Normalt prøver jeg at moderere mit havnesprog, men så er der dage som disse hvor gloserne står i kø for at komme ud - ikke kun ud af min mund verbalt men også ud gennem fingerspidserne på mine hænder som alle ti skriver flittigt på én gang!!!
#!)%¤&?=`§"!
Min søster har kimet mig ned her til morgen - jeg er i forvejen såret over ting hun har sagt til mig, jeg elsker min søster af hele mit hjerte, men efterhånden så tvivler jeg lidt på at det er gensidigt. Lang historie kort, tilbage da jeg boede i London kom min søster på besøg, jeg kan ikke huske optakten men vi sad på en pub efter en hel dags hardcore shopping da min søster siger: "at hende og hendes kæreste godt ved hvorfor jeg ikke har en kæreste......."
Nu er jeg jo altid intersseret i andres meninger og specielt når de er så specefikke mod mig, så jeg er all ears - det viser sig at min søster og hendes kæreste som hun dengang har kendt i 7 måneder har talt indgående om mig (!) og at de er kommet frem til at grunden til at jeg ikke har en kæreste er at jeg godt kan lide analsex....
Jeg blev rimelig vred dengang, ikke kun over det hun sagde men også over at hun havde fortalt hendes kæreste om mig og mine sexpræferencer, jeg mener, det er jo noget jeg har fortalt min søster, søster til søster og desuden så kan jeg ikke se at dét skulle være en hindring for at få en kæreste - ergo, i min verden er de to, altså min søster og hendes kæreste, langt ude med deres holdninger og når jeg nu ved, efter de er gået fra hinanden at de havde verdens dårligste sexliv så kan jeg jo kun smile i det skjulte over at de var så hurtige til at dømme mig!
Da jeg var hjemme på juleferie var jeg oppe hos min søster og se tv og spise aftensmad, her sad vi og talte om min dårlige økonomi og hvad vi kunne gøre for at ændre den - jeg siger, som en joke naturligvis, at jeg burde få et job som domina på en sex klinik og tjene penge på at tæve mænd..........eller dvs. så langt når jeg slet ikke før min søster afbryder mig og siger: "Jeg gider simpelhen ikke høre alt dit ludersnak, du er simpelhen så vammel og jeg brækker mig over at høre på dig når du taler sådan, jeg fatter slet ikke at du har venner!"
Den sved selvfølgelig men jeg satte pokerfjæset op og afsluttede samtale og gik hjem til far og mor og dagen efter startede skænderierne og jeg kørte til København.
Men nu ringede min søster så igen her til formiddag og høvlede løs på mig med hvad jeg burde gøre og at jeg opførte mig barnligt og at jeg altid ødelagde alting for mig selv og at det var latterligt at jeg ikke stolede på far og mor i den her sag med grundene osv.
Pointen er, som alle åbenbart har overset, at jeg bestemt stoler på far og mor, jeg stoler bare ikke på at de ved best i denne sag og at deres revisore og advokater ved bedst - hvis alle ved bedst undtagen mig, hvorfor er det så at ingen af alle de her kloge lærte mennesker kan se at det er nødvendigt at forklare måske ikke alle dem som skal skrive under men så i det mindste MIG hvad det er jeg skriver under på?
Hvorfor er det at jeg er en lort og er et dårligt menneske der skaber mistillid i familien, når det eneste jeg har gjort er at lærer af mine erfaringer fra tidligere? Sidst jeg lyttede til folk som vidste mere end jeg, havnede jeg på en ødegård ude på landet i en alder af 18 år, total afskåret fra omverden - nogle gange når jeg kikker på min lillebror på 18 år så tænker jeg på om der var nogen som ville placerer ham i samme situation som de placerede mig i, 2 måneder efter min fødselsdag? I think not!
Min søster råbte og skreg af mig, at jeg var barnlig, uansvarlig og latterlig og hvordan jeg kunne tro at far og mor var ude på at bondefange mig osv. og hele tiden så sad jeg bare og tænkte på, hvordan det er kommet så vidt som til at det er MIG som der er noget galt med? Er det ikke naturligt at ville forstå hvad det er man sætter sin underskrift på?
Hvorfor er det pludselig - igen igen fristes jeg til at skrive - MIG som er sorteper, families skamplet, familiens dybeste hemmelighed, hende der altid er noget galt med, bare fordi jeg gerne vil forstå hvad det er jeg skriver under på, sådan at der er gennemsigtighed i det for mig, så jeg kan se hvordan de her grunde vil påvirke min fremtid og ikke mindst, min økonomi?
Bottom line, jeg forstår det ikke og når jeg bliver presset sådan her, helt herud hvor jeg sidder og tænker: "Deirdre-Ann hvorfor kan du ikke forstå det, hvorfor kan du aldrig forstå noget, tag dig nu sammen, fat det nu, bøj dig, gør det som alle siger er det rigtige, do it, kom så" - så er det at jeg også begynder at tænke på om det her liv og denne her verden også er et stede for mig........
Hvorfor skal det være SÅ svært at få lov til at leve? Jeg generer jo ikke nogen, jeg er faktisk et ret fint, godt og sødt menneske og alligevel er det altid mig som står for skud - I just don't get it!!
Bagefter ringede FAR - og så ved man ligesom godt hvad klokken har slået - jeg tog den selvfølgelig ikke, han må da være dum hvis han tror jeg tager telefonen for at blive skældt ud!!!! Seriøst, hvem vil tage en telefon man ved vil overfuse en med alt muligt om hvor dum man er?? Men far blev ved og ved med at ringe, så jeg slukkede telefonen og nu sidder jeg her......
Jeg drømte heller ikke særlig godt i nat, så jeg har heller ikke sovet særlig godt - jeg drømte at jeg var alene hjemme i mine forældres hus og var i gang med at trække en masse forlængerledninger ud til haven så jeg kunne sidde dér med min computer, da jeg var næsten nået derud kommer min mor løbene med to små kina børn og en kina dame og så opdager jeg pludselig at jeg har glemt - ja GLEMT min lillebror i badekaret i haven, han er pludselig ikke 18 år mere men cirka 4-5 år - han er helt spættet af kulde og jeg bøjer mig ned og siger: "Hvorfor kom du ikke ind til mig da vandet blev koldt?" Og så opdager jeg at hele hans ryg er frosset fast til vandet som er dækket af is!!
Jeg stormer ind i huset for at hente noget vand jeg lige havde kogt til te - selv om jeg er sikker på at det var sommer i starten af min drøm - men så kommer jeg i tanke om at kogene vand vil skolde ham, så jeg smider kanden og løber ud i haven og får ham til at lægge sine arme omkring mig, så vipper jeg badekaret og hælder vandet ud og løfter min lillebror, badekar og det frosne vand op og bære ham ind i det store badekar indenfor, her overøser jeg ham med koldt vand indtil isen giver slip på hans lille ryg og jeg smider baby-badekaret og isen ud og tager alt mig tøj af og pakker ham ind i et stort badehåndklæde og sætter mig op i det kolde vand til ham mens jeg putter ham ind til mig - jeg har læst at man skal hælde koldt vand udover folk med forfrysninger indtil de kan mærke at det er koldt - bagefter skal man skifte over til varmt..........jeg sidder der nøgen i badekaret og fryser så det stikker i min krop mens jeg græder fordi jeg har været så ond og glemme min elsked lillebror udenfor og jeg håber at han vil overleve og ikke dø fra mig af kulde - pludselig mens jeg sidder dér og prøver at få liv i ham igen så er mine forældre og kina damen og kina pigen væk og jeg er igen helt alene......
Og så vågnede jeg - og længe længe lå jeg og tænkte på hvad der mon ville være sket hvis drømmen havde været virkelig! Sådan noget shit skal jeg lade være med at tænke på!! Det gavner da intet at sidde og tænke på hvor forfærdeligt et sådan scenarie kunne været endt!!
Lucky me at det bare var en drøm - og at mine brødre er store nok til selv at gå i bad så jeg ikke behøver at være bange for at glemme dem i haven en dag hvor vejret skifter fra sommer til frost på nul komma nul!!
Så alt i alt - en suuuuuuuuuuper start på den sidste torsdag i år 2010!
Faktisk er dagen i dag også dagen hvor Norman kom og besøgte mig i Århus for første (og eneste gang) for 5 år siden - dét som jeg trode var starten på noget fint og specielt mellem os, starten på et stærkt gensidigt venskab med en helt exceptionel forståelse for hinanden viste sig i stedet for at være starten til 5 år med kæmpe afsavn, ydmygelser og latterliggørelser........
OMG hvor jeg er klar til at starte på en frisk - nu ved jeg at det tager mig ca. 5 år at komme mig over en mand som jeg har følelser for - det tog mig 5 år (plus minus) at komme mig over Kunstmaleren og næsten det samme at komme mig over Norman - jeg vil stadig gerne have en kæreste men jeg må også liige holde i mente for mig selv, om jeg er parat til at kaste mig ud i noget som kan koste mig 5 år hvor jeg ikke forstår og hvor jeg prøver og prøver og aldrig får noget igen, blot for at opleve et par måneders glæde, kærlighed, sex og eventyr?
Dértil må jeg svare at dét er jeg ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar