Har været hos min coaching buddy og spise "rester" - hvilket er en ret luset betegnelse for lækkert gourme thai mad! Only hos min coaching buddy er der mere styr på tingene end der er hos mig! :)
Jeg stortudet næsten fra det øjeblik jeg tråde ind af døren, don't even ask why for jeg aner det ikke selv, det har bare været en rigtig træls dag, og i morgen rejser min bedste veninde og jeg føler jeg sidder i et hul igen, fanget og låst fast - og jeg VIL IKKE være dér! Og jeg vil IKKE være alene!
Jeg savner hende allerede.........*snøft*
Men hun gav mig den helt store coaching tur og hun har ret - Norman SKAL væk fra min SKYPE nu, vi er kommet frem til en mere logisk forklaring på hvorfor han pludselig var der lørdag når han ikke var der fredag. På min gamle computer havde jeg slettet ham, på min anden computer kan det så være at det samme indstillinger ikke gælder og at han derfor pludselig er der pga. en gammel invitation eller pga. at han simpelhen ikke er slettet korrekt............. begge dele lyder ulmt men det er bedre end at jeg ikke har en forklaring.
Anyway, som min coaching buddy sagde og senere en af hendes veninder som jeg også kender lidt, hvad ved Norman egentlig om dig? Ingenting!
Norman ved ikke at rød er min yndlingsfarve, at jeg har fødselsdag d. 21 juli, at grunden til at jeg har en skæv tand i undermunden skyldes at jeg engang fik en rafte i hoved på en spejderlejer da jeg var 14, han ved ikke at jeg er bange for tordenvejr og hunde og at min største frygt er at folk tror jeg er utroværdig, han ved ikke at jeg kan bakke om hjørner med en trailer og at jeg er herre sej til at svømme - Norman ved ingenting om mig og sådan skal et forblive, så jeg skal selvfølgelig ikke sidde og glo på hans billed på SKYPE og vente på at han "opdager" at jeg er der og MÅSKE tager kontakt om en måned??
Han har haft sine chancer for at tage kontakt til mig på en voksen ansvarlig måde, dem har han forspildt og oven i har han hånet, nedgjort og ydmyget mig og mine følelser - og fordi jeg i bund og grund er utrolig enig i disse ting, gik jeg direkte hjem og tændte min computer, åbnede SKYPE og slettede Norman.
Jeg tog et sidste kik på hans billed, han ser stadig dejlig ud, men igen dét gør Kunstmaleren også, og Troels fra Karel Van Mander - men nu kan de alle tre slå følge med hinanden ned af den vej hvor mænd over 35 går når de ikke aner hvad fanden de skal stille op i livet med alle deres penge, smarte biler og fremskredne alder!
Ét er sikkert, hvis nogen af disse mænd nogensinde vil mig noget igen, så må de starte med at undskylde, oprigtig undskylde. Og da jeg ikke kan se at nogen af dem ejer dét inden i, som kræver en sådan undskyldning, så er dét jo ligesom det.
Jeg KAN godt klare mig uden Norman, selvfølgelig ville jeg ønske livet var anderledes, at jeg kunne få lov til at ringe og sige hej når JEG havde lyst uden at blive ignoreret og lagt for foragt og latterlig gjort blandt hans venner som jeg ved han har gjort, bla. har han talt utrolig grimt om mig til hende med røvballenæsen, selv hvis jeg siger at 50% af dét som hun siger er løgn, så ved hun stadig ting som hun ikke kunne vide hvis Norman ikke havde underholdt med dem, og sådan noget gør venner ikke......
Venner er oprigtige og ærlige og vil en, nøjagtig ligesom mine coaching buddies vil mig - og dét giver en god følelse inden i og jeg elsker det!
Og netop nu, for få minutter siden har jeg taget endnu et skridt nærmerer min fremtid, som ikke indeholder mænd, og hvis den en dag kommer til at indeholde mænd, så er det hverken Troels, Kunstmaleren eller Norman.
Hvis smerte gør en stærk, så er jeg Verdens Stærkeste Pige!
Fandt forresten det her digt på min computer som er fra 2006, hvor Norman og jeg mødes i Miami......
(jeg ringede til ham efter ulykken men han lagde på, det var dyrt at tale i en dansk telefon i USA, at min telefon også var dansk, at han er millionær og at jeg netop var kørt galt var åbenbart uden betydning....definer lige "Et Godt Menneske!")
Til Tider...
..... ser jeg mit liv i passé. En 3 sekunders smalfilm af dårligste kvalitet.
En pige, en dreng, et middelmådigt hotel. Hun på ryggen, han på knæ, sex. Lydløs udløsning, havet buldre, hun faker.
"Gav et knus til afsked. Vi ses (?) Held og Lykke - du ser virkelig fin ud, I know you'll do fine!
Ryggen var bred da han gik, selv under den alt for store skjorte. Solen tittede frem, det ville blive en rigtig varm dag, så jeg gik ind for at tjekke ud. Halvvejs ude ved min lejet Toyota Corolla ombestemte jeg mig og gik tilbage til hotellet, asfalten lugtede varm og jeg så hans bil kører ud og dreje til venstre. Gennem lobbyen og ud på bagsiden - havet buldret som i nat og jeg måtte holde i mig selv for ikke at smide taske og sko og bare storme ud i Atlanterhavets hvidskummende blå blå vand.
En time senere kørte jeg mod lufthavnen, sandet knasede mellem mine tær når jeg for gud ved hvilken gang glemte at der ikke var nogen kobling - øvelse gør mester og jeg cruised af sted som en anden dronning. I95 South.
Tænkte på ham, mig og alle de andre. På fremtiden, gården, flyveturen og min sultne mave men mest af alt tænkte jeg ikke på noget specielt. Nynnede med på country sange og skrålede højt med vinduet rullet ned når en kendt sang fandt vejen frem til K 93,1 FM. Truckdrivers dytter af mig og vinker, jeg overvinder fristelsen til at give dem fingeren og smilede i stedet mit million dollar smil mens mit lyse tykke kruset hår fløj rundt og vinden kølede mine fugtige armhuler.
Lufthavnen straight ahead, the mall til højre. Motorvejen er 5 sporet og jeg er i yderste højre lane. Cruise kontrollen er sat på 77 miles, jeg ligger på 70. Nynner og er glad, skal tisse og trænger til at strække benene. 4 timer i bil, 27 graders varme. Jeg er glad inden i, ikke lykkelig, ikke ulykkelig, bare glad.
En trækasse på størrelse med en barneseng ryger af Dodge Pickuppen foran mig. Jeg ser den ikke før den lander på køleren af min fine cremefarvede Toyota Corolla. Jeg hamre bremserne i, hører dækkene hvine, ABS-bremserne får bilen til at hoppe. Forruden ligner knust is i en vandpyt efter en barnestøvle har hoppet op og ned. Små stykker lander i mit skød men jeg ænser det ikke. Kassen ryger ned og ind under højre fordæk og løfter min fine bil op. Farten er høj og dækkene hviner mens jeg prøver at dreje kontra. Sidelæns krydser jeg 4 vejbaner og med alt for stor hastighed ser jeg den rosa betonvæg nærme sig. Jeg hiver håndbremsen i et desperat forsøg på at stoppe farten, mens jeg for mit indre ser min bror manøvre speedway biler på Jyllandsringen via håndbremsen.
Kontrollen er ikke mere min. Farten er alt for høj.
I bakspejlet kan jeg hører en lyseblå, næsten turkis 18 wheeler lastbil med to container på ladet bremse. Hornet lyder tungt og ondt blandet med lyden af bremserne fra min fine lejet Toyota Corolla. Asfalten lugter varmt tænker jeg da køleren som et stykke kladdepapir krøller sig sammen fra venstre mod højre og jeg med et ryk bliver slynget frem blot for at mærke mine lange øjenvipper blive krøllet mod solbrillernes brune glas. Airbaggen blæser op i mit hoved og jeg smager blod i munden mens jeg ud af venstre øjenkrog ser kølergitteret på den næsten turkise lastbil nærme sig. Han er fra Ohio, en snowbird.
I næste nu ryger airbaggen i døren op og skjuler mit udsyn. Det føles som om jeg sidder i et vacuum. En lukkede papkasse hvor væggene er hvide.
Jeg ser mig selv nøgen på ryggen i en seng, mit hår hænger udover fodenden og jeg har to hænder i mit skød mens han står delvis på knæ over mig og siger: Du skal skynde dig, jeg kommer nu....
Mormor sagde altid: Du skal skynde dig, jeg kommer nu.... Endelig skal vi være sammen igen. Mormor og jeg. I mit sind ved jeg at jeg kommer nu, at jeg skal skynde mig. Livet går videre selv om jeg ikke er her. Hvor har jeg dog levede et mærkeligt liv. Spildt min tid og sløset med livet som andre mennesker frådser med penge, mælk og wc-papir men nu kommer jeg mormor, nu kommer jeg....
Braget er ikke så højt som jeg havde troet, forberedt mig på siden jeg for 4 sekunder siden begyndte min sidelæns krydsning af en 5 sporet highway i myldretiden. Måske det er min hvide papkasse som gør at jeg ikke kan hører noget, kun se - mit liv i passé - et grimt ildelugtende syn. Som et rodet børneværelse, der er ingen ende på mængden af ting på gulvet og frustrationen over hvor man skal starte for at skimte slutningen er så stor at man vælger at give op og stille bakke ud mens man lukker døren....
Jeg bakker ikke ud. Mere. Jeg kommer ikke. Endnu. Jeg frådser ikke med mit liv. Mere. Jeg dør ikke. Endnu.
Nogen forsøger at åbne min dør men alt hvad jeg kan mærke er lugten af varm motor og asfalt. Tænker på Atlanterhavets kølige vand om mine solbrune ankler og brusene bølger som holdt os semivågen den halve nat. Jeg tænker på din duft af græker, varm og ulm men mandlig. Overflødige kilo på min krop har pludselig ingen betydning mere.
Jeg lever.
Om på bagsædet, ud af bilen. Lastbilen er faretruende tæt på mig. Der er dækmærker over det hele, men alt hvad jeg kan hører er biler der dytter, biler der gasser op, biler der forsætter. Alt hvad jeg kan se er at jeg mangler min ene flipflop sko, den er brun.
En tyk mand kommer ud af lastbilen, han lugter ikke af græker men af sved, jeg kan se hans røvrevne mens han ringer 911. Dækket er større end mig og kølegitteret er slet ikke sølvfarvet. Jeg er så træt i mine ben, mit løse hår distraherer mig fra at tænke på blodet i min mund. Trykket var så stort at mit hårspænde blev knust mod nakkestøtten og efterlod mit hår fyldt med brune plastikstykker og en kæmpe bule.
Davie kommer over og kikker på mig. Are ya alright? Jeg kikker op, solen blænder mig. Hvor er mine Coco Chanel solbriller? Han sætter sig ned på asfalten, Ya got me spooked there for a moment....
Mine knæ giver efter og som en jøde til fredagsbøn i krystalgade mærker jeg den klistrede asfalt under mine moderigtige jeans. Dér sidder vi så, på I95 i myldretiden. 4 vejbaner er blokeret og min fine lejet Toyota Corolla syder. Asfalten lugter varmt da den første tåre farver min lysebrune blondetop. Davie græder også.
Sammen, Davie og jeg, en smadret bil og en overophedet 18 wheeler med container på vej til Kina. I det fjerne kan jeg hører sirenerne. De lyder ikke danske og jeg ligner en pandabjørn. Min sko er væk, mit hår flagre og jeg kan ikke finde mit pas.
Sidder i en ambulance og får is på mit hoved mens Davie forklarer den store sorte politibetjent hvad der skete. Jeg fortæller mens jeg prøver ikke at hulke. Jeg lever. Jeg kommer ikke endnu. Next of kind? Ingen. Wanna make a phonecall? Nej. Vil bare hjem, ikke på hospitalet.
3 dages leje inkl.$50 total forsikring og fri mileages = $291. Damen undskylder, hun må give mig en bøde. AVIS’ policy. $80 for ikke at ha fyldt tanken op ved "aflevering" - bilen er total skadet! Damen forsikrer mig at de $80 er inkluderet i de $291! Jeg sætter mig ned i shuttelbussen.
Parret ved min side er tyskere, de taler om mit røde hævet ansigt og mine øjne som ligner en panda. Jeg kikker ud af vinduet og tænker på at jeg ikke kommer endnu. Jeg skal for resten også tisse...."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar