Seriøst....

.....hjælp mig! Jeg har det så forfærdeligt inden i, jeg føler mig som et piftet badedyr - jeg hader mere end noget andet at være afhængig af andre mennesker, at have brug for andre menneske, men nu sidder jeg virkelig i til halsen og har bare mere end nogensinde før brug for andre menneskers hjælp.....

Jeg er virkelig dårlig til at bede om den hjælp jeg skal bruge, men nu har jeg gjort det, jeg har rakt hånden, armen, hjertet og min stolthed ud mod Norman, bedt om hans hjælp til at komme videre - og så ignorerer han mig, ydmyger mig og bryder løfter - og nu sidder jeg så her og føler mig lige så fastlåst som en bil i en snedrive, man ved den nok skal komme fri, enten ved at nogle søde mennesker kommer og graver den fri og skubber på, eller hvis ikke før, så til foråret når sneen smelter.......

Jeg VED jeg nok skal komme videre og væk - om ikke før så går den her følelse over til foråret når fuglene synger og tiden er bag mig i stedet for foran - men kun de færreste har lyst til at vente i en så fastlåst position indtil foråret.........

Og jeg kan end ikke løbe en lang kold tur ud i alt den dejlige opslugende sne som bare vælter ned, for jeg kan knap gå med det her knæ.....