GODMORGEN!

Kl. er 07.36 og jeg har været oppe i over én time - hvad sker der??

Men skønt at have god tid, skal på coachinguddannelsen i dag, altså der er også andre træningsdage, møder og telefon coaching mellem disse dage men jeg glemmer bare ofte at skrive om det, fordi jeg syntes der sker en million andre ting i mit hoved.

Men anyway, de næste 3 dage står på skolegang og det er vel meget okay, det ville selvfølgelig være bedre hvis jeg skulle på arbejde men lidt har også ret - og som skrevet så er det skønt at have god tid!

Vågned kl. 06.00 og snuet den af 2x9 minutter til kl. 06.19 og så op, lå bare og tænkte og lyttede, tror jeg var den første som var oppe i ejendommen eller trode jeg var indtil jeg hørte min gl. nabos transisterradio spille radioavisen.........HVORFOR står gamle mennesker altid så tidligt op, er det fordi de ikke kan sove mere eller fordi det er hvad de er opdraget til??

Jeg har altid sagt at jeg ville sove længe når jeg blev gammel, det har jeg nu taget op til revision  og besluttet at jeg vil leve NU og hvis det betyder at jeg sover længe en mandag morgen so be it, jeg gør hvad jeg har lyst til nu og prøver så virkelig at arbejde med at jeg ikke skal have dårlig samvittighed over at jeg følger mine lyster og hjerte frem for min fornuft og min opdragelse, sidstnævnte siger bestemt IKKE at det er okay at sove længe på NOGEN dage!!
Der skal udrettes noget, der skal ske noget, dagen må IKKE gå til spilde.......

Så kan den kloge jo stille spørgsmålet, er det at sove til kroppen selv vågner, at lade en dag gå til spille?

Noget andet jeg tænkte på her til morgen hvor jeg tog hul på en ny Ymer og hældte ymer op på tallerknen så det liiige dækkede bunden men allerede da jeg så hvor meget der røg ud, tænkte jeg at dét kunne jeg ikke spise. Det var ikke så meget at siderne på en alm. dyb tallerken blev rørt, kun bunden var dæket men jeg ved også at hvis jeg ikke får mad så får jeg et helt hul i maven og dårlig ånden - men jeg ved også at dét som var på tallerknen var for meget, men kartonet var nyt og der røg for meget ud....

Disse tanker fik mig til at tænke på min mor - givetvis fordi hun ringede i går aftes men mere om det senere - og på hvor meget hun ville skælde ud og rynke bande og hvad hun ville sige hvis hun så at jeg så godt som hver evig eneste dag levner mad......

Det er pudsigt, for jeg syntes egentlig ikke selv det ser pænt ud og levne mad, men det er som om jeg aldrig kan spise min morgenmad op, selv hvis jeg bare tager en lilllllle biiiiiitte smule ymer på tallerknen, og altså ikke som i dag kom til at fylde for meget på, uanset hvor meget så levner jeg - det har fået mig til at undres og jeg tror simpelhen det er fordi jeg blev tvangsfodret som barn hvis jeg levnede!!

Jeg kan huske engang da vi boede på den store gård hvor jeg er født, der sad vi børn på bænke og til højre for mig sad enten min yngste storebror eller min lillesøster, nej jeg tror faktisk det var min lillesøster som sad dér og til venstre for mig sad min far ved bordenden. Bænkene var brune og lakeret og meget glatte.
Vi havde virkelig ikke ret mange penge dengang i start 80'erne og mine forældre havde mange børn og var bønder så hårde tider og vi fik tit grød, alle mulige slags grød og jeg kan lide de fleste men hvad jeg virkelig ikke bryder mig om er grønsager og slet slet SLET ikke nogen former for kogte grønsager eller frugter og så en aften hvade min mor laved hyldebærsuppe - eller måske det ikke var hyldebær, de var røde, starter altid med at være grønne, skifter til røde og hænger i små buketter på træerne og selve træet har nærmest flamingo inden i? (Vi plejet at "ryge" pindene fordi flamingobarken inden i brændte helt vildt nemt og så havde vi pludselig en hul pind - spændene!!)

Anyway, denne her røde varme suppe-grøds noget var og er bare ikke noget jeg kan eller vil have ned, så min far og jeg havde endnu en magtkamp og jeg har virkelig ikke være særlig stor, 4-7 år - tror det har været inden jeg startede i skole og det gjore jeg som 5 årig. Men never the less jeg fik at vide at jeg pænt kunne blive siddene ved bordet til jeg havde spist op - og jeg nægtede. De andre gik fra bordet, bordet blev ryddet og der andre gik ind i stuen og så tv, hvilket var stort dengang og der sad jeg i det kæmpe store brune køkken som langsomt blev koldt og det samme gjore min klamme røde grød - til sidst har jeg givet op og spist grødsuppen som smagte helt afskyelig. Jeg kan huske at jeg havde det virkelig dårligt og min numse gjore ondt af at sidde på den hårde bænk i sikkert et par timer hvis jeg kender mig selv ret - til sidst gik jeg ind i stuen til mine forældre og sagde at nu havde jeg spist op........

Lige inden for døren fra den gang hvor jeg kom fra var der 80'er gulvtæppe, lyst med lidt grålige stænk i, et grovt tæppe som gjore ondt at ligge for længe på, i stuen var der en pejs med marmor fliser foran og rundt om fliserne før tæppet gik der en messingliste, jeg stod liiiige dér hvor marmor fliserne gik over i gulvtæppet og sagde at jeg havde spist op - netop som jeg havde sagt ordene brækket jeg mig udover det hele!!!

Rød klam suppe blandet med mavesyre røg op af min mave og ud på de hvide marmorfliser og sprøjtede ud på gulvtæppet.....om der blev en plet og hvad der senere skete ved jeg ikke, men jeg kan huske at der kom kartoffelmel på pletten og at jeg blev sendt seng.......

Min konklution er, at jeg har tænkt på om min voldssomme lyst til at levne skyldes at jeg altid er blevet tvunget til at spise op? Og nu hvor jeg er voksen så kan jeg gøre hvad jeg vil og så gør jeg alle de ting jeg ikke måtte som barn??

KUN hos min elskede mormor var det okay at levne og at være kræsen! Feks. kan jeg ikke fordrage asparges og slet ikke når de blandes (kamufleres) i andet mad som feks. i tarteletter med hvid sovs og hønsekød, som er en af mine få livretter. Mormor lavede ALTID en lille bitte gryde med helt hvidt hønsekød - kan simpelhen ikke klare at spise hønsekød som har blod på sig!! - og helt uden asparges og når Mormor lavede maden sådan, så levnede jeg aldrig.........men min mormor døde, selv om hun havde loved mig ikke at dø!!
 - og i dag levner jeg hele tiden.....

Nå, back to reality - min mor ringede i går aftes fra min fars telefon, meget mærkeligt allerede dér men hun startede med at spørge hvad jeg fik tiden til at gå med, hvilken job jeg havde søgt, om jeg talte med pigerne og alle den andre ting som netop er alt det som tænder mig af...........jeg HADER at blive sat i forhør!!

Jeg føler det er total forhør når jeg skal gøre rede for hvad jeg laver i løbet af en dag, når jeg ska remse op hvilken job jeg har søgt og hvem jeg har talt med.......det sade jeg også til mor og så siger hun: Jammen det er bare moderlig kærligehed til ens barn, det holder aldrig op.........øhhhhhhhhhhhhhhhhhhh!!

Moderlig kærlighed? Ikke at jeg egentlig ved hvad det burde dække over men for MIG, er dét der ikke noget nær med kærlighed at gøre, jeg syntes det er et forhør og en snagen i mit liv og jeg gider det ikke og selv om jeg to gange sagde at jeg bare gerne vil være alene og ikke tale med nogen så bliver mor ved og ved og ved med hvad hun kan gøre for mig.......øhhhhhhhhh hvad du kan gøre for mig?

1. Start med at lytte til hvad jeg siger - det ville jo alt andet lige føre dig til svaret på dit spørgsmål!
2. Lad mig være i fred - altså helt i fred, stop med at snage i mit liv, på min facebook og i min økonomi
3. Hvis du endelig vil hjælpe mig, så giv mig 2 millioner og lad mig selv ordne det praktiske
4. Jeg ved godt at du ikke kan (vil) give mig 2 millioner og lade mig ordne det praktiske men så må du jo gå tilbage til punkt 1!!

HVORFOR er det så svært for folk at forstå at jeg bare gerne vil være mig og finde mig selv? Hvorfor er det at alle dem jeg ikke gider bare vil mig så meget og dem som jeg savner aldrig er til stede i mit liv?

Netop som jeg havde talt færdig med mor ringede en anden - uønsket - person........guess who!

KUNSTMALEREN! WTF!!

Jeg har liiiige skifted mobiltelefon nummer og mobiltelefon udybder fra Telia til Telmore og så ringer han........jeg ANER simpelhen ikke hvor han får mit nummer fra, tror seriøst han må have forbindelser til politiet eller sådan noget - anyway, jeg kunne jo havde ladet være med at tage telefonen og jeg sad og så et par ring og kikkede på displayet for at læse bogstaverne korrekt, håbede jo nok inderst inde at det var Norman som ringede, deres numre er jo så godt som næsten ens - men det var Kunstmaleren......

Vi talte sammen i lidt over en time og det var som altid utrolig hyggeligt, men for første gang i laaaaaaang tid var jeg rigtig ked af det og fortalte ham om alt lortet med kommunen, banken og konkurs og for første gang i mange år, i måske 4 år havde jeg virkelig fysisk lyst til ham - ikke så meget til sex men til at mærke hans store stærke krop omkring min........se det er dét jeg savner!

Min ex-kæreste var 2,2 meter høj og gl. baskeball spiller så han var også utrolig muskuløs men også glad for mad forstået på den måde at han var trænet men blød i kanterne, hader så danne trænet hårde kroppe - men sådan var han ikke, han var virkelig lækker og med hår på brystet (as I like it) og alt på ham var bare stort, store hænder, kæmpe fødder, lange ben, stærke arme og en diller på ca. 17 cm og ja, jeg har målt den engang og tror det var det den målte men det er også ligegyldigt for den passede perfekt til mig, måske den var mindre I don't remember men den var i hvertfald ikke større - hader store diller dallerer!!

Og da vi talte sammen spurge jeg ham om han kunne huske engang vi lå på hans blålige sofa begge to på én gang, sofaen var kun beregnet til én person, altså i breden men vi tog puderne væk i ryggen og så lå han inderst og jeg yderst og jeg følge mig så tryg som jeg aldrig siden har følt, det var helt fantastisk at hans krop ligesom lukkede sig rundt om mig og at hans stærke arme klemte mig til.........jeg savner den følelse og jeg savner at føle mig tryg - og jeg kaldte ham en dum røv fordi han forlod mig til fordel for hva, en kvinde som nu har 4 børn med 3 forskellige mænd......FLOT!!

Jeg vil så gerne bare holdes om, få et knus og mærke et par behåret arme omkring mig, men det er åbenbart ikke sådan lige at finde......og som jeg sidder her og egentlig er spil vågen så er jeg pludselig også træt og vil bare sove, gider ikke ind og lege coach, vil bare sove sove sove i min varme seng og drømme om at alting bliver bedre og at jeg en dag vil møde en ny fyr som ikke er som min ex-kæreste men som bestemt heller ikke er sådan et mærkeligt menneske som Norman der hele tiden tror jeg er så dårligt et menneske!

Hvorfor er det kun min ex-kæreste som kan se hvordan jeg er som person?? Og hvorfor er han den eneste som syntes jeg er flot, fræk og sød??