mandag den 26. december 2011

Juledrømme

Da jeg vågnede for få minutter siden lå jeg på ryggen med dynen helt op til hagen, armene var over dynen ligesom hvis jeg ville lege stærk mand og råbe "se mine muskler" - men hænderne var bøjet ned og ind ved ørene.....

Giver den stilling mening?

Jeg lå på ryggen med overarmen ud til siden og det stykke fra albuen og ud til hånden var bøjet ind som i en loop og mine hænder lå flad op af ørene. Overkroppen var bøjet en smule til den ene side og mit hoved lå på skrå og da jeg åbnede øjnene kikkede jeg lige op i en skrå væg og en hylde.....

Jeg lå lidt og tænkte på hvad jeg lige havde drømt og det var en drøm hvor jeg følte jeg var utilstrækkelig, lidt ligesom når jeg stresser på arbejde fordi min chef ikke (altid) forstår hvad det egentlig er jeg laver og hvad PR går ud på.

I min drøm var jeg ude at gå, langs nogle togskinner, jeg ved jeg ikke har praktiske sko på, men jeg ved ikke hvilken sko jeg har på. I min drøm er Norman, jeg kan mærke at jeg gerne vil please ham, gøre ham tilfreds - hvorfor han er i drømmen og hvad han "er" i drømmen ved jeg ikke.

På et tidspunkt falder jeg og sidder med ryggen op af et lille hegn, lidt ligesom det hegn der er med i hundevæddeløb, jeg ved jeg skal samle en masse ting sammen i kasser, ikke i flyttekasser men i de kasser hvor tingene lå i da de blev købt. Det er noget med nogle billeder og måske tænker jeg lidt at det også er en togbane?

I hvert fald er det sådan at ikke alle tingene kan være i kasserne - som altid - en ting er jo at tingene kan være der når man køber dem, men når man så har haft dem ude og brugt dem, så er det nærmest umuligt at få skidtet tilbage i kassen igen - men jeg forsøger.

Der er tre kasser og en af dem er større end de andre og mens jeg sidder og forsøger at få tingene ned i kassen så kommer der pludselig en masse hunde løbende imod mig - og jeg er som du ved ret bange for hunde! Den ene er sådan en lille terrier, en TinTin hund i hvid og jeg kan høre Norman, der er bag mig sige noget med "Nårhhhhhhhhh hvor er den bare sød". Jeg bliver bange fordi alle hundene kommer direkte imod mig og jeg ved i mit sind at Norman håner mig ligesom min chef gjorde da vi var ude og se kontorlokalerne hvor der gik to store sorte hunde løs og han siger til manden der viser os rundt at "jeg har hundeforbi" og trænger til professionel hjælp. Og ligesom dengang så såre det mig nu, at Norman håner mig, selv om jeg ikke høre ham sige noget. Jeg ved bare i min drøm at han håner mig.

Jeg ved også i drømme at vi er del af et større selskab, det er sådan noget man ved i drømme uden at se det, men jeg ved ikke hvor de andre er eller hvem de er eller hvad vi laver ved togskinnerne.

Pludselig finder jeg ud af at de andre er ved at gå fra mig (!) Forfærdelig følelse! På den ene side har jeg togskinnerne og på den anden har jeg en kæmpe vold, hvor de andre er gået op af og er på vej væk og jeg sidder stadig og kæmper med at få de her ting, som jeg åbenbart har ansvaret for at få med, ned i kasserne.

Norman kikker på mig mens han løfter den lille hvide hund op og så forsvinder han også op af trapperne og op af volden.

Jeg samler alle tre kasser samme og får dem stablet oven på hinanden, jeg kan næsten ikke løfte dem og jeg ved jeg har upraktiske sko på, men jeg kommer op af alle trappetrinnene og op på kanten af volden, blot for at se at alle er væk. De har forladt mig.

Jeg går mod venstre, fordi jeg ved det er den vej de andre er gået, men jeg når aldrig at indhente dem, jeg kan blot se dem som små prikker foran mig og i ny og næ kan jeg høre dem le.

Det føles som da jeg var i folkeskolen og alle de andre holdt mig udenfor og altid lod mig blive tilbage, altid stak af fra mig og gik fra mig. Følelsen af at blive forladt og holdt udenfor, at være uønsket var virkelig overvældende bekendt i drømmen.

Jeg græder ikke, jeg traver bare videre i mine upraktiske sko mens mine arme bliver tungere og tungere og det er så her jeg vågner, med armene over hoved i en mærkelig stilling. Jeg ligger egentlig godt men mine arme snurre.

Jeg lå lidt og tænkte på hvorfor Norman var med i min drøm? Det har han ikke været i over ½ år. Jeg kender alt for godt grunden.

Da jeg i går aftes kørte hjem fra min Onkel Oscars hus i Århus fra julefrokost, der sendte jeg en sms til Norman. Jeg har tænkt på at gøre det i et par dage nu, siden jeg kørte forbi Viborg Flyveplads og tænkte at det er okay at følge sin første indskydelse og at alle mennesker vel i bund og grund bliver glad for andre menneskers venlighed?

Jeg havde lyst til at sende Norman en julebesked og ønske ham glædelig jul - jeg håber oprigtig talt i mit hjerte at han har det godt, også selv om han har sin plastik fantastisk frille. Hvis hun nu er topmålet af lykke for ham, så er det jo skønt for ham, og velfortjent tænker jeg. Men derfor kan jeg jo godt tænke på ham og så sende ham en sms om at jeg havde tænkt på ham og ønsker ham en glædelig jul.

Så som sagt så gjort - selv om Uffe sikkert ville mene at jeg skyder mig selv i foden. Dog har jeg svært ved at se hvordan jeg kan skyde mig selv i foden mht. Norman, dér har jeg ingen chance, at all.

Nå men jeg skrev en sms mens jeg kørte bil (fy!!) og den var bare ganske kort, jeg kan desværre ikke gengive hvad jeg skrev, for da jeg kom hjem lå jeg og læste andre blogs i sengen til klokken var nærmest 01.00 - min søster gad nemlig liiige pludselig som jeg kom hjem ikke at se film alligevel - knap havde jeg sovet i 10 minutter før min lillebror og hans kæreste ringede.

De var blevet smidt ud fra et diskotek i Århus fordi min lillebror sødt nok men også pænt naivt havde lånt en vens sit id og det var blevet opdaget - så jeg måtte i tøjet og køre hele vejen til Århus for at hente dem og så hjem igen - da klokken var 04.35 lå jeg stadig i min seng og kunne ikke sove......

Jeg tænkte på Hr. Romnlund, på Norman og på Højesteretsdommeren og besluttet mig for at slette alle udgående og indgående sms'er i min telefon - jeg har nemlig ingen af de 3 numre kodet ind, faktisk har jeg ikke ét eneste nummer fra en fyr jeg har knaldet kodet ind i min telefon - for Uffe knaldet jeg jo aldrig og It mandens nummer har jeg valgt aldrig at kode ind, jeg skriver til ham på SKYPE hvis jeg skal noget med ham.
 - hvilket jeg bestemt ikke skal, selv om han har skrevet en del gange til mig mens han er her på juleferie i Danmark.

Men altså, som du jo nok kunne tænke dig til før jeg (åbenbart) kunne, så har jeg ikke hørt fra Norman. Jeg syntes uanset hvad, at det er dårlig opdragelse ikke at svare tilbage på en sms, det er jo ikke en ond sms, jeg stalker ham ikke, jeg vil ikke være hans kæreste, jeg vil ingenting udover at sige Hej og være sød og venlig. Men jeg ved også godt at venlighed sjældent betaler sig - eller det burde jeg vide.

Jeg er bare herre dårlig til at huske at det er sådan livet hænger sammen.

Nå, men jeg må vist hellere se at komme ud af sengen og eventuelt lige få lukket vinduet, det er faktisk lidt køligt for mine nøgne ben at sidde her og skrive - så et varmt dejligt bad vil helt sikkert lune.

Ha en dejlig 2. juledag derude i Blogland :)

Ingen kommentarer: