Skulle jeg stikke af?
Skulle jeg pakke min elskede koksgrå rygsæk med Jet-Steam polstring i ryggen og som er så mega mega god for min læn at have på og bare gå der ud af?
Ud og hilse på alle fuglene, på Hr. Gud og hans skønne natur?
Kors hvor er det MEGA FRISTENDE!!!
Og det som er aller aller mest mærkeligt er, at de 3 gange hvor jeg har gået (og gennemført 2 af dem) har jeg været total i vildrede inden i. Første gang i 2010 var efter at alt det med Gården skete. Jeg tror roligt man kan sige at jeg var i total flugt fra alt og fra virkeligheden - livet var ikke særlig venligt mod mig men det hjalp at komme afsted og væk og ud hvor ingen kendte til min historie og mine oplevelser.
Jeg husker ikke så meget fra turen den dag i dag, jeg stæset bare afsted og hikede på livet løs hele dagen og nogle gange også natten med.
Anden gang husker jeg bedre, det var i 2012 (og nu bliver jeg så helt i tvivl.... er det virkelig allerede 3 år siden?) Der var jeg netop blevet kærester med IT manden og tænkte meget over om jeg skulle flytte ned til ham for good - om jeg turde tage springet og binde mig så hårdt op på et andet menneske 100%?
Jeg har jo altid drømt om at få en kæreste men nogle drømme er bare bedre at have som en drøm, end at føre ud i livet - det er jo det skønne ved drømme, man kan bare ja drømme dem :) Men nu havde jeg pludselig muligheden for at føre en stor drøm til døren, en drøm som kunne føre til opfyldelsen af en masse andre drømme (familie, børn, hus, et andet liv, tosomhed, regelmæssig sex, en livspartner osv) men det betød jo også at jeg skulle opgive en masse som var mega trygt så som min lejlighed og mit liv som single.
Der er jo fordele ved alt og jeg er total tryghedsnarkoman - men jeg er også en af de der narkomaner som ikke særlig tit får sit fiks fordi jeg ikke kan finde tryghed ret mange steder. Den absolutte tryghed og ro er en sjældenhed ligesom Safran i 1800'er tallet.
Jeg gik for at finde ud af hvad jeg skulle gøre - jeg endte med, som du jo måske ved eller kan læse dig til, at tage springet og flytte ned til It manden i Spanien. En beslutning jeg ALDRIG har fortrudt og som jeg med min viden i dag, aldrig ville undværer men jeg er naturligvis ked af udfaldet og jeg er nok lidt såret inden i, over at jeg tog chancen og efterlod alt det trygge og gode jeg havde opbygget omkring mig, bla. min elskede Penthouselejlighed og nu sidder tilbage med en masse knuste drømme, uden et hjem og uden et sted at finde ro i mit eget liv.
Jeg mangler virkelig og i den grad et sted hvor jeg kan finde Deirdre-Ann igen - et sted der er MIT 100%, hvor jeg kan slappe af og opbygge mig selv igen, som jeg var i færd med i København for mange år siden, før jeg mødte It manden og traf valget om at taget et giga spring ud i fremtiden.
Pt. er jeg slet ikke sikker på at jeg nogensinde vil finde mig en kæreste igen, men jeg er utrolig glad for at vide at It manden er videre i sit liv, at han har fået et 100% hjem, en base og set sted hvor han kan være sig selv og jeg er glad for at han er blevet mere udadvendt og at han har besluttet sig for at bruge sin nye by til noget.
Det varmer mit hjerte at han har det godt - men inderst inde drømmer jeg jo også om at få det bedre, om at komme videre og finde fodfæste igen. Hvis jeg ikke har dét som minimum i mit liv, så tvivler jeg mega meget på at jeg nogensinde ever kan finde en ny kæreste - selv hvis jeg nu ville.
Så en Pilgrimsvandring lyder mega sweet i mine øre...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar