Jeg har hverken lysten, tiden eller lysten til at skrive og fortælle dig hvordan jeg har det lige nu - i dag har egentlig været en okay dag med sms'er fra Norman som har nået Santiago, jobsamtale osv.
Men jeg er bare SÅ presset inden i af ikke at have haft nogen form for alenetid i over 2 uger og ingen, simpelhen ingen forstår at det kan rykke min verden at tilbringe for meget tid med folk som skal sætte mig i bås, fortælle mig hvad jeg skal gøre, hvordan jeg skal leve og hvor jeg skal være - jeg kan SIMPELHEN IKKE TÅLE DET!
Jeg forstår måske ikke helt selv hvorfor eller hvorfra den stærke følelse kommer fra, men jeg tænker at det skyldes at ALLE har bestemt over mig hele mit liv, bestemt at jeg skulle gå i den og den folkeskole selv om jeg var dybt ulykkelig over at gå der, bestemt at jeg ikke måtte læse så mange bøger men skulle gå ud og lege med de andre børn som så bare mobbet mig, bestemt hvordan mit hår skulle være, bestemt hvor jeg skulle bo, at jeg skulle arve gården, at jeg skulle tage 10 klasse, at jeg skulle tage hhx, at jeg ikke måtte tage et sabbat år og tjene penge og rejse, at jeg skulle tage på akademiet - jeg KUNNE BLIVE VED!
Hele mit 32 årige liv har folk fortalt mig hvad jeg skal gøre og hvilken retning jeg skal gå - jeg kan fint klare det et langt stykke af vejen men når mine følelser bliver flosset kan jeg simpelhen ikke holde det ud og jeg MÅ BARE have alenetid til at finde frem til mit indre og frem til Deirdre-Ann.
Men det eneste jeg får når jeg beder om det, er at folk siger: Dig og din alenetid.....eller som mor og far netop har gjort, grinet mig lige op i hoved og sagt at "hvis det at du ikke er alene kan stresse dig, så får du en brat opvågning i livet" - sikke en hån at komme med!
Hvad fanden i helved i lort er det for noget pis at sige?? Jeg er simpelhen så vred og såret og vil bare HJEM til København NU!!
Men fordi min gl. lære fra USA kommer i morgen så kan jeg ikke tage hjem - jeg siger dig, hvor ondt det end er så glæder jeg mig til fredag hvor de flyver igen.......
Jeg magter ikke at være her og høre på min families hån af min i forvejen utrolig hårde situation. Jeg kæmper og jeg prøver og jeg gør alt hvad der er mig fysisk muligt for at komme videre med livet, men det er ikke nemt når alle bare griner og ryster på hvoed af en hele vejen rundt.
Hold nu kæft hvor jeg hader livet, mit liv - og hold nu kæft hvor vil jeg gerne ændre det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar