Måske...

... jeg er barnlig?

Måske jeg er unormal, nærtagende og latterlig?

Lad mig starte med at sige at jeg i dag, her til aften har taget min NuvaRing ud, fordi jeg skal ha min menstruation - jeg ville gerne kunne sige at mit humør overhoved IKKE er påvirket af at jeg har menstruation men noget snigende inden i mig siger at det nok ikke er helt korrekt...

Sagen er den at jeg sidder her i sofaen, It manden sidder i sofaen ved siden af med sin Ipad. Klokken er 21.23 og sådan her har vi siddet siden kl. 18.30 (ca.) og det er både super hyggeligt for vi har ild i pejsen og høre god musik men det er også noget som gør mig super ked af det...

Eller måske er det ikke lige dét faktum at vi sidder her men mange så ting som gør det....

Lad mig prøve at forklare mig.

I dag var vi ude i en mobil butik, jeg og it manden har noget mobiltelefononi der hedder yoigo, de har snydt mig for en masse data mens jeg var ude og gå - i alt drejer det sig om 10 Euro men for mig er det en principsag. Jeg vil ikke betale ca. 70 kr for noget jeg ikke har fået, og hvis jeg ikke gør noget nu, sker samme fejl måske i næste måned.

Anyway, de erkendte fejlen med det samme og pengene er nu sat tilbage på min telefon, men mens vi stod dér og ventede på at spanioleren fik ringet til alle mulige for at løse problemet, så ville jeg gerne holde om It manden og kysse ham lidt - jeg ved ikke hvad det var men jeg syntes jeg kunne mærke at han var irritabel eller hmmm syntes jeg var irriterende, i hvert fald siger jeg til ham: "Jeg er blevet lidt clingy her på det sidste..." det var egentlig ikke et spørgsmål mere en slags konstatering som pludselig kom til mig mens jeg stod der og holdt om  ham, hvortil han siger "Ja"......*slam* tag dén!

Jeg blev simpelthen SÅ såret, ikke ked af det men såret - her har jeg gået en helveds lang tur og glædet mig så ufattelig meget til at se ham igen, jeg har kasted mig selv ud i den ene hærmarch efter den anden for at presse mig selv fremad på trods af lorte vejr, vabler og sengelus og nu er jeg endelig her hos mig og jeg vil bare gerne dufte ham, røre ved ham og nyde at vi er sammen og så er det pludselig som om at pråsen går op for mig....

Det er jo logisk - it's always that way - når jeg endelig begynder at syntes om en fyr, så trækker han i land...så tager han et skridt eller to tilbage og er det at jeg står dér igen og ikke forstår en dyt af det hele...
Jeg har skal SÅ MEGET passe på at mit indre ikke får frit løb til at råbe "I fucking told you so you stupid bitch, why won't you ever fucking listen? Men are crap, creeps and nothing but trouble!!!"

Oven i det, så ringede ham aktionæren fra firmaet i går til It manden, han ville "bare lige høre" om det nu også var rigtigt at jeg havde gået Camino France på 23 dage - hvor fanden ved han det fra? Jeg er ikke venner med ham på facebook men jeg er heller ikke tabt bag en vogn, jeg er 100% sikker på at det er Norman den lamme spade der har sagt noget i retningen af - hvis jeg kender ham ret: "bla bla bla....Deirdre-Ann har skrevet på facebook vægen at hun er kommet i mål efter 23 dage, det er umuligt, det kan hun ikke, jeg tror ikke på det bla bla bla...."

Sådan noget ondskabsfuldt snak er 100% Norman agtigt, hvis nogen mennesker er bare en lille bitte mikro smule bedre, dygtigere, mere succesfuld eller hårdtarbejdende end ham, så er det HELT SIKKERT at han får ondt i røven eller bliver mistænksom!!

Da manden sad i sin dyre guld Porche og fortalte mig om sine lejligheder i London og København skulle jeg bare tro på alt hvad han sagde, da jeg sagte fortalte om min gård så var jeg en lystløgner!
Da jeg gik turen i 2010 fik han da også lige fyret af til bla. Aktionæren i Spanien at jeg kun havde gået turistruten, for naturligvis kunne jeg ikke ha gået hele ruten bare fordi hans fede korpus ikke kunne klare mosten uden hviledage i hobetal!
Og nu, hvor jeg har vadet igennem snestorm, regnskyld, stormvejr, hagl, dagsmarchs på op til 57 km og er piv stolt af mig selv, så skal jeg overhøre opkald omkring rigtigheden af det jeg har præsteret....

It manden prøvede at få det til at lyde som om der ingenting var, men jeg hørte at han bla sagde: Jow det er rigtigt nok, jeg sidder lige og ser billedere.........hun har en app der viser alle hendes ruter...... osv....og det bed i mit hjerte - hvorfor tror folk ikke på MIG?

Hvad skal jeg dog gøre her i livet for at folk bare vil tro på at det jeg siger og det jeg gør er oprigtig og sandfærdigt?

Jeg er pisse ligeglad med hvad Norman egentlig tænker, jeg syntes han er ynkelig, snart 40 år og så ligger han og knepper en pige der kunne være hans egen datter og som der ingen fremtid er i,  han køre rundt i en bil han ikke har betalt danske afgifter på, han arbejder minimalt og gør i min verden ikke ret meget godt - om noget overhoved - for andre mennesker!

Jeg har hørt ham prale og blære sig en million gange men jeg har aldrig nogensinde ever hørt ham fortælle om hvor mange mennesker han har hjulpet til et bedre liv, givet en hestesko til en værdig tilværelse.....når jeg tænker på at jeg betaler 180 kr pr. barn i Afrika og for mig er det lidt en kamp hver måned, tænk så på hvor mange han kunne hjælpe ved et greb i lommen?

Han kunne bygge en hel brønd i Afrika og indrette en skole for en landsby og lave det fedeste PR på dét mens han bestiger Kilimanjaro med et kamerahold der vil se de bedrifter en rig dansker udføre og se alle de små børn der en dag vil vokse op til at forandre Afrika takket være hans viden og hans penge men nej dét shit han kan ikke finde ud af - hvad kan han finde ud af?

At sidde og så tvivl i andres sind omkring andres evner.....fordi han selv ikke magter at gennemføre på samme tid!

Jeg er SÅ vred og jeg er SÅ VRED på mig selv over at JEG bliver ked af at ham Aktionæren ringer, hvorfor kan jeg ikke bare være pisse ligeglad med hvad folk syntes om mig?

I know why.....

Fordi lige netop dét faktum at folk tror jeg lyver er min LIGTORN, mit ØMME PUNKT - man kan næppe ramme mig hårdere end ved at tvivle på mit ord!

Første gang jeg fortalte en voksen om voldtægten fik jeg at vide at jeg "så spøgelser", da jeg spurgte hvad dét betød fik jeg at vide at det var det samme som at ha en "livlig fantasi" og at "lyve" - jeg husker at det sved bag mine øjne og at jeg siden svor aldrig at fortælle nogen noget igen.

Det er alle de der små ting som gør mig ked af det - It manden og jeg har rigtig god sex men det er ofte mig der skal tage initerativ og dét gør at jeg føler mig total maskulin, når jeg bare gerne vil føle mig som en feminin kvinde, jeg vil gerne at han vil mig, at han viser at han vil mig - et sted inde i mig er jeg slet ikke i tvivl om at han vil mig men han viser det bare ikke særlig meget - og jeg VED GODT at jeg ikke kan forvente at alle bare plapre løs om deres følelser og tanker som jeg gør men come on hvor ville det være nemmere hvis folk bare sagde hvad de tænkte og følte frem for at være passive.....

Og HVOR ER DET GODT at jeg skal hjem i morgen!

Godt nok til Jylland men stadig....mandag sidder jeg i min bil på vej mod mit elskede og savnede København og som jeg tænker og føler lige nu, så ser jeg ikke mig selv flytte til Spanien ever! That's for darn sure!