Tunge Tanker

Klokken er 18.08 på en fredag aften. Det er Maj måned, det er lyst, vinter rapsen blomster og dufter fantastisk, alting er skrig grønt og skønt, jeg er ung, single, 36 år, efter sigende smuk og efterhånden også på vej til at blive slank igen (har i hvert fald jeans på i skrivende stund for første gang i hmmm ét år?) min økonomi er i bedring og i ugen der er gået, er jeg sprunget ud som udgivende forfatter og har modtaget flere smukke buketter med blomster på 24 timer end jeg har fået i de 3,5 år jeg var i fast forhold og ALLIGEVEL er jeg så tung om hjertet og i mit sind, at jeg siden onsdag aften ikke har været uden for mit værelse.

Jeg har bogstaveligtalt siddet i min seng (som jo er mit eneste møbel) og funderet, grædt, skrevet, arbejdet, håbet, tænkt og grædt lidt mere og følt mig så skrigende ensom at jeg blev endnu mere fortvivlet af ensomhed. 

I morges tog jeg løbetøjet på, og løb ned til min Farfar på Kirkegaarden og tilbage igen. Jeg spænede det meste af vejen og slog mine egne rekorder de sidste 3 år tilbage. Bagefter lagde jeg mig til at sove med løbetøjet på, mens jeg tænkte nogle få - men stadig (!!) - tanker som jeg IKKE har tænkt siden jeg boede alene på gården!!!!!!

Alene dét at jeg skal indrømme overfor mig selv at disse frygtelige tanker har fundet deres vej ud af de kasser hvor jeg har pakkket dem ind og ned, og som jeg har brugt det meste af mit liv på at få stablet pænt op, så de ikke vælter og så de ikke tager unødig plads for andre og bedre tanker og oplevelser, er for mig personligt et KÆMPE NEDERLAG!!!

Jeg kan ikke sætte én bestemt finger på, hvad det er som har trigget det som sker nu, det er nok nærmer mange små ting. Bla. At jeg er så utrolig ensom, jeg vil give næsten hvad som helst for at tale med et andet menneske men dem jeg har rakt ud efter og mod - måske kluntet - har alle afvist mig, hvilket er som et slag i hoved og meget hmmm hvad er ordet? Selvprofeterende? 

Det gør i hvert fald at jeg føler mig endnu mere forladt, forkert og ensom. 

Jeg har bevist ikke skrevet på min ellers højt elskede og meget værdsat blog, før nu fordi mine tanker har været som de er og jeg har det sidste års tid haft på fornemmelsen at enkle personer som jeg kender læser med på bloggen, som for mig er mit frirum, min skrigekasse. 

Nogle drikker, andre tager stoffer, nogle knepper, nogen flyver, nogen begraver sig i arbejde og andre træner i ét væk - der er mange måder hvorpå folk håndterer pressede og stressede situationer. 

Jeg skriver - og når jeg er slank så knepper jeg mig igennem diverse bydele, men da jeg ikke er dér endnu kropsmæssigt, så skriver jeg tankerne ud og ned gennem mine fingre. Det er som balsam til håret, helt bogstaveligt. 

Det hjælper. Men efter at min mistanke er blevet vagt og bagefter miniutiøst undersøgt henover flere måneder og desværre også bekræftet, er jeg holdt op med at være 100% ærlig, over for mig selv men også herinde og dét er ALDRIG et godt tegn eller en god ting. 

Jeg har altid været stolt af og glad for at jeg i det mindste kunne være ærlig omkring mine følelser som jeg helt sikkert har en hel del flere af end andre. 

Jeg tror alle mennesker besidder forskellige følelses registre, sorg, glæde, irritation, smerte, gråd osv. Der er hundrede af følelser men jeg besidder kun 2-4 stykker. Desværre vil mange måske mene men jeg kender jo mig selv og ved at det er okay kun at ha lidt at vælge imellem, lidt ligesom mit magre tøjskab. Livet bliver ikke nødvendigvis bedre - eller dårligere af kun at have to eller tre eller fire forskellige følelser at vælge imellem. 

Hvis de sammensættes korrekt kan det måske endda være en styrke?  

Det føler jeg det er men jeg er også meget bevist om at ikke ret mange mennsker og specielt mænd, ser på det på den måde. 

Jeg er faktisk altid glad. Som udganspunkt er jeg altid glad. Hvis jeg ikke er glad, er jeg sur - men dét går hurtigt over igen. It manden plejede at grine af at jeg kunne finde på at sige "Nu er jeg god igen" ud af det blå. Så var jeg ikke sur mere og ofte havde han end ikke at jeg var sur! 

Men hvis jeg først krydser grænsen, som nu, så bliver jeg dybt ulykkelig og fortvivlet og har enormt svært ved at hive mig selv op igen. 

Jeg ønsker ikke at være hernede og jeg forstår ofte ikke hvorfor jeg er havnet hernede, som nu. 

Anika har skrevet og spurgt om jeg vil fejres med en middag i Skanderborg, bare hende og jeg. Jeg var liiiige ved at sige nej. Jeg var et mikro my fra at skrive nej. Jeg havde endda skrevet smsen men så så jeg dette opslag på Instagram

Og så besluttede jeg mig for at handle modsat af hvad jeg plejer. Når jeg er hurt inden i, så gemmer jeg mig. Jeg pakker mig selv væk og isolerer mig, hvilket jo bare gør det hele været. 

Så jeg gjorde mig i stand, og kørte fysisk væk fra mine forældres hus og sidder nu på en isoleret resteplads hvor kvinder nok ikke burde være alene, og venter på at det er tid til at kører til Skanderborg og mødes med Anika. 

I'll turn this ship around. 

Mon stædighed og jernvilje er en del af følelsesregistret?

Og til de to mandlige individer der på én eller anden, yet udokumenterede måde har fundet frem til min blog og sidder og læser med og helt klart sidder inde med en viden om mig som de ikke burde og som de i små uagtsomme øjeblikke kommer til at blotte deres egen viden, I know who you are. I know where you live and I know what your dick taste like. Ingen af Jer er sex der er værd at skrive om, ohhh og IP adresser kan selv en blondine lærer at studerer.