Rock Bottom

Jeg kan mærke at jeg er så kørt ned, mit energi niveau er i minus og min motivation er forsvundet til de evige græsgange, ja eller også er den død.

Jeg har nu i hele denne her uge KUN mødtes med min radio journalist veninde i 1½ time onsdag, ellers har jeg ingen set hele ugen, jeg er helt færdig. Jeg taler ikke med nogen, jeg møder ikke nogen, jeg sover, spiser, bor og arbejder i et og samme rum og hvis jeg ikke selv sørger for at komme ud så ender jeg nemt med at tilbringe flere dage i samme rum, uden at se andre mennesker og uden at mærke vinden mod min hud......

Dét her er simpelhen ikke holdbart! Det her er jo overhoved ikke det job jeg blev tilbudt!!

Men tør jeg klage? Tør jeg sige min mening, som jeg bestemt har, men hvad sker der hvis jeg ytre den? Bliver jeg så ikke genforhandlet? Får jeg så ikke løn?

For et øjeblik siden græd jeg lidt, ikke meget for det er egentlig ikke fordi jeg gerne vil græde, eller føler jeg trænger til at græde, mine øjne løb bare over, men der kom kun tre tåre så holdt det op igen. Jeg er en af de der piger der sjældent græder, jeg kan godt blive ked af det men at græde er ikke noget jeg gør ret meget i - mere. Tror jeg har brugt min kvote.

Men på en måde ville jeg ønske at min krop bare ville reagere, men den er nærmest bare gået i dvale.....jeg har super ondt i maven pga. menstruation og selv om jeg har været til fitness og både løbet 2 km og cyklet 10 så hjalp det ikke på humøret (eller maven) jeg var jo stadig alene da jeg kom hjem og jeg har stadig ikke talt med nogen levende mennesker i dag.

Forsøgte at ringe til min chef, men han tog den ikke og han har ikke ringet tilbage, jeg har dog fået en masse mails fra ham.

Omkring kl. 13.30 forlod jeg lejligheden, kunne simpelhen ikke holde det ud mere, så jeg gik på The Bishop Arms og købte en stor burger og en cola og prøvede at arbejde lidt, det gik faktisk bedre end hjemme men staidig ikke helt optimalt. Min nye computer kan åbenbart kun holde strøm i 1 time og 30 minutter - er det egentlig ikke mærkeligt? Anyway, der er ingen stikkontakt så jeg måtte traske hjem da den løb tør for batteri........naller.

Og nu sidder jeg her i halvvådt fitnesstøj og tænker "hvad nu Deirdre-Ann, hvad nu?" og jeg ved det ikke.........der er kun mig til at finde svaret og jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal.

Det eneste jeg har i hoved er at jeg skal ha lavet den fucking PR startegi, men da jeg skrev til min chef i dag og bad om at får firmaets VISION og MISSION vidste han end ikke hvad ordene betød......det her er virkelig op af bakke!

Jeg kan rigtig godt mærke at manden er vant til at arbejde inden for det offentlige hvor han vil se kasser og rammer og tal og statistikker og så ved han alt om tal og intet om ord, skrift, presse, markedsføring osv. Intet og det er dér mine forcer ligger og ja, hvordan opdrager man på en træmand?

Jeg har lyst til at skrive at mit liv er et lorte liv men det er det jo ikke, jeg tjener penge og dét er helt klart at fortrække end at gå og ingen penge tjene, men hvorfor skal det altid, for mig - være at enten så tjener jeg penge og tingene går af HT eller også tjener jeg ingen penge og har et godt liv???

Da jeg var i butikken tjente jeg penge men alting var bæ, så stoppede jeg og fik mit glade sind igen og havde ingen penge, så fik jeg arbejde igen og nu er mit happy face forsvundet og jeg har nul energi og nul lyst til ting......hvorfor skal det altid være enten eller?

Jeg ville så meget ønske at jeg kunne få venner, kollegaer, fredagsbar, frokost aftaler, søde chefer der smiler og hilser og er glad for at JEG arbejder for dem og som giver anerkendelse for det mange mange timer jeg lægger i mit arbejde, jeg lægger virkelig mange i jobbet i øjeblikket fordi jeg jo er på "kontoret" hele tiden, så arbejder jeg også hele tiden.

Det her er et skråplan.

Lige nu kunne jeg virkelig godt bruge at tale med Hr. Højesteret, han var altid så god at tale med, bare ligge på siden i sengen og snakke, intet andet bare snakke - men jeg ved også godt at det her er forbigående følelser af tristhed fra min side, så selv om det er utrolig virkeligt lige nu, så er det forbigående og jeg vil ikke tage kontakt til ham når jeg er nede og har brug for ham. Hvis jeg OGSÅ havde brug for ham når jeg var oppe så var det noget helt andet, men det har jeg jo ikke.

Jeg har sjældent brug for nogen og når jeg har, eller de få gange jeg har haft brug for nogen så har jeg nul og niks fået, så man kan måske sige at jeg har vænnet mig til livet.

Men alligevel tænker jeg at der MÅ være noget mere til mig derude, dét her kan ikke være mit liv, det her kan ikke være meningen med mit liv vel.....men efter at min mor sagde det der med at jeg skulle igang med at date, ikke fordi jeg havde lyst men fordi jeg var ved at blive gammel, ja så har jeg fået den der følelse af at livet smuldre mellem hænderne på mig og der intet er jeg kan gøre. Jeg har ligesom intet udrettet i mit liv og jeg kan ikke se hvordan jeg kan ændre det. Jeg står i stampe og timeglasset løber......