Don't get me wrong, intet galt i at slikke fuge men jeg er bare IKKE til fuger! At all! Jeg elsker store pikke, eller øhhh måske ikke ligefrem store men jeg elsker en stiv diller daller og ja en slap eller ja jeg elsker alt hvad der findes på en mand, så hvordan er hun lige kommet frem til at jeg skulle være lesbisk??
Joe, tidligere i dag talte jeg med min mor, hun gav mig en lille opsang om at jeg snart bliver 34 år og nu må jeg altså se at tage mig sammen og begynde at date og få mig en kæreste så jeg kan få den familie jeg altid har drømt om (øhhh har jeg drømt om at få familie??) og hvis jeg ikke vil begynde at date og prøve at finde en kæreste så kan jeg lige så godt allerede nu beslutte mig for at jeg vil være alene altid og så kan jeg lige så godt få mig et barn alene (!) med feks. Ayal eller Uffe!!!
Ja SÅDAN sagde min aldrende mor til mig! Tænk at det skulle komme fra hende......tænk at de ord skulle komme over hendes læber!!
Hun slutted af med at sige at jeg fluks skulle komme på de dating sider jeg netop har slettet mig fra og dét inden weekenden. Basta.
Alt dette fortalte jeg til min lillesøster og så fortalte jeg hende også at jeg bare ikke gad date.......når jeg sidder dér og læser den ene profil igennem efter den anden, så er der bare INTET i mig som rykker for at jeg skal tage på en date, intet, absolut intet!! Jeg har ikke det mindste nanogram af lyst til at mødes med en vildt fremmed fyr og snakke og prøve om vi måske kan blive kærester.......
Så ved jeg ikke om det er fordi jeg har en blokering fra sidst jeg var på en rigtig date (hvilket var Norman tilbage i december 2005) eller om jeg bare generelt har en blokering mod kærester eller om jeg bare ikke er parat - jeg kan godt SELV MÆRKE at der er NOGET som holder mig tilbage, jeg kan bare ikke helt lure hvad det er, men lysten, den er helt og aldeles VÆK!
Og så *bang* ud af det blå siger min lillesøster at hun har tænkt på om jeg er lesbisk.......! Jeg blev simpelhen nød til at spørge hende om hun syntes jeg sådan udstrålte at jeg var til piger eller hvad pokker der lige fik hende til at tænke de tanker og så kom hun med en masse argumenter som set fra min NON-lesbiske verden var helt ude i skoven!
Da jeg så sagde til hende "been there tryed that ikke min stil" så blev hun helt vildt sur og foraget og sagde *adddddddddddddddddd addddddddddddd addddddddddddddddddddddd* Jeg har jo selv haft min tvivl tilbage da jeg læste i London, men jeg VED også bare nu at jeg slet ikke er til piger! At slikke mis er slet slet SLET IKKE mig!
Og nu kan jeg så pludselig mærke på mig selv at det er utrolig vigtigt for mig at få slået fast for HELE VERDEN og HELE BLOGVERDEN at jeg IKKE er til damer - og hvorfor er det så hammerende vigtigt? I don't know.
Og hvorfor har jeg ikke mere lyst til at gå out there og møde en mand? Jeg ved det virkelig ikke, men jeg ved at jeg bare ikke orker at date, det siger mig så absolut INTET at date og møde en mand, jeg vil meget hellere oppe ½ år ind i forholdet og så sige "nu er vi kærester, hvor er det dejligt" og så er det dét. Alt det dér med at møde hinanden og lære hinanden at kende, det har bare ikke min interesse. Sjovt nok siger alle min veninder at dét er den aller aller mest spændene del af parforholdet, og sjovt nok kan jeg så bare slet ikke se det for mig!!!
Og når jeg sidder her og skriver så kan jeg nøjagtig mærke hvor det er skoen trykker! Jeg vil under INGEN OMSTÆNDIGHEDER sætte mig selv out there og gå i krig med at date for så at opleve at blive dumpet igen. Jeg vil ikke vise følelser og så ikke få dem gengældt.
Jeg har aldrig prøvet at få gengældt mine følelser, aldrig. Det lyder måske trist og måske er det det osse, men i bund og grund er det bare fakta for mig.
Jeg hold utrolig meget af Uffe min første kæreste, han var mig utro og gjore rigtig meget ud af at gøre mig opmærksom på at jeg altid kom i anden række eller i tredje række, efter gutterne og efter alle hans travheste og sportsaktiviteter. Jeg holdt ud i 3½ år.
Jeg holdt også utrolig meget af Kunstmaleren, min anden kæreste. Han var mig også utro, endda flere gange og han gjore om muligt endnu mere ud af at fortælle mig at "du er ikke dét (dét = Kærlighed) jeg ved hvornår dét er der og dét er ikke dig" og han gav mig kun allernådigst lov til at deltage i sit liv når det lige passet ham, hvilket ikke var særlig tit. Jeg var tålt - ifølge min egen teori (set i bagklogskabets lys) fordi jeg havde penge og han manglede penge.
Så mødte jeg Charlie. Dejlige Charlie med rød hår på pjevsen, sort hår på brystet og hvid hår på hoved og de mest himmelblå øjne ever. Charlie skrev de sødeste dejligste lange breve til mig, han skrev om Andy Warhol og om tvstationer og drømme han havde og jeg elskede ham allerede lidt inden jeg mødte ham, han gav mig troen på det gode i mænd tilbage. Han gav mig troen på at jeg kunne elske og endnu vigtigere, blive elsket igen. Vi var sammen i 3 måneder før jeg fandt ud af at han boede med sin kæreste der var gravid med deres fælles barn. Senere igen har jeg fundet ud af at hun var blevet voldtaget for mange mange år siden og derfor slet ikke ønskede at ha sex, men blot ønskede sig et barn. Charlie endte med at brække min næste, flække min kæbe og forstuve min arm da jeg konfronterede ham med - ironisk nok - sandheden.........ja den sandhed som er så ilde hørt nutildags.
Det er oplevelser som disse der gør at jeg ville ønske jeg ikke var et så sandhedsfikseret menneske, hvorfor kan jeg ikke bare leve med løgne og fordækte ting som alle andre normale mennesker?? Hvorfor kan jeg ikke bare holde min store mund lukket med den viden jeg har og så indordne mig og leve et helt almindeligt liv med løgne og fortielser som alle andre gør?
Til sidst mødte jeg Norman, her havde jeg mere eller mindre total misted lysten til og troen på, at der fandtes gode mænd. At der fandtes mænd der ikke løj og opførte sig utilgiveligt, mænd der bevist sårede, ignorerede og gav uvished. Jeg trode at der KUN fandtes dårlige mænd, men så kom Norman........han smilede sit skæve smil og hans grønne øjne slog smut som undervandssten dækket med blødt mos på en af de der forårsdage man kun oplever tæt på en klar skovsø et sted i Jylland. Han var så rar, så varm, så dyb og så sød - og han var der altid. Online that is. Han var også fræk, på den lidt søde gammeldags måde. Han gik med marineblå undertrøjer og havde hår på måsen og hans hår på hoved var altid lidt for langt og lidt pjusket. Norman selv var også lidt sjusket, hans gardin hang skævt, han købte de forkerte sodavand, med vaniljesmag i stedet for cola light fordi han var distræt når han handlede ind, sådan var Norman bare. Lidt sjusket og lidt sød. Og jeg kunne mærke hele mit varme omsorgsinstinkt vågne op til fuld floor. Der var intet jeg ikke ville gøre for Norman når han nu var så sød ved mig - men der var nærmest kun ting Norman ikke ønskede af mig, ja faktisk ville han mig slet ikke. Han sagde det aldrig. Aldrig direkte. Det var bare sådan det var og som sand i en si kæmpede jeg for at holde på ham og på den tro han havde tændt i mig igen.
Resten er historie og enhver ved at det ikke lykkes mig at holde på Norman, eller på den tro han tændte på mig. Troen på det gode i mænd forsvandt helt den dag Norman kaldte mig en stalker fordi jeg kom med morgenmad. Jeg har helt bogstaveligtalt gået til verdens ende for at ryste de følelser af mig, men det er ikke lykkes - jeg har forsøgt alt for at blive fri af fortidens spøgelser, både dem som indeholder dårlige minder om de fire mænd i mit liv men også de minder der ligger fra min tid som gårdejer - intet af det er lykkes, i stedet for er det lykkes mig - helt uforvaren - at blive ansat i et firma ejet af Normans bedste ven, beliggende en spytklat fra Normans hjem og med alle Normans venner som mine kollegaer, jeg er også blevet bosat kun ca. 40 skridt fra Charlie. Han ved det ikke endnu, men jeg ved det.
Hvor er det ironisk at alt det man kæmper for at slippe væk fra, bouncer lige tilbage i hoved på en igen. It's like you can run but you can't hide. Og nu er jeg så pludselig udråbt til lesbisk.
Meget specielt liv jeg lever hva?
Som Julia Roberts siger i filmen om Erin Brockowitzh "even if you got two wrong fucking feet in two wrong fucking shoes you still could't make it right, could you?"
Oven i det vil min chef at jeg skal lave en PR strategi for firmaet uden at kende vores målgruppe........han har givet mig 4 hasteopgaver i denne uge alene og jeg ved vitterlig ikke hvilken en af dem jeg skal starte med først og så startede jeg alligevel med den forkerte........i hans øjne.
I morgen ringer jeg til min fagforening for at høre om de har nogle netværksmøder for folk der arbejder med PR, jeg må simpelhen møde nogen der laver det samme som jeg - jeg bliver sindssyg hvis jeg ikke snart kommer til at tale med andre mennesker der ved at man ikke kan lave hurtige nyheder hver dag når man er en kommerciel virksomhed der ikke vil betale for PR!!!
Bagefter skal jeg på biblioteket og låne en bog om PR strategier, jeg har bogen selv - i Jylland (og dér ligger den jo godt) men det er nu jeg skal bruge den, min chef vil at jeg skal ha lavet en PR strategi for firmaet inden mandag.....jeg har aldrig lavet en i virkeligheden. Jeg har lavet oceaner af dem da jeg studeret og jeg var rigtig god til det, fik ene af A karakter men det er jo straks noget andet når det virkelig gælder, jeg kan jo ikke så godt fejle her og få et C eller et F, for så går det jo dels ud over firmaet og dels ud over mig, så bliver jeg ikke genansat.og så tjener mine chefer ikke penge....
Men altså, på med "JA hatten" - I can do it. Selvfølgelig kan jeg det. Jeg har feks. redet 4 menneskers liv i dag ved bare at være mig og altid være klar.
Hvor mange kan sige at de har redet 4 menneskers liv på en helt almindelig tirsdag?
Sagen er den at jeg er bloddonor og har en sjælden blodtype, som jeg aldrig kan huske navnet på, noget med Nul eller O eller sådan noget, der er i hverfald under 5% af den danske befolkning som har denne her blodtype, det betyder jo også at de ikke skal bruge ret meget af den slags blod, altså jeg er ikke særlig eftertragtet rent blodmæssigt (eller skal jeg skrive HELLER IKKE rent blodmæssigt??)
Men så i dag kl. lidt i 11 ringede telefonen, det var fra Rigshospitalet, der var sket en ulykke med fire personer indvolveret som alle havde min sjældne blodtype og de var på vej ind og de skulle akut bruge store mængder blod (stakkels mennesker) og derfor manglede de aktu min type. Om jeg kunne komme med det samme, SELVFØLGELIG kunne jeg det! 18 minutter efter at de ringede smed jeg mig på briksen og hev mit kjoleærme op og gav den maximale mængde blod der må tappes fra ét menneske på én dag, nemlig 405 ml. På tre senge ved siden af mig lå to andre mennesker, den ene en ung mand med meget spartansk skægvækst og en t-shirt hvor der stod "Vote?" og så var der en sort abe med en amerikanske hat ......... jeg tænkte straks at han var en skide republikaner der var imod Barack Obama som her var afbilled som en abe........men han gav blod og dérfor alene vil jeg respektere ham.
På briksen ved siden af igen lå der en lidt ældre men stadig ung mand, midt trediverne eller faktisk ved jeg godt hvor gammel han var, for jeg hørte ham repetere sit cpr. nr. Han var fra den 8. måned i 1970. Han havde smarte stålbriller (hvis stålbriller altså kan være smarte) men de lignede lidt skibriller, gik ud i siden og havde buet glas, han havde lækkert tøj på og var meget markant i hans ansigtsudtryk, der stod "Plesner" på hans mappe der lå på gulvet ved siden af hans jakke, så jeg tænker at han var advokat.
 |
| Mit blod nåede at forlade bygningen før jeg gjore - knap var det tappet og knap havde sygeplejersken smelted plastikledningen for at forsejle posen før den blev lagt i en køletaske og en mand på en lille elbil susede afsted med mit og advokatens blod. |
Og dét var så min tirsdag.
Da jeg kom tilbage til "kontoret" aka mit spisebord arbejdet jeg indtil kl. 17.30 for at betale af for den time (ca.) jeg var væk for at blive tappet, så tog jeg til fitness og løb 3 km mens jeg så resten af Bones og så styrketrænet jeg for resten af tiden.
Og nu sidder jeg så her og tænker på om verden ser mig som lebbe og om det er dérfor jeg ikke møder nogen mænd??
Ingen kommentarer:
Send en kommentar