi skrev ALLE SAMMEN under i Oktober 2014, og det er de papir jeg arbejder ud fra og hele tiden har arbejdet ud fra - jeg knokler og knokler og *bang* ingen løn. Efter at It manden tager en snak med dem vil de pludselig godt betale. Skønt. Jeg forsøger virkelig ikke at bære nag og knokler videre og så *bang* igen.....

I just gotta be the most stupid bitch in the entire univers! Who the fuck takes a beating and get up like nothing have ever happened and then *bam* takes another beating?

Only ONLY Deirdre-Ann!

Jeg forstår det ikke - måske jeg er for dum til at forstå mig på business men egentlig, hvis jeg skal være ærlig, så anser jeg ikke mig selv for dum. Jeg styrede en gård, med overskud, alene, 2 måneder efter at jeg blev 18 år. Jeg lærte en masse masse ting, the hard way men jeg lærte dem og jeg gav aldrig op, for det at give op er jo ikke rigtig inderst inde en mulighed. Hvis jeg giver op, så har jeg jo ingen steder at gå hen...

Når jeg stod alene med gården og det hele sejlede og jeg bare drømte om en ven som kunne se det fra min side af og som ikke så "åhhh hvor er det cool at du har en gård" eller "sikke mange penge du en dag kan få når du sælger" - men en ægte ven som ligesom jeg så tingene fra min øjenhøjde, så mødte jeg altid total idiotiske mennesker.

Først mødte jeg en tyrker og ja hvis du vil kalde mig racistisk så bare kom med det. I dagens Danmark kan man jo ikke omtale en person med en nuanceforskel fra ens egen hudfarve uden at være racist på grænsen til nazist.

Men anyway, første ven var tyrker, næste var kunstmaler og sidste forsøg var iværksætter og havde hoved så højt oppe i sin egen røv, at han kun så hvad han ville se - nemlig endnu en kvinde der ville hans krop - frem for at se en person som måske bare ville have lidt venlighed, gode råd og et lyttende øre.

Ens for dem alle var at de var ældre end mig, de var også alle iværksættere/selvstændige og de virkede - på mig - alle sammen som om de havde styr på de aspekter af livet, som jeg bestemt ikke mestrede og som jeg så dybt ønskede at lære mere om, så livet ikke var så svært at leve og navigere i.

Og hver evig eneste gang blev jeg dunket i hoved og efterladt i en næsten værre følelsesmæssig posission end før. Og selv om jeg hader folk som vasker deres hænder når de har lavet lort, frem for at erkende skyld og sige undskyld, så kan jeg i alle 3 tilfælde sige at jeg ikke gjorde modparten ondt, jeg løj ikke for dem, jeg gjorde dem ingenting, udover at være ærlig og helt sikkert kluntet i mine forsøg på at være deres ven - første lession jeg lærte var at man IKKE boller venner.

Når det er sagt, så har jeg ALDRIG bollet en som jeg sidenhen gerne ville være venner med. Feks. min radioven - never! Jeg har end ikke rørt ved ham på en seksuel måde. Aldrig. Jeg har endda malet et billede af min drømmefyr for ham, et billede så grafisk og langt fra hvad han var og er, at han 100% godt vidste at jeg ikke var interesseret. Overhoved.

Så burde the shit jo gå den rigtige vej ikke? Nej.

Så finder de bare en anden måde at røvrende mig på. Feks. ved at udelade at betale mig løn.

Celá vie!

Jeg trode faktisk - snot naivt og SÅ skørt - at jeg kunne få firmaet op at stå, at jeg kunne knokle SÅ HÅRDT at vi om et år kunne udbetale ALLE medarbejder en bonus.

Jeg trode faktisk at jeg kunne blive venner med Norman, at jeg ville være den lykkelige person som havde hele 3 drengevenner i mit liv (It manden, Radioven og Norman) og at jeg kunne bruge dem til at tale med om forskellige ting i livet og dermed blive bedre til at navigere og leve fuldt ud.

Jeg trode fakisk at mit liv var ved at ændre sig. Gården var væk- det er arven også men okay, it's just material things og jeg håbede at jeg kunne erstatte det tomrum som Gården har skabt på de knap 18 år jeg var Gårdejer, med venskaber, latter, hyggensnak, hårdt arbejde SOM BETALTE SIG og skønne glade lyse minder.

Blev jeg klogere? Yep. *Bam* If the world itself don't make you smarter, living it does.

Jeg har åbnede en Paulaner Hefe-Weissbier som lå i køleskabet. Klokken er 11.20 en random mandag i Februar og jeg har allerede drukket halvdelen og tænker på hvor jeg kan få fat i flere..... jeg ærger mig over at It manden kommer hjem i aften, han er på kontoret her i Spanien.

Jeg HADER at være sammen med andre når jeg er ked af det - jeg vil bare gerne græde og være alene med min sorg og min sårbarhed.

Jeg læser ofte at folk som kan vise sårbarhed er åhhhh SÅÅÅÅÅÅÅ FANTASTISKE - dette læser jeg naturligvis i de latterlige kulørte Dameblade hvor hver stykke højglans papir koster 5 kr at trykke på og som ikke vil ansætte journalister som jeg, fordi jeg ikke er "dansk" journalist og ohhh ak og ve hvis vi fik noget anderledes (bedre?) ind end det lort vi har allerede. (Fordomme vokser så skønt når man er ked af det)

At Westminster University er hundred af år gammel og at de har uddannet nogle af de bedste og skarpeste hjerner i Europa betyder intet. At uddannelsen er en betalingsuddannelse er også ligegyldigt - i min hjerne viser det at folk virkelig VIL deres drøm, hvis de er parat til at betale flere hundred tusinde af kroner for at få det de kunne ha fået i Danmark gratis. Efter afvisning på afvisning pga. kommaregler og mine manglende evner til at forstå dem, måtte jeg opgive at komme ind på Journlisthøjskolen i Danmark.

I 3 stive år forsøgte jeg, i 3 stive år arbejdede jeg i jobs som jeg ikke følte noget for. Jeg var der bare. Hver dag. 365 dage x 3 år giver 1095 dage i et job hvor jeg hver morgen tog en dyb indånding inden jeg gik indenfor og først exhale  da jeg gik ud igen efter ca. 12 timer hvor jeg gav alt hvad jeg havde i mig, fordi jeg behøvede pengene til min Gård og min uddannelse.....

Kors hvor har jeg arbejdet mange mange mange timer af mit 36 årige liv, hvor jeg ikke har været mig men blot har knoklet for at tjene penge i et håb på at et eller andet menneske ville se MIG og hjælpe MIG til et lidt mere fremtidsminded job med en bedre løn.

Det skete bare aldrig og så nu, med firmaet, hvor jeg VIRKELIG trode på det. Jeg troede så meget på det at jeg fortalte It manden om det. Jeg fik ham af alle mennesker til at se det cool i firmaet, til at se min Radioven som jeg ser ham, sjov, skør, fantastisk, latterfuld og ekstrem klog. Jeg tænder så meget inden i på kloge mennesker - det er det bedste der findes.

Menneser med viden er så fantastiske at være sammen med - af en eller anden grund er der faktisk ingen af den slags i mit liv mere. De kommer, efterlader et aftryk og så forsvinder de igen - lidt ligesom min øl i glasset. Klokken er 11.44 og glasset er tomt. Hvem der bare havde 0,51liter øl x 5 mere.....

 Jeg føler mig fuldstændig drænet for positivitet og fremdrift - jeg VED af erfaring, at det vil ændre sig. Jeg VED af erfaring at I'll be back og at jeg vil forsætte med at kæmpe. Det er det eneste jeg kender - hvilket faktisk med objektive øjne er ret sørgerligt.

Men med realistiske øjne er det vel også ret godt at jeg ved hvor jeg er, hvordan jeg har det og hvordan jeg kommer videre?

Anyway, ikke mere øl, ikke mere sobbing - i sidste uge var jeg til hudlæge på Amagerbrogade, hans navn er Jens Hein Sindrup og jeg har ALDRIG i mine 36 år mødt en aldrende læge som var så smilende og sød og behagelig. De fleste læger - unge som gamle, er kyniske. De taler og ligner mennesker som er mere træt af livet end jeg har været de gange jeg har søgt deres hjælp. Ergo er jeg gået derfra med forvirrede tanker, som kredsede omkring hvorvidt en 6 årige uddannelse var værd at forfølge når man så helt åbenlyst endte ud som et træt menneske der hadet sit job så meget at patienterne man skal hjælpe, går derfra og tvivler på hvem der har mest brug for hjælp. Patienten eller Lægen. At se en patient som et stykke kød på et samlebånd er overhoved ikke okay. Bag hver cpr. nummer er er et menneske som kæmper en kamp, du intet aner om og det er op til dig, som læge at blive soldat i det menneskes kamp. At kæmpe sammen med mennesket på lige fod med mennesket selv.

Jeg har heldigvis - set i bagklogskabes uendelige klare lys - altid kunnet se at det var dem der var mest galt med. Mine problemer med depressioner, misbrug, ensomhed, udslæt, kønssygdomme, brækket næse og hvad livet ellers har budt på, har virket minimale (i reflektionsnes skær) i forhold til at sidde på en dødsyg klinik i udkants Danmark og spise patienter af med en sludder for en sladder, uden opfølgning, reviews og tanke på kundeservice og forbedringer og indsigt.

Anyway - back to reality. Sådan ser min krop ud i dag, Mandag, 6 dage efter at jeg fik frosset rigtig mange "gevækster" på min krop. Lægen sagde at modersmærker er under huden, de kan ikke mærkes. Kun ses. Kan du mærke dig "modersmærke" er det ikke et modersmærke men noget andet (latinske navne er ikke mit speciale)

Alle mine var "gevækster" og de er nu frosset væk, eller i hvert fald frosset grimmere end de var før. Jeg fik ca. 8 frosset væk - på ryggen, under brysterne (Lægen sagde: løft lige dine bryster så jeg ikke fryser dem....... Jeg var flad af grin!! Jeg har så små bryster at de end ikke er ramt af gravity  og så beder en læge mig om at løfte dem!! Ha Ha Ha Ha Ha Ha!!!)

Dårlig Kameraføring - men dette sidder på siden hvor Bh'en dækker. 

Igen, dårlig kameraføring - dette er under mit venstre bryst. 

Og ja.......shitty kameraføring og skyggen er IKKE mit bryst, så stort er det ikke. Det må være min hånd men dette er under venstre bryst. 

Dele af mit ansigt - se hvordan min hud er helt plettet og knoppet rundt om mundvigen, hele hagen, under hagen, ned langs halsen og som prikken over i'et er jeg begyndt at få det over begge mine øjenlåg...

Ret svært at tage billeder af et afbrændt "modersmærke" (gevækst....!) mellem øjnene uden at få hele ansigtet med. Min blog er trods alt mig fristed, så jeg vil gerne undgå at blive genkendt - alle tænker tanker og betaler ikke en pris for at tænke dem. Jeg tænker tusinde af tanker og skriver en del af dem ned her - og burde ikke betale for at tænke dem. Siden billede her er taget er såret faldet af og nu er det helt rødt og om muligt mere grimt.... 

Men altså, for at summe dette indlæg op, så er jeg nu 36 år og 7 måneder og nogle dage. Jeg tjener officielt 9010 dkr. pr. måned før skat. Jeg bor sammen med min ex-kæreste hos mine forældre og har ingen udsigter til at flytte "hjemmefra" og nu leder jeg officielt efter minimum 2 jobs mere, så jeg kan komme op og tjene minimum 20.000 kr før skat pr. mdr....... jeg har en Master i Journalism fra Westminster University og jeg er uddannet Coach med ICF certificering (dem er der ikke så mange af i DK) Jeg har gået mange par sko tynde i Dansk Supermarket i de 12 år jeg knoklede dér hver dag, jeg blev gårdejer da andre begyndte at dyrke sex, jeg dyrkede sex da andre stiftede familie, jeg blev single da andre blev gift og bottom line - I'm so broke.

Har du et job til mig?

Jeg vil gøre ALT for at tjene penge - undtagen sex. Der er jeg ikke endnu, men hvis du venter længe nok, who knows...